Europa finder bedemåtten frem i underkastelse, mens Israel danser igen
Israel har vundet over terroren, men Europa kan se frem til en bølge af ondskab, som vi selv har bragt over os, mener teologistuderende Daniel Karpantschof
Herunder et lille udpluk fra af Daniel Karpantschof, teologistuderende og tidligere dansk filmkonsulent og ungdomsrepræsentant i UNESCO.
Hele kronikken kan læses på Europa finder bedemåtten frem i underkastelse, mens Israel danser igen | Kristeligt Dagblad
Den 7. oktober 2023 blev Israel angrebet i et af de mest brutale terrorangreb i moderne tid. Tusinder af civile blev myrdet, voldtaget og bortført. Det var ikke en territorial konflikt, men et forsøg på udslettelse. Dokumenter viser dette: "Burn. Slaughter. Broadcast"; håndskrevet af Sinwar, i hans netværk af kujontunneller.
To år senere er det utvetydigt: Israel sejrede. Europa tabte.
Men Israels sejr var også politisk.
Landet stod fast trods massiv international pression og mediepres. Det nægtede at lade verdens meninger diktere sin ret til selvforsvar – og endte med at skabe resultater, som selv skeptikerne nu må anerkende: en ny regional orden. Alle forsøg på at frasige sig den jødiske stat på verdensscenen er – endnu engang – blevet mødt med stenmur. Eurovision, UEFA, FIFA og Hollywood kan stå med nok så mange røde hænder.
For første gang i nyere tid blev Hamas presset af den arabiske verden – ikke støttet af den. Iran er trængt i defensiven, Hizbollah tøvede, og de Houthi-angreb (eller "Hizbollah fra Temu", som de er kendt som i Israel), der tidligere skabte global frygt, blev mødt med koordinerede svar fra vestlige og arabiske styrker.
Mellemøsten har lært, hvad Europa har glemt: at fred ikke skabes af dem, der forstår terror, men af dem, der besejrer den.
De seneste dages billeder fra Gaza viser, at terror ikke blot korrumperer sjælen – den fortærer sig selv. Efter gidselaftalen henretter Hamas nu sine egne i gaderne, mens kun de mandlige gidsler vender hjem i live. De kvindelige – som verden ellers hævdede at kæmpe for – er forsvundet under påskud, som selv regimets støtter ikke længere tror på. Og for hver en civil, der frigives, har Israel under internationalt pres været tvunget til at løslade dømte massemordere og gerningsmænd bag terror mod børn og familier. Det er ikke symmetri – det er moralsk inversion.
Antisemitismen er ikke vendt tilbage – den forsvandt aldrig. I Frankrig steg antisemitiske overgreb med 400 procent. I Tyskland med 80 procent. 96 procent af EU's jøder siger, at antisemitisme nu er en del af hverdagen. I Holland og Belgien nåede tallene rekordhøjde i 2024.
Europas medier spiller med. Overskrifterne taler om "kamp mellem parter" og "proportioner", som om et demokrati og en islamistisk milits var moralske modparter. Den journalistiske balance er blevet til etisk blindhed. Mens Jotam Confino måtte afgå som korrespondent på TV 2, har journalister i DR underskrevet erklæringer imod Israel.
End ikke kirken stod fast. Otte af landets 10 biskopper valgte i 2024 at fordømme Israels militære fremfærd – men uden ét ord om de jødiske gidsler, de voldtagne kvinder eller Hamas' børnesoldater. Ej heller har de otte biskopper hverken tid, energi eller kristelighed nok til at fordømme de titusindvis af kristne lig, der ligger i Sudan, Nigeria, Syrien eller Egypten. Kristent blod er ikke mere værd, end at det kan glemmes for at udgyde jødisk.
At Europas præster igen fordømmer jøder, før de fordømmer antisemitismen, er ikke nyt. Det er en gentagelse. I stedet for at forsvare civilisationens grundprincip – at mennesket har ret til at forsvare sig mod ondskab – faldt også kirkens ledere for fristelsen til moralsk symmetri.
Hver indrømmelse til ekstremismen bliver en invitation til mere af det samme.
Den eneste fremtid for et muligt palæstinensisk selvstyre må begynde dér, hvor hadet ender. Som efter Det Tredje Riges fald, som i Rwanda efter folkemordet, som i Sydafrika efter apartheid: først når befolkningen selv tager ansvar for sine forbrydelser, kan forsoningen begynde.
Men den vej blokeres i dag af Europas politik.
Når lande som Spanien, Irland, Norge, Belgien og Slovenien anerkender en stat, før volden er afvist, lærer de regionen og deres herboende frænder, at terror virker. De underminerer den fremtidige forsoning, de hævder at støtte, og inviterer samtidig ekstremismen indenfor i deres egne samfund.
