Gentagelser gør ikke usandheder sande

Af Yael Graversen.

Gentagelser gør ikke usandheder sande

Gentages stærke fortællinger om for eksempel jøder og Israel tilstrækkeligt mange gange på sociale medier og i den offentlige debat, begynder de at fremstå som sande. Men sådan fungerer sandhed ikke, skriver kronikør

I februar i år offentliggjorde Det Jødiske Samfund en undersøgelse af techgiganternes moderation af antisemitisk indhold. Den viser, at under halvdelen af det anmeldte indhold fjernes.

I perioden august-december 2025 blev 116 tilfælde anmeldt på Facebook og 118 på TikTok. Fjernelsesprocenten varierede markant afhængigt af, hvordan indholdet blev anmeldt. Når brugere henviste til konkret lovgivning, steg sandsynligheden for fjernelse. Ellers blev meget stående.

Platformene er underlagt EU’s Digital Services Act, som skal sikre nem anmeldelse og effektiv fjernelse af ulovligt indhold. Alligevel er det i praksis ofte brugerne selv, der må bære bevisbyrden. Det er let at læse dette som et teknologisk eller juridisk problem.

Men rapporten peger også på et mere grundlæggende erkendelsesmæssigt problem. Netop derfor er rapportens resultater interessante. De viser, hvordan udsagn kan cirkulere længe i det digitale rum uden at blive korrigeret af dokumentation.

Gentagelse i sig selv kan stabilisere en påstand, så den gradvist begynder at fremstå som viden.

Som deltager i den offentlige debat har jeg flere gange bemærket, hvordan bestemte historiske formuleringer cirkulerer med en autoritet, der ikke nødvendigvis står mål med deres dokumentationsgrundlag.

Gentagelse begynder at fungere som legitimering. Og i det øjeblik, institutionel legitimitet og historisk viden glider sammen, kan autoritet langsomt antage karakter af sandhed. Demokratiet er ikke kun sårbart over for løgne. Det er også sårbart over for autoritet.

Demokrati og ytringsfrihed betragtes ofte som robuste og selvkorrigerende ordninger. Erfaringen fra den offentlige debat de senere år peger imidlertid på en mere ubehagelig erkendelse: at netop åbenheden lader sig udnytte strategisk.

I praksis opstår et spændingsfelt mellem frihed, viden og ansvar, når institutioner, medier og civilsamfundsaktører bruges til at fremme ensidige eller følelsesbaserede narrativer. Her begynder forbindelsen mellem institutionelle praksisser og historiske forskydninger at blive tydelig.

Et aktuelt eksempel kunne opleves i Aarhus i juni 2026. Forud for den dansk-israelske journalist Jotam Confinos foredrag i Citykirken blev der ført kampagne for at få arrangementet aflyst.

Da foredraget alligevel blev gennemført, demonstrerede grupper både uden for kirken og inde i kirkens lokaler. Blandt budskaberne var påstanden om, at Jesus var palæstinenser, ligesom der blev fremvist blodige dukker, folkedrabsplakater og andre symboler, som skulle understøtte fortællingen om, at Israel begår folkedrab.

Ingen af delene er nye fortællinger. Tværtimod. Deres gennemslagskraft skyldes netop deres lange cirkulation i politiske, mediale og aktivistiske miljøer. Episoden illustrerer samtidig, hvordan stærke fortællinger kan få karakter af etablerede sandheder længe før de er historisk eller juridisk afgjort.

Påstanden om, at Jesus var palæstinenser, illustrerer problemstillingen. Navnet Palæstina blev ganske vist anvendt flere århundreder før Jesu fødsel. Den græske historiker Herodot benyttede omkring 450 f.Kr. betegnelsen ”Palaistin” om et område langs Middelhavets østlige kyst.

Men på Jesu tid eksisterede der ikke en romersk provins ved navn Palæstina. Området var kendt som Judæa, Galilæa og Samaria. Først efter Bar Kokhba-oprøret omkring år 135 e.Kr. indførte kejser Hadrian betegnelsen Syria Palaestina. Pointen er ikke at afgøre moderne identitetspolitiske spørgsmål gennem antikhistorien. Pointen er metodisk.

Når komplekse historiske forhold reduceres til slagord, og slagordene gentages tilstrækkeligt længe i autoritative rum, kan de gradvist antage karakter af etableret viden. Dermed bliver forskellen mellem historisk dokumentation og politisk fortælling vanskeligere at opretholde. Den samme mekanisme viser sig i debatter, hvor komplekse juridiske spørgsmål gradvist behandles som afgjorte kendsgerninger.

Et aktuelt eksempel er diskussionen om folkedrab i Gaza. Spørgsmålet er genstand for intens politisk debat, internationale undersøgelser og juridisk behandling. Alligevel optræder konklusionen ofte som en etableret sandhed i dele af offentligheden, længe før der foreligger en endelig juridisk afgørelse.

Dette betyder ikke, at lidelserne i Gaza kan ignoreres eller relativiseres. Tværtimod. Men det illustrerer forskellen mellem moralske vurderinger, politiske standpunkter og juridiske konklusioner.

Når denne skelnen svækkes, risikerer vi at forveksle overbevisning med dokumentation. I et lille sprogområde som det danske formidles meget historisk og politisk viden indirekte gennem internationale kilder. Dermed bliver kritisk kildevurdering endnu vigtigere i nationale sammenhænge, fordi forskydninger hurtigt kan importeres og reproduceres uden selvstændig efterprøvelse.

Institutionel autoritet giver politisk legitimitet, men legitimitet er ikke det samme som sandhed. Demokratiske institutioner har mandat til at formulere normer og træffe beslutninger, men dette mandat giver dem ikke automatisk epistemisk autoritet, altså autoritet i spørgsmålet om, hvad vi accepterer som viden. Historisk viden opstår gennem kildekritik, metodisk efterprøvelse og vilje til at lade dokumentation korrigere etablerede fortællinger. Uden denne disciplin risikerer politisk autoritet at glide ind i vidensdomænet og begynde at fungere som sandhedserklæring.

Spændingen mellem autoritet og viden er imidlertid langt fra ny.

Tværtimod har den optaget tænkere gennem store dele af den vestlige idéhistorie. Allerede i antikken advarede Sokrates mod styreformer, hvor overtalelse erstatter viden. Gennem Platons dialoger fremgår det, at hans kritik ikke var rettet mod borgernes deltagelse som sådan, men mod beslutningsprocesser, hvor indsigt og dømmekraft tilsidesættes til fordel for retorik og popularitet. Sandhed opstår ikke gennem flertallets tilslutning, men gennem argumentets holdbarhed.

Den tyske samfundsteoretiker Jürgen Habermas har formuleret et beslægtet ideal: at demokrati forudsætter en offentlighed, hvor argumenter vurderes efter deres begrundelse og dokumentation. Han skelner mellem meningsdannelse, som uundgåeligt er pluralistisk, og spørgsmål om viden og sandhed, som kræver metodisk efterprøvelse. Svækkes denne skelnen, kan konsensus og gentagelse forveksles med viden. Netop denne mekanisme bliver synlig i den aktuelle debat om antisemitisk indhold på sociale medier.

Den rapport, som Det Jødiske Samfund offentliggjorde i februar 2026, dokumenterer, hvor længe udsagn kan cirkulere digitalt uden at blive korrigeret af dokumentation. Men mekanismen er ikke begrænset til de digitale platforme. Den kommer også til udtryk i den offentlige debat, når historiske fortolkninger, juridiske vurderinger eller politiske fortællinger gradvist antager karakter af etableret viden gennem gentagelse og institutionel legitimitet.

Set i dette lys fremstår den aktuelle udvikling anderledes. Gentagelse i autoritative rammer kan få karakter af dokumentation. Dermed svækkes ikke blot forståelsen af fortiden, men også offentlighedens evne til at orientere sig i nutiden.

Demokrati forudsætter mere end ytringsfrihed. Det forudsætter institutioner, medier og borgere, der fastholder kravet om dokumentation, også når den strider imod dominerende politiske narrativer. Bliver autoritet til sandhed, svækkes demokratiets evne til at skelne mellem dokumentation og fortælling – og dermed øges dets sårbarhed.

Yael Gravesen er fotograf, journalist og debattør.