Tilbage til fællesskabet
40.000 danskere har siden begyndelsen af 1960'erne været i kibbutz i Israel.
Frivillige finder stadig vej til fællesskabet
Kibbutzernes rolle har ændret sig, men fortællingen om fællesskab og frivilligt arbejde vækker fortsat interesse blandt danskere.
Selv om de israelske kibbutzer i dag ser anderledes ud end i 1960'erne og 1970'erne, lever interessen for fællesskab, praktisk arbejde og kulturmøder videre. For mange danskere blev opholdet i kibbutz en oplevelse, der gav nye perspektiver på hverdagsliv, ansvar og solidaritet.
Historien om de danske volontører viser, hvordan idealer kan rejse på tværs af landegrænser og sætte spor langt ud over selve opholdet. Jubilæer, udstillinger og dokumentarfilm er derfor ikke kun et blik tilbage, men også en anledning til at diskutere, hvad fællesskab betyder i dag.
I 1960'erne og 1970'erne rejste tusindvis af danskere til Israel for at bo og arbejde på kibbutz. Her blev de tiltrukket af idealer om fællesskab, lighed og et enkelt liv med hårdt landbrugsarbejde. I år er det 100 år siden, den første kibbutz blev etableret af jødiske pionerer fra Europa, og jubilæet markeres i København med dokumentarfilm og en fotoudstilling.
Udstillingen i Verdenskulturcentret viser billeder fra danske kibbutzophold gennem 50 år, mens film i Empire Bio sætter ansigt på nogle af de omkring 40.000 danskere, der har prøvet livet i et israelsk kollektiv. En af dem er Line Segal, som har boet næsten 30 år i ørkenkibbutzen Yotvata nord for Eilat.
“Det gode ved at bo i kibbutz er kollektivet. Man bliver afhængig af hinanden på en sund måde. Vi arbejder sammen, spiser sammen og opdrager vores børn sammen,” siger Line Segal i dokumentarfilmen Israel: Kibbutzen 100 år.
Ifølge John Svenningsen, tidligere formand for Danske Kibbutz Venner, kom mange volontører fra højskoler. For dem var opholdet en mulighed for at opleve et samfund bygget på solidaritet og en anderledes levemåde.
Siden har kibbutzerne ændret sig. Mange har bevæget sig væk fra de oprindelige socialistiske idealer og fungerer i dag mere som små kapitalistiske enheder. DAKIV lukkede i 2001, og interessen blandt danskere er ikke længere så stor som før.
Alligevel lever fortællingen videre. For Line Segal har kibbutzen stadig værdi, fordi fællesskabet kommer før den enkeltes løn. “Den dag, jeg får min egen løn, forlader jeg nok kibbutzen. I det øjeblik mister det sin værdi,” siger hun.