Europa finder bedemåtten frem i underkastelse, mens Israel danser igen
Israel har vundet over terroren, men Europa kan se frem til en bølge af ondskab, som vi selv har bragt over os, mener teologistuderende Daniel Karpantschof
Daniel Karpantschof, iværksætter og stud.theol
Den 7. oktober 2023 blev Israel angrebet i et af de mest brutale terrorangreb i moderne tid. Tusinder af civile blev myrdet, voldtaget og bortført. Det var ikke en territorial konflikt, men et forsøg på udslettelse. Dokumenter viser dette: "Burn. Slaughter. Broadcast"; håndskrevet af Sinwar, i hans netværk af kujontunneller.
To år senere er det utvetydigt: Israel sejrede. Europa tabte.
Men Israels sejr var også politisk.
Landet stod fast trods massiv international pression og mediepres. Det nægtede at lade verdensmeninger diktere sin ret til selvforsvar – og endte med at skabe resultater, som selv skeptikerne nu må anerkende: en ny regional orden. Alle forsøg på at frasige sig den jødiske stat på verdensscenen er – endnu engang – blevet mødt med stenmur. Eurovision, UEFA, FIFA og Hollywood kan stå med nok så mange røde hænder.
For første gang i nyere tid blev Hamas presset af den arabiske verden – ikke støttet af den. Iran er trængt i defensiven, Hizbollah tøvede, og de Houthi-angreb (eller "Hizbollah fra Temu", som de er kendt som i Israel), der tidligere skabte global frygt, blev mødt med koordinerede svar fra vestlige og arabiske styrker.
Mellemøsten har lært, hvad Europa har glemt: at fred ikke skabes af dem, der forstår terror, men af dem, der besejrer den.
De seneste dages billeder fra Gaza viser, at terror ikke blot korrumperer sjælen – den fortærer sig selv. Efter gidselaftalen henretter Hamas nu sine egne i gaderne, mens kun de mandlige gidsler vender hjem i live. De kvindelige – som verden ellers hævdede at kæmpe for – er forsvundet under påskud, som selv regimets støtter ikke længere tror på. Og for hver en civil, der frigives, har Israel under internationalt pres været tvunget til at løslade dømte massemordere og gerningsmænd bag terror mod børn og familier. Det er ikke symmetri – det er moralsk inversion.
Antisemitismen er ikke vendt tilbage – den forsvandt aldrig. I Frankrig steg antisemitiske overgreb med 400 procent. I Tyskland med 80 procent. 96 procent af EU's jøder siger, at antisemitisme nu er en del af hverdagen. I Holland og Belgien nåede tallene rekordhøjde i 2024.
Europas medier spiller med. Overskrifterne taler om "kamp mellem parter" og "proportioner", som om et demokrati og en islamistisk milits var moralske modparter. Den journalistiske balance er blevet til etisk blindhed. Mens Jotam Confino måtte afgå som korrespondent på TV 2, har journalister i DR underskrevet erklæringer imod Israel.
Otte af landets 10 biskopper valgte i 2024 at fordømme Israels militære fremfærd.
End ikke kirken stod fast. Otte af landets 10 biskopper valgte i 2024 at fordømme Israels militære fremfærd – men uden ét ord om de jødiske gidsler, de voldtagne kvinder eller Hamas' børnesoldater. Ej heller har de otte biskopper hverken tid, energi eller kristelighed nok til at fordømme de titusindvis af kristne lig, der ligger i Sudan, Nigeria, Syrien eller Egypten. Kristent blod er ikke mere værd, end at det kan glemmes for at udgyde jødisk.
At Europas præster igen fordømmer jøder, før de fordømmer antisemitismen, er ikke nyt. Det er en gentagelse. I stedet for at forsvare civilisationens grundprincip – at mennesket har ret til at forsvare sig mod ondskab – faldt også kirkens ledere for fristelsen til moralsk symmetri.
Hver indrømmelse til ekstremismen bliver en invitation til mere af det samme.
Den eneste fremtid for et muligt palæstinensisk selvstyre må begynde dér, hvor hadet ender. Som efter Det Tredje Riges fald, som i Rwanda efter folkemordet, som i Sydafrika efter apartheid: først når befolkningen selv tager ansvar for sine forbrydelser, kan forsoningen begynde.
Men den vej blokeres i dag af Europas politik.
Når lande som Spanien, Irland, Norge, Belgien og Slovenien anerkender en stat, før volden er afvist, lærer de regionen og deres herboende frænder, at terror virker. De underminerer den fremtidige forsoning, de hævder at støtte, og inviterer samtidig ekstremismen indenfor i deres egne samfund.