Sderot

𝑶𝒎𝒓å𝒅𝒆𝒕 𝒊 𝒃𝒊𝒃𝒆𝒍𝒔𝒌 𝒕𝒊𝒅

Sderot er ikke Jerusalem, Hebron eller Tiberias.

Her finder vi ikke en gammel bibelsk by med samme navn. Selve Sderot er en moderne by.

Men området, hvor Sderot ligger, har en historie, der fører os tusinder af år tilbage – til det gamle grænseland mellem israelitterne og filistrene.

Og her er det vigtigt at skelne mellem Bibelens filistre og nutidens palæstinensere. Filistrene var ikke arabere. De forbindes arkæologisk med de såkaldte havfolk og havde stærke forbindelser til Ægæerområdet og det østlige Middelhav – områder omkring blandt andet det, vi i dag forbinder med Grækenland og de ægæiske øer. Omkring det 12. århundrede f.v.t. slog de sig ned langs den sydlige middelhavskyst, blandt andet omkring Gaza, Ashkelon og Ashdod. Det er derfor ikke historisk korrekt blot at sidestille Bibelens filistre med nutidens palæstinensere, selv om ordene filister og Palæstina senere fik en sproglig forbindelse.

Gaza var en af filistrenes fem vigtigste byer sammen med Ashkelon, Ashdod, Ekron og Gat.

Og det er naturligvis her, vi møder en af Tanakhs mest kendte og tragiske skikkelser:

𝙎𝙖𝙢𝙨𝙤𝙣.

Det er i Gaza, at Samson ifølge Dommerbogen river byportens døre og stolper op og bærer dem bort.

Og det er også i Gaza, hans historie ender.

Efter at være blevet forrådt af Delila bliver Samson fanget og blindet af filistrene. Han føres til Gaza, hvor han i templet for Dagon vælter søjlerne, så bygningen styrter sammen over ham selv og de mennesker, der befinder sig der.

Området omkring det nuværende Sderot lå altså i en region, som allerede i de bibelske fortællinger var præget af mødet – og ofte konflikten – mellem forskellige folk.

𝙀𝙩 𝙤𝙢𝙧å𝙙𝙚 𝙢𝙚𝙡𝙡𝙚𝙢 𝙫𝙚𝙧𝙙𝙚𝙣𝙚𝙧

Geografien har altid haft betydning.

Området omkring Gaza og den vestlige Negev lå tæt på den gamle forbindelse mellem Egypten og landene længere mod nord.

Gennem århundrederne bevægede handlende, hære og forskellige folkeslag sig gennem regionen.

Assyrere, babyloniere, persere, grækere, romere, byzantinere, arabiske dynastier, korsfarere, mamlukker og osmannerne kontrollerede på forskellige tidspunkter området.

Og så springer vi mange århundreder frem.

1951 – 𝙙𝙚𝙩 𝙢𝙤𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙎𝙙𝙚𝙧𝙤𝙩 𝙗𝙡𝙞𝙫𝙚𝙧 𝙩𝙞𝙡 Israel

Historien om det moderne Sderot begynder for alvor i 1951, blot tre år efter genoprettelsen af staten Israel.

Den genoprettede stat Israel stod over for en enorm opgave.

Hundredtusinder af jøder ankom til Israel fra Europa, Mellemøsten og Nordafrika. Mange var flygtninge eller var blevet fordrevet fra de lande, hvor deres familier havde levet gennem generationer. Andre forlod deres hjemlande under voksende antisemitisme, forfølgelse og usikkerhed.

Der var akut behov for boliger og nye lokalsamfund.

I 1951 blev der derfor etableret en ma'abara – en midlertidig lejr for de mange nyankomne jøder – i området, hvor Sderot senere voksede frem.

De første omkring 80 familier kom hovedsageligt fra Kurdistan og Iran.

De kom ikke til en færdig by. Boligforholdene var beskedne, infrastrukturen begrænset, og livet var langt fra let.

Men de begyndte at bygge.

De skabte et nyt hjem i Israel.

𝙃𝙫𝙤𝙧 𝙠𝙤𝙢𝙢𝙚𝙧 𝙣𝙖𝙫𝙣𝙚𝙩 𝙎𝙙𝙚𝙧𝙤𝙩 𝙛𝙧𝙖?

Byens navn har en historie, som jeg synes passer utrolig smukt til Sderot.

Sderot – שְׂדֵרוֹת – betyder “alléer” eller “boulevarder” på hebraisk.

Da immigrantlejren blev etableret i 1951, blev den oprindeligt kaldt Gevim-Dorot efter de nærliggende kibbutzer.

I 1955 fik den permanente bebyggelse officielt navnet Sderot, fastlagt af Israels statslige navnekomité.

Navnet henviste til de trærækker og alléer, som Keren Kayemeth LeIsrael – Jødisk Nationalfond – plantede langs vejene i Negev.

Der er noget ved det billede, jeg holder meget af.

Nye immigranter kommer til et barskt område i en stat, der kun er få år gammel.

De bygger huse.

De skaber familier.

De planter træer.

De slår rødder.

Og stedet får navnet:

Sderot – alléer.

Et navn, der på sin egen måde fortæller historien om ønsket om at slå rødder og skabe liv.

𝙀𝙣 𝙗𝙮 𝙖𝙛 𝙢𝙖𝙣𝙜𝙚 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚𝙧

Sderots historie blev efterhånden også historien om Israels mange forskellige jødiske befolkningsgrupper.

I 1990'erne kom mange jøder fra det tidligere Sovjetunionen til byen, og også etiopiske jøder blev en del af Sderots befolkning.

I 1996 fik Sderot officielt status som by.

Sderot blev også kendt for sit levende musikmiljø. Musikere med rødder i blandt andet nordafrikanske jødiske miljøer blandede deres forældres musiktraditioner med moderne israelsk musik.

Sderot blev ikke bare en by tæt på Gaza.

Den fik sin egen stemme i israelsk kultur.

𝘽ø𝙧𝙣𝙚𝙣𝙚, 𝙨𝙞𝙧𝙚𝙣𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙤𝙜 𝙗𝙚𝙨𝙠𝙮𝙩𝙩𝙚𝙡𝙨𝙚𝙨𝙧𝙪𝙢𝙢𝙚𝙣𝙚

Efter Israels tilbagetrækning fra Gazastriben i 2005 og særligt efter Hamas' magtovertagelse i Gaza i 2007 blev raketangreb fra Gaza en tilbagevendende del af livet i det sydlige Israel.

Sderot ligger ganske få kilometer fra Gaza og blev derfor en af de israelske byer, hvor rakettruslen kom helt tæt på hverdagen.

Prøv et øjeblik at forestille jer det:

At være barn og vide, at når sirenen lyder, har du kun ganske kort tid til at komme i sikkerhed.

At lege på en legeplads, hvor et beskyttelsesrum er lige så naturligt en del af omgivelserne som en gynge eller en rutsjebane.

At gå i børnehave og skole i bygninger, hvor beskyttelse mod raketter er tænkt ind i hverdagen.

Israel, organisationer og private donorer har gennem årene investeret betydelige beløb i beskyttelsesrum og forstærkede institutioner.

Det er også derfor, vi gennem Dansk-Israelsk Forening valgte at bidrage til beskyttelsen af en børnehave i Sderot.

Generationer af børn er vokset op med sirener og raketter.

Og alligevel fortsatte livet.

Folk gik på arbejde.

Børn gik i skole.

Familier fejrede Shabbat og højtider.

Mennesker forelskede sig, blev gift og fik børn.

De spillede musik.

De byggede hjem.

Mange nægtede ganske enkelt at lade terror og frygt bestemme, hvor de måtte bo, og hvilket liv de måtte leve.

7. 𝙤𝙠𝙩𝙤𝙗𝙚𝙧 2023

Og så kom morgenen, der forandrede Sderot – og hele Israel.

7. oktober 2023.

Tidligt om morgenen begyndte raketangrebene, og kort efter trængte bevæbnede Hamas-terrorister ind i Sderot.

Pludselig var terroren ikke længere kun noget, der kom gennem luften.

Den var inde i byen.

Mennesker blev myrdet på gaderne, og familier blev revet itu.

Et af de steder, der blev centrum for nogle af de hårdeste kampe, var Sderots politistation, som blev angrebet og indtaget af terrorister.

Israelske politifolk og sikkerhedsstyrker kæmpede i mange timer for at generobre stationen. Til sidst blev bygningen ødelagt for at nedkæmpe de terrorister, der havde forskanset sig der.

Efter angrebet blev store dele af Sderots befolkning evakueret.

Familier måtte forlade deres hjem uden at vide, hvornår – eller om – de kunne vende tilbage.

Og spørgsmålet blev:

Kan man overhovedet vende hjem efter sådan noget?

𝙎𝙙𝙚𝙧𝙤𝙩 𝙞 𝙙𝙖𝙜 – 𝙖𝙩 𝙫æ𝙡𝙜𝙚 𝙡𝙞𝙫𝙚𝙩

Mennesker vendte tilbage.

Ikke alle på én gang.

Ikke uden frygt.

Og bestemt ikke uden sorg og traumer.

Men langsomt kom livet tilbage.

Børn vendte tilbage til skolerne.

Butikker åbnede.

Der blev arbejdet.

Der blev plantet.

Der blev bygget.

Og fredag aften blev der igen tændt Shabbat-lys i hjemmene.

De lever.

Sderot har nægtet at lade 7. oktober være det sidste kapitel i byens historie.

Og det er derfor, jeg har valgt Sderot denne uge.

For i denne uges Torah-læsning, Nitzavim–Vayeilech, møder vi ordene:

“Vælg livet.”

Sderots historie er ikke kun historien om raketter, krig og 7. oktober.

Det er også historien om mennesker fra Kurdistan, Iran, Marokko, Rumænien, Etiopien, det tidligere Sovjetunionen og mange andre steder, som gjorde denne lille by i Negev til deres hjem.

De byggede.

De plantede.

De slog rødder.

De skabte familier og musik.

Og efter en af de mørkeste dage i Israels historie vendte mennesker tilbage og begyndte at bygge igen.

Ikke fordi de har glemt.

Men fordi livet skal fortsætte.

Vi husker de døde.

Vi bærer sorgen med os.

Men vi vælger livet.

Og derfor passer Naomi Shemers ord så smukt til historien om Sderot:

Lu Yehi – måtte det blive sådan.