SEBASTIA

SEBASTIA

𝐇𝐈𝐒𝐓𝐎𝐑𝐈𝐄𝐍 𝐊𝐀𝐍 𝐈𝐊𝐊𝐄 𝐎𝐌𝐒𝐊𝐑𝐈𝐕𝐄𝐒 𝐕𝐄𝐃 𝐄𝐍 𝐀𝐅𝐒𝐓𝐄𝐌𝐍𝐈𝐍𝐆.

Hvorfor skriver jeg om Sebastia netop nu?

𝙁𝙤𝙧𝙙𝙞 𝙐𝙉𝙀𝙎𝘾𝙊 𝙛𝙤𝙧 𝙛å 𝙙𝙖𝙜𝙚 𝙨𝙞𝙙𝙚𝙣 𝙗𝙚𝙨𝙡𝙪𝙩𝙩𝙚𝙙𝙚 𝙖𝙩 𝙤𝙥𝙩𝙖𝙜𝙚 𝙎𝙚𝙗𝙖𝙨𝙩𝙞𝙖 𝙥å 𝙑𝙚𝙧𝙙𝙚𝙣𝙨𝙖𝙧𝙫𝙨𝙡𝙞𝙨𝙩𝙚𝙣 𝙪𝙣𝙙𝙚𝙧 "𝙎𝙩𝙖𝙩𝙚 𝙤𝙛 𝙋𝙖𝙡𝙚𝙨𝙩𝙞𝙣𝙚" (𝙚𝙣 𝙨𝙩𝙖𝙩, 𝙙𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙚𝙠𝙨𝙞𝙨𝙩𝙚𝙧𝙚𝙧 𝙚𝙣𝙙𝙣𝙪 𝙤𝙜 𝙖𝙡𝙙𝙧𝙞𝙜 𝙝𝙖𝙧 𝙚𝙠𝙨𝙞𝙨𝙩𝙚𝙧𝙚𝙩).

Beslutningen har fået mig til at tænke over, hvor vigtigt det er, at vi kender historien bag stedet.

Ikke den politiske historie.

Men den historiske.

Den arkæologiske.

Den dokumenterede.

For Sebastia er ikke blot en ruin i Samaria.

𝙎𝙚𝙗𝙖𝙨𝙩𝙞𝙖 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙖𝙣𝙩𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙎𝙖𝙢𝙖𝙧𝙞𝙖 – 𝙝𝙤𝙫𝙚𝙙𝙨𝙩𝙖𝙙𝙚𝙣 𝙞 𝙆𝙤𝙣𝙜𝙚𝙧𝙞𝙜𝙚𝙩 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡. 𝘿𝙚𝙩 𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙚𝙣 𝙝𝙤𝙡𝙙𝙣𝙞𝙣𝙜. 𝘿𝙚𝙩 𝙚𝙧 𝙙𝙤𝙠𝙪𝙢𝙚𝙣𝙩𝙚𝙧𝙚𝙩 𝙜𝙚𝙣𝙣𝙚𝙢 𝙖𝙧𝙠æ𝙤𝙡𝙤𝙜𝙞, 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙠𝙞𝙡𝙙𝙚𝙧 𝙤𝙜 𝙢𝙚𝙧𝙚 𝙚𝙣𝙙 100 å𝙧𝙨 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙠𝙣𝙞𝙣𝙜.

𝙁𝙤𝙧 𝙢𝙞𝙜 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩𝙩𝙚 𝙚𝙣𝙙𝙣𝙪 𝙚𝙩 𝙚𝙠𝙨𝙚𝙢𝙥𝙚𝙡 𝙥å, 𝙖𝙩 𝙙𝙚𝙣 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙠𝙪𝙡𝙩𝙪𝙧𝙖𝙧𝙫 𝙧𝙞𝙨𝙞𝙠𝙚𝙧𝙚𝙧 𝙖𝙩 𝙗𝙡𝙞𝙫𝙚 𝙣𝙚𝙙𝙩𝙤𝙣𝙚𝙩 𝙞 𝙞𝙣𝙩𝙚𝙧𝙣𝙖𝙩𝙞𝙤𝙣𝙖𝙡𝙚 𝙗𝙚𝙨𝙡𝙪𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜𝙚𝙧.

Sebastia er et sted, som de færreste besøger, men som rummer en af de vigtigste fortællinger om det jødiske folks historie.

Omkring år 880 f.Kr. købte kong Omri et område af en mand ved navn Shemer. Her grundlagde han en ny hovedstad for Kongeriget Israel og gav den navnet Shomron – Samaria.

Det var Israels politiske centrum.

Det var herfra Israels konger regerede.

Det var her, kong Akab opførte sit palads sammen med dronning Jezebel.

Det var her, profeterne Elias og Elisa udfordrede kongemagten og kaldte folket tilbage til Israels Gud.

I næsten 160 år var Samaria hovedstad for Nordriget Israel, indtil assyrerne erobrede byen i 722 f.Kr.

Men historien sluttede ikke dér.

Perserne kom.

Grækerne kom.

Romerne kom.

Omkring år 30 f.Kr. genopbyggede Herodes den Store byen og gav den navnet Sebaste til ære for kejser Augustus.

Senere fulgte byzantinerne, de muslimske dynastier, korsfarerne og osmannerne.

Alle satte deres spor.

Derfor er Sebastia et enestående historisk sted.

Historien ligger lag på lag.

