Israel skal til valg igen af Nick Hansen, International Christian Embassy Jerusalem (ICEJ)
Israel skal til valg igen
– og denne gang handler det om mere end Bibi
Hvis du bor uden for Israel og ikke følger særlig meget med i israelsk politik, er der en god chance for, at du kun kender én israelsk politiker: Benjamin Netanyahu.
»Bibi« har været en del af Israels politiske landskab så længe, at det nogle gange næsten kan virke, som om israelsk politik og Netanyahu er ét og det samme. Han blev første gang premierminister i 1996 og har domineret landets politiske liv i størstedelen af årene siden.
Men når israelerne går til valg den 27. oktober, handler det ikke længere blot om, hvorvidt de kan lide Netanyahu eller ej.
Israel har været igennem tre forfærdelige, men også bemærkelsesværdige år siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023. Landet har kæmpet hårdt på flere fronter samtidig og overvundet store udfordringer. Senest har Israel konfronteret Iran direkte og oplevet, hvordan magtbalancen i regionen har ændret sig dramatisk. Samtidig diskuterer israelerne stadig, hvordan den 7. oktober overhovedet kunne ske, hvem der skal påtage sig ansvaret, og hvilket land Israel skal være, når krigen er forbi. Kun én ting er sikker: Israel bliver aldrig det samme som før den frygtelige terrordag.
Det er disse spørgsmål, der danner rammen om det forestående valg. Og for første gang i lang tid er der ingen mangel på politikere, som gerne vil skrive det næste kapitel i Israels politiske historie.
Det andet navn, du skal kende
Hvis Netanyahu er det eneste navn, du kender i israelsk politik, er Gadi Eisenkot nok det næste, du bør lære.
Eisenkot er ikke karrierepolitiker i traditionel forstand. Han er tidligere generalstabschef for det israelske forsvar, IDF, og var medlem af Netanyahus nationale samlingsregering efter den 7. oktober.
Krigen blev også dybt personlig for ham. Hans 25-årige søn Gal blev dræbt under kampe i Gaza i december 2023. Dagen efter blev en af hans nevøer også dræbt i Gaza.
Eisenkot forlod senere Netanyahus krigsregering og står nu i spidsen for sit eget centrumsparti, Yashar. Og det ser ud til at gå ganske godt for ham.
Flere af de seneste meningsmålinger har placeret Yashar omtrent på niveau med Netanyahus Likud og i nogle tilfælde foran. En måling fra den israelske public service-kanal KAN, offentliggjort søndag den 11. oktober, gav Eisenkots parti 22 mandater mod Likuds 20. Andre målinger placerer Likud foran, nogle endda med en betydelig margin, så der tegner sig endnu ikke noget entydigt billede af valget.
Men noget har ændret sig. Netanyahu står ikke længere over for en opposition, der mangler en troværdig alternativ leder.
En del af Eisenkots styrke er, at det er vanskeligt at fremstille ham som svag på sikkerhedsområdet. Han har tilbragt størstedelen af sit voksne liv i militæret og har stået i spidsen for IDF. Hans uenighed med Netanyahu handler derfor ikke så meget om, hvorvidt Israel skal forsvare sig med militær styrke, men snarere om lederskab, ansvar og hvad der skal ske efter krigen.
Men det handler ikke kun om Netanyahu og Eisenkot
Det er her, israelsk politik begynder at blive kompliceret.
Israel har måske to overordnede politiske blokke, men landet har bestemt ikke et topartisystem. Ikke færre end 38 valglister stiller officielt op til de 120 pladser i det israelske parlament, Knesset. Men meningsmålingerne tyder på, at kun omkring 13-15 af dem har en reel chance for at komme over spærregrænsen på 3,25 procent. Det illustrerer både mangfoldigheden og opsplitningen i israelsk politik.
Den tidligere premierminister Naftali Bennett fra Israels nationalreligiøse højrefløj er en anden politiker, der står stærkt i meningsmålingerne. Han har tidligere vist, at han er villig til at danne regering med partier fra både højre og venstre og endda med et arabisk parti for at kunne erstatte Netanyahu.
