MORIA-BJERGET

Jerusalem_Old_City_Western_Wall_(Wailing_Wall,_Kotel,_or_Buraq_Wall)
Jerusalem_Old_City_Western_Wall_(Wailing_Wall,_Kotel,_or_Buraq_Wall)
𝐌𝐎𝐑𝐈𝐀-𝐁𝐉𝐄𝐑𝐆𝐄𝐓 – 𝐅𝐑𝐀 𝐀𝐁𝐑𝐀𝐇𝐀𝐌 𝐎𝐆 𝐈𝐒𝐀𝐊 𝐓𝐈𝐋 𝐉Ø𝐃𝐄𝐃𝐎𝐌𝐌𝐄𝐍𝐒 𝐇𝐄𝐋𝐋𝐈𝐆𝐒𝐓𝐄 𝐒𝐓𝐄𝐃
𝙃𝙫𝙞𝙨 𝙙𝙪 𝙗𝙚𝙨ø𝙜𝙚𝙧 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡, 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙧 𝙞𝙣𝙜𝙚𝙣 𝙩𝙫𝙞𝙫𝙡 𝙤𝙢 𝙟ø𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚𝙨 𝙧𝙞𝙜𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠𝙚, 𝙠𝙪𝙡𝙩𝙪𝙧𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙤𝙜 𝙧𝙚𝙡𝙞𝙜𝙞ø𝙨𝙚 𝙩𝙞𝙡𝙠𝙣𝙮𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙩𝙞𝙡 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩. 𝙃𝙫𝙚𝙧 𝙚𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙩𝙚𝙣, 𝙝𝙫𝙚𝙧𝙩 𝙚𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙖𝙣𝙙𝙠𝙤𝙧𝙣 𝙗æ𝙧𝙚𝙧 𝙛𝙤𝙧𝙩æ𝙡𝙡𝙞𝙣𝙜𝙚𝙧 𝙛𝙧𝙖 𝙫𝙤𝙧𝙚𝙨 𝙩𝙪𝙨𝙞𝙣𝙙å𝙧𝙞𝙜𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚. 𝙃𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚𝙣 𝙤𝙜 𝙖𝙧𝙠æ𝙤𝙡𝙤𝙜𝙞𝙚𝙣 𝙫𝙞𝙙𝙣𝙚𝙧 𝙤𝙢 𝙫𝙤𝙧𝙚𝙨 𝙙𝙮𝙗𝙩 𝙛𝙤𝙧𝙖𝙣𝙠𝙧𝙚𝙙𝙚 𝙧ø𝙙𝙙𝙚𝙧 𝙞 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩. 𝙃𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙖𝙢𝙢𝙚𝙧 𝙫𝙞 𝙛𝙧𝙖, 𝙝𝙚𝙧 𝙡𝙞𝙜𝙜𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙛𝙤𝙡𝙠𝙨 å𝙣𝙙𝙚𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙤𝙜 𝙛𝙮𝙨𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙟𝙚𝙢, 𝙤𝙜 𝙝𝙚𝙧 𝙝ø𝙧𝙚𝙧 𝙫𝙞 𝙩𝙞𝙡.
𝙊𝙜 𝙣å𝙧 𝙫𝙚𝙧𝙙𝙚𝙣 𝙜𝙡𝙚𝙢𝙢𝙚𝙧, 𝙤𝙫𝙚𝙧𝙨𝙚𝙧 𝙚𝙡𝙡𝙚𝙧 𝙗𝙚𝙣æ𝙜𝙩𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙣𝙣𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚, 𝙫𝙞𝙡 𝙟𝙚𝙜 𝙜ø𝙧𝙚 𝙢𝙞𝙩 𝙛𝙤𝙧 𝙖𝙩 𝙛å 𝙛𝙤𝙡𝙠 𝙩𝙞𝙡 𝙖𝙩 𝙡æ𝙨𝙚, 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙩å 𝙤𝙜 𝙝𝙪𝙨𝙠𝙚.
𝐌𝐎𝐑𝐈𝐀-𝐁𝐉𝐄𝐑𝐆𝐄𝐓, 𝐃𝐄𝐑 𝐋𝐈𝐆𝐆𝐄𝐑 𝐈 𝐉𝐄𝐑𝐔𝐒𝐀𝐋𝐄𝐌 – 𝐈𝐒𝐑𝐀𝐄𝐋𝐒 𝐄𝐕𝐈𝐆𝐄 𝐇𝐎𝐕𝐄𝐃𝐒𝐓𝐀𝐃.
Jeg har tidligere skrevet om Moria-bjerget, men dengang var det en mere overordnet gennemgang. Denne gang vil jeg gerne gå lidt dybere ind i historien og fortælle, hvorfor dette sted har så enorm betydning for jødedommen og den jødiske identitet.
Der findes steder i Israel, hvor historien ikke kun lever i gamle skrifter, men også i arkæologiske fund, traditioner og bønner, som er blevet overleveret gennem generationer.
Et af disse steder er Moria-bjerget – Har HaMoriah – i hjertet af Jerusalem.
Og i denne Shabbat er bjerget særligt relevant.
I Parashat Vayera - Mosebog, læser vi nemlig fortællingen om Akedat Yitzchak - ofre af Isak.
Men bjerget har forskellige navne og de fortæller i sig selv en vigtig del af vores historie.
𝐄𝐓 𝐁𝐉𝐄𝐑𝐆 – 𝐅𝐋𝐄𝐑𝐄 𝐍𝐀𝐕𝐍𝐄
𝙃𝙖𝙧 𝙃𝙖𝙈𝙤𝙧𝙞𝙖𝙝 (הר המוריה) – 𝙈𝙤𝙧𝙞𝙖-𝙗𝙟𝙚𝙧𝙜𝙚𝙩
Navnet nævnes i 2. Krønikebog hvor kong Salomon ifølge Tanakh begyndte at bygge Herrens tempel i Jerusalem.
I jødisk tradition forbindes stedet med Abraham og Isak og fortællingen i 1. Mosebog.
𝙃𝙖𝙧 𝙃𝙖𝘽𝙖𝙮𝙞𝙩 (הר הבית) - 𝙏𝙚𝙢𝙥𝙚𝙡𝙗𝙟𝙚𝙧𝙜𝙚𝙩
Navnet betyder ”Husets bjerg” og henviser til Beit HaMikdash - Guds hus, det jødiske tempel.
Her stod Det Første og Det Andet Tempel. Derfor er Tempelbjerget jødedommens helligste sted.
Navnet findes allerede i Tanakh, blandt andet i Mikas Bog.
𝙃𝙖𝙧 𝙕𝙞𝙤𝙣 (הר ציון) – 𝙕𝙞𝙤𝙣𝙨 𝙗𝙟𝙚𝙧𝙜
Zion var oprindeligt navnet på den fæstning i Jerusalem, som kong David erobrede, og som senere blev kendt som Davidsbyen.
Med tiden fik navnet Zion en bredere betydning. Det blev også brugt om Tempelbjerget, hvor de to jødiske templer stod, og om Jerusalem som helhed.
Det bjerg, der i dag kaldes Zions bjerg, ligger sydvest for Jerusalems gamle bydel og er geografisk adskilt fra Moria-bjerget og Tempelbjerget.
Zion blev gennem årtusinder et symbol på Jerusalem og det jødiske folks historiske hjemland - et navn, der lever videre i vores bønner, traditioner, historie og nationale identitet.
𝙃𝙖𝙧 𝘼𝙙𝙤𝙣𝙖𝙞 (הר ה׳) – 𝙃𝙚𝙧𝙧𝙚𝙣𝙨 𝙗𝙟𝙚𝙧𝙜
I Tanakh møder vi også betegnelsen Herrens bjerg.
I Esajas' Bog står der:
"Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus."
Og videre:
כי מציון תצא תורה ודבר ה׳ מירושלים
Ki miTzion tetze Torah, u'dvar Adonai miYerushalayim.
"For fra Zion skal læren udgå, Herrens ord fra Jerusalem."
Disse ord har været en del af den jødiske religiøse tradition gennem årtusinder.
Og netop derfor er navnene så interessante. De fortæller om et sted, der ikke blot har geografisk betydning, men også en helt central plads i jødedommens historie og selvforståelse.
𝐙𝐈𝐎𝐍 𝐎𝐆 𝐙𝐈𝐎𝐍𝐈𝐒𝐌𝐄𝐍 - 𝐄𝐍 𝐃𝐄𝐋 𝐀𝐅 𝐕𝐎𝐑𝐄𝐒 𝐈𝐃𝐄𝐍𝐓𝐈𝐓𝐄𝐓
Og her vil jeg gerne standse op et øjeblik.
Zion er ikke et moderne opfundet begreb. Og zionismen opstod ikke ud af ingenting.
Zion har været en del af det jødiske folks historie, tro, bønner og længsel efter Jerusalem i tusinder af år.
Når jøder gennem generationer har bedt om at vende tilbage til Zion, har det ikke været en længsel efter et tilfældigt sted på verdenskortet.
Det har været en længsel efter vores historiske hjemland. Efter Jerusalem. Efter det land, hvor vores forfædre levede, og hvor vores templer stod.
Den længsel blev ikke opfundet af Theodor Herzl i slutningen af 1800-tallet.
Herzl var med til at organisere den moderne politiske zionisme, men han opfandt hverken Zion eller den jødiske tilknytning til landet Israel.
Zionismen udspringer af en årtusindgammel jødisk historie og længsel efter Zion. Den moderne bevægelse gav denne tilknytning en politisk form og gjorde ønsket om jødisk selvbestemmelse til et konkret nationalt projekt.
For mig er zionismen ikke en ideologi, der er opstået løsrevet fra min jødiske identitet.
Den er en del af min forståelse af, hvem jeg er, hvor mit folk kommer fra, og hvorfor Jerusalem og landet Israel har en betydning, der rækker tusinder af år tilbage.
Og det er her, Moria-bjerget bliver så betydningsfuldt.
𝐀𝐁𝐑𝐀𝐇𝐀𝐌, 𝐈𝐒𝐀𝐊 𝐎𝐆 𝐌𝐎𝐑𝐈𝐀-𝐁𝐉𝐄𝐑𝐆𝐄𝐓
I 1. Mosebog fortælles det, at Gud sætter Abraham på prøve og beder ham tage sin elskede søn Isak til landet Moria for at bringe ham som offer.
Abraham begiver sig af sted med Isak.
Da de nærmer sig stedet, spørger Isak sin far, hvor offerlammet er. Abraham svarer, at Gud selv vil sørge for det.
På bjerget bygger Abraham et alter og binder Isak.
Men i det afgørende øjeblik bliver han standset af en engel.
Isak bliver ikke ofret. I stedet ofrer Abraham en vædder.
Fortællingen om Akedat Yitzchak er en af de mest betydningsfulde i jødisk tradition og læses blandt andet på Rosh Hashanah.
I 1. Mosebog omtales stedet som landet Moria. Det er i 2. Krønikebog, at Moria-bjerget direkte forbindes med Jerusalem og Salomons tempel.
Denne forbindelse er central i jødisk tradition, selv om selve fortællingen om Abraham og Isak ikke kan bekræftes arkæologisk.
𝐆𝐑𝐔𝐍𝐃𝐋Æ𝐆𝐆𝐄𝐋𝐒𝐄𝐒𝐒𝐓𝐄𝐍𝐄𝐍 - 𝐇𝐕𝐎𝐑 𝐕𝐄𝐑𝐃𝐄𝐍 𝐁𝐄𝐆𝐘𝐍𝐃𝐓𝐄
Ifølge jødisk tradition er Moria-bjerget også forbundet med verdens skabelse.
Her findes Even HaShetiyah (אבן השתייה) – Grundlæggelsesstenen.
