SHILO - SAMARIA - JUDÆA
𝙎𝙝𝙞𝙡𝙤 𝙫𝙖𝙧 𝙞 𝙛𝙡𝙚𝙧𝙚 𝙝𝙪𝙣𝙙𝙧𝙚𝙙𝙚 å𝙧 𝙚𝙩 𝙘𝙚𝙣𝙩𝙧𝙖𝙡𝙩 𝙨𝙩𝙚𝙙 𝙞 𝙙𝙚𝙣 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚 – 𝙡æ𝙣𝙜𝙚 𝙛ø𝙧 𝙅𝙚𝙧𝙪𝙨𝙖𝙡𝙚𝙢 𝙗𝙡𝙚𝙫 𝙙𝙚𝙩 𝙧𝙚𝙡𝙞𝙜𝙞ø𝙨𝙚 𝙘𝙚𝙣𝙩𝙧𝙪𝙢. 𝙃𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙤𝙙 𝙩𝙖𝙗𝙚𝙧𝙣𝙖𝙠𝙡𝙚𝙩, 𝙤𝙜 𝙝𝙚𝙧 𝙨𝙖𝙢𝙡𝙚𝙙𝙚𝙨 𝙛𝙤𝙡𝙠𝙚𝙩.
𝙃𝙫𝙞𝙨 𝙙𝙪 𝙗𝙚𝙨ø𝙜𝙚𝙧 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡, 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙧 𝙞𝙣𝙜𝙚𝙣 𝙩𝙫𝙞𝙫𝙡 𝙤𝙢 𝙟ø𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚𝙨 𝙧𝙞𝙜𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠𝙚, 𝙠𝙪𝙡𝙩𝙪𝙧𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙤𝙜 𝙧𝙚𝙡𝙞𝙜𝙞ø𝙨𝙚 𝙩𝙞𝙡𝙠𝙣𝙮𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙩𝙞𝙡 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩. 𝙃𝙫𝙚𝙧 𝙚𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙩𝙚𝙣, 𝙝𝙫𝙚𝙧𝙩 𝙚𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙖𝙣𝙙𝙠𝙤𝙧𝙣 𝙗æ𝙧𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙣 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚, 𝙝𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙖𝙢𝙢𝙚𝙧 𝙫𝙞 𝙛𝙧𝙖, 𝙝𝙚𝙧 𝙡𝙞𝙜𝙜𝙚𝙧 𝙟ø𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚𝙨 å𝙣𝙙𝙚𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙤𝙜 𝙛𝙮𝙨𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙟𝙚𝙢, 𝙤𝙜 𝙝𝙚𝙧 𝙝ø𝙧𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙛𝙤𝙡𝙠 𝙩𝙞𝙡.
Der findes steder, hvor historien ikke bare er noget, man læser om, men noget, man næsten kan mærke i jorden. Shilo er sådan et sted.
Når man står der, i det bakkede landskab i Samaria, er det svært ikke at tænke på, at dette engang var et centrum for et helt folks liv. Ikke et politisk centrum, ikke en stor by som Jerusalem senere blev, men et sted for nærvær, tro og stilhed.
Ifølge den bibelske fortælling var det her, tabernaklet stod i mange år. Det var her, folk fra hele landet kom gående til fods, med deres håb, deres bønner, deres bekymringer. Her blev de mødt af præsterne, her blev ofrene bragt, og her blev der bedt. Det var et sted, hvor livet og det hellige mødtes helt tæt på hinanden.
Man kan næsten forestille sig stemningen: støv på vejen, børn der følger deres forældre, stilhed før bøn, og følelsen af, at noget større er til stede midt i det helt almindelige liv.
Men Shilo er også et sted med brud. Ifølge traditionen blev det ødelagt, og det, der engang var centrum, forsvandt. Stilheden blev af en anden karakter – ikke den hellige ro, men fraværet af noget, der havde været levende.
Det er måske derfor, Shilo stadig føles så stærkt i dag. For det er ikke kun en historie om et sted – det er en historie om, hvordan noget kan være både opbygget og tabt. Om hvordan et folk bærer sine hellige steder videre, selv når de ikke længere står fysisk intakte.
Når man tænker på Shilo i dag, er det svært ikke at mærke den dobbelte bevægelse:
på den ene side rødderne, det dybe, historiske, næsten stille fundament.
På den anden side sorgen over det, der ikke længere er, og det, der blev flyttet videre til Jerusalem.
Måske er det, det, Shilo lærer os:
at hellighed ikke kun findes i steder, men i hukommelse, længsel og fortsættelse.
Og når man står i nutiden og kigger tilbage, kan man næsten høre ekkoet af dem, der engang gik der – ikke som en fjern historie, men som mennesker, der levede, håbede og bad i det samme landskab, vi stadig står i dag.
Når man tænker på Shilo, er det et sted, der rummer både tilstedeværelse og fravær. Det var engang centrum for Mishkan, hvor det hellige “boede blandt mennesker”. Folk kom med deres liv, deres håb, deres sorg – og mødte noget, der gav retning og mening.
Men Shilo er også et sted, der blev ødelagt. Det, der engang var levende og samlende, forsvandt. Der er stadig spor, men ikke længere den samme funktion. Kun minderne og fortællingen er tilbage.
Det er her forbindelsen til Yom HaZikaron bliver tydelig.
På Yom HaZikaron står Israel i et kollektivt øjeblik af stilhed, hvor hele landet “stopper” og mærker tabet af unge liv, familier, fremtid og drømme. Det er ikke bare sorg over fortiden, det er også en erkendelse af, at noget dyrebart ikke længere er her.
𝙊𝙜 𝙙𝙚𝙩 𝙚𝙧 𝙥𝙧æ𝙘𝙞𝙨 𝙙𝙚𝙣 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙠𝙚𝙧𝙣𝙚𝙛𝙤𝙧𝙩æ𝙡𝙡𝙞𝙣𝙜:
𝘼𝙩 𝙝𝙚𝙡𝙡𝙞𝙜𝙝𝙚𝙙 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙫𝙞𝙣𝙙𝙚𝙧, 𝙨𝙚𝙡𝙫 𝙣å𝙧 𝙨𝙩𝙚𝙙𝙚𝙧 æ𝙣𝙙𝙧𝙚𝙧 𝙨𝙞𝙜.
𝘼𝙩 𝙩𝙖𝙗 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙨𝙞𝙙𝙨𝙩𝙚 𝙤𝙧𝙙.
𝘼𝙩 𝙡𝙞𝙫𝙚𝙩 𝙗𝙡𝙞𝙫𝙚𝙧 𝙗å𝙧𝙚𝙩 𝙫𝙞𝙙𝙚𝙧𝙚 – 𝙞 𝙢𝙚𝙣𝙣𝙚𝙨𝙠𝙚𝙧, 𝙞 𝙚𝙧𝙞𝙣𝙙𝙧𝙞𝙣𝙜 𝙤𝙜 𝙞 𝙝𝙖𝙣𝙙𝙡𝙞𝙣𝙜.
Shilo er Endnu et historisk sted, der alt for ofte forsvinder i støjen fra konflikten – Shilo ligger i Vestbredden (Samarie)
𝙎𝙝𝙞𝙡𝙤 𝙫𝙖𝙧 𝙞 𝙛𝙡𝙚𝙧𝙚 𝙝𝙪𝙣𝙙𝙧𝙚𝙙𝙚 å𝙧 𝙚𝙩 𝙘𝙚𝙣𝙩𝙧𝙖𝙡𝙩 𝙨𝙩𝙚𝙙 𝙞 𝙙𝙚𝙣 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚 – 𝙡æ𝙣𝙜𝙚 𝙛ø𝙧 𝙅𝙚𝙧𝙪𝙨𝙖𝙡𝙚𝙢 𝙗𝙡𝙚𝙫 𝙙𝙚𝙩 𝙧𝙚𝙡𝙞𝙜𝙞ø𝙨𝙚 𝙘𝙚𝙣𝙩𝙧𝙪𝙢. 𝙃𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙤𝙙 𝙩𝙖𝙗𝙚𝙧𝙣𝙖𝙠𝙡𝙚𝙩, 𝙤𝙜 𝙝𝙚𝙧 𝙨𝙖𝙢𝙡𝙚𝙙𝙚𝙨 𝙛𝙤𝙡𝙠𝙚𝙩.
𝘼𝙡𝙡𝙞𝙜𝙚𝙫𝙚𝙡 𝙗𝙡𝙞𝙫𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙚𝙙𝙚𝙧 𝙨𝙤𝙢 𝙎𝙝𝙞𝙡𝙤 𝙨𝙟æ𝙡𝙙𝙚𝙣𝙩 𝙣æ𝙫𝙣𝙩, 𝙣å𝙧 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚𝙣 𝙤𝙢 𝙤𝙢𝙧å𝙙𝙚𝙩 𝙛𝙤𝙧𝙩æ𝙡𝙡𝙚𝙨. 𝘿𝙚𝙩 𝙚𝙛𝙩𝙚𝙧𝙡𝙖𝙙𝙚𝙧 𝙚𝙩 𝙨𝙠æ𝙫𝙩 𝙗𝙞𝙡𝙡𝙚𝙙𝙚, 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝙙𝙚𝙣 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙩𝙞𝙡𝙠𝙣𝙮𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙩𝙞𝙡 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩 𝙣𝙚𝙙𝙩𝙤𝙣𝙚𝙨 𝙚𝙡𝙡𝙚𝙧 𝙜𝙡𝙚𝙢𝙢𝙚𝙨.
Man kan godt anerkende, at området i dag er en del af en kompleks konflikt – men det ændrer ikke på, at den jødiske historiske forbindelse til steder som Shilo er reel og veldokumenteret.
At forstå konflikten kræver, at man ser hele historien – også de lag, der ikke altid passer ind i den dominerende fortælling.
𝙊𝙂 𝙄 𝙙𝙖𝙜 𝙗𝙤𝙧 𝙙𝙚𝙧 𝙥𝙧𝙞𝙢æ𝙧𝙩 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙞𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡𝙚𝙧𝙚 𝙞 𝙎𝙝𝙞𝙡𝙤.
