Antizionisme som moderne jødehad

Kommentar: Fjendtlighed mod Israel og zionister bliver ofte behandlet som noget andet end antisemitisme. Men den skelnen kan skjule, at antizionisme i praksis fungerer som en særskilt form for jødehad.

Når nogen siger: “Jeg er ikke antisemitisk, jeg elsker jøder, men jeg hader bare zionister,” lyder det for mange som en legitim politisk skelnen. Men for de fleste jøder er forbindelsen til Israel ikke et løst politisk tilvalg. Derfor rammer fjendtlighed mod zionismen ofte det jødiske kollektiv.

Den moderne antizionisme fik international kraft under den kolde krig. Efter Israels sejr i Seksdageskrigen i 1967 fremstillede Sovjetunionen zionismen som racistisk, kolonialistisk og imperialistisk. I 1975 vedtog FN’s Generalforsamling resolution 3379, der kaldte zionisme for racisme. Resolutionen blev ophævet i 1991, men forestillingen havde sat sig fast.

Resultatet blev en tilladelsesseddel: Man kunne fordømme antisemitisme og samtidig legitimere fjendtlighed mod Israel, zionister og jødiske institutioner som moralsk nødvendig kritik.

En gammel cyklus i ny form

Jødehad har historisk antaget flere former. I middelalderen blev jøder mistænkeliggjort som religiøse fjender. I den moderne nationalstats tidsalder blev de fremstillet som en farlig race, fremmede og illoyale. I dag rettes mange af de samme mønstre mod Israel og “zionister”.

Beskyldningerne ændrer sig, men mønsteret gentager sig: injurier skaber stigma, stigma fører til udelukkelse og vold, og bagefter kommer benægtelsen. Derfor er det utilstrækkeligt kun at tale om antisemitisme, når antizionisme får sin egen funktion som socialt accepteret jødehad.

Hvorfor ordet betyder noget

Efter Holocaust blev åben antisemitisme socialt uacceptabel i store dele af Vesten. Men fordomme forsvinder ikke nødvendigvis; de tilpasser sig. En jøde kan i dag blive accepteret, hvis vedkommende tager afstand fra Israel, mens jødiske institutioner eller studerende kan mødes med fjendtlighed, når de forbindes med zionisme.

Hvis antizionisme først tages alvorligt, når den ligner velkendt antisemitisme, overser man de situationer, hvor jøder marginaliseres netop som zionister. Det er grunden til, at antizionisme bør navngives som sin egen kategori.

Nutidige eksempler

Debatten ses også i amerikansk politik og på universiteter. Når Israel igen og igen beskrives som grundlæggende illegitimt, kan fjendtligheden brede sig til jødiske borgere, studerende og institutioner. Det betyder ikke, at enhver hård kritik af Israel er jødehad, men det kræver opmærksomhed på, hvornår kritikken rammer jøder som kollektiv.

En nylig sag om jødiske studerende på MIT illustrerer problemet. Hvis chikane beskrives som rettet mod “zionister” snarere end jøder, risikerer den ikke at blive opfattet som antijødisk diskrimination. Dermed kan selve ordet antizionisme blive den sociale og juridiske undskyldning for ikke at handle.

Antizionisme bør derfor beskrives præcist: ikke som en almindelig politisk uenighed i sig selv, men som en moderne form for jødehad, når den nægter jøder kollektiv selvbestemmelse, dæmoniserer Israel som jødisk stat eller gør jøder ansvarlige for dens handlinger.

Sproget har ændret sig, men cyklussen er genkendelig. Hvis vi ikke tør navngive den, risikerer vi at overse den.