Re'im

Re'im er et symbol på livet, der blev bygget op i grænselandet, på pionerånden i Negev og på menneskers evne til at skabe håb, selv under vanskelige vilkår.

Negev udgør omkring 60 procent af Israels landareal og strækker sig fra Be'er Sheva i nord til Eilat ved Det Røde Hav i syd. Landskabet er præget af klipper, wadier, kratere og åbne vidder, men under den barske overflade gemmer der sig en historie, som går tusinder af år tilbage.

Når jeg tænker på Negev, tænker jeg på mere end sand og sten. Jeg tænker på det landskab, hvor Abraham vandrede, hvor Isak gravede sine brønde, og hvor generationer af jøder gennem årtusinder har bevaret drømmen om at vende hjem.

Negev er et symbol på det jødiske folks historie, udholdenhed og håb. Fra Bibelens fortællinger til de moderne pionerer, der fik ørkenen til at blomstre, fortæller Negev historien om et folk, der aldrig opgav forbindelsen til sit land.

Re'im ligger i det nordvestlige Negev, få kilometer fra Gaza, et landskab, som er vævet ind i det jødiske folks historie helt tilbage til Bibelens første sider. Negev-ørkenen, hvor musikfestivalen Nova fandt sted den tragiske lørdag morgen den 7. oktober 2023.

Det var i Negev, at Abraham vandrede. Det var her, han slog sine telte op, gravede brønde og byggede et liv for sin familie. Det var her, Gud lovede ham, at hans efterkommere skulle blive talrige som himlens stjerner.

Ikke langt fra Re'im ligger Be'er Sheva – byen, hvor Abraham og Isak levede, og hvor pagt, tro og håb blev en del af vores fælles fortælling som folk.

Gennem årtusinder har jøder bedt om at vende tilbage til dette land og for at forene sig med de jøder, deres folk, som har boet i området i flere tusinde år, for at samle det jødiske folk igen i deres historiske, bibelske hjemland, at være et folk også geografisk og ikke kun åndeligt. Bønnerne kom fra Babylon, Spanien, Yemen, Marokko, Polen og utallige andre steder. Generation efter generation vendte deres ansigt mod Zion og Jerusalem.

Da moderne jødiske pionerer vendte tilbage til Negev, så de ikke blot ørken. De så et hjem. De plantede træer, byggede kibbutzer og skabte liv på steder, hvor andre så tomhed.

Kibbutz Re'im blev grundlagt i 1949, året efter Israels genoprettelse. Navnet "Re'im" betyder venner eller fæller, et navn, der afspejler fællesskab, ansvar og troen på, at mennesker kan bygge en fremtid sammen.

Derfor gør det så ondt, at dette område blev ramt af en af de mørkeste dage i moderne jødisk historie. For stedet handler ikke kun om krig og terror. Det handler om generationer af mennesker, der trodsede ørkenen, byggede hjem, dyrkede jorden og troede på livet.

Når jeg tænker på Re'im, ser jeg derfor mere end et geografisk sted.

Jeg ser forbindelsen mellem Abraham, der vandrede i Negev, pionererne, der byggede staten Israel, og de unge mennesker, der den 7. oktober samledes for at danse, synge og fejre livet.

Historien om Re'im er i sidste ende historien om det jødiske folk: En historie om tab og sorg, men også om håb, overlevelse og en urokkelig tro på fremtiden.