Netanyahu afviste anklager om folkedrab fra FN’s talerstol

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu

Israels premierminister forsvarede krigene i Gaza og Iran, kritiserede internationale ledere og kaldte beskyldningen om folkedrab for ”århundredets største løgn”.

Israel har været udsat for massiv kritik under FN’s Generalforsamling i New York. Fra talerstolen forsøgte premierminister Benjamin Netanyahu i en 40 minutter lang tale at svare igen på beskyldninger om folkedrab og andre forbrydelser. Flere landes repræsentanter forlod salen i protest, da han begyndte sin tale.

Netanyahu indledte med at fastslå, at Israel ikke alene forsvarer sig selv, men også beskytter lande, som offentligt kritiserer den israelske regering. Ifølge ham har flere ledere i fortrolighed takket Israel for indsatsen mod Irans atomprogram, selv om de udadtil tager afstand fra israelsk politik.

Talen blev holdt få uger før det israelske parlamentsvalg, og kritikere har beskyldt Netanyahu for at bruge FN som platform for valgkamp. Men hovedvægten lå på Israels ret til at forsvare sig mod Hamas, Hizbollah, det iranske regime og andre grupper, som landet betragter som en trussel. Det budskab har bred opbakning i den israelske befolkning, også uden for Netanyahus eget Likudparti.

Et centralt punkt var anklagen om folkedrab i Gaza. Netanyahu henviste til, at Israel har leveret poliovacciner og muliggjort omfattende fødevarehjælp til Gazas befolkning. På den baggrund kaldte han beskyldningen om folkedrab for ”århundredets største løgn”. Han sagde, at Israel ikke har begået folkedrab, men tværtimod har forhindret et folkedrab mod israelere.

Netanyahu rettede også skarp kritik mod Frankrigs præsident Emmanuel Macron, som tidligere på ugen havde kritiseret israelske bosætteres angreb på palæstinensere og sagt, at Hamas ikke har været aktiv på Vestbredden. Netanyahu afviste fremstillingen og henviste til nylige dødelige angreb mod israelere i området, som Israel tilskriver Hamas.

Også Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, Syriens præsident Ahmed al-Sharaa og New Yorks borgmester Zohran Mamdani blev mødt med hårde ord. Netanyahu beskyldte Erdogan for at sprede antisemitiske løgne, huse Hamas-ledere og undertrykke politiske modstandere. Til Syriens krav på Golanhøjderne svarede han, at jødisk tilstedeværelse i området går tilbage til bibelsk tid. Mamdani blev kritiseret for at ville have Netanyahu arresteret for krigsforbrydelser ved ankomst til USA.

Uden for FN-bygningen demonstrerede Israel-kritikere. Netanyahu anklagede dem for hykleri og spurgte, hvorfor de ikke havde protesteret tilsvarende mod det iranske regimes drab på demonstranter. Han forudsagde samtidig, at regimet i Teheran vil falde, og at det iranske folk en dag vil blive frit.

Det var 15. gang, Netanyahu talte ved FN’s Generalforsamling. Besøget i New York var denne gang usædvanligt kort og omfattede kun få møder med andre statsledere. En forklaring kan være den forestående israelske valgkamp. Samtidig kan den amerikanske administration have ønsket afstand til en israelsk regeringsleder, som står svækket internationalt.

Talen fungerede både som et forsvarsskrift for Israel og som en anklage mod omverdenen. Netanyahu gav udtryk for den opfattelse, som deles af mange israelere, at landet bedømmes efter strengere standarder end andre stater og bliver gjort til et særligt mål for international fordømmelse.

Netanyahu fremstod både vred og bekymret over Israels voksende isolation. Talen vil næppe ændre mange holdninger til krigen i Gaza eller konflikten i Mellemøsten. I Israel vil den dog formentlig blive husket som en markant forsvarstale for et land under pres og som et direkte angreb på de regeringer og bevægelser, der anklager Israel for alvorlige forbrydelser.

På talerstolen i FN-salen forsøgte Netanyahu at udfordre beskyldningerne om folkedrab | Kristeligt Dagblad