I et årti har de gået i skole med andre jøder. Hvem skal de være, når det ikke længere er tilfældet?
I et årti har de gået i skole med andre jøder. Hvem skal de være, når det ikke længere er tilfældet?
I et årti har de gået i skole med andre jøder.
Hvem skal de være, når det ikke længere er tilfældet?
LIVSOVERGANG | Rakel og Lea har gået på jødisk skole siden børnehaveklassen. Efter sommerferien begynder de på et helt almindeligt gymnasium. Nu overvejer de, om de skal være åbne om deres identitet eller nedtone den for at passe ind
Journalist
Lea og Rakel går i 9. klasse på Carolineskolen. De har begge søgt ind på Gammel Hellerup Gymnasium efter sommerferien.
De ligner, hvad de er: to piger på 15 år.
Deres bukser er så brede og lange, at de rører jorden, når de går. Kanterne er blevet flossede og har samlet lidt jord op fra gaden.
De bærer ikke længere bøger og penalhus på ryggen, men i moderigtige tasker, der hviler på den ene skulder. En af dem har bøjle på tænderne, begge har mascara på øjenvipperne.
Når de taler sammen, taler de lavt, indtil de pludselig bryder ud i grin over noget, andre ikke ville forstå.
Rakel og Lea, som Kristeligt Dagblad kalder pigerne i denne artikel, er ikke længere børn, men de er heller ikke voksne. De står midt i en livsovergang:
Efter sommerferien begynder de på gymnasiet. De skal finde deres ben i et nyt fællesskab; finde ud af, hvem de selv skal være i det.
"Vi skal sige farvel til alle de mennesker, vi har kendt de seneste 10 år," siger Rakel.
Det er en overgang, som de fleste unge mennesker oplever.
Men for Rakel og Lea er det, som om det hele er sat på spidsen. De forlader ikke en hvilken som helst folkeskole, men Danmarks eneste jødiske skole, Carolineskolen i København. De har været vant til at gå i skole med andre jøder, elever og lærere, der havde den samme tro, de samme traditioner, de samme grundholdninger.
De har haft fri på jødiske helligdage. De har sunget sange om fredagen for at markere over-gangen fra arbejde til sabbattens hvile. De har været en del af et flertal. Snart vil de være en del af en minoritet.
I hvilken grad vil de holde fast i deres jødiske identitet?
Hvor åbne skal de være om den?
Det svarer de på en torsdag i marts på en gåtur fra deres nutid til deres fremtid: Fra Carolineskolen til Gammel Hellerup Gymnasium, cirka en kilometer væk.
Gymnasiet, der sandsynligvis bliver rammen om pigernes hver-
dag efter sommerferien.
En trussel i tasken
De passerer porten til Carolineskolen og træder ud på fortovet, hvor et par tungt bevæbnede politifolk patruljerer. Bygningen er omkranset af flere meter høje hegn, hvert et hjørne af skolegården er overvåget af kameraer. Længere nede ad gaden holder en patruljevogn på hjør-net ud til Strandvejen.
Da Rakel og Lea var yngre, tænkte de ikke over det.
"Men nu hvor vi er blevet ældre, kan man godt tænke: Hvorfor er det egentlig et behov med sikkerheden? Bare fordi vi er en jødisk skole? I en almindelig folkeskole går man jo bare ind ad en dør," siger Lea.
"Samtidig har vi vænnet os til det," siger Rakel.
Livsovergangen er ikke kun eksistentiel. Det er også et spørgsmål om tryghed. Om at gå fra det lukkede og beskyttede til det åbne og usikre.
Rakel og Lea er ikke pigernes rigtige navne. Kristeligt Dagblad kender deres fulde identitet, men har valgt at anonymisere dem af en simpel årsag:
Det kan have konsekvenser at stå frem som jøde i en artikel af denne slags.
Der er tal på det: I 2025 registrerede politiet 294 sager om hadforbrydelser mod jøder, det højeste antal på et år nogensinde. Siden Hamas' terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023 har 85 procent af danske jøder oplevet en stigende utryghed i hverdagen, viser en rapport fra Institut for Menneskerettigheder.
