CAESAREA

Caesarea er ikke en af de gamle bibelske byer, vi møder i Tanakh, som Jerusalem eller Hebron. Byen blev først grundlagt langt senere af Herodes den Store. Alligevel blev Caesareas historie tæt forbundet med det jødiske folks historie i Eretz Israel – og kom til at spille en vigtig rolle i nogle af de mest dramatiske begivenheder i jødisk historie.

𝐇𝐄𝐑𝐎𝐃𝐄𝐒, 𝐑𝐎𝐌 𝐎𝐆 𝐃𝐄𝐍 𝐒𝐓𝐎𝐑𝐄 𝐇𝐀𝐕𝐍𝐄𝐁𝐘

Omkring 22–10 f.v.t. lod Herodes den Store Caesarea opføre på stedet for den tidligere bosættelse Straton's Tower og opkaldte byen efter kejser Augustus.

Og Herodes gjorde ikke noget halvt.

Paladser, teater, hippodrom, templer og den enorme kunstige havn Sebastos gjorde Caesarea til en af de vigtigste havne i det østlige Middelhav.

Herodes var konge over Judæa, men tæt knyttet til Rom. Caesarea blev derfor et sted, hvor Judæa og Rom mødtes – og senere kolliderede.

Efter Herodes' død blev byen centrum for den romerske administration i Judæa. Det var herfra romerske guvernører regerede.

Et af de berømteste arkæologiske fund herfra er Pilatus-stenen, hvor Pontius Pilatus' navn står indhugget.

Men Caesarea var ikke kun romersk.

Her levede også en betydelig jødisk befolkning.

År 66 – Oprøret mod Rom

I år 66 e.v.t. eksploderede spændingerne mellem jøder og grækere i Caesarea. En konflikt omkring en synagoge blev en del af den kæde af begivenheder, der var med til at antænde Den Første Jødisk-Romerske Krig.

Josefus beskriver omfattende vold mod byens jødiske befolkning.

Fire år senere indtog romerne Jerusalem og ødelagde Det Andet Tempel.

Det var en katastrofe og et afgørende brud i jødisk historie.

Men der er noget vigtigt, som let forsvinder i fortællingen:

Den jødiske historie i landet sluttede ikke i år 70.

Jøderne forsvandt ikke fra landet, fordi Templet blev ødelagt.

Jødisk liv fortsatte – også i Caesarea.

JØDISK LIV FORTSATTE

I de følgende århundreder fandtes der igen et betydeligt jødisk samfund i byen, og Caesarea blev også et sted for rabbinsk lærdom.

En af de kendte skikkelser var Rabbi Abbahu, der levede omkring det tredje og fjerde århundrede og var tæt knyttet til Caesarea. Han optræder mange gange i den rabbinske litteratur.

Jeg synes, der er noget stærkt i det.

Rom havde ødelagt Templet. Jerusalem var blevet knust. Og generationer senere sad jødiske lærde stadig her og diskuterede Torah, lov, tradition og jødisk liv.

Arkæologien fortæller også historien. I Caesarea er der fundet rester og genstande knyttet til en gammel synagoge og det jødiske samfund.

Og det er noget af det, jeg elsker ved Israel.

Man kan læse om historien – og så stå midt i landskabet, hvor den udspillede sig.

Røre ved stenene.

Se Middelhavet.

Mærke vinden.

Og pludselig føles 2.000 år ikke helt så langt væk.

LAG PÅ LAG

Caesarea skiftede herskere mange gange. Romere og byzantinere blev fulgt af muslimske dynastier, korsfarere, mamlukker og osmanner.

Byen blev bygget, ødelagt og genopbygget.

Derfor ligger historien her næsten synligt lag på lag – jødisk, romersk, kristen, muslimsk og korsfarernes historie – og i dag det moderne Israel.

Os mellem ruinerne og under den gamle stenbue. Middelhavet foran os. Og det israelske flag i vinden.

For Caesarea fortæller også noget vigtigt om jødisk historie:

Den findes ikke kun på steder, hvor jøder havde politisk magt eller var flertallet.

Den findes også på steder, hvor jøder levede under skiftende imperier, blev udsat for vold og forfølgelse og alligevel fortsatte med at leve, bede, studere og bevare deres traditioner.

Så når jeg ser ud over Middelhavet i Caesarea, ser jeg ikke kun smukke romerske ruiner.

Jeg ser Herodes og Rom.

Jeg tænker på oprøret og katastrofen i år 70.

På rabbinerne, synagogen og det jødiske liv, der fortsatte.

På alle de civilisationer, der siden satte deres spor.

Imperier kom og gik.

Havet blev ved med at slå mod kysten.