𝙎𝙩𝙚𝙙𝙚𝙩 𝙗𝙚𝙩𝙚𝙜𝙣𝙚𝙨 𝙖𝙛 𝙢𝙖𝙣𝙜𝙚 𝙞 𝙙𝙚𝙩 𝙞𝙣𝙩𝙚𝙧𝙣𝙖𝙩𝙞𝙤𝙣𝙖𝙡𝙚 𝙨𝙖𝙢𝙛𝙪𝙣𝙙 𝙨𝙤𝙢 𝙚𝙣 𝙪𝙡𝙤𝙫𝙡𝙞𝙜 𝙗𝙤𝙨æ𝙩𝙩𝙚𝙡𝙨𝙚. 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙖𝙛𝙫𝙞𝙨𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙣𝙣𝙚 𝙟𝙪𝙧𝙞𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙠𝙡𝙖𝙨𝙨𝙞𝙛𝙞𝙠𝙖𝙩𝙞𝙤𝙣.
𝙐𝙖𝙣𝙨𝙚𝙩 𝙙𝙚𝙣 𝙥𝙤𝙡𝙞𝙩𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙪𝙚𝙣𝙞𝙜𝙝𝙚𝙙 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙚𝙩 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠 𝙛𝙖𝙠𝙩𝙪𝙢, 𝙖𝙩 𝙎𝙝𝙞𝙡𝙤 𝙚𝙧 𝙚𝙩 𝙖𝙛 𝙙𝙚 æ𝙡𝙙𝙨𝙩𝙚 𝙠𝙚𝙣𝙙𝙩𝙚 𝙧𝙚𝙡𝙞𝙜𝙞ø𝙨𝙚 𝙘𝙚𝙣𝙩𝙧𝙚 𝙞 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠 𝙩𝙧𝙖𝙙𝙞𝙩𝙞𝙤𝙣 – 𝙡æ𝙣𝙜𝙚 𝙛ø𝙧 𝙢𝙤𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙨𝙩𝙖𝙩𝙨𝙙𝙖𝙣𝙣𝙚𝙡𝙨𝙚𝙧, 𝙜𝙧æ𝙣𝙨𝙚𝙧 𝙤𝙜 𝙛𝙤𝙡𝙠𝙚𝙧𝙚𝙩𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙗𝙚𝙜𝙧𝙚𝙗𝙚𝙧 𝙨𝙤𝙢 “𝙗𝙤𝙨æ𝙩𝙩𝙚𝙡𝙨𝙚” 𝙚𝙠𝙨𝙞𝙨𝙩𝙚𝙧𝙚𝙙𝙚.
I en dansk kontekst kan man sammenligne det med Jelling. Hvis et centralt historisk nationalt monument blev placeret i et nutidigt konfliktområde, ville det uundgåeligt blive genstand for konkurrerende fortolkninger, hvor politiske labels gradvist overskygger den historiske kontinuitet.
Det er præcis den dynamik, der præger Shilo i dag:
Den historiske dokumentation er uændret. Det er den politiske indramning, der varierer.
𝙃𝙫𝙞𝙨 𝙙𝙪 𝙗𝙚𝙨ø𝙜𝙚𝙧 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡, 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙧 𝙞𝙣𝙜𝙚𝙣 𝙩𝙫𝙞𝙫𝙡 𝙤𝙢 𝙟ø𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚𝙨 𝙧𝙞𝙜𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠𝙚, 𝙠𝙪𝙡𝙩𝙪𝙧𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙤𝙜 𝙧𝙚𝙡𝙞𝙜𝙞ø𝙨𝙚 𝙩𝙞𝙡𝙠𝙣𝙮𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙩𝙞𝙡 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩. 𝙃𝙫𝙚𝙧 𝙚𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙩𝙚𝙣, 𝙝𝙫𝙚𝙧𝙩 𝙚𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙖𝙣𝙙𝙠𝙤𝙧𝙣 𝙗æ𝙧𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙣 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚, 𝙝𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙖𝙢𝙢𝙚𝙧 𝙫𝙞 𝙛𝙧𝙖, 𝙝𝙚𝙧 𝙡𝙞𝙜𝙜𝙚𝙧 𝙟ø𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚𝙨 å𝙣𝙙𝙚𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙤𝙜 𝙛𝙮𝙨𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙟𝙚𝙢, 𝙤𝙜 𝙝𝙚𝙧 𝙝ø𝙧𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙛𝙤𝙡𝙠 𝙩𝙞𝙡.