Selvom Rakel og Lea beskriver deres kommende gymnasium som et trygt sted for jøder – det er en af grundene til, at de har valgt det – kender de risikoen uden for Carolineskolen. En af deres venner, der går på gymnasiet, fandt for nylig en seddel i sin taske, hvor der stod:
"Fkn [fucking] jøde".
Med tilføjelsen:
"Der kommer konsekvenser."
Kristeligt Dagblad har set dokumentation for, at sedlen findes.
Lea har oplevet noget lignende på sociale medier. Ikke fordi hun laver jødisk indhold, men fordi hun på sin profil har skrevet sit navn på hebraisk og indsat et orange hjerte, et symbol til ære for Bibas-familien, der blev kidnappet af Hamas ved terrorangrebet den 7. oktober 2023.
"Jeg kan mærke, at jødehadet er eksploderet," siger Lea.
"Hvis jeg har lagt en video på TikTok med mine venner, har jeg fået mindst 10 kommentarer som 'klamme zionist' eller 'klamme jøde'."
Kristeligt Dagblad har set et eksempel på en af de kommentarer.
Rakel nikker.
"Når man tilkendegiver, at man er jøde, bliver det et let punkt at angribe. Vil nogle sige noget grimt om en, så er det det, de hiver fat i."
"Hej, jeg hedder Rakel, og jeg er jøde"
Det efterlader spørgsmålet:
Vil de være åbne om, hvem de er på deres nye skole?
Som de fleste andre 15-årige har Lea og Rakel en trang til at passe ind i fællesskabet, til at være som de andre.
Men trangen til at værne om deres jødiske ophav er mindst lige så stærk. Som Lea siger: "Jødedommen er ikke hele mig, men det er en stor del af mig."
Hun "tror meget på Gud", siger hun. Når man spørger hende, hvad hun drømmer om, svarer hun, at hendes største drøm er at blive mor, "at få nogle flere jøder ud i verden". Hun vil helst gifte sig med en jødisk mand, men en anden tanke har også strejfet hende:
"Hvis jeg gifter mig med en mand, der ikke er jødisk, kan jeg udbrede jødedommen på den måde," siger hun, med henvisning til, at man ifølge jødedommen er jødisk, hvis ens mor er jøde.
På vej mod det kommende gymnasium. Foto: Johanne Teglgård Olsen
Rakel er mindre religiøs, men hun arbejder i synagogen på Krystalgade, sætter vin, brød og slik frem til kiddush, et socialt ritual umiddelbart efter gudstjenesten.
Fællesskabet er det afgørende for hende:
"Man har et sammenhold, noget og nogle, man kan falde tilbage på," siger Rakel.
"Det giver man ikke bare slip på."
Det bliver dog ikke det første, hun siger til sine nye klassekammerater: "Hej, jeg hedder Rakel, jeg er jøde."
"Det kommer nok lidt hen ad vejen," siger hun.
Hvor lang tid vil der gå? Ikke et år, tror hun. Måske nogle måneder.
"Hvis man bliver spurgt ind til det, vil man ikke skjule det," siger Lea.
Julefrokosten, et fremmed land
De taler om at finde en balance.
Om at tilpasse sig et nyt miljø uden at ofre det, de er rundet af.
Spørgsmålet er, hvordan man bærer sig ad med det.
De taler en del om det i deres klasse for tiden. Der er groft sagt to grupper, siger Rakel og Lea. Der er de religiøse, der ikke ville kunne svare på, hvem de er uden at nævne jødedommen. De vil holde fast i troen og være åbne om deres identitet. Så er der dem, der ikke er religiøse, og som er klar til at opgive traditionerne.
Lea og Rakel befinder sig et sted imellem grupperne, siger de.
I nogle situationer vil de holde fast i det jødiske, andre gange vil de tilpasse sig. De vil løbende tage valg, når dilemmaerne opstår. Som Lea siger: "Beslutte, hvad man skal adoptere til sin nye personlighed."
