Ellas klumme - Shabbat Shalom

חוה אלברשטיין - משירי ארץ אהבתי

07. august 2026

𝐒𝐇𝐀𝐁𝐁𝐀𝐓 𝐒𝐇𝐀𝐋𝐎𝐌 𝐎𝐆 𝐆𝐎𝐃 𝐖𝐄𝐄𝐊𝐄𝐍𝐃

Så er vi startet på arbejde igen efter en dejlig sommerferie sammen med vores familie, vores venner og hinanden.

Ferien er slut, hverdagen banker igen på døren, og kalenderen begynder langsomt at fyldes med arbejde, aftaler og alle de ting, der hører hverdagen til.

OG når hverdagen begynder igen, bliver jeg allermest taknemmelig for Shabbat.

Shabbat er den jødiske hviledag - en tradition, der har været en del af jødedommen i flere tusinde år. En dag, hvor vi får lov til at standse op og lægge hverdagen og travlheden til side.

For både kroppen, hjernen og sjælen har brug for hvile.

Tid til at være.

Tid til familien og vennerne.

Tid til at tænke.

Tid til at samle kræfter.

Og tid til at huske på det, der virkelig betyder noget.

Jeg elsker simpelthen Shabbat-aften.

Jeg elsker den tradition, vi har skabt hjemme hos os. Når vi tænder lysene, velsigner Shabbat og byder den velkommen. Jeg elsker den helt særlige overgang fra den almindelige hverdag til den hellige tid – og det kan mærkes – specielt når vi tænder Shabbat lyse det sker et eller andet magisk.

For Shabbat er hellig tid.

For mig betyder Shabbat ro i hovedet og i sjælen. Det er tid til at restituere og samle kræfter til den kommende uge og til alle de opgaver, der venter os hver især.

Men Shabbat er også tid til refleksion.

Og tænk, at jøder gennem tusinder af år har gjort dette. Uanset hvor i verden de har levet, har Shabbat uge efter uge været et fast holdepunkt: Vi standser op. Vi tænder lysene. Vi er sammen.

Det synes jeg er utrolig smukt.

Og det passer egentlig meget fint sammen med ugens Torah-afsnit, Parashat Re’eh – רְאֵה.

Re’eh betyder ”Se”.

Moses taler til Israels folk om de valg, der ligger foran dem. Om velsignelse og forbandelse - og om, at den vej, vi vælger, har betydning.

Jeg synes, der ligger noget meget smukt i det lille ord:

Se.

Se det menneske, der står foran dig.

Se det gode, du har.

Se det, du måske ellers tager for givet.

Og husk, at vi hver eneste dag træffer valg om, hvilken vej vi ønsker at gå.

I denne uge har jeg også lyttet til Chava Albersteins smukke משירי ארץ אהבתי – MiShirei Eretz Ahavati.

En sang, jeg er vokset op med, og som jeg elsker.

ארץ אהבתי – Eretz Ahavati – ”mit elskede land”.

For mig er sangen uløseligt forbundet med Israel – mit fødeland, mit Eretz Ahavati.

Og der er noget ved sangens kærlighed til landet, som rammer mig.

For kærligheden til et land handler ikke om, at alt er perfekt.

Man kan være bekymret.

Man kan være uenig.

Man kan sørge.

Man kan stille spørgsmål.

Og samtidig kan man elske sit land dybt.

Sådan har jeg det med Israel.

Et lille land med en enorm historie. Et land, der har kendt både glæde og ufattelig sorg. Et land fyldt med mennesker, familier, drømme, diskussioner, håb og liv.

ארץ אהבתי – mit elskede land.

Og måske mødes ugens Torah-afsnit og sangen dér:

Re’eh – se.

Se landet.

Se menneskene.

Se historien.

Se alt det smukke – også når tiderne er svære.

Denne Shabbat er også Shabbat Mevarchim, hvor vi velsigner den kommende måned Elul.

Snart begynder den tid på året, hvor vi ser tilbage og ser indad. Hvor vi spørger os selv, hvad vi ønsker at tage med videre, og hvad vi måske ønsker at gøre anderledes, når vi bevæger os mod et nyt jødisk år.

Så i aften tænder vi Shabbat-lysene igen.

Med taknemmelighed for sommeren, der var.

For vores familie og venner.

For hinanden.

For livet.

Og med håbet om fred og bedre tider for ארץ אהבתי – mit elskede Israel

שבת שלום ומבורך

SHABBAT SHALOM