YAVNE
Yavne har for mig altid haft en helt anden betydning. Min første kæreste kom fra Yavne. Dengang tænkte jeg bestemt ikke på Rabban Yochanan ben Zakkai, Templets ødelæggelse eller rabbinsk jødedoms overlevelse. For os var Yavne bare Yavne – en lille israelsk by, som ikke ligefrem havde landets mest glamourøse ry. Så jeg sagde ikke ligefrem “Wow, han kommer fra Yavne!”
Først langt senere forstod jeg, at denne forholdsvis anonyme by gemmer på en af de vigtigste fortællinger i hele den jødiske historie.
Yavne ligger syd for Tel Aviv. Byen har en historie, der går tilbage til oldtiden og optræder i forskellige former som Yavne/Jabneel/Jamnia. Men det er især begivenhederne omkring Jerusalems og Det Andet Tempels ødelæggelse i år 70 e.Kr., der har gjort Yavne til et helt særligt sted i jødisk historie.
Ifølge den rabbinske tradition forlod Rabban Yochanan ben Zakkai det belejrede Jerusalem og fik den romerske leder Vespasian til at tillade ham at etablere et jødisk lærdomscenter i Yavne.
Den berømte formulering i Talmud er:
“Giv mig Yavne og dens vise.”
Det er en fantastisk sætning, fordi den fortæller noget om det valg, der blev truffet.
Jerusalem kunne ikke reddes.
Templet kunne ikke reddes.
Den politiske selvstændighed kunne ikke reddes.
Men jødedommens fremtid kunne.
I Yavne blev lærde efter templets ødelæggelse centrale i arbejdet med at videreføre og udvikle et jødisk liv, hvor Torah, bøn, studier, halakha og hjemmets religiøse praksis kunne bære traditionen videre uden Templet som centrum.
Det er dog værd at være lidt historisk præcis: Man hører nogle gange, at “jødedommen blev skabt i Yavne”, eller at rabbinerne dér fastlagde hele den hebraiske bibels kanon. Det er for enkelt. Udviklingen af rabbinsk jødedom var en lang proces, både før og efter år 70. Men Yavne blev uden tvivl et vigtigt symbol og centrum i denne overgang.
Derfor, passer Yavne så smukt til en Shabbat-hilsen.
Hvad tager vi med os, når verden omkring os bryder sammen?
Ikke altid bygningerne.
Ikke altid institutionerne.
Ikke engang de steder, vi troede skulle eksistere for evigt.
Men vi kan tage ordene, erindringen, værdierne og traditionen med os.
Næsten 2.000 år senere tænder jøder stadig Shabbat-lys. Vi siger Kiddush. Vi læser Torah. Vi lærer vores børn de samme fortællinger, som generationerne før os lærte deres børn.
Derfor synes jeg, din sætning er meget stærk:
“De samme ord. De samme lys. Den samme Torah. Generationer før os … og en dag vil generationerne efter os gøre det samme.”
Yavne fortæller på en måde hvorfor det blev muligt.
Og der er en næsten utrolig historisk cirkel i, at Yavne i dag igen er en levende israelsk by. Det sted, der forbindes med jødisk overlevelse efter tabet af Jerusalem, ligger nu i en moderne jødisk stat.
Yavne var i mange år ikke en by med særlig høj status i Israel. Efter staten Israels genoprettelse voksede byen kraftigt gennem indvandring, blandt andet med jødiske immigranter fra Nordafrika og Mellemøsten. Der blev etableret ma'abarot - midlertidige immigrantlejre - i området, og mange familier begyndte deres liv i Israel under meget beskedne forhold.
Senere blev Yavne udviklet som en development town lignende by. Den type israelske byer var ofte præget af billigere boliger, færre lokale muligheder og befolkningsgrupper med vanskeligere socioøkonomiske vilkår end i de velstående områder omkring eksempelvis Tel Aviv. Yavne havde derfor i perioder et lidt “arbejderby/periferiby”-agtigt ry.
Men det interessante er, at Yavne i dag er en ganske anden by. Den er vokset kraftigt, har fået nye boligområder og bedre transportforbindelser, og placeringen mellem Tel Aviv-området, Rehovot og Ashdod har gjort den langt mere attraktiv.
En by med en enorm jødisk historie, som i moderne israelsk historie længe stod lidt i skyggen