Hverken Rakel eller Lea ved, om de vil tage fri for at være i synagogen på jødiske helligdage. Måske kommer det an på, hvilken helligdag der er tale om. Måske hvor meget fravær de har i forvejen, siger de og griner.
Julefrokoster har de også tænkt en del på. De ved, at danske gymnasieelever har det med at fejre højtiden i fællesskab, men de har aldrig holdt jul før, og de spiser ikke svinekød. Hver-ken flæskesteg eller medisterpølse.
Skal de deltage i julefrokosten?
Skal de spise maden eller medbringe deres egen kost?
"Det er sådan noget, man skal tage stilling til nu," siger Rakel.
"Min storebror går også på gymnasiet, og han spiser svinekød. Men det har jeg ikke lyst til."
Hun fortsætter:
"Det er ikke, fordi jeg tror, man bliver ekskluderet fra fællesskabet i klassen ... det er mere følelsen af, at man ikke helt forstår, hvad der foregår."
"Jeg har tænkt på, at det er en slags kulturchok," siger Lea.
"Man går fra den danske jødiske kultur til kun den danske kultur. Det bliver lidt overvældende, tror jeg."
Det kan lyde negativt, men sådan skal det ikke nødvendigvis forstås. Jo, udsigten til den nye virkelighed kan gøre Lea nervøs, "bange" endda. Hun kommer også til at savne fællesskabet og traditionerne. Men hun ser samtidig overgangen som spændende og frigørende.
Det gør de begge.
"Det er trygt og virkelig hyggeligt at gå på en skole, hvor alle kender hinanden," siger Rakel, "men jeg glæder mig også til at starte på en ny skole med 1300 elever, hvor ingen kender ens fortid. Det er ligesom at starte på ny."
En lastbil buldrer forbi på vejen. Rakel tilføjer:
"Det bliver ret fedt."
Voksende fordomme
Imens de taler, går Lea og Rakel forbi den israelske ambassade, hvor betonklodser er sat op som terrorsikring, og hvor militærfolk med automatiske skydevåben holder vagt.
Antisemitismen har dybe rødder, men hadet er eskaleret, også i Danmark, efter terrorangre-bet den 7. oktober 2023 og de voldsomme israelske offensiver i Gaza, Libanon og Iran.
Krigene foregår langt fra Danmark, men de har sat spor herhjemme, også i danske skoleelever.
Rakel og Lea har begge familie i Israel, som de længe har været bekymrede for. Selv har de fået aflyst flere rejser til landet. I København støder de jævnligt på antiisraelske kamp-råb: "From the river to the sea" (eller på dansk: "fra floden til havet"), har demonstranter råbt under demonstrationer. "Befri København fra zionismen", stod der på en valgplakat fra partiet Frie Grønne. Og så videre.
Det har ikke skræmt dem, siger Lea, snarere gjort dem mere stålsatte i deres overbevisning om, at det jødiske folk har brug for deres egen stat.
Men de har også forandret sig på en anden måde, erkender Rakel:
"Jeg vil sige, at jeg faktisk har fået en del fordomme efter alt, der er sket. Hvis jeg går forbi en muslim, tænker jeg: 'okay, jeg skal lige gemme min halskæde med Davidsstjernen'."
Halskæderne er købt i Israel.
Rakel kigger stift frem mod bunden af den dalende villavej. Hun kan skimte det nye gymnasium.
Hun fortsætter:
"Jeg synes faktisk, det er ret forfærdeligt, at jeg ændrer mine egne holdninger på grund af noget, der er sket et andet sted. Generelt kan jeg godt lide at snakke med mennesker fra forskellige kulturer. Jeg synes også, det var fedt, da vores klasse for nogle år siden besøgte en muslimsk skole. For så lærte man hinanden at kende."
"Nu tænker jeg mere: 'Jeg gider ikke lære dem at kende.' Nu vil jeg holde mig til det trygge."
Rakel kigger mod fortovