Kritik af israelske bosættelser – men rammer sanktionerne rigtigt?

Volden fra ekstreme israelske bosættere mod palæstinensiske civile på Vestbredden er alvorlig og kræver handling. Storbritannien vil derfor indføre sanktioner mod handel og aktiviteter knyttet til bosættelserne, og Danmark er blandt de vestlige lande, der støtter restriktionerne.

Men Kristeligt Dagblads leder advarer om, at ensidigt pres kan give bagslag. Avisen kritiserer bosættelsespolitikken, men efterlyser samtidig en mere konsekvent europæisk linje, hvor der også stilles krav til andre aktører i konflikten. Sanktioner kort før et israelsk valg kan ifølge lederen styrke følelsen af, at Israel behandles som en særlig skydeskive, og dermed svække de kræfter, der ønsker fred og en to-stats-løsning.

Lederen peger blandt andet på Tyrkiet: Trods mangeårig kritik af begrænsninger af kurdiske rettigheder har Europa ikke indført et tilsvarende omfattende sæt sanktioner med netop den begrundelse. En mulig forklaring er, at Tyrkiet både er NATO-medlem, en central sikkerhedspolitisk partner, en vigtig aktør i migrations samarbejdet og et bindeled til konflikterne i Mellemøsten. Det kan få europæiske regeringer til at foretrække diplomati, domstols pres og politiske forhandlinger frem for økonomiske sanktioner.

Eller hvorfor der ikke stilles tilsvarende krav til Det Palæstinensiske Selvstyre, som modtager støtte fra Storbritannien og andre europæiske lande, der er kritiske over for Israel, selv om selvstyret beskyldes for at glorificere vold og gennem den såkaldte Martyrfond fortsat at udbetale ydelser til personer dømt for terrorhandlinger eller til deres familier.

Sammenligningen rejser derfor et principielt spørgsmål: Bliver menneskerettigheder håndhævet konsekvent, eller afhænger reaktionen også af strategiske interesser?