Nyt forskningsforum skal kortlægge antisemitisme
Københavns Universitet og Roskilde Universitet indvier 30. september Nationalt Forum for Antisemitismestudier. Det nye forum skal styrke forskningen i antisemitisme og dokumentere udviklingen i Danmark og udlandet.
Ifølge universiteterne er had, fordomme, diskrimination og fjendtlighed rettet mod jøder blevet mere synligt i de senere år. Lektor Sofie Line Bak fra Københavns Universitet peger på, at antisemitisme ikke alene forbindes med nynazisme og Holocaust. Antisemitiske stereotyper og karikaturer spredes i dag også på sociale medier og forekommer i både islamistiske og venstreorienterede miljøer.
Forskningen skal give myndigheder og organisationer et bedre grundlag for at forebygge antisemitisme. Etableringen er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfonds tematiske pulje, hvor antisemitisme var et af 12 politisk fastsatte forskningstemaer i 2025. Det Jødiske Samfund registrerede sidste år 199 antisemitiske hændelser i Danmark på baggrund af henvendelser fra borgere.
