Ellas klumme - Shabbat Shalom

𝙀𝙛𝙩𝙚𝙧 𝙚𝙣 𝙪𝙜𝙚, 𝙙𝙚𝙧 𝙝𝙖𝙧 𝙫æ𝙧𝙚𝙩 𝙞𝙣𝙩𝙚𝙣𝙨 𝙤𝙜 𝙠𝙧æ𝙫𝙚𝙣𝙙𝙚, 𝙛ø𝙡𝙚𝙨 𝙙𝙚𝙩 𝙚𝙠𝙨𝙩𝙧𝙖 𝙢𝙚𝙣𝙞𝙣𝙜𝙨𝙛𝙪𝙡𝙙𝙩 𝙖𝙩 𝙩𝙧æ𝙙𝙚 𝙞𝙣𝙙 𝙞 𝙎𝙝𝙖𝙗𝙗𝙖𝙩𝙚𝙣𝙨 𝙧𝙤. 𝙀𝙩 𝙨𝙩𝙚𝙙, 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝙢𝙖𝙣 𝙠𝙖𝙣 𝙡æ𝙜𝙜𝙚 𝙖𝙡𝙩 𝙙𝙚𝙩 𝙩𝙪𝙣𝙜𝙚 𝙛𝙧𝙖 𝙨𝙞𝙜 – 𝙗𝙖𝙧𝙚 𝙛𝙤𝙧 𝙚𝙣 𝙨𝙩𝙪𝙣𝙙.

Sidste uge holdt vi både Yom HaZikaron og Yom HaAtzmaut – to dage, der hænger uløseligt sammen i Israels sjæl.

På Yom HaZikaron står hele landet stille. Sirenerne lyder, og mennesker fryser midt i bevægelsen – på motorveje, i hjem, på gader. Vi mindes de faldne soldater og ofrene for terror. Ikke som tal, men som sønner, døtre, forældre og venner. Sorgen er rå og kollektiv. Den mærkes i kroppen.

Og så – næsten uden overgang – bevæger vi os ind i Yom HaAtzmaut, Israels uafhængighedsdag. Fra stilhed til liv. Fra tårer til dans. Fra savn til fejring af det mirakel, det er, at Israel eksisterer. At et folk, der igen og igen har stået over for ødelæggelse, stadig står – levende, stærkt og med en fremtid.

Den overgang rummer noget dybt eksistentielt: at lyset og mørket eksisterer side om side. At ondskab er virkelig og har en pris. Ondskaben udfolder sig på mange måder i dagligdagen – den har ingen grænser. Men heldigvis er livet, håbet og opbygningen stærkere.

I denne uges parasha, Parashat Acharei Mot–Kedoshim, bliver vi konfronteret med spændingen mellem liv og død, mellem kaos og hellighed. “Kedoshim tihyu” – I skal være hellige. Ikke i en perfekt verden, men midt i en verden, hvor der også findes ondskab, tab og uretfærdighed.

Måske er det her forbindelsen ligger:

At vi ikke ignorerer mørket, men vælger, igen og igen, at stå på livets side. At bygge, at huske, at værne om det gode.

Efter en uge med mange krav og meget støj er Shabbat en påmindelse om, at vi også har brug for stilhed. For at samle os selv. For at finde tilbage til det, der er vigtigt.

Må denne Shabbat bringe ro til sindet, styrke til hjertet og håb for det, der ligger foran os.

Shabbat Shalom

Jeg har valgt en meget smertefuld sang til denne Shabbat – en sang, der rammer lige ind i disse dage mellem sorg og håb – en sang der går direkte ind i hjertet.

Sangen følger et menneskes liv fra barn → dreng → ung mand → voksen. Englen velsigner ham med alt det smukke i livet: glæde, nysgerrighed, musik, styrke og liv.

Men til sidst sker det ubærlige: den unge mand (soldaten) dør.

Og så står kun én bøn tilbage:

“𝙃𝙑𝙄𝙎 𝘽𝘼𝙍𝙀 𝘿𝙐 𝙃𝘼𝙑𝘿𝙀 𝙑𝙀𝙇𝙎𝙄𝙂𝙉𝙀𝙏 𝙃𝘼𝙈 𝙈𝙀𝘿 𝙇𝙄𝙑"

Sangen spejler på en stærk måde det, vi har stået i :

Sorgen over dem, vi har mistet – og samtidig taknemmeligheden over livet og landet.

*

Oversættelse til dansk :

Hvad skal jeg velsigne ham med, hvad skal han velsignes med?

Er det barnet? spurgte englen.

*

Hvad skal jeg velsigne ham med, hvad skal han velsignes med?

Er det barnet? spurgte englen.

Og han velsignede ham med et smil som lys,

og gav ham store, seende øjne,

til at opfange hver blomst og hvert levende væsen og fugl,

og et hjerte til at føle alle synene.

*

Hvad skal jeg velsigne ham med, hvad skal han velsignes med?

Er det den unge dreng? spurgte englen.

Og han velsignede ham med ben til at danse uden ende,

og en sjæl til at huske alle melodierne,

og en hånd der samler muslingeskaller på stranden,

og et øre, der lytter – til både store og små.

*

Hvad skal jeg velsigne ham med, hvad skal han velsignes med?

Er det den unge mand? spurgte englen.

Og han velsignede ham, at hans hænder, der har lært blomster,

også må lære stålets styrke,

og hans dansende ben – livets rejse,

og hans syngende læber – kommandoens rytme.

*

Hvad skal jeg velsigne ham med, hvad skal han velsignes med?

Er det manden? spurgte englen.

Jeg gav ham alt, hvad jeg kunne give:

en sang, et smil, ben til at danse,

en fin hånd og et bankende hjerte –

*

hvad kan jeg velsigne dig med mere?

Hvad skal jeg velsigne ham med, hvad skal han velsignes med?

Er det barnet? den unge, blide mand.

Denne dreng – nu er han en engel.

Han vil ikke længere blive velsignet.

*

Gud, Gud, Gud

“𝙃𝙑𝙄𝙎 𝘽𝘼𝙍𝙀 𝘿𝙐 𝙃𝘼𝙑𝘿𝙀 𝙑𝙀𝙇𝙎𝙄𝙂𝙉𝙀𝙏 𝙃𝘼𝙈 𝙈𝙀𝘿 𝙇𝙄𝙑"