"NAZA"

IDF's reaktion på filmen "NAZA"

Filmen "NAZA" præsenterer et forvrænget, vildledende og uærligt billede af IDF's målplan-lægning og angrebsproces. Filmens fortælling bygger på betydelige faktuelle fejl, der stam-mer fra manipulerende forvanskninger af virkeligheden.
Sammenfattende, i modsætning til påstande fra filmen, blandt andet:

1. Bindende IDF-direktiver skelne eksplicit, omfattende og klart mellem militære operatø-rer og uinvolverede civile i Gaza. IDF's målretningsprocesser er grundlæggende baseret på denne sondring, forbyder bevidst at rette angreb mod civile og kræver at begrænse risikoen for skade på dem i størst muligt omfang.

2. IDF har aldrig planlagt, godkendt eller gennemført noget angreb i Gaza, hvor 500 civile eller noget i nærheden af det antal forventedes at blive dræbt. Ingen har heller seriøst på-stået, at et IDF-angreb har forårsaget dødsfald i den skala eller noget i nærheden af det.

3. Kunstig intelligens har aldrig selvstændigt udvalgt mål at angribe i IDF. Identifikation af mål til angreb foretages kun af autoriserede efterretningsofficerer, angreb planlægges af relevante fagfolk, og beslutningen om at slå til træffer af operationelle chefer.

4. Bindende IDF-direktiver har aldrig givet automatisk tilladelse til angreb mod mål, der sætter et fast antal civile i fare (såsom 20 i et angreb mod en junioroperatør eller 200 i et angreb mod en højtstående kommandør, som en person i filmen hævder).

5. "Lavender" er ikke en database over mål, der er godkendt til angreb, men en database, der assisterer efterretningsanalytikere.

6. Bindende IDF-direktiver tillader ikke, at en evakueringsadvarsel for et område behandles som tilladelse til at udføre angreb der, mens civile, der er tilbage, ignoreres.

7. IDF ignorerer ikke eftervirkningerne af sine angreb, men handler for at vurdere dem, her-under med hensyn til utilsigtet civil skade, i modsætning til påstanden i filmen. Disse vurde-ringer har ført til gennemgang af hundredvis af hændelser under fjendtlighederne og giver grundlag for de erfaringer, der er gjort.
Hvis filmskaberne havde foretaget tilstrækkelig verifikation og bekræftelse af fakta i god tro, som professionelle standarder kræver, kunne de have identificeret de væsentlige fejl, der blev præsenteret i filmen. Resultatet viser, at de ikke gjorde det.

Mange fejl opstår, fordi interviewpersonerne, beskrevet som havende tjent i IDF's efterret-ningsroller, normalt kun henviser til begrænsede, indledende faser af efterretningstjenester, snarere end den langt bredere proces med planlægning og godkendelse af angreb. Denne pro-ces er ikke efterretningstjenestens ansvar, men de operationelle organer, der håndterer og udfører målretningsprocesser. Derfor er det tydeligt, at interviewpersonerne i forskellige tilfælde fremsætter spekulationer og antagelser uden et faktuelt grundlag.

Filmskaberne valgte ikke at vise mange af de andre personer, der var involveret i hele mål-retningsprocessen – dem, der er ansvarlige for planlægning, der mindsker civil skade, juridi-ske rådgivere, der gennemgår foreslåede angreb, og kommandører, der godkender eller af-viser dem. Resultatet, som nævnt, er en forkert og stærkt vildledendeG fremstilling af vir-keligheden.

For at passe til den fortælling, filmen søger at fremme, udelader filmskaberne også kontekst, der er afgørende for at forstå krigen i Gaza og IDF's adfærd under den.

Filmen giver ikke den nødvendige vægt til Israels sikkerhedsmæssige grunde til at operere i Gaza og massakren den 7. oktober; til Hamas' bevidste strategi om at indlejre sig i civilbe-folkningen, hvilket er den grundlæggende årsag til skaden på civile; eller de utallige handlin-ger og metoder, IDF brugte for at begrænse civile skader, herunder advarsler før angreb, udvælgelse af ammunition og passende angrebsplanlægning, facilitering af humanitær bistand og mere. De processer og beslutninger, filmen udelader, viser, hvad IDF's indsats for at be-skytte civile betød i praksis – yderligere nødvendige efterretninger, ændrede planer, aflyste angreb og militære muligheder forspildt. Disse beslutninger begrænsede brugen af magt ude-lukkende på grund af vurderede risici for civile.

Særligt bekymrende er filmens yderligere forvrængning af virkeligheden gennem manipule-rende redigering af interviews, uansvarlige hentydninger til historiske grusomheder og dens falske og grundløse tilskrivning af onde hensigter til IDF.

Selv filmens titel vender virkeligheden på hovedet. "NAZA" er et akronym for det hebraiske udtryk "Nezek Agavi", som betyder "collateral damage" på engelsk. Dette er et professionelt udtryk, der bruges af alle lovlydige militære i verden til at beskrive utilsigtet skade på civile som følge af et angreb på et militært mål, hvilket tjener kommandanter til at vurdere lovlig-heden af angrebet og træffe foranstaltninger for at begrænse skader på civile i størst mu-ligt omfang. Paradoksalt nok skildrer filmen den enestående indsats og detaljer, som IDF bru-ger på at vurdere civile skader i angreb, som ligegyldighed over for civile liv. I virkeligheden er det et krav i henhold til international lov at vurdere forventet skade på civile i angreb. IDF gennemfører denne vurdering, så kommandører kan afgøre, om et angreb er lovligt, iværk-sætte yderligere forholdsregler, ændre angrebsplanen eller aflyse angrebet, alt sammen for at mindske risikoen for skade på civile i størst muligt omfang, som IDF-kommandanter gjorde mange gange under krigen.

Flere interviewpersoner beskriver med egne ord den moralske vægt, der følger med deltagel-sen i målretningsprocedurer. Den byrde er reel, og IDF afviser den ikke: beslutninger, der kan koste civile liv, er blandt de sværeste soldater og kommandanter, og IDF forventer, at deres soldater føler den vægt og handler derefter. Men denne moralske byrde er ikke bevis for, at beslutninger var ulovlige eller ligeglade med civile liv; det afspejler den alvor, de blev lavet med.

De tragiske konsekvenser af krige retfærdiggør ikke at forvride fakta. Seriøs diskussion om civile skader kræver en seriøs redegørelse for, hvordan beslutninger faktisk blev truffet. Filmen giver ikke en sådan en; I stedet tilbyder den et simpelt manifest drevet af en klar dagsorden. Den søger at skabe indtryk af, at IDF handler umenneskeligt. I virkeligheden kan filmskaberne kun skabe det indtryk ved at forvride fakta, udelade væsentlig kontekst, igno-rere tidligere IDF-publikationer og forklaringer samt tilføje følelsesmæssig manipulation og manuskriptbaserede effekter. IDF har handlet og fortsætter med at handle humant, selvom filmskaberne har gjort altHing de kan for at skjule det.

IDF er åben for at høre ægte kritik af sin adfærd og tillægger vægt til at lære af underbyg-gede påstande og løbende forbedre sine praksisser. Den er bundet af og forpligtet til inter-national humanitærret, dens operationelle procedurer er designet til at implementere disse juridiske forpligtelser, og den driver dedikerede enheder og mekanismer til at mindske civil skade. IDF benægter ikke mangler og fejl, der opstod under krigen; De forekommer i kom-plekse kampsituationer. Mistænkte overtrædelser af loven eller IDF-direktiver undersøges og, hvor det er berettiget, håndteres gennem disciplinære foranstaltninger, strafferetlig efterforskning eller andre foranstaltninger.

I modsætning til den accepterede praksis indsendte filmskaberne ikke deres påstande til IDF til undersøgelse og svar før udgivelse, og de udleverede heller ikke en kopi af filmen ef-ter visningen, selvom IDF havde anmodet om det. Derfor baserede IDF sig ved vurderingen af filmens indhold på en detaljeret beretning fra en repræsentant, der deltog i en offentlig visning, samt andre offentlige beretninger