𝙈𝙚𝙣 𝙙𝙚 𝙣𝙚𝙙𝙚𝙧𝙨𝙩𝙚 𝙡𝙖𝙜 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙫𝙞𝙣𝙙𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚, 𝙗𝙡𝙤𝙩 𝙛𝙤𝙧𝙙𝙞 𝙣𝙮𝙚 𝙘𝙞𝙫𝙞𝙡𝙞𝙨𝙖𝙩𝙞𝙤𝙣𝙚𝙧 𝙠𝙤𝙢𝙢𝙚𝙧 𝙩𝙞𝙡.

Arkæologerne har gennem mere end et århundrede udgravet rester af israelitiske kongebygninger, massive bymure, administrative bygninger, hebraiske fund, mønter og de berømte Samaria-elfenbensudskæringer, som vidner om rigdommen ved Israels kongers hof.

Ingen seriøse historikere betvivler, at Sebastia er det antikke Samaria.

Det er derfor, denne beslutning bekymrer mig.

Ikke fordi jeg har noget imod, at Sebastia også fortæller romersk, byzantinsk, kristen og muslimsk historie.

Tværtimod.

Det gør stedet endnu rigere.

Historien består af mange lag.

Og igen:

Det er også værd at spørge, hvad de palæstinensiske myndigheder ønsker med UNESCO-optagelsen.

De har blandt andet bedt UNESCO om:

at anerkende Sebastia som et palæstinensisk verdensarvssted,

at anerkende de palæstinensiske myndigheder som stedets officielle forvalter,

at lægge pres på Israel for at standse israelske udgravninger og udviklingsprojekter,

og at sende internationale missioner til området.

Her ligger efter min opfattelse kernen i konflikten.

Den handler ikke om, hvad Sebastia var.

Arkæologien er i vid udstrækning samstemmende om, at stedet var det israelitiske kongedømmes hovedstad.

Konflikten handler om, hvem der i dag skal definere og administrere fortællingen om stedet.

𝘿𝙚𝙩 𝙚𝙧 𝙙é𝙩, 𝙙𝙚𝙧 𝙗𝙚𝙠𝙮𝙢𝙧𝙚𝙧 𝙢𝙞𝙜.

For kulturarv bør ikke være et politisk redskab.

Den bør være et fælles ansvar.

Når et sted med en veldokumenteret jødisk historie bliver genstand for internationale politiske beslutninger, risikerer kommende generationer at møde en fortælling, hvor den jødiske historie fylder mindre, end den faktisk gør.

𝙃𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚𝙣 æ𝙣𝙙𝙧𝙚𝙧 𝙨𝙞𝙜 𝙞𝙠𝙠𝙚, 𝙛𝙤𝙧𝙙𝙞 𝙚𝙩 𝙛𝙡𝙚𝙧𝙩𝙖𝙡 𝙨𝙩𝙚𝙢𝙢𝙚𝙧.

𝘿𝙚𝙣 æ𝙣𝙙𝙧𝙚𝙧 𝙨𝙞𝙜 𝙞𝙠𝙠𝙚, 𝙛𝙤𝙧𝙙𝙞 𝙚𝙣 𝙧𝙚𝙨𝙤𝙡𝙪𝙩𝙞𝙤𝙣 𝙫𝙚𝙙𝙩𝙖𝙜𝙚𝙨.

𝘿𝙚𝙣 𝙡𝙞𝙜𝙜𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙖𝙙𝙞𝙜 𝙞 𝙟𝙤𝙧𝙙𝙚𝙣.

𝘿𝙚𝙣 𝙡𝙞𝙜𝙜𝙚𝙧 𝙞 𝙢𝙪𝙧𝙚𝙣𝙚.

𝙄 𝙢ø𝙣𝙩𝙚𝙧𝙣𝙚.

𝙄 𝙙𝙚 𝙝𝙚𝙗𝙧𝙖𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙞𝙣𝙨𝙠𝙧𝙞𝙥𝙩𝙞𝙤𝙣𝙚𝙧.

𝙄 𝙧𝙪𝙞𝙣𝙚𝙧𝙣𝙚.

𝙃𝙫𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙚𝙣 𝙛𝙤𝙧𝙩æ𝙡𝙡𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙣 𝙨𝙖𝙢𝙢𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚.

𝙃𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚𝙣 𝙤𝙢 𝙚𝙩 𝙛𝙤𝙡𝙠, 𝙙𝙚𝙧 𝙗𝙮𝙜𝙜𝙚𝙙𝙚 𝙚𝙣 𝙝𝙤𝙫𝙚𝙙𝙨𝙩𝙖𝙙 𝙝𝙚𝙧 𝙣æ𝙨𝙩𝙚𝙣 900 å𝙧 𝙛ø𝙧 𝙫𝙤𝙧 𝙩𝙞𝙙𝙨𝙧𝙚𝙜𝙣𝙞𝙣𝙜.

𝙅𝙚𝙜 𝙢𝙚𝙣𝙚𝙧, 𝙖𝙩 𝙐𝙉𝙀𝙎𝘾𝙊 𝙝𝙖𝙧 𝙚𝙣 𝙫𝙞𝙜𝙩𝙞𝙜 𝙤𝙥𝙜𝙖𝙫𝙚.

𝘼𝙩 𝙗𝙚𝙨𝙠𝙮𝙩𝙩𝙚 𝙫𝙚𝙧𝙙𝙚𝙣𝙨 𝙠𝙪𝙡𝙩𝙪𝙧𝙖𝙧𝙫.

𝙄𝙠𝙠𝙚 𝙖𝙩 𝙥𝙤𝙡𝙞𝙩𝙞𝙨𝙚𝙧𝙚 𝙙𝙚𝙣.