ISRAEL

Det er landet, jeg er født i. Det land, hvor jeg voksede op. Det land, som formede mig til det menneske, jeg er i dag.

𝘿𝙚𝙩 𝙫𝙖𝙧 𝙝𝙚𝙧, 𝙟𝙚𝙜 𝙡æ𝙧𝙩𝙚 𝙫æ𝙧𝙙𝙞𝙚𝙣 𝙖𝙛 𝙤𝙧𝙙𝙚𝙣𝙩𝙡𝙞𝙜𝙝𝙚𝙙, 𝙖𝙣𝙨𝙫𝙖𝙧, 𝙧𝙚𝙩𝙛æ𝙧𝙙𝙞𝙜𝙝𝙚𝙙, 𝙡𝙤𝙮𝙖𝙡𝙞𝙩𝙚𝙩 𝙤𝙜 𝙤𝙢𝙨𝙤𝙧𝙜.

𝙈𝙚𝙣 𝙫𝙞𝙜𝙩𝙞𝙜𝙨𝙩 𝙖𝙛 𝙖𝙡𝙩 𝙝𝙖𝙧 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙡æ𝙧𝙩 𝙢𝙞𝙜 𝙠æ𝙧𝙡𝙞𝙜𝙝𝙚𝙙.

𝙆æ𝙧𝙡𝙞𝙜𝙝𝙚𝙙 𝙩𝙞𝙡 𝙢𝙚𝙣𝙣𝙚𝙨𝙠𝙚𝙧, 𝙩𝙞𝙡 𝙡𝙞𝙫𝙚𝙩 𝙤𝙜 𝙩𝙞𝙡 𝙙𝙚𝙩 𝙖𝙣𝙨𝙫𝙖𝙧, 𝙫𝙞 𝙝𝙖𝙧 𝙤𝙫𝙚𝙧 𝙛𝙤𝙧 𝙝𝙞𝙣𝙖𝙣𝙙𝙚𝙣.

𝘿𝙚𝙩 𝙫𝙖𝙧 𝙞 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡, 𝙟𝙚𝙜 𝙡æ𝙧𝙩𝙚 𝙤𝙧𝙙𝙚𝙣𝙚 𝙛𝙧𝙖 𝙏𝙤𝙧𝙖𝙚𝙣: "𝘿𝙪 𝙨𝙠𝙖𝙡 𝙚𝙡𝙨𝙠𝙚 𝙙𝙞𝙣 𝙣æ𝙨𝙩𝙚 𝙨𝙤𝙢 𝙙𝙞𝙜 𝙨𝙚𝙡𝙫" (3. 𝙈𝙤𝙨𝙚𝙗𝙤𝙜 19,18). 𝙀𝙩 𝙗𝙪𝙙, 𝙨𝙤𝙢 𝙨𝙚𝙣𝙚𝙧𝙚 𝙤𝙜𝙨å 𝙗𝙡𝙚𝙫 𝙛𝙧𝙚𝙢𝙝æ𝙫𝙚𝙩 𝙖𝙛 𝙅𝙚𝙨𝙪𝙨 𝙨𝙤𝙢 𝙚𝙩 𝙖𝙛 𝙙𝙚 𝙫𝙞𝙜𝙩𝙞𝙜𝙨𝙩𝙚 𝙗𝙪𝙙.

𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙝𝙖𝙧 𝙡æ𝙧𝙩 𝙢𝙞𝙜 𝙧𝙚𝙨𝙥𝙚𝙠𝙩 – 𝙧𝙚𝙨𝙥𝙚𝙠𝙩 𝙛𝙤𝙧 𝙡𝙞𝙫𝙚𝙩 𝙤𝙜 𝙛𝙤𝙧 𝙢𝙚𝙣𝙣𝙚𝙨𝙠𝙚𝙩𝙨 𝙫æ𝙧𝙙𝙞. 𝘿𝙚𝙩 𝙝𝙖𝙧 𝙡æ𝙧𝙩 𝙢𝙞𝙜, 𝙖𝙩 𝙡𝙞𝙫𝙚𝙩 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙣 𝙨𝙩ø𝙧𝙨𝙩𝙚 𝙜𝙖𝙫𝙚, 𝙫𝙞 𝙝𝙖𝙧 𝙛å𝙚𝙩, 𝙤𝙜 𝙖𝙩 𝙫𝙞 𝙙𝙚𝙧𝙛𝙤𝙧 𝙝𝙖𝙧 𝙚𝙩 𝙖𝙣𝙨𝙫𝙖𝙧 𝙛𝙤𝙧 𝙖𝙩 𝙗𝙚𝙨𝙠𝙮𝙩𝙩𝙚 𝙙𝙚𝙩, 𝙫æ𝙧𝙣𝙚 𝙤𝙢 𝙙𝙚𝙩 𝙤𝙜 𝙖𝙡𝙙𝙧𝙞𝙜 𝙩𝙖𝙜𝙚 𝙙𝙚𝙩 𝙛𝙤𝙧 𝙜𝙞𝙫𝙚𝙩.

𝘿𝙚𝙩 𝙗𝙚𝙩𝙮𝙙𝙚𝙧 𝙤𝙜𝙨å 𝙚𝙩 𝙖𝙣𝙨𝙫𝙖𝙧 𝙛𝙤𝙧 𝙖𝙩 𝙥𝙖𝙨𝙨𝙚 𝙥å 𝙙𝙚𝙢, 𝙫𝙞 𝙚𝙡𝙨𝙠𝙚𝙧, 𝙫𝙤𝙧𝙚𝙨 𝙛𝙖𝙢𝙞𝙡𝙞𝙚𝙧, 𝙫𝙤𝙧𝙚𝙨 𝙛æ𝙡𝙡𝙚𝙨𝙨𝙠𝙖𝙗𝙚𝙧 𝙤𝙜 𝙫𝙤𝙧𝙚𝙨 𝙛𝙤𝙡𝙠. 𝙄𝙠𝙠𝙚 𝙛𝙤𝙧𝙙𝙞 𝙖𝙣𝙙𝙧𝙚𝙨 𝙡𝙞𝙫 𝙚𝙧 𝙢𝙞𝙣𝙙𝙧𝙚 𝙫æ𝙧𝙙, 𝙢𝙚𝙣 𝙛𝙤𝙧𝙙𝙞 𝙫𝙞 𝙖𝙡𝙡𝙚 𝙝𝙖𝙧 𝙚𝙩 𝙨æ𝙧𝙡𝙞𝙜𝙩 𝙖𝙣𝙨𝙫𝙖𝙧 𝙛𝙤𝙧 𝙙𝙚𝙢, 𝙨𝙤𝙢 𝙚𝙧 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙤𝙚𝙩 𝙤𝙨.

𝙈å𝙨𝙠𝙚 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙙𝙚𝙧𝙛𝙤𝙧, 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙖𝙡𝙩𝙞𝙙 𝙫𝙞𝙡 𝙫æ𝙧𝙚 𝙢𝙚𝙧𝙚 𝙚𝙣𝙙 𝙗𝙡𝙤𝙩 𝙚𝙩 𝙡𝙖𝙣𝙙 𝙛𝙤𝙧 𝙢𝙞𝙜. 𝘿𝙚𝙩 𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙚𝙙𝙚𝙩, 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝙟𝙚𝙜 𝙡æ𝙧𝙩𝙚, 𝙖𝙩 𝙠æ𝙧𝙡𝙞𝙜𝙝𝙚𝙙, 𝙖𝙣𝙨𝙫𝙖𝙧 𝙤𝙜 𝙧𝙚𝙨𝙥𝙚𝙠𝙩 𝙛𝙤𝙧 𝙡𝙞𝙫𝙚𝙩 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙗𝙡𝙤𝙩 𝙚𝙧 𝙫æ𝙧𝙙𝙞𝙚𝙧 – 𝙢𝙚𝙣 𝙚𝙣 𝙛𝙤𝙧𝙥𝙡𝙞𝙜𝙩𝙚𝙡𝙨𝙚.

𝘿𝙚𝙩 𝙫𝙖𝙧 𝙝𝙚𝙧, 𝙟𝙚𝙜 𝙡æ𝙧𝙩𝙚 𝙗𝙚𝙩𝙮𝙙𝙣𝙞𝙣𝙜𝙚𝙣 𝙖𝙛 𝙛æ𝙡𝙡𝙚𝙨𝙨𝙠𝙖𝙗 – 𝙖𝙩 𝙢𝙖𝙣 𝙩𝙖𝙜𝙚𝙧 𝙖𝙣𝙨𝙫𝙖𝙧 𝙛𝙤𝙧 𝙝𝙞𝙣𝙖𝙣𝙙𝙚𝙣, 𝙞𝙨æ𝙧 𝙣å𝙧 𝙩𝙞𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙚𝙧 𝙨𝙫æ𝙧𝙚.

𝘿𝙚𝙩 𝙫𝙖𝙧 𝙤𝙜𝙨å 𝙝𝙚𝙧, 𝙟𝙚𝙜 𝙡æ𝙧𝙩𝙚 𝙖𝙩 𝙚𝙡𝙨𝙠𝙚 𝙣𝙖𝙩𝙪𝙧𝙚𝙣. 𝙈𝙞𝙙𝙙𝙚𝙡𝙝𝙖𝙫𝙚𝙩𝙨 𝙗ø𝙡𝙜𝙚𝙧, 𝙂𝙖𝙡𝙞𝙡æ𝙖𝙨 𝙜𝙧ø𝙣𝙣𝙚 𝙗𝙖𝙠𝙠𝙚𝙧, 𝙉𝙚𝙜𝙚𝙫ø𝙧𝙠𝙚𝙣𝙚𝙣, 𝙙𝙚 𝙗𝙡𝙤𝙢𝙨𝙩𝙧𝙚𝙣𝙙𝙚 𝙢𝙖𝙧𝙠𝙚𝙧 𝙤𝙢 𝙛𝙤𝙧å𝙧𝙚𝙩 𝙤𝙜 𝙙𝙪𝙛𝙩𝙚𝙣 𝙖𝙛 𝙖𝙥𝙥𝙚𝙡𝙨𝙞𝙣- 𝙤𝙜 𝙘𝙞𝙩𝙧𝙤𝙣𝙡𝙪𝙣𝙙𝙚. 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙚𝙧 𝙚𝙩 𝙡𝙞𝙡𝙡𝙚 𝙡𝙖𝙣𝙙, 𝙢𝙚𝙣 𝙣𝙖𝙩𝙪𝙧𝙚𝙣 𝙚𝙧 𝙪𝙩𝙧𝙤𝙡𝙞𝙜 𝙢𝙖𝙣𝙜𝙛𝙤𝙡𝙙𝙞𝙜. 𝙋å 𝙛å 𝙩𝙞𝙢𝙚𝙧𝙨 𝙠ø𝙧𝙨𝙚𝙡 𝙠𝙖𝙣 𝙢𝙖𝙣 𝙤𝙥𝙡𝙚𝙫𝙚 𝙃𝙚𝙧𝙢𝙤𝙣𝙨 𝙨𝙣𝙚𝙠𝙡æ𝙙𝙩𝙚 𝙗𝙟𝙚𝙧𝙜𝙩𝙤𝙥𝙥𝙚, 𝙛𝙧𝙤𝙙𝙞𝙜𝙚 𝙙𝙖𝙡𝙚, ø𝙧𝙠𝙚𝙣𝙡𝙖𝙣𝙙𝙨𝙠𝙖𝙗𝙚𝙧 𝙤𝙜 𝙠𝙤𝙧𝙖𝙡𝙧𝙚𝙫𝙚𝙣𝙚 𝙫𝙚𝙙 𝘿𝙚𝙩 𝙍ø𝙙𝙚 𝙃𝙖𝙫.

Måske er det derfor, beskrivelsen "landet med mælk og honning" stadig giver mening i dag. Ikke fordi landet er perfekt – intet land er – men fordi Israel fortsat er et sted med en enestående rigdom. Ikke kun i natur, men også i historie, kultur, sprog, innovation og mennesker.

For mig er Israel meget mere end et land på et verdenskort. Det er duften af havet, lyden af hebraisk, smagen af barndommens mad og følelsen af altid at høre hjemme. Det er landet, der lærte mig at elske, at værdsætte livet og aldrig at tage frihed for givet.

𝙈𝙚𝙣 𝙝𝙫𝙤𝙧𝙛𝙤𝙧 𝙠𝙖𝙡𝙙𝙚𝙨 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙚𝙜𝙚𝙣𝙩𝙡𝙞𝙜 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩 𝙢𝙚𝙙 𝙢æ𝙡𝙠 𝙤𝙜 𝙝𝙤𝙣𝙣𝙞𝙣𝙜?

Udtrykket findes mere end 20 gange i Bibelen. Når Gud lover Israels folk landet, beskriver Han det som "et land, der flyder med mælk og honning." Det er ikke en bogstavelig beskrivelse, men et poetisk billede på et frugtbart land med overflod, hvor mennesker kunne leve, dyrke jorden og skabe et godt liv.

Mælken symboliserer de frodige græsgange, hvor får og geder gav næring til befolkningen, mens honningen sandsynligvis først og fremmest henviser til den søde sirup, der blev fremstillet af dadler – den såkaldte dadelhonning – som var en vigtig del af kosten i oldtidens Israel. Sammen blev mælk og honning et symbol på Guds velsignelse, frugtbarhed og håb.

𝙈𝙚𝙣 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝙠𝙤𝙢𝙢𝙚𝙧 𝙨𝙚𝙡𝙫𝙚 𝙣𝙖𝙫𝙣𝙚𝙩 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙛𝙧𝙖?

Navnet er langt ældre end den moderne stat Israel. Faktisk har det været brugt om et folk, et land og en identitet i mere end tre årtusinder.

Ifølge Første Mosebog får patriarken Jakob navnet Israel efter en natlig kamp med en engel – eller et guddommeligt væsen – ved vadestedet Jabbok. Gud siger til ham:

"Dit navn skal ikke længere være Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret." (1. Mosebog 32,29)

På hebraisk skrives navnet יִשְׂרָאֵל (Yisra'el). Det forbindes traditionelt med betydninger som "den, der kæmper med Gud", "Gud kæmper" eller "den, der strider med Gud". Navnet er sammensat af ordene שרה (sarah), der betyder at kæmpe eller stride, og אל (El), som betyder Gud.

Jakobs efterkommere blev kendt som Bnei Israel – Israels børn – og senere som Israels tolv stammer.

Omkring år 1000 f.Kr. blev stammerne samlet under kong Saul, kong David og kong Salomo i Kongeriget Israel, med Jerusalem som hovedstad under David og Salomo. Efter Salomos død blev riget delt i Nordriget Israel og Sydriget Juda. Selvom Nordriget faldt til assyrerne i 722 f.Kr., levede navnet Israel videre.

Navnet findes heller ikke kun i Bibelen. Det ældste kendte arkæologiske bevis er Merneptah-stelen fra Egypten, dateret til omkring 1208 f.Kr. Her nævnes Israel i en sejrsindskrift fra farao Merneptah. Det er den tidligste kendte historiske omtale af Israel uden for Bibelen og viser, at et folk ved navn Israel allerede eksisterede i Kana'an i slutningen af bronzealderen.

Efter de jødiske oprør mod Rom – særligt Bar Kokhba-oprøret i år 132-135 e.Kr. – forsøgte kejser Hadrian at svække den jødiske forbindelse til landet ved at omdøbe provinsen Judea til Syria Palaestina. Men navnet Israel forsvandt aldrig. Gennem næsten 2.000 år i diasporaen fortsatte jøder verden over med at kalde sig Am Yisrael – Israels folk – og Bnei Israel – Israels børn. Landet blev fortsat omtalt som Eretz Yisrael – Israels land, og navnet levede videre i bønner, liturgi, poesi og i ordene, der afslutter påskemåltidet hvert år: "Næste år i Jerusalem."