Så er der Yair Lapid, endnu en tidligere premierminister og en velkendt politisk modstander af Netanyahu fra det politiske centrum.
Der er Avigdor Liberman, en sekulær nationalist og tidligere forsvarsminister, som især har markeret sig med sit krav om at afskaffe den fritagelse for militærtjeneste, som mange ultraortodokse mænd nyder godt af.
Og der er Yair Golan, en tidligere general i IDF, som nu leder Demokraterne på centrum-venstrefløjen.
De er bestemt ikke enige om alt. I en anden politisk situation ville flere af dem sandsynligvis bekæmpe hinanden. Det eneste, der for alvor forener dem i øjeblikket, er ønsket om at afslutte Netanyahu-æraen.
Det gør dette valg usædvanligt. Det er ikke en enkel kamp mellem Israels traditionelle højre- og venstrefløj. Flere af de politikere, der forsøger at erstatte Netanyahu, kommer selv fra højrefløjen.
Hvad er det egentlig, israelerne skal stemme om?
Den 7. oktober kaster sin skygge over næsten alt.
Netanyahus tilhængere ser på, hvad der er sket siden den frygtelige morgen, og ser et Israel, der har rejst sig efter katastrofen og grundlæggende ændret det strategiske landkort. Hamas er blevet alvorligt svækket. Hizbollah har lidt enorme tab. Iran og Israel har konfronteret hinanden direkte. Og Israel har demonstreret militære kapaciteter, som kun få af landets fjender havde forestillet sig, at det rådede over. Netanyahu fremhæver, at det var ham, der ledte landet gennem denne forandring.
Hans modstandere stiller et andet spørgsmål: Hvem havde ansvaret for, at Israel overhovedet var så sårbart den 7. oktober? Den diskussion er aldrig forsvundet. Det samme gælder diskussionen om gidslerne og kravet om en fuldstændig, uafhængig statslig undersøgelse af de svigt, der førte til katastrofen den 7. oktober.
Men valget handler også om noget, der ligger langt tættere på israelernes hverdag: Hvem skal gøre militærtjeneste? Hundredtusindvis af israelske familier har båret en ekstraordinær militær byrde gennem tre års krig. Reservister har tilbragt måneder væk fra deres hjem, arbejde og familier.
Samtidig er mange ultraortodokse mænd fortsat fritaget for militærtjeneste. Den ordning er blevet stadig vanskeligere at opretholde politisk. Netanyahu er stærkt afhængig af de ultraortodokse partier Shas og United Torah Judaism, mens flere af hans modstandere kræver, at langt flere skal aftjene værnepligt.
Så bag de store spørgsmål om Iran, Gaza og Mellemøstens fremtid gemmer der sig et meget personligt spørgsmål for mange israelere: Hvem skal bære byrden?
Hvorfor meningsmålingerne ikke giver os svaret
Her kommer den frustrerende del for alle, der forsøger at forstå et israelsk valg udefra. Israelerne stemmer faktisk ikke direkte på Netanyahu eller Eisenkot som premierminister. De stemmer på partier. Og på mange måder er den parlamentariske proces meget lig den vi kender fra Danmark.
Af Knessets 120 medlemmer skal en flertalsregering have opbakning fra mindst 61. Det betyder, at det ikke er nok at blive det største parti.
Forestil dig, at Netanyahus Likud får 24 mandater, mens Eisenkots parti får 22. Netanyahu har teknisk set »vundet« kampen om at blive det største parti. Men hvis Eisenkot kan overtale tilstrækkeligt mange andre partier til at støtte ham og samle 61 mandater, kan Eisenkot blive premierminister.
Det modsatte er naturligvis også muligt.
Derfor er den israelske valgaften i virkeligheden kun begyndelsen. Og lige nu når ingen af de to blokke konsekvent op på 61 mandater i meningsmålingerne.
Der er endnu en komplikation. Et parti skal have mindst 3,25% for at komme over spærregrænsen. Flere mindre partier ligger faretruende tæt på.
Den tidligere general Ofer Winter får f.eks. fire mandater i nogle målinger og nul i andre. Benny Gantz, der engang blev betragtet som Netanyahus største udfordrer, kæmper i øjeblikket med at få sit parti Blå og Hvid over spærregrænsen.
Hvis et parti får 3,2% af stemmerne i stedet for 3,3%, kan titusindvis af stemmer reelt forsvinde ud af mandatfordelingen. Ved et tæt valg kan det ændre, hvem der får mulighed for at danne regering.
Lige nu er der tale om et meget tæt valg uden noget forudsigeligt resultat.
Hvad sker der, hvis Bibi bliver siddende?
Hvis Netanyahu formår at danne endnu en regering, vil der være betydelig kontinuitet i israelsk politik.
Israel vil sandsynligvis fortsætte konfrontationen med Iran og forsøge at forhindre Teheran i at genopbygge det militære netværk, som Iran har etableret omkring Israel. Netanyahu vil fortsat insistere på, at Israel skal bevare muligheden for at handle militært på egen hånd over for trusler fra Iran, Hizbollah og Hamas.
Men det virkelig interessante spørgsmål bliver: Hvem kan Netanyahu opnå 61 mandater sammen med? Hvis han igen bliver afhængig af de ultraortodokse partier og den nationalistiske højrefløj, herunder Itamar Ben-Gvir og Religiøs Zionisme, vil disse partier få betydelig forhandlingsmagt.
Det har betydning for værnepligten, reformer af retssystemet, forholdet mellem religion og stat og den langsigtede politik i Judæa og Samaria.
Og det har betydning internationalt. Nogle af Netanyahus mulige koalitionspartnere har politiske standpunkter, som skaber betydelige spændinger i forholdet til Washington og europæiske regeringer.
En bredere Netanyahu-regering med flere centrumspartier ville se ganske anderledes ud.
Så selv en valgsejr til Netanyahu ville ikke nødvendigvis blot betyde »mere af det samme«. Regeringens sammensætning ville næsten være lige så vigtig som premierministeren selv.
Og hvad hvis Bibi taber magten?
Det er måske her, folk uden for Israel lettest misforstår valget. Et nederlag til Netanyahu ville uden tvivl være et politisk jordskælv. Men det ville ikke nødvendigvis betyde en revolution i Israels udenrigs- eller sikkerhedspolitik.
Eisenkot er tidligere generalstabschef for IDF. Bennett kommer fra den nationalistiske højrefløj. Liberman er kendt for sin hårde sikkerhedspolitiske linje. Flere af de politikere, der forsøger at erstatte Netanyahu, tilhører bestemt ikke en politisk bevægelse, der først og fremmest ønsker at tækkes Europa.
En ny regering ville fortsat betragte Iran som en alvorlig strategisk trussel. Den ville stadig kræve sikkerhedsgarantier i forhold til Gaza. Den ville fortsat være dybt bekymret over Hizbollahs muligheder for at genopbygge sin militære styrke i Libanon. Og den ville stadig være meget forsigtig med at acceptere en palæstinensisk stat uden troværdige sikkerhedsordninger.
Der, hvor forandringen kunne blive langt mere synlig, er internt i Israel og i landets forhold til sine allierede. En ny regering ville sandsynligvis hurtigt tage initiativ til at nedsætte en statslig undersøgelseskommission om den 7. oktober. Spørgsmålet om militærtjeneste for ultraortodokse ville blive centralt. Den juridiske og forfatningsmæssige kurs, der splittede Israel før den 7. oktober, kunne tage en anden retning. Og Israel kunne bevidst forsøge at genoprette noget af det beskadigede forhold til europæiske regeringer og dele af det politiske miljø i Washington.
Der kunne altså ske en betydelig ændring i den politiske tone og i regeringens prioriteringer, uden at Israels grundlæggende opfattelse af truslerne omkring landet ændrede sig tilsvarende dramatisk.
Der er også en tredje mulighed
Ingen vinder. Eller mere præcist: Ingen formår at samle et flertal på 61 mandater.
Det er bestemt muligt under Israels politiske system. I Danmark har vi negativ parlamentarisme, som betyder, at man godt kan have en mindretalsregering.
Og i Israel er der fortilfælde, hvor en regering er blevet godkendt med færre end 61 stemmer. Da Naftali Bennett tiltrådte i juni 2021, blev hans regering godkendt med 60 stemmer for, 59 imod og én, der undlod at stemme. Hans koalition rådede dog oprindeligt over 61 mandater og var derfor ikke fra begyndelsen en egentlig mindretalsregering.
At danne en så skrøbelig mindretalsregering kræver omfattende forhandlinger, utallige møder, løfter om ministerposter og endeløse spekulationer om, hvem der vil samarbejde med hvem.
Israels parallel til den danske kongerunde vil i så fald være, at præsident Isaac Herzog vil konsultere de valgte partier og spørge, hvem de anbefaler som regeringsleder. Derefter vil en af kandidaterne få mandat til at forsøge at danne regering. Og så begynder forhandlingerne for alvor.
En politiker, der i dag virker forholdsvis ubetydelig, kan pludselig vise sig at være den person, der sidder med det afgørende mandat.
Og hvis ingen lykkes? Så kan Israel ende med at skulle til valg igen. Det er også sket før.
For Israels venner er der noget vigtigt at forstå
Vi, der bor uden for Israel, begår nogle gange den fejl at betragte landet gennem dets premierminister. Netanyahus usædvanligt lange politiske karriere gør det forståeligt. Men Israel er andet og mere end Bibi.
Det er et livligt og diskussionslystent parlamentarisk demokrati med sekulære jøder, religiøse jøder, ultraortodokse samfund, arabere, drusere, immigranter, bosættere, liberale vælgere i Tel Aviv, kibbutzer og stort set enhver tænkelig politisk holdning.
Den 7. oktober samlede for en tid store dele af landet. Tre år senere er diskussionerne om, hvad Israel skal være i fremtiden, vendt tilbage. Derfor bør dette valg ikke blot forstås som et spørgsmål om, hvorvidt israelerne er for eller imod Netanyahu. De dybere spørgsmål handler om ansvar, sikkerhed, militærtjeneste, domstolene, religion, palæstinenserne og hvilken form for politisk lederskab Israel har brug for efter tre års krig.
Hvad skal vi så forvente den 27. oktober?
Sandsynligvis bliver det et rodet svar. Da Danmark havde folketingsvalg i foråret, var det ”bøvlet” af danne en regering, som Pia Olsen Dyhr kaldte det. I Sverige er de samme sted, hvor en regeringsdannelse er meget besværlig.
I Israel skal man holde øje med Netanyahu og Eisenkot.
Men hold også øje med de mindre partier, og hvem der kommer over spærregrænsen. Se på, hvor mange mandater hele Netanyahus politiske blok får, frem for blot at se på Likuds resultat. Og læg mærke til, om partierne, der ønsker at erstatte ham, faktisk kan blive enige om at regere sammen, eller om de kun er enige om deres modstand mod Netanyahu.
Frem for alt skal du huske, at valgaftenen sandsynligvis kun vil besvare det første spørgsmål: Hvilket parlament har israelerne sammensat?
Det andet spørgsmål kan tage både dage og uger at besvare: Hvem kan danne en regering?
Det er først dér, vi vil finde ud af, om Benjamin Netanyahu endnu en gang har formået at overleve politisk, eller om Israel er på vej ind i en ”efter Netanyahu”-tid.
Begge udfald ville være historisk betydningsfulde.
Men ingen af dem ændrer den grundlæggende virkelighed, som landet står over for. Israels næste premierminister, uanset hvem det bliver, vil overtage ansvaret for Iran, Gaza, Hizbollah, et Mellemøsten i forandring, anstrengte internationale relationer og et israelsk samfund, der stadig forsøger at bearbejde det afgrundsdybe traume og konsekvenserne af den 7. oktober.
Valget afgør, hvem der får jobbet. Og uanset hvem tager roret, bliver opgaven ikke let.