Shabbat Shalom
𝐉𝐔𝐃Æ𝐀 𝐎𝐆 𝐒𝐀𝐌𝐀𝐑𝐈𝐀, 𝐒𝐎𝐌 𝐈 𝐃𝐀𝐆 𝐄𝐑 𝐊𝐄𝐍𝐃𝐓 𝐒𝐎𝐌 𝐕𝐄𝐒𝐓𝐁𝐑𝐄𝐃𝐃𝐄𝐍 - 𝟑.𝟎𝟎𝟎 Å𝐑𝐒 𝐉Ø𝐃𝐈𝐒𝐊 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄 𝐊𝐀𝐍 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐒𝐋𝐄𝐓𝐓𝐄𝐒
𝙃𝙫𝙞𝙨 𝙙𝙪 𝙗𝙚𝙨ø𝙜𝙚𝙧 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡, 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙧 𝙞𝙣𝙜𝙚𝙣 𝙩𝙫𝙞𝙫𝙡 𝙤𝙢 𝙟ø𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚𝙨 𝙧𝙞𝙜𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠𝙚, 𝙠𝙪𝙡𝙩𝙪𝙧𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙤𝙜 𝙧𝙚𝙡𝙞𝙜𝙞ø𝙨𝙚 𝙩𝙞𝙡𝙠𝙣𝙮𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙩𝙞𝙡 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩. 𝙃𝙫𝙚𝙧 𝙚𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙩𝙚𝙣, 𝙝𝙫𝙚𝙧𝙩 𝙚𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙖𝙣𝙙𝙠𝙤𝙧𝙣 𝙗æ𝙧𝙚𝙧 𝙛𝙤𝙧𝙩æ𝙡𝙡𝙞𝙣𝙜𝙚𝙧 𝙛𝙧𝙖 𝙫𝙤𝙧𝙚𝙨 𝙩𝙪𝙨𝙞𝙣𝙙å𝙧𝙞𝙜𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚. 𝙃𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚𝙣 𝙤𝙜 𝙖𝙧𝙠æ𝙤𝙡𝙤𝙜𝙞𝙚𝙣 𝙫𝙞𝙙𝙣𝙚𝙧 𝙤𝙢 𝙫𝙤𝙧𝙚𝙨 𝙙𝙮𝙗𝙩 𝙛𝙤𝙧𝙖𝙣𝙠𝙧𝙚𝙙𝙚 𝙧ø𝙙𝙙𝙚𝙧 𝙞 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩. 𝙃𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙖𝙢𝙢𝙚𝙧 𝙫𝙞 𝙛𝙧𝙖, 𝙝𝙚𝙧 𝙡𝙞𝙜𝙜𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙛𝙤𝙡𝙠𝙨 å𝙣𝙙𝙚𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙤𝙜 𝙛𝙮𝙨𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙟𝙚𝙢, 𝙤𝙜 𝙝𝙚𝙧 𝙝ø𝙧𝙚𝙧 𝙫𝙞 𝙩𝙞𝙡.
𝙊𝙜 𝙣å𝙧 𝙫𝙚𝙧𝙙𝙚𝙣 𝙜𝙡𝙚𝙢𝙢𝙚𝙧, 𝙤𝙫𝙚𝙧𝙨𝙚𝙧 𝙚𝙡𝙡𝙚𝙧 𝙗𝙚𝙣æ𝙜𝙩𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙣𝙣𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚, 𝙫𝙞𝙡 𝙟𝙚𝙜 𝙜ø𝙧𝙚 𝙢𝙞𝙩 𝙛𝙤𝙧 𝙖𝙩 𝙛å 𝙛𝙤𝙡𝙠 𝙩𝙞𝙡 𝙖𝙩 𝙡æ𝙨𝙚, 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙩å 𝙤𝙜 𝙝𝙪𝙨𝙠𝙚.
Der er noget, jeg længe har undret mig over i debatten om Israel.
Hvordan er det lykkedes at fremstille jøder som fremmede i et område, hvor vores folks historie, religion, kultur og nationale identitet har rødder, der går omkring 3.000 år tilbage?
Jeg taler om Judæa og Samaria, som i dag oftest omtales som Vestbredden.
Jødernes historie i Judæa og Samaria begyndte hverken med staten Israels genoprettelse i 1948, Seksdageskrigen i 1967 eller den moderne zionisme i slutningen af 1800-tallet.
Alligevel kan man følge debatten om Israel og få det indtryk, at jøderne først dukkede op i området efter 1967. Som om vi ingen historie havde der. Ingen forfædre. Ingen helligsteder. Ingen historiske rødder.
Det er en besynderlig måde at fortælle historien på.
For hvordan kan man overhovedet forstå konflikten om Judæa og Samaria uden at kende områdets jødiske historie?
𝐉𝐔𝐃Æ𝐀 𝐎𝐆 𝐒𝐀𝐌𝐀𝐑𝐈𝐀 - 𝐇𝐕𝐀𝐃 𝐅𝐎𝐑𝐓Æ𝐋𝐋𝐄𝐑 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄𝐍?
Judæa og Samaria er ikke moderne israelske opfindelser. Navnene har eksisteret i årtusinder og henviser til historiske områder, der var knyttet til de gamle israelitiske og judæiske (jødiske) kongeriger.
Omkring 1000 år før vores tidsregning eksisterede israelitiske samfund i det område, vi i dag kender som Israel og de palæstinensiske områder.
I jødisk tradition forbindes denne periode med kong Saul, kong David og kong Salomon. Den præcise historiske udstrækning af deres kongedømmer er fortsat genstand for arkæologisk og historisk debat.
Men eksistensen af de senere kongeriger Israel og Juda er ikke blot et spørgsmål om religiøs overbevisning.
Det nordlige kongerige Israel havde Samaria som hovedstad, mens det sydlige kongerige Juda havde Jerusalem som sit politiske og religiøse centrum.
Assyriske og babylonske kilder omtaler disse kongeriger, deres herskere og konflikter.
