TIBERIAS
Tiberias er en af jødedommens fire hellige byer – sammen med Jerusalem, Hebron og Safed.
Tiberias er en af jødedommens fire hellige byer – sammen med Jerusalem, Hebron og Safed.
Den ligger helt særligt ved Genesaret Sø – og der er noget ved det sted, som er svært at forklare, men let at mærke.
Når jeg tænker på Tiberias, tænker jeg ikke kun på historie – jeg tænker på rødder.
Byen blev grundlagt omkring år 20 e.Kr. af Herodes Antipas og opkaldt efter kejser Tiberius. I begyndelsen var mange jøder skeptiske, fordi byen var bygget på en gammel gravplads. Men med tiden blev den noget helt andet.
Efter ødelæggelsen af Det andet tempel og efter Bar Kokhba-oprøret blev Tiberias et centrum for jødisk liv.
Det var her, vores lærdom fortsatte. Her blev en del af Talmud færdiggjort. Her blev sproget bevaret gennem arbejdet med Tanakh.
Det er også her, nogle af vores største vismænd ligger begravet, blandt andet Maimonides.
Samtidig er området omkring søen også kendt i kristendommen, fordi Jesus levede og virkede her i Galilæa. Mange af fortællingerne om hans liv foregår omkring denne sø.
For mig gør det stedet endnu mere særligt – fordi det rummer lag af historie, tro og betydning for flere traditioner.
OG for mig er det ikke kun det historiske.
Der er også noget håb i Tiberias. En tradition siger, at forløsningen vil begynde derfra, og at Sanhedrin en dag vil blive genoprettet.
Og måske er det derfor, stedet føles anderledes.
Der er en ro der. Vandet, bjergene, stilheden – og følelsen af, at noget meget gammelt stadig lever.
Det er et sted, hvor fortid, tro og håb mødes.
𝙏𝙞𝙗𝙚𝙧𝙞𝙖𝙨 𝙡𝙞𝙜𝙜𝙚𝙧 𝙨𝙢𝙪𝙠𝙩 𝙥𝙡𝙖𝙘𝙚𝙧𝙚𝙩 𝙫𝙚𝙙 𝙗𝙧𝙚𝙙𝙙𝙚𝙣 𝙖𝙛 𝙂𝙚𝙣𝙚𝙨𝙖𝙧𝙚𝙩 𝙎ø – 𝙆𝙞𝙣𝙣𝙚𝙧𝙚𝙩 𝙥å 𝙝𝙚𝙗𝙧𝙖𝙞𝙨𝙠 – 𝙨𝙤𝙢 𝙖𝙡𝙡𝙚𝙧𝙚𝙙𝙚 𝙚𝙧 𝙣æ𝙫𝙣𝙩 𝙞 𝙏𝙖𝙣𝙖𝙠𝙝 i 4 Mosebog 34,11 og Josva 13,27.
𝐅𝐫𝐚 𝐫𝐨𝐦𝐞𝐫𝐬𝐤 𝐛𝐲 𝐭𝐢𝐥 𝐜𝐞𝐧𝐭𝐫𝐮𝐦 𝐟𝐨𝐫 𝐣ø𝐝𝐢𝐬𝐤 𝐥𝐢𝐯
Tiberias blev grundlagt omkring år 20 e.v.t. af Herodes Antipas og opkaldt efter den romerske kejser Tiberius.
Det var altså ikke en gammel jødisk by som Hebron eller Shiloh.
Men efter ødelæggelsen af Det Andet Tempel i år 70 og især efter Bar Kokhba-oprøret i 132-135 flyttede meget af tyngdepunktet for det jødiske religiøse og intellektuelle liv nordpå til Galilæa.
Tiberias blev et af de vigtigste centre.
Sanhedrin – den centrale rabbinske institution – flyttede gennem tiden mellem forskellige byer og fik til sidst sæde i Tiberias.
Tiberias og det øvrige Galilæa blev samtidig vigtige centre for rabbinsk lærdom og for de traditioner og diskussioner, der blev samlet i Jerusalem-Talmud.
Det fortæller os noget vigtigt:
Jødisk historie i landet stoppede ikke i år 70.
Jerusalem var ødelagt, og det jødiske folk havde lidt en katastrofe. Men jødisk religion, lærdom og samfundsliv fortsatte andre steder i landet.
𝐎𝐠 𝐣𝐨𝐫𝐝𝐞𝐧 𝐟𝐨𝐫𝐭æ𝐥𝐥𝐞𝐫 𝐨𝐠𝐬å 𝐡𝐢𝐬𝐭𝐨𝐫𝐢𝐞𝐧
Noget af det, jeg holder allermest af ved Israels historie, er, når de gamle tekster og den historie, vi har båret med os gennem generationer, kan suppleres af noget, man rent faktisk kan se og røre ved.
