Ellas klumme - Shabbat Shalom

Mishehu, mishehu doeg li sham lemala Someone, Someone Worries HEBREW + ENGLISH מישהו, מישהו דואג
𝐒𝐇𝐀𝐁𝐁𝐀𝐓 𝐒𝐇𝐀𝐋𝐎𝐌 – 𝐂𝐇𝐀𝐆𝐒𝐀𝐌𝐄𝐀𝐂𝐇
Endnu en uge er ved at være gået.
Og denne Shabbat føles anderledes.
For mens vi stadig befinder os i Sukkots dage, nærmer den 7. oktober sig igen.
Jeg kan mærke det.
Jo tættere datoen kommer, desto mere fylder minderne. Billederne. Historierne. Navnene. De mennesker, som gik ind i Simchat Torah i glæde den 6. oktober 2023 – uden at vide, at deres verden få timer senere ville blive forandret for altid.
I denne uge har jeg blandt andet skrevet om Yazan Zakaria Abu Jama’a – en kun femårig beduinsk-arabisk israelsk dreng, som blev dræbt den 7. oktober.
Fem år.
Et lille barn med et helt liv foran sig.
Og han er én blandt så mange historier, vi ikke må glemme.
Sukkahen fortæller os om livets skrøbelighed. Vi forlader symbolsk vores solide huse og sætter os under et tag, hvor vi stadig skal kunne se himlen.
Vi bliver mindet om, at de mure, vi tror beskytter os, ikke altid kan gøre det.
Den tanke er svær ikke at forbinde med den 7. oktober.
Mennesker sov i deres hjem.
Familier var samlet.
Unge dansede.
Andre gjorde sig klar til at fejre Simchat Torah.
Og så blev alt forandret.
Snart tager vi afsked med Sukkot og går ind i Shemini Atzeret og derefter Simchat Torah.
Og Simchat Torah er svær at skrive om uden den 7. oktober.
For Simchat Torah er glædens højtid.
Vi når til Torahens sidste ord – og i stedet for at lukke bogen og sige nu er historien slut, begynder vi straks igen:
“I begyndelsen skabte Gud…”
Vi begynder igen.
År efter år læser vi de samme ord, men vi læser dem aldrig som de samme mennesker.
Vi har levet endnu et år.
Vi har elsket.
Vi har mistet.
Vi har grædt.
Vi har lært.
Og vi bærer nye historier med os.
På Simchat Torah danser vi med Torah-rullerne.
Men hvordan danser man på den højtid, der nu også bærer minderne fra den 7. oktober?
Hvordan synger man igen?
Hvordan tillader man sig at føle glæde, når man samtidig husker mennesker, som aldrig kom hjem fra den Simchat Torah?
Jeg tror måske, at svaret findes i noget meget jødisk:
Vi behøver ikke vælge mellem sorgen og glæden.
Vi bærer begge dele.
Vi sørger – og vi lever.
Vi husker – og vi fortsætter.
Vi græder – og på et tidspunkt tør vi danse igen.
Ikke fordi vi har glemt.
Men fordi vi husker
Og derfor har jeg også tænkt meget på l’dor vador – fra generation til generation.
På min egen barndom og de jødiske sange, jeg selv lærte som lille.
På dem, der kom før os.
På vores børn og børnebørn.
For det er sådan, et folk overlever.
Vi fortæller historierne videre.
Vi siger navnene.
Vi lærer børnene sangene.
Vi tænder lysene.
Vi åbner Torahen.
Og når vi når til den sidste linje…
begynder vi igen ved den første.
Om få dage, den 7. oktober, vil vi igen mindes.
For mig handler det ikke kun om en dato i kalenderen.
Det handler om mennesker.
Om dem, vi mistede.
Om familier, der aldrig bliver de samme.
Om overlevende, der stadig bærer dagen med sig.
Og om et helt samfund, hvor den 7. oktober stadig lever.
Denne Shabbat vil jeg derfor tænde lysene med både taknemmelighed og sorg.
Taknemmelighed for livet.
Sorg over dem, der ikke længere kan tænde deres.
Og et håb om, at vores børn og børnebørn en dag kan fejre Simchat Torah uden krig og frygt.
Må denne Shabbat give lidt ro.
Må Shemini Atzeret give os et øjeblik til at blive siddende lidt længere sammen.
Må Simchat Torah minde os om, at selv når et kapitel har været ubærligt mørkt, slutter vores historie ikke dér.
Vi vender rullen.
Og vi begynder igen.
I aften vil jeg også dele en sang, som jeg holder meget af: “Mishehu, mishehu do’eg li sham lema’ala” – “Nogen, nogen deroppe våger over mig.”
Der er noget ved de ord, der altid rammer mig. Følelsen af, at vi ikke står alene – at nogen våger over os, og at dem, vi bærer i hjertet, aldrig helt forlader os.