Den assyriske konge Sargon II beskrev erobringen af Samaria i 722/721 f.v.t., og den babylonske erobring af Jerusalem i 586 f.v.t. blev et afgørende vendepunkt i det jødiske folks historie.
Det er historie, der eksisterer uafhængigt af den moderne israelsk-palæstinensiske konflikt.
Det er heller ikke blot religiøse fortællinger. Arkæologiske fund, gamle inskriptioner og historiske kilder dokumenterer israelitiske og judæiske (jødiske) samfund i området i oldtiden.
Det var her, nogle af de vigtigste begivenheder i det jødiske folks historie fandt sted.
𝐉𝐔𝐃Æ𝐀 𝐎𝐆 𝐒𝐀𝐌𝐀𝐑𝐈𝐀 𝐕𝐀𝐑 𝐄𝐍 𝐃𝐄𝐋 𝐀𝐅 𝐉Ø𝐃𝐄𝐑𝐍𝐄𝐒 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐒𝐊𝐄 𝐕𝐄𝐑𝐃𝐄𝐍 𝐋Æ𝐍𝐆𝐄 𝐅Ø𝐑 𝐁𝐄𝐆𝐑𝐄𝐁𝐄𝐑 𝐒𝐎𝐌, 𝐈𝐒𝐑𝐀𝐄𝐋𝐒𝐊𝐄 𝐁𝐎𝐒Æ𝐓𝐓𝐄𝐋𝐒𝐄𝐑 𝐎𝐆 𝐕𝐄𝐒𝐓𝐁𝐑𝐄𝐃𝐃𝐄𝐍 𝐄𝐊𝐒𝐈𝐒𝐓𝐄𝐑𝐄𝐃𝐄.
𝐇𝐄𝐁𝐑𝐎𝐍 – 𝐄𝐍 𝐀𝐅 𝐉Ø𝐃𝐄𝐃𝐎𝐌𝐌𝐄𝐍𝐒 Æ𝐋𝐃𝐒𝐓𝐄 𝐇𝐄𝐋𝐋𝐈𝐆𝐄 𝐁𝐘𝐄𝐑
Lad os begynde med Hebron.
På hebraisk hedder byen Chevron - חברון.
Ifølge Første Mosebog købte Abraham Makpelas hule som gravsted for sin hustru Sara. I den jødiske tradition er Abraham, Sara, Isak, Rebekka, Jakob og Lea begravet der.
Fortællingen om Abrahams køb er en religiøs overlevering, ikke et moderne juridisk ejendomsbevis. Men den viser, hvor langt tilbage forbindelsen mellem Hebron og den jødiske identitet går.
Hebron er også forbundet med kong David, der ifølge de bibelske beretninger regerede fra byen i syv år og seks måneder, inden Jerusalem blev hans hovedstad.
Gennem århundreder levede der jødiske samfund i Hebron, selv om deres størrelse og vilkår ændrede sig under forskellige herskere.
Og så kommer vi til en begivenhed, som alt for sjældent bliver nævnt i debatten.
𝐇𝐄𝐁𝐑𝐎𝐍𝐌𝐀𝐒𝐒𝐀𝐊𝐑𝐄𝐍 𝐈 𝟏𝟗𝟐𝟗.
Den 24. august 1929 blev 67 jøder myrdet under arabiske optøjer i Hebron. Mænd, kvinder og religiøse studerende blev angrebet.
Massakren ødelagde det gamle jødiske samfunds mulighed for at fortsætte som før. Enkelte familier vendte tilbage i 1931, men i 1936 blev den resterende jødiske befolkning evakueret under britisk styre.
Resultatet var, at Hebron blev tømt for sin jødiske befolkning. Et århundredgammelt jødisk samfund var blevet fordrevet fra byen.( Etnisk udrensning)
1929. IKKE 1948. IKKE 1967.
Det var før staten Israel blev genoprettet. Før Israel kontrollerede Vestbredden. Før de israelske bosættelser, vi diskuterer i dag.
Alligevel blev jøder angrebet og myrdet i en by, hvor deres folk havde haft religiøse og historiske rødder i årtusinder.
Hvordan passer det ind i fortællingen om, at konflikten alene begyndte med Israels kontrol over området i 1967?
𝐒𝐇𝐈𝐋𝐎 - 𝐄𝐓 𝐑𝐄𝐋𝐈𝐆𝐈Ø𝐒𝐓 𝐂𝐄𝐍𝐓𝐑𝐔𝐌 𝐅Ø𝐑 𝐉𝐄𝐑𝐔𝐒𝐀𝐋𝐄𝐌
Shilo, på hebraisk שילה, ligger i Samarias højland.
Ifølge den hebraiske bibel stod israelitternes tabernakel i Shilo, før Jerusalem blev det centrale religiøse samlingspunkt.
Det var her, israelitterne ifølge traditionen samledes om deres religiøse liv, og hvor fortællingen om Hanna og profeten Samuel udspiller sig.
Arkæologiske udgravninger har dokumenteret bebyggelse i Shilo i jernalderen og tidligere perioder.
Arkæologien kan ikke bekræfte enhver bibelsk fortælling. Men den viser, at vi taler om et historisk sted med en fortid, der rækker tusinder af år tilbage.