I rabbinsk tradition fortælles det, at verden blev grundlagt fra denne sten, som forbindes med Kodesh HaKodashim - Templets Allerhelligste.
Stenen identificeres traditionelt med klippen under den nuværende Klippehelligdom.
Andre jødiske traditioner forbinder også stedet med Adam, Kain og Abel samt Noa.
Det er religiøse traditioner, ikke arkæologisk dokumenterede begivenheder. Men de viser, hvor dybt Tempelbjerget er forankret i jødedommens forståelse af verden og menneskets forhold til Gud.
𝐃𝐄 𝐓𝐎 𝐉Ø𝐃𝐈𝐒𝐊𝐄 𝐓𝐄𝐌𝐏𝐋𝐄𝐑
Ifølge Tanakh købte kong David et stykke jord i Jerusalem af en mand ved navn Arauna.
Området blev dengang brugt til at skille korn fra strå efter høsten – det, man kaldte en tærskeplads.
Her byggede David et alter til Gud. Senere opførte hans søn, kong Salomon, Det Første Jødiske Tempel på stedet, som ifølge Tanakh lå på Moria-bjerget.
Templet blev centrum for israelitternes religiøse liv, præsternes tjeneste og de store valfartsfester.
Men i 586/587 f.v.t. blev Jerusalem erobret af babylonerne, og Templet blev ødelagt. Dele af befolkningen blev ført i eksil.
Efter perserkongen Kyros' erobring af Babylon i 539 f.v.t. fik jødiske eksilanter mulighed for at vende tilbage.
Det Andet Tempel blev færdiggjort omkring 516/515 f.v.t. og senere udvidet under kong Herodes.
I år 70 e.v.t. blev også dette tempel ødelagt – denne gang af romerne.
Efter Bar Kokhba-oprøret i 132–135 e.v.t. blev jøders adgang til og bosættelse i Jerusalem stærkt begrænset af de romerske myndigheder.
Det var endnu et alvorligt slag mod det jødiske folk og dets mulighed for at leve og udøve sin religion i Jerusalem.
Men selv om Templet var ødelagt, og adgangen til byen i perioder var begrænset, forsvandt Jerusalem aldrig fra den jødiske bevidsthed.
To templer blev ødelagt. Jøder blev fordrevet og udelukket fra deres helligste sted. Men den jødiske forbindelse til Jerusalem forsvandt ikke.
Den blev bevaret i Torahen, bønnerne, højtiderne og den jødiske erindring.
𝐀𝐑𝐊Æ𝐎𝐋𝐎𝐆𝐈𝐄𝐍 – 𝐍Å𝐑 𝐒𝐓𝐄𝐍𝐄𝐍𝐄 𝐅𝐎𝐑𝐓Æ𝐋𝐋𝐄𝐑
Og det er ikke kun de religiøse tekster, der fortæller om den jødiske historie på Tempelbjerget.
Det gør arkæologien også.
HaKotel - Vestmuren - er en del af de enorme støttemure, der omgav tempelområdet under Herodes.
Omkring Tempelbjerget har arkæologer fundet gamle gader, trapper, rituelle bade og bygningsrester fra Det Andet Tempels tid.
Ved det sydvestlige hjørne blev der fundet en hebraisk indskrift, LeBeit HaTekiah, som forbindes med stedet, hvorfra man blæste i trompet for at markere religiøse tidspunkter.
Der er også fundet græske advarselsindskrifter, som forbød ikke-jøder at træde ind i Templets inderste hellige område.
Det er konkrete arkæologiske vidnesbyrd om det jødiske religiøse liv i Jerusalem for omkring 2.000 år siden.
De beviser ikke alle de bibelske fortællinger, men de dokumenterer, at det jødiske tempel og dets religiøse funktioner var en del af Jerusalems antikke historie.
