Hver sten på den jødiske begravelsesplads rummer en historie

Niels Hein
Journalist - Kristeligt Dagblad.

På den jødiske begravelsesplads på Nørrebro i København ligger mennesker, som var med til at skabe det moderne Danmark, i kulturlivet, i videnskaben, i journalistikken og i finansverdenen. Men der ligger også dem, der blev forfulgte

På Møllegade, eller Jødevej, som vejen hed engang, åbner Bent Blüdnikow portene til landets ældste jødiske begravelsesplads.

Den ligger i hjertet af nutidens Nørrebro, men mange københavnere ved slet ikke, at den findes, og endnu færre har besøgt den. Da den blev grundlagt i 1693, fik den heller ikke me-get opmærksomhed, forklarer Bent Blüdnikow, der er historiker og laver rundvisninger på gravpladsen:

"I 1600-tallet var der totalt øde herude. Det eneste, der var i området, var nogle marker og nogle store møller lidt længere vestpå. Det var her, uden for byens mure, at jøderne, der var et foragtet folkefærd, kunne få lov at begrave deres døde," siger Bent Blüdnikow og viser vej.

Begravelsespladsen tager sig idyllisk ud, med sine mange træer og gravsten, der står på rad og række ned gennem det aflange område. Der er 6000 gravsteder, men kun en tredjedel af dem er den dag i dag markeret med en gravsten:

"Man sløjfer jo ikke jødiske gravsteder, men nogle blev begravet med mindesmærker af træ og sandsten, som forvitrer i det danske klima. Med tilskud fra Københavns Kommune og den jødiske menighed passer vi dog på de resterende gravsten," siger Bent Blüdnikow.

Jøder var den eneste minoritetsgruppe, der for alvor skilte sig ud
Han bevæger sig ned gennem rækkerne af grave, mens han forklarer, at der på pladsen er to hovedgrupper af jøder. De af og til rige sefardiske jøder, der kom fra Spanien og Portugal, og de ofte fattigere askenaziske jøder, der var kommet til Danmark fra Tyskland, Polen og Rus-land.

Hver sten rummer ikke blot en menneskehistorie, men en historie om Europa, Danmark og Kø-benhavn, forklarer Bent Blüdnikow og peger på en gammel gravsten.

Her ligger David Israel, der var juvelhandler og et ledende medlem af menigheden i Køben-havn i 1600-tallet, og det var ved hans død i 1693, at man besluttede at købe et stykke jord uden for voldene, så man kunne begrave sine døde tæt på.

"Inden begravelsespladsen blev grundlagt, blev byens jøder begravet i den anden ende af Kongeriget, i Altona, og man kan levende forestille sig, hvor bøvlet det har været at skulle køre med den afdøde gennem hele landet på en ligvogn, og først tre-fire dage efter kunne begrave vedkommende. Det har ikke lugtet godt," siger Bent Blüdnikow.

På David Israels tid var jøderne den eneste minoritetsgruppe, der for alvor skilte sig ud:

"Vi havde jo svenskere, hollændere, tyskere og englændere i landet, men de lignede dansker-ne og var for det meste høje og lyse. Men jøderne så meget anderledes ud. Kvinderne gik med paryk, mændene med pelshue, sorte kaftaner og store mørke skæg."

Bent Blüdnikow forklarer, at selvom der aldrig var en jødisk ghetto i København, boede både rige og fattige jøder klumpet sammen omkring Læderstræde og Kompagnistræde, hvor der engang var flere synagoger.

Mens mange jøder levede i et parallelsamfund, formåede andre at integrere sig, forklarer Bent Blüdnikow og peger på en lille uanselig sten:

"Henriette Pätges var en jødisk kvinde, der indvandrede fra Tyskland i starten af 1800-tal-let. Hun slog sig ned og blev værtshusholderske i beværtningen 'Lille Ravnsborg', der lå her-ude på Nørrebrogade. Her satte hun sine tre unge døtre til at spille på harpe, synge og ser-vere. Der har muligvis også været lidt prostitution, men det var en anden sag. Døtrene kom på Det Kongelige Teaters Teaterskole, og en af dem, Hanne Pätges, blev 1800-tallets måske største primadonna," siger Bent Blüdnikow.