Lige syd for Tiberias ligger Hamat Tiberias.
Her har arkæologer fundet rester af flere synagoger fra den romerske og byzantinske periode.
En af de mest imponerende er en synagoge fra omkring det 3.-4. århundrede med et fantastisk mosaikgulv.
Her bliver historien pludselig meget konkret.
På mosaikken findes blandt andet syvarmede menoraher, shofar, lulav og en fremstilling af Torah-arken.
Der findes også græske og aramæiske indskrifter med navne på mennesker, som bidrog til synagogen.
Det var mennesker, der faktisk levede dér.
Mennesker, der gik ind i en synagoge ved Genesaret Sø for omkring 1.700 år siden.
De bad.
De studerede.
De fejrede deres traditioner.
De opfostrede deres børn.
Mosaikken indeholder også en zodiac og den græsk-romerske solfigur Helios. Det kan måske virke overraskende i en synagoge i dag, men derfor er fundet så fascinerende. Det fortæller om et jødisk samfund, der levede midt i den senantikke verden og samtidig bevarede tydelige jødiske symboler og traditioner.
Arkæologi er sjældent så enkel, som politiske slogans gerne vil gøre historien til.
Men én ting er vanskelig at komme udenom:
Der fandtes organiseret jødisk religiøst liv ved Tiberias i denne periode – og sporene findes stadig i jorden.
𝐓𝐢𝐛𝐞𝐫𝐢𝐚𝐬 𝐨𝐠 𝐝𝐞𝐭 𝐡𝐞𝐛𝐫𝐚𝐢𝐬𝐤𝐞 𝐬𝐩𝐫𝐨𝐠
Flere hundrede år senere blev Tiberias centrum for noget, der stadig har betydning for jøder – og for alle, der studerer den hebraiske Bibel.
Her arbejdede de såkaldte masoreter med at bevare den hebraiske bibeltekst og dens traditionelle læsning.
Det tiberiensiske system for vokaltegn og accenter blev så betydningsfuldt, at det ligger til grund for den måde, bibelsk hebraisk fortsat gengives og studeres på.
Tænk over det:
I Tiberias sad jødiske lærde for mere end tusind år siden og arbejdede med at bevare den hebraiske bibeltekst og dens læsetradition for kommende generationer.
Det er også jødisk kontinuitet.
Fra generation til generation
𝐓𝐢𝐛𝐞𝐫𝐢𝐚𝐬' 𝐡𝐢𝐬𝐭𝐨𝐫𝐢𝐞 𝐞𝐫 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐞𝐧 𝐮𝐛𝐫𝐮𝐝𝐭 𝐟𝐨𝐫𝐭æ𝐥𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐨𝐦 𝐟𝐫𝐞𝐝 𝐨𝐠 𝐟𝐫𝐞𝐦𝐠𝐚𝐧𝐠.
Byen skiftede herskere. Befolkningen ændrede sig. Jødiske samfund voksede, blev svækket og blev genopbygget. Krige, jordskælv og politiske omvæltninger satte deres spor.
Det er vigtigt at fortælle den del også.
Men den jødiske forbindelse forsvandt ikke.
Tiberias blev senere regnet blandt jødedommens fire hellige byer sammen med Jerusalem, Hebron og Safed.
Og den jødiske historie fortsatte gennem senere århundreder.
Tiberias betyder også noget personligt for mig.
Henrik og jeg har besøgt Genesaret Sø og Tiberias mange gange, og vi holder begge meget af byen og hele området omkring søen. Der er noget næsten magisk over stemningen.
Forestil jer en varm sommeraften, hvor man går rundt i Tiberias langs Genesaret Sø. Restauranterne – ikke mindst fiskerestauranterne – er fyldt med mennesker, byen summer af liv, og søen ligger lige dér foran én.
Det er en helt særlig stemning, som er svær at beskrive, hvis man ikke selv har oplevet den.
Bare det at skrive disse ord giver mig en enorm længsel efter området.
Min storesøster bor ikke så langt fra Genesaret Sø, og måske er det også derfor, området føles så nært og hjemligt for mig.
Det er simpelthen et utroligt smukt område – fyldt med natur, historie, liv og minder.
𝐇𝐯𝐨𝐫𝐟𝐨𝐫 𝐟𝐨𝐫𝐭æ𝐥𝐥𝐞𝐫 𝐣𝐞𝐠 𝐡𝐢𝐬𝐭𝐨𝐫𝐢𝐞𝐧 𝐨𝐦 𝐓𝐢𝐛𝐞𝐫𝐢𝐚𝐬?
Fordi Tiberias udfordrer forestillingen om, at jødisk historie i landet kan reduceres til:
bibelsk tid → 2.000 års tomrum → staten Israel.
Sådan ser historien ganske enkelt ikke ud.
Der var fordrivelser, migration, ødelæggelser og lange perioder, hvor den jødiske befolkning var meget mindre.
Men der var også jødiske samfund, religiøse centre og lærdom i landet gennem forskellige perioder.
Tiberias er et af de steder, hvor det bliver synligt:
I teksterne.
I sproget.
I synagogerne.
I indskrifterne.
Og helt konkret i mosaikkerne under vores fødder.
Den jødiske historie hører også hjemme her – fordi den faktisk fandt sted her.
𝙎å 𝙣æ𝙨𝙩𝙚 𝙜𝙖𝙣𝙜 𝙙𝙪 𝙨𝙩å𝙧 𝙫𝙚𝙙 𝙂𝙚𝙣𝙚𝙨𝙖𝙧𝙚𝙩 𝙎ø 𝙤𝙜 𝙨𝙚𝙧 𝙢𝙤𝙙 𝙏𝙞𝙗𝙚𝙧𝙞𝙖𝙨, 𝙨å 𝙝𝙪𝙨𝙠:
𝘿𝙪 𝙨𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙠𝙪𝙣 𝙚𝙣 𝙢𝙤𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙞𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡𝙨𝙠 𝙗𝙮.
𝘿𝙪 𝙨𝙚𝙧 𝙚𝙩 𝙨𝙩𝙚𝙙, 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠 𝙡𝙞𝙫 𝙛𝙤𝙧𝙩𝙨𝙖𝙩𝙩𝙚 𝙚𝙛𝙩𝙚𝙧 𝙅𝙚𝙧𝙪𝙨𝙖𝙡𝙚𝙢𝙨 ø𝙙𝙚𝙡æ𝙜𝙜𝙚𝙡𝙨𝙚, 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝙧𝙖𝙗𝙗𝙞𝙣𝙨𝙠𝙚 𝙡æ𝙧𝙙𝙚 𝙨𝙩𝙪𝙙𝙚𝙧𝙚𝙙𝙚, 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝙙𝙚𝙣 𝙝𝙚𝙗𝙧𝙖𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙗𝙞𝙗𝙚𝙡𝙩𝙚𝙠𝙨𝙩 𝙤𝙜 𝙙𝙚𝙣𝙨 𝙡æ𝙨𝙚𝙩𝙧𝙖𝙙𝙞𝙩𝙞𝙤𝙣 𝙗𝙡𝙚𝙫 𝙗𝙚𝙫𝙖𝙧𝙚𝙩 – 𝙤𝙜 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝙖𝙧𝙠æ𝙤𝙡𝙤𝙜𝙞𝙚𝙣 𝙨𝙩𝙖𝙙𝙞𝙜 𝙗æ𝙧𝙚𝙧 𝙠𝙤𝙣𝙠𝙧𝙚𝙩𝙚 𝙨𝙥𝙤𝙧 𝙚𝙛𝙩𝙚𝙧 𝙙𝙚 𝙟ø𝙙𝙚𝙧, 𝙙𝙚𝙧 𝙡𝙚𝙫𝙚𝙙𝙚 𝙝𝙚𝙧 𝙛𝙤𝙧 𝙢𝙖𝙣𝙜𝙚 å𝙧𝙝𝙪𝙣𝙙𝙧𝙚𝙙𝙚𝙧 𝙨𝙞𝙙𝙚𝙣.
𝙊𝙜 𝙛𝙤𝙧 𝙢𝙞𝙜 𝙥𝙚𝙧𝙨𝙤𝙣𝙡𝙞𝙜𝙩 𝙨𝙚𝙧 𝙟𝙚𝙜 𝙤𝙜𝙨å 𝙚𝙩 𝙨𝙩𝙚𝙙, 𝙟𝙚𝙜 𝙝𝙤𝙡𝙙𝙚𝙧 𝙪𝙩𝙧𝙤𝙡𝙞𝙜 𝙢𝙚𝙜𝙚𝙩 𝙖𝙛 – 𝙚𝙩 𝙨𝙩𝙚𝙙 𝙛𝙮𝙡𝙙𝙩 𝙢𝙚𝙙 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚, 𝙛𝙖𝙢𝙞𝙡𝙞𝙚, 𝙢𝙞𝙣𝙙𝙚𝙧 𝙤𝙜 𝙡æ𝙣𝙜𝙨𝙚𝙡.
𝙁𝙧𝙖 𝙜𝙚𝙣𝙚𝙧𝙖𝙩𝙞𝙤𝙣 𝙩𝙞𝙡 𝙜𝙚𝙣𝙚𝙧𝙖𝙩𝙞𝙤𝙣.
Og i linket kan I lytte til flere kærlighedssange til Genesaret Sø, som er blevet skrevet gennem årene.
Tiberias