Shilo er derfor ikke blot et moderne navn på et israelsk bosættelsesområde. Det er også navnet på et gammelt religiøst centrum i israelitisk historie.
𝐁𝐄𝐓 𝐄𝐋, 𝐁𝐄𝐓𝐋𝐄𝐇𝐄𝐌 𝐎𝐆 𝐒𝐀𝐌𝐀𝐑𝐈𝐀
Bet El betyder Guds hus.
I den jødiske tradition er stedet forbundet med patriarken Jakob, hans drøm om stigen mellem himmel og jord og hans pagt med Gud.
Betlehem, Beit Lechem på hebraisk, er forbundet med kong David, fortællingen om Ruth og Rachels grav. Byen har desuden en helt central betydning for kristendommen som Jesu fødested.
Og Samaria?
Samaria var hovedstad i det nordlige kongerige Israel. Byen blev grundlagt som kongelig hovedstad i det 9. århundrede f.v.t. under kong Omri.
Den omtales i oldtidens kilder, og dens ruiner vidner om et vigtigt politisk centrum.
Vi taler altså om konkrete historiske steder, gamle byer, kongeriger, religiøse traditioner og arkæologiske levn.
𝐇𝐕𝐎𝐑𝐃𝐀𝐍 𝐊𝐀𝐍 𝐌𝐀𝐍 𝐅𝐎𝐑𝐓Æ𝐋𝐋𝐄 𝐎𝐌𝐑Å𝐃𝐄𝐓𝐒 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄 𝐔𝐃𝐄𝐍 𝐀𝐓 𝐅𝐎𝐑𝐓Æ𝐋𝐋𝐄 𝐃𝐄𝐍 𝐉Ø𝐃𝐈𝐒𝐊𝐄 𝐃𝐄𝐋?
𝐉Ø𝐃𝐄𝐑𝐍𝐄𝐒 𝐅𝐎𝐑𝐁𝐈𝐍𝐃𝐄𝐋𝐒𝐄 𝐅𝐎𝐑𝐒𝐕𝐀𝐍𝐃𝐓 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐌𝐄𝐃 𝐅𝐎𝐑𝐃𝐑𝐈𝐕𝐄𝐋𝐒𝐄𝐑𝐍𝐄
Gennem århundreder blev landet erobret og kontrolleret af forskellige magter. Assyrere, babyloniere, persere, grækere, romere, arabiske dynastier, korsfarere, osmannerne og briterne satte alle deres præg på området.
I 586 f.v.t. erobrede babylonierne Jerusalem og ødelagde det første tempel. En del af befolkningen blev deporteret.
Under persisk herredømme fik jøder mulighed for at vende tilbage og genopbygge templet.
Senere kom græsk og romersk herredømme.
I år 70 e.v.t. ødelagde romerne det andet tempel i Jerusalem.
Efter Bar Kokhba-oprøret i 132–135 e.v.t. blev den jødiske befolkning i Judæa ramt af omfattende tab, fordrivelser og ødelæggelser.
Jøder blev gennem historien fordrevet, forfulgt og spredt over store dele af verden.
Men de forsvandt ikke alle fra landet. Der eksisterede fortsat jødiske samfund, blandt andet i Galilæa, og gennem senere århundreder i forskellige dele af landet.
Samtidig bevarede jøder i diasporaen forbindelsen til Zion og Jerusalem gennem religion, bønner, højtider, traditioner, sprog og religiøse tekster.
Ved afslutningen af påskemåltidet siger jøder verden over:
𝐋'𝐒𝐇𝐀𝐍𝐀 𝐇𝐀𝐁𝐀'𝐀 𝐁'𝐘𝐄𝐑𝐔𝐒𝐇𝐀𝐋𝐀𝐘𝐈𝐌 – 𝐍Æ𝐒𝐓𝐄 Å𝐑 𝐈 𝐉𝐄𝐑𝐔𝐒𝐀𝐋𝐄𝐌.
Det er ikke et slogan, der blev opfundet i 1948. Det er et udtryk for en længsel og en tilknytning, som blev bevaret gennem generationer.
Den moderne zionisme opstod i slutningen af 1800-tallet som en national bevægelse, men den jødiske længsel efter Zion og den historiske forbindelse til landet eksisterede længe før Theodor Herzl.
Jødernes historie i Judæa og Samaria er ikke en fortælling, der blev opfundet af zionismen.
𝐙𝐈𝐎𝐍𝐈𝐒𝐌𝐄𝐍 𝐎𝐏𝐅𝐀𝐍𝐃𝐓 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐉Ø𝐃𝐄𝐑𝐍𝐄𝐒 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐒𝐊𝐄 𝐓𝐈𝐋𝐊𝐍𝐘𝐓𝐍𝐈𝐍𝐆 𝐓𝐈𝐋 𝐋𝐀𝐍𝐃𝐄𝐓. 𝐃𝐄𝐍 𝐆𝐀𝐕 𝐃𝐄𝐍 𝐄𝐍 𝐌𝐎𝐃𝐄𝐑𝐍𝐄 𝐏𝐎𝐋𝐈𝐓𝐈𝐒𝐊 𝐅𝐎𝐑𝐌.