Hanne Pätges blev nemlig Johanne Luise Heiberg, da hun blev gift med Johan Ludvig Heiberg, som var direktør for Det Kongelige Teater, og konverterede til kristendommen.

"Det gjorde man jo. Kristendom var adgangsbilletten til samfundet. Og hun prøvede også at få sin mor, værtshusholdersken Henriette, døbt. Men Henriette nægtede, og derfor ligger hun her," siger Bent Blüdnikow.

Mange andre jøder lod sig døbe gennem 1700- og 1800-tallet, og derfor er der mange danske-re, der i dag har jødiske aner, uden at de er klar over det. 

Kvinderne, der blev taget
I midten af 1800-tallet blev der pladsmangel på begravelsespladsen, og i 1886 åbnede man en større begravelsesplads, Vestre Mosaiske Gravplads, længere ude af byen. Siden da blev de fleste jøder begravet derude.

Der er dog flere interessante gravsten fra 1900-tallet på denne begravelsesplads, understre-ger Bent Blüdnikow. 

Der er for eksempel sat en over Eva Salomonsen, der som 88-årig blev taget af tyskerne den 2. oktober 1943 og døde i lejren Theresienstadt. Hendes liv og skæbne er blevet fortalt i bo-gen "En sten for Eva" skrevet af forfatterparret Lene Ewald Hesel og Thomas Harder.

"Eva ligger her ikke fysisk, fordi ligresterne fra de 50 jøder, der døde i Theresienstadt, blev smidt i en flod. Hun var en del af den jødiske elite i København og gav en masse penge til hu-manitære aktiviteter. Under Besættelsen lykkedes det hendes søn at flygte til Sverige, og derfor er der også efterkommere fra Eva, men hun var for gammel og svag til at flygte. Der er vidner, der har fortalt, at da tyskerne skulle sejle hende og andre tilfangetagne jøder fra Københavns frihavn, måtte de fire hende ned i lastrummet på en madras," siger Bent Blüdni-kow.

Det var blandt andet danske fanger som Bent Blüdnikows egen svigerfar, der blev sat til at smide ligrester fra deres medfanger i floden ved Theresienstadt.

Der er dog også en lysere historie fra samme periode. På en gravsten ses navnet Hanna Adler, der døde i 1947:

"Hanna Adler var Niels Bohrs moster, men hun er selv en af danmarkshistoriens mest interes-sante personer overhovedet, og der burde blive rejst en statue af hende så hurtigt som over-hovedet muligt. Hun blev en af de første kvindelige fysikere uddannet fra Københavns Uni-versitet, men brugte det meste af sin tid, og sin familieformue i øvrigt, på progressiv pæda-gogik og oprettede H. Adlers Fælleskole ved søerne i København i 1893. Her gik drenge og pi-ger sammen, hvilket ikke var normalt, og man brugte ikke fysisk vold. Hun hilste på eleverne hver morgen og kunne efter sigende alle deres navne. I 1918 skænkede hun så skolen til Kø-benhavns Kommune."

I 1943, som 94-årig, blev Hanne Adler taget af tyskerne.

"Sammen med sin kusine havnede hun i Horserødlejren og skulle deporteres videre til There-sienstadt, hvor hun helt sikkert ville dø. Men så sker det, at 400 af hendes gamle elever, blandt andet den nu meget kendte Inge Lehmann, skrev til Udenrigsministeriets departe-mentschef, Niels Svenningsen, der så gik til Werner Best, der fik hende hjem. Resten af kri-gen tilbragte hun i København, hvor hun gik rundt med en lille seddel i lommen, der beskrev, at hun havde lov til at gå frit rundt," siger Bent Blüdnikow og slår ud med armene mod de øvrige gravsten:

"De er alle en del af danmarkshistorien. Her ligger nogle af de mennesker, som var med til at skabe det moderne Danmark, i kulturlivet, i videnskaben, i journalistikken og i finansverdenen. Her ligger dog også de, der blev forfulgt og smidt ud af landet, men kom tilbage. Mennesker, som levede fattige liv. Der er både den lyse og mørke side af historien."

Sidste begravelse på Mosaisk Nordre Begravelsesplads var i 1967.

Hver sten på den jødiske begravelsesplads rummer en historie