1960'erne - Drypvanding

Det israelske drypvandingssystem

Det israelske drypvandingssystem  er en metode, hvor vand føres gennem et netværk af hovedrør og tynde plastslanger frem til små dryp enheder – såkaldte dryppere – ved planternes rødder. Dryppende afgiver vandet langsomt og i kontrollerede mængder.

Systemet kan også tilføre opløst gødning sammen med vandet, en metode kaldet fertigation. Filtre, trykregulatorer og ventiler sikrer en ensartet vandmængde og mindsker risikoen for tilstopning.

Fordelene er blandt andet:

• mindre fordampning og overfladeafstrømning
• mindre ukrudtsvækst, fordi kun rodzonen vandes
• præcis styring af vand og næringsstoffer
• mulighed for dyrkning i tørre områder og på saltholdig jord
• ofte lavere vandforbrug og større udbytte end ved overrisling eller sprinkling

Den moderne plastbaserede drypvanding blev udviklet af den polsk-israelske vandingeniør Simcha Blass sammen med hans søn Yeshayahu Blass. Inspirationen kom fra en observation i 1930’erne: Et træ voksede usædvanligt kraftigt, fordi en utæt vandledning langsomt tilførte vand under jordoverfladen.

Det egentlige tekniske udviklingsarbejde tog fart i slutningen af 1950’erne. I 1959 fremstillede og patenterede Simcha og Yeshayahu Blass et tidligt fungerende system. Deres vigtige forbedring var en plastdrypper med forholdsvis brede og lange indvendige kanaler, hvor friktion reducerede vandtrykket. Det var mindre tilbøjeligt til at stoppe til end systemer med meget små huller.

I 1965 indgik Blass et samarbejde med kibbutz Hatzerim i Negev Ørkenen, og virksomheden Netafim blev grundlagt for at fremstille og videreudvikle teknologien. Ingeniøren Rafi Mehudar bidrog senere til mere avancerede, trykkompenserende og selvrensende dryppere.

Kort sagt blev idéen erkendt i 1930’erne, den moderne tekniske løsning udviklet omkring 1959, og systemet sat i industriel produktion fra 1965.