𝐓𝐄𝐌𝐏𝐄𝐋𝐁𝐉𝐄𝐑𝐆𝐄𝐓 𝐆𝐄𝐍𝐍𝐄𝐌 Å𝐑𝐇𝐔𝐍𝐃𝐑𝐄𝐃𝐄𝐑𝐍𝐄
Efter romernes ødelæggelse af Templet kom Jerusalem under skiftende herskere.
Efter den muslimske erobring i det 7. århundrede blev Tempelbjerget også et islamisk helligsted.
Klippehelligdommen blev opført i slutningen af 600-tallet, og Al-Aqsa-moskéen blev udviklet i den tidlige islamiske periode.
Stedet er i dag helligt for både jøder og muslimer.
Men den senere islamiske historie ændrer ikke ved, at Tempelbjerget allerede mange århundreder tidligere var centrum for det jødiske religiøse liv.
En interessant historisk detalje er, at Det Øverste Muslimske Råd i Jerusalem i 1925 udgav en guide til Tempelbjerget, hvor området blev beskrevet som stedet, hvor Salomons tempel havde stået.
Det er et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om, at forbindelsen mellem Tempelbjerget og det jødiske tempel også blev anerkendt i en muslimsk publikation.
𝐉𝐄𝐑𝐔𝐒𝐀𝐋𝐄𝐌 – 𝐄𝐍 𝐋Æ𝐍𝐆𝐒𝐄𝐋, 𝐃𝐄𝐑 𝐀𝐋𝐃𝐑𝐈𝐆 𝐅𝐎𝐑𝐒𝐕𝐀𝐍𝐃𝐓
Efter Templets ødelæggelse og gennem århundreder i diasporaen fortsatte jøder med at vende sig mod Jerusalem under bøn.
Ved afslutningen af Yom Kippur og ved pesachsederen lyder ordene: L'Shanah Haba'ah B'Yerushalayim.
Næste år i Jerusalem.
Tænk over det.
Generation efter generation har jøder gentaget disse ord - i Europa, Nordafrika, Mellemøsten og andre steder i verden.
Også i tider med forfølgelse og eksil.
Det er svært at forestille sig et tydeligere udtryk for, hvor dybt Jerusalem er forankret i den jødiske identitet.
𝐌𝐎𝐑𝐈𝐀-𝐁𝐉𝐄𝐑𝐆𝐄𝐓 – 𝐌𝐄𝐑𝐄 𝐄𝐍𝐃 𝐄𝐓 𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐒𝐊 𝐒𝐓𝐄𝐃
Når jeg tænker på Moria-bjerget, tænker jeg ikke kun på gamle sten eller bibelske fortællinger.
Jeg tænker på alle de generationer af jøder, der har bevaret deres tro, traditioner og tilknytning til Jerusalem gennem århundreder med forfølgelse, fordrivelse og eksil.
Og jeg tænker på, hvor historieløst det er, når nogen fremstiller jødernes tilknytning til landet Israel, som om den først begyndte i 1948.
Staten Israel blev genoprettet i 1948. Men det jødiske folks historie i landet begyndte ikke i 1948.
Og zionismen opstod heller ikke ud af ingenting.
Den bygger på en historisk og national tilknytning, som har været bevaret gennem generationer.
For mig handler zionismen om det jødiske folks ret til selvbestemmelse i vores historiske hjemland.
Og Moria-bjerget viser, hvor langt tilbage denne forbindelse går.
I ugens parasha bliver Abraham sat på en næsten ufattelig prøve. Men fortællingen slutter med, at Isaks liv bliver skånet.
Det minder os om, at livet er dyrebart, og at de fortællinger, vores forfædre har overleveret, stadig kan få os til at reflektere over tro og ansvar.
Man kan ødelægge et tempel. Man kan fordrive et folk. Men man kan ikke uden videre udslette dets historie, erindring og tilknytning til et sted.
Det er derfor, Moria-bjerget betyder så meget.
Det er derfor, Jerusalem betyder så meget.
Og det er derfor, Zion aldrig blot har været et navn på et bjerg. Det er en del af vores historie, vores tro og vores jødiske identitet.