Gadi Eisenkots fire veje til regeringsmagten
Efter valget den 27. oktober står Israel uden en klar regeringsløsning. Præsident Isaac Herzog ventes søndag at give oppositionsleder Gadi Eisenkot opgaven med at danne regering. Han har 42 dage og anbefales af 67 af Knessets 120 medlemmer. Ingen af de to politiske blokke kan regere alene.
Mindretalsregering med støtte fra arabiske partier
Eisenkots opposition har 48 mandater mod Netanyahu-blokkens 53. Ra'am og Den Fælles Liste har tilsammen 19. En mindretalsregering med arabisk støtte udefra fremstår som den letteste løsning og kan hurtigt afløse Netanyahu. Den kan også oprette en uafhængig kommission om Hamas' angreb den 7. oktober 2023. Men uenighed om Hamas og israelske offensiver kan gøre samarbejdet meget vanskeligt og regeringen ustabil på længere sigt.
Regering med jødisk-ortodokse partier
Eisenkot kan forsøge at tiltrække Forenede Tora-Jødedom, som undlod at anbefale Netanyahu. Partiets syv mandater vil dog kun bringe koalitionen op på 55, så arabisk støtte vil stadig være nødvendig. Med både Forenede Tora-Jødedom og Shas kan han få flertal uden Netanyahu og de arabiske partier. Prisen bliver sandsynligvis et brud på valgløftet om, at ortodokse jøder skal aftjene værnepligt på lige fod med andre jøder.
Bred samlingsregering
En regering med Likud og Eisenkots Yashar samt et eller to støttepartier kan skabe et flertal uden afhængighed af arabiske eller ortodokse partier og yderfløjene. Men løsningen er politisk vanskelig. Avigdor Lieberman afviser at sidde i regering med Netanyahu. Eisenkot risikerer desuden at svigte sit centrale løfte til vælgerne: Han ville erstatte Netanyahu, ikke regere sammen med ham.
Nyvalg
Hvis regeringsdannelsen mislykkes, kan Eisenkot styre mod nyvalg og håbe på et bedre resultat. Det betragtes som nødløsningen: Et nederlag i forhandlingerne kan svække hans kandidatur og give Netanyahu bedre muligheder for at vinde næste valg.
Allan Sørensen, Mellemøst-korrespondent
Gadi Eisenkot har 42 dage til at danne Israels næste regering. Her er hans muligheder | Kristeligt Dagblad