Da den moderne jødiske stat blev udråbt den 14. maj 1948, blev flere navne overvejet, blandt andet Judea, Zion og Eber. David Ben-Gurion argumenterede for navnet Israel, fordi det omfattede hele det jødiske folk – ikke kun Juda stamme. Derfor blev statens officielle navn Medinat Yisrael – Staten Israel.

Det særlige ved navnet Israel er derfor, at det ikke opstod i 1948. Det har gennem mere end 3.000 år været navnet på et folk, en identitet, et kongerige og et land. Få navne i verden har en så lang, ubrudt og veldokumenteret historie.

Og måske er det derfor, navnet betyder så meget for mig.

𝙉å𝙧 𝙟𝙚𝙜 𝙨𝙞𝙜𝙚𝙧 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡, 𝙩æ𝙣𝙠𝙚𝙧 𝙟𝙚𝙜 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙛ø𝙧𝙨𝙩 𝙥å 𝙚𝙣 𝙢𝙤𝙙𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙨𝙩𝙖𝙩. 𝙅𝙚𝙜 𝙩æ𝙣𝙠𝙚𝙧 𝙥å 𝙚𝙩 𝙛𝙤𝙡𝙠 𝙢𝙚𝙙 𝙚𝙣 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚, 𝙙𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙧æ𝙠𝙠𝙚𝙧 𝙨𝙞𝙜 𝙜𝙚𝙣𝙣𝙚𝙢 å𝙧𝙩𝙪𝙨𝙞𝙣𝙙𝙚𝙧. 𝙅𝙚𝙜 𝙩æ𝙣𝙠𝙚𝙧 𝙥å 𝙚𝙩 𝙡𝙖𝙣𝙙, 𝙙𝙚𝙧 𝙝𝙖𝙧 𝙛𝙤𝙧𝙢𝙚𝙩 𝙢𝙞𝙣 𝙚𝙜𝙚𝙣 𝙞𝙙𝙚𝙣𝙩𝙞𝙩𝙚𝙩. 𝙅𝙚𝙜 𝙩æ𝙣𝙠𝙚𝙧 𝙥å 𝙚𝙩 𝙣𝙖𝙫𝙣, 𝙨𝙤𝙢 𝙜𝙚𝙣𝙚𝙧𝙖𝙩𝙞𝙤𝙣 𝙚𝙛𝙩𝙚𝙧 𝙜𝙚𝙣𝙚𝙧𝙖𝙩𝙞𝙤𝙣 𝙝𝙖𝙧 𝙗å𝙧𝙚𝙩 𝙫𝙞𝙙𝙚𝙧𝙚 – 𝙡æ𝙣𝙜𝙚 𝙛ø𝙧 1948 𝙤𝙜 𝙝𝙚𝙡𝙩 𝙛𝙧𝙚𝙢 𝙩𝙞𝙡 𝙞 𝙙𝙖𝙜.

𝙁𝙤𝙧 𝙢𝙞𝙜 𝙚𝙧 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙗𝙡𝙤𝙩 𝙚𝙩 𝙣𝙖𝙫𝙣. 𝘿𝙚𝙩 𝙚𝙧 𝙢𝙞𝙩 𝙝𝙟𝙚𝙢𝙡𝙖𝙣𝙙. 𝙈𝙞𝙣 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚. 𝙀𝙣 𝙙𝙚𝙡 𝙖𝙛 𝙙𝙚𝙣, 𝙟𝙚𝙜 𝙚𝙧. 𝙊𝙜 𝙙𝙚𝙧𝙛𝙤𝙧 𝙫𝙞𝙡 𝙄𝙨𝙧𝙖𝙚𝙡 𝙖𝙡𝙩𝙞𝙙 𝙝𝙖𝙫𝙚 𝙚𝙣 𝙝𝙚𝙡𝙩 𝙨æ𝙧𝙡𝙞𝙜 𝙥𝙡𝙖𝙙𝙨 𝙞 𝙢𝙞𝙩 𝙝𝙟𝙚𝙧𝙩𝙚.