𝐇𝐕𝐎𝐑 𝐊𝐎𝐌𝐌𝐄𝐑 𝐍𝐀𝐕𝐍𝐄𝐓 𝐕𝐄𝐒𝐓𝐁𝐑𝐄𝐃𝐃𝐄𝐍 𝐅𝐑𝐀?
I dag omtales Judæa og Samaria almindeligvis som Vestbredden.
Det er en geografisk betegnelse for området vest for Jordanfloden, som blev særlig udbredt under jordansk styre efter krigen i 1948 og annekteringen i 1950.
Men navnene Judæa og Samaria er langt ældre.
De findes i antikke geografiske og historiske beskrivelser og har været anvendt gennem århundreder.
Det betyder ikke, at betegnelsen Vestbredden er historisk forkert. Men det betyder, at man ikke kan affeje Judæa og Samaria som navne, der blev opfundet af moderne israelsk politik.
𝐌𝐀𝐍 𝐊𝐀𝐍 Æ𝐍𝐃𝐑𝐄 𝐃𝐄𝐍 𝐏𝐎𝐋𝐈𝐓𝐈𝐒𝐊𝐄 𝐁𝐄𝐓𝐄𝐆𝐍𝐄𝐋𝐒𝐄 𝐅𝐎𝐑 𝐄𝐓 𝐎𝐌𝐑Å𝐃𝐄. 𝐌𝐀𝐍 𝐊𝐀𝐍 𝐈𝐊𝐊𝐄 Æ𝐍𝐃𝐑𝐄 𝐃𝐄𝐓𝐒 𝐅𝐎𝐑𝐓𝐈𝐃.
𝟏𝟗𝟒𝟖–𝟏𝟗𝟔𝟕 - 𝐃𝐄 𝟏𝟗 Å𝐑, 𝐃𝐄𝐑 𝐎𝐅𝐓𝐄 𝐁𝐋𝐈𝐕𝐄𝐑 𝐆𝐋𝐄𝐌𝐓
Da staten Israel blev genoprettet i 1948, fulgte en krig mellem Israel og de arabiske nabolande.
Efter krigen kom Judæa og Samaria, herunder Østjerusalem, under jordansk kontrol.
Jordan annekterede området i 1950, men annekteringen opnåede kun begrænset international anerkendelse.
Under det jordanske styre havde jøder ikke adgang til deres helligsteder i Østjerusalem og Hebron.
Det jødiske kvarter i Jerusalems gamle bydel blev ødelagt under krigen, og dets jødiske indbyggere blev fordrevet.
Også de jødiske samfund i Gush Etzion syd for Jerusalem gik tabt under krigen i 1948. Området havde været hjemsted for jødiske landbrugssamfund før Israels genoprettelse.
I 1967 erobrede Israel Judæa og Samaria fra Jordan under Seksdageskrigen.
Det var begyndelsen på en ny politisk og militær virkelighed, men det var ikke begyndelsen på jødernes historie i området.
𝐈𝐒𝐑𝐀𝐄𝐋𝐒 𝐌𝐈𝐋𝐈𝐓Æ𝐑𝐄 𝐊𝐎𝐍𝐓𝐑𝐎𝐋 𝐁𝐄𝐆𝐘𝐍𝐃𝐓𝐄 𝐈 𝟏𝟗𝟔𝟕. 𝐉Ø𝐃𝐄𝐑𝐍𝐄𝐒 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐒𝐊𝐄 𝐓𝐈𝐋𝐊𝐍𝐘𝐓𝐍𝐈𝐍𝐆 𝐁𝐄𝐆𝐘𝐍𝐃𝐓𝐄 𝐅𝐋𝐄𝐑𝐄 𝐓𝐔𝐒𝐈𝐍𝐃𝐄 Å𝐑 𝐓𝐈𝐃𝐋𝐈𝐆𝐄𝐑𝐄.
𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄, 𝐏𝐎𝐋𝐈𝐓𝐈𝐊 𝐎𝐆 𝐅𝐎𝐋𝐊𝐄𝐑𝐄𝐓 𝐄𝐑 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐃𝐄𝐓 𝐒𝐀𝐌𝐌𝐄
Jeg ved udmærket, at Judæa og Samaria i dag er et af de mest omstridte områder i verden.
Den internationale hovedopfattelse er, at Vestbredden er besat palæstinensisk territorium, og at israelske bosættelser er i strid med folkeretten.
Den Internationale Domstol fastslog i sin rådgivende udtalelse i juli 2024, at Israels fortsatte tilstedeværelse i det besatte palæstinensiske område er ulovlig, og at bosættelsesaktiviteten skal ophøre. Israel afviser dele af denne juridiske vurdering.
Det er en alvorlig debat, som fortjener at blive behandlet seriøst.
Men den juridiske debat om nutidens grænser og suverænitet må ikke forveksles med spørgsmålet om historisk tilknytning.
At anerkende palæstinensernes rettigheder kræver ikke, at man benægter jødernes historie. Og at anerkende jødernes historie betyder ikke, at palæstinensernes rettigheder ophører med at eksistere.
Det burde være muligt at holde begge tanker i hovedet samtidig.
Men hvorfor skal anerkendelsen af palæstinensernes historie tilsyneladende så ofte ledsages af en fornægtelse af jødernes?
Hvorfor bliver det kontroversielt at minde om, at Hebron, Shilo og Bet El har haft central betydning for jødisk historie og identitet i årtusinder?
Man kan være imod israelske bosættelser. Man kan kritisere den israelske regering.
𝐌𝐄𝐍 𝐌𝐀𝐍 𝐊𝐀𝐍 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐒𝐄𝐑𝐈Ø𝐒𝐓 𝐁𝐄𝐒𝐊Æ𝐅𝐓𝐈𝐆𝐄 𝐒𝐈𝐆 𝐌𝐄𝐃 𝐎𝐌𝐑Å𝐃𝐄𝐓𝐒 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄 𝐎𝐆 𝐒𝐀𝐌𝐓𝐈𝐃𝐈𝐆 𝐋𝐀𝐃𝐄, 𝐒𝐎𝐌 𝐎𝐌 𝐉Ø𝐃𝐄𝐑𝐍𝐄𝐒 𝐓𝐈𝐋𝐊𝐍𝐘𝐓𝐍𝐈𝐍𝐆 𝐁𝐄𝐆𝐘𝐍𝐃𝐓𝐄 𝐌𝐄𝐃 𝐒𝐄𝐊𝐒𝐃𝐀𝐆𝐄𝐒𝐊𝐑𝐈𝐆𝐄𝐍.
𝐇𝐕𝐎𝐑𝐅𝐎𝐑 𝐒𝐊𝐀𝐋 𝐉Ø𝐃𝐄𝐑𝐍𝐄𝐒 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄 𝐇𝐄𝐋𝐄 𝐓𝐈𝐃𝐄𝐍 𝐅𝐎𝐑𝐒𝐕𝐀𝐑𝐄𝐒?
Som jøde og israeler oplever jeg noget dybt mærkeligt ved den måde, vores historie ofte bliver behandlet på.
Vi forventes igen og igen at forklare og dokumentere vores forbindelse til steder, som har været en del af vores religiøse, kulturelle og nationale identitet i årtusinder.
Vi skal forklare, hvorfor Hebron betyder noget for os. Hvorfor Shilo betyder noget. Hvorfor Jerusalem betyder noget. Hvorfor Judæa og Samaria ikke blot er ord på et moderne politisk landkort.
Men hvorfor?
Hvorfor er det kontroversielt at sige, at jøder har historiske rødder i Judæa?
Hvorfor bliver en jøde, der taler om sit folks historie i Hebron, undertiden mødt, som om vedkommende forsøger at opfinde en fortid, der aldrig har eksisteret?
Som jøde finder jeg det både historieløst og dybt provokerende, når vores tilknytning til vores eget historiske hjemland bliver behandlet, som om den er en moderne politisk konstruktion.
Man kan være uenig med mig om Israels politik. Det er politiske holdninger, vi kan diskutere.
Men hvis udgangspunktet for debatten er, at jøderne er fremmede i Judæa og Samaria, så begynder diskussionen med en historisk fejltagelse.
𝐅𝐎𝐑 𝐕𝐈 𝐄𝐑 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐄𝐓 𝐅𝐎𝐋𝐊 𝐔𝐃𝐄𝐍 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄.
Vi er et folk, der har bevaret sin identitet, sit sprog, sine traditioner og sin forbindelse til sit historiske hjemland gennem årtusinder.
Det betyder ikke, at historien giver os eneret til landet.
Men det betyder, at vores historie fortjener at blive anerkendt.
𝐌𝐀𝐍 𝐊𝐀𝐍 𝐃𝐈𝐒𝐊𝐔𝐓𝐄𝐑𝐄 𝐆𝐑Æ𝐍𝐒𝐄𝐑. 𝐌𝐀𝐍 𝐊𝐀𝐍 𝐃𝐈𝐒𝐊𝐔𝐓𝐄𝐑𝐄 𝐁𝐎𝐒Æ𝐓𝐓𝐄𝐋𝐒𝐄𝐑. 𝐌𝐀𝐍 𝐊𝐀𝐍 𝐃𝐈𝐒𝐊𝐔𝐓𝐄𝐑𝐄 𝐒𝐔𝐕𝐄𝐑Æ𝐍𝐈𝐓𝐄𝐓 𝐎𝐆 𝐏𝐎𝐋𝐈𝐓𝐈𝐊. 𝐌𝐄𝐍 𝐌𝐀𝐍 𝐊𝐀𝐍 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐒𝐋𝐄𝐓𝐓𝐄 𝟑.𝟎𝟎𝟎 Å𝐑𝐒 𝐉Ø𝐃𝐈𝐒𝐊 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄, 𝐁𝐀𝐑𝐄 𝐅𝐎𝐑𝐃𝐈 𝐃𝐄𝐍 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐏𝐀𝐒𝐒𝐄𝐑 𝐈𝐍𝐃 𝐈 𝐄𝐍𝐒 𝐏𝐎𝐋𝐈𝐓𝐈𝐒𝐊𝐄 𝐅𝐎𝐑𝐓Æ𝐋𝐋𝐈𝐍𝐆.






