Det Mousserende Element

En Dansk Jødisk Bankierslægt Gennem Fem Generationer

Beskrivelse

Indtil 1986 var en væsentlig del af dansk økonomi styret af en flok bankierer, vekselmæglerne, som siden børsforordningen af 1807 havde eneret på at købe og sælge aktier og obligationer, fremmed valuta og handel med guld og sølv i barer samt kostbare stene og rav. Før de store, private banker tog brød monopolet, var det vekselererne, der alle hverdage kl. 12 mødtes på Børsen og fastsatte kurser og omsætningen på det danske kapitalmarked.

En af de fornemste københavnske vekselerere var firmaet R. Henriques jr. Det blev grundlagt i 1801 af manden med det navn og drevet gennem fem generationer i samme slægt. Ruben Henriques jr. nedstammede fra en jødisk familie, der efter forfærdelige forfølgelser i Portugal kom til København i 1752 via Amsterdam, Hamborg, Altona - og Nakskov.
Vekselererfirmaet spillede også en rolle som formidler af store lån til kommuner og staten og var med til at fastslå de officielle valutakurser.

Bogen fortæller om, hvordan sådan et vekselererfirma blev drevet af Ruben Henriques og hans sønner.

Bogen kan købes på gucca.dk
Pris: 249,95

Om Kristian Hvidt

Historiker Kristian Hvidt gjorde noget ganske usædvanligt under Besættelsen.
Det gjorde ham til et evigt optimistisk menneske

Historiker Kristian Hvidt skrev vigtige værker om den danske masseudvandring til USA og et kulturradikalt dansk-jødisk miljø,
som hans egne forfædre var i centrum af. 

I årene op til sin død fortalte Kristian Hvidt to historikere om sine oplevelser under Besættelsen. Det bliver til en bog om de få danske jøder, der blev i landet .

Som teenager boede Kristian Hvidt på en kostskole i Helsinge. Men det var langt fra et almindeligt ungt menneskes afsavn, den unge Hvidt måtte gennemleve i 1940'ernes provinsdanmark. 

Kristian Hvidt var en af de ganske få danskere med jødisk afstamning, som blev boende i Dan-mark under besættelsesmagtens lup. Familien var som så mange andre dengang tvunget fra hin-anden, og hans mor, den jødiske pianist Elisabeth Hänflein, gemte sig fra nazisterne på den an-den side af sundet. 

At overleve Anden Verdenskrig og opleve jødeforfølgelserne på egen krop var afgørende for Kristian Hvidts valg om at læse historie, men det formede også hans livsindstilling. I stedet for at "gå rundt og ruge over de store traumer fra krigen", som hans datter Eva Hvidt formu-erer det, blev den langbenede mand med de venlige lyseblå øjne et helt exceptionelt optimistisk menneske, der formidlede dansk historie med humor og uden fine fornemmelser. 

Livsindstillingen betød, at han helt frem til sin død som 96-årig var nysgerrig på nye oplevelser, fortæller Eva Hvidt – der er uddannet musikhistoriker og musikanmelder.  

Et par år efter hans kone Marie Hvidt gik bort, solgte Kristian (der på det tidspunkt tog hul på sine 80'ere) deres fælles hjem i Charlottenlund. Han skulle prøve noget nyt: en lejlighedstilværelse på Christianshavn med kig over kanalerne.

Her var han blot en kort gåtur fra det sted, hvor han havde brugt en stor portion af sit liv: Christiansborg, hvor historikeren i tre årtier agerede bibliotekar på Folketingets Bibliotek og senere historisk konsulent for folketingsmedlemmerne. 

Men Kristian Hvidt fik med tiden også nye ærinder i området omkring Frederiksholm Kanal, da han stødte ind i en gammel bekendt, kunstneren Ina Elisabeth Munck. Hun havde også mistet sin ægtefælle, og sammen tilbragte de den sidste del af livet med blandt andet at dyrke en fælles interesse for kunst. Ina Elisabeth Munck havde arvet "en masse flippet kunst" fra sin afdøde mand, den amerikansk-hollandske kunstner Viktor IV.

Kristian Hvidt selv var vokset op med kunst som en naturlig del af samtalen. Faren, Daniel Hvidt, var maler, og moren Elisabeth kom fra den kendte dansk-jødiske familie Henriques, som H.C. Andersen i sin tid yndede at komme hos. 

I sidste uge blev Kristian Hvidt bisat i Vor Frelser Kirke på Christianshavn. Kristian Hvidts far var kristen, og Kristian Hvidt anså sig selv som kristen i sit voksne liv, fortæller Eva Hvidt.

"Men han var ikke meget troende. Han læste Bibelen, men han kunne sagtens finde på at sige, at enkelte passager var noget vrøvl," fortæller hun. 

Skepsis til trods kom Kristian Hvidt jævnligt i kirken med det snorede spir, særligt for orgel-spillet, som han anså for værende aldeles smukt. 

En radikal blæksprutte
Der er så meget at skrive om Kristian Hvidts bedrifter som historiker, at det bliver umuligt at få det hele med. 

Han debuterede med bogen "Venstre og Forsvarssagen 1870-1901", og har siden hen skrevet en række bøger om dansk politik og historie, herunder "Edvard Brandes. Portræt af en radikal blæksprutte", som datteren Eva Hvidt husker som det værk, der har betydet mest for ham. 

En af Hvidts mest kendte værker er dog hans disputats om den danske masseudvandring til USA mellem 1868 og 1914. 

"Det var en epokegørende vigtig bog. Han lavede statistik på, hvem der udvandrede som den første danske historiker," siger historiker og litteraturanmelder på Berlingske Bent Blüdnikow.

Bent Blüdnikow lærte Kristian Hvidt at kende i 1980'erne, da Kristian Hvidt blev formand for Blüdnikows organisation Selskabet for Dansk Jødisk Historie. Også for kortlægning af jødisk historie var Hvidt uhyre vigtig, understreger Blüdnikow: 

"Det, der er aldeles interessant ved hans historie, er, at han blev i Danmark, imens hans familie flygtede til Sverige. Det var ganske usædvanligt."

Da Hvidt stoppede som historisk konsulent i Folketingets Bibliotek i 1999, fortsatte han med at skrive bøger og blev dertil historieanmelder på Information og senere hen Berlingske. 

Som det blev beskrevet i KD i 2009, har forfatteren altid haft en særlig evne til "at gøre kompliceret stof letlæseligt og klart. Måske endda noget populistisk, høres fæle fagfæller hviske". 

Kristian Hvidt var ikke bange for at sige, at vejen til at være en succesfuld formidler faktisk er temmelig simpel: "Al historieskrivning er komprimering. Det er hemmeligheden," sagde han til Politiken i 2007. 

Med sin datters ord var han ikke særligt optaget af at være "professor agtig". 

"Han var meget original i de emner, han valgte at skrive om, men han var ikke professor agtig," siger Eva Hvidt. 

De mange værker blegnede i forhold til det, som betød allermest for historikeren: hans eget slægtstræ, som tæller fire børn, seks børnebørn og et kommende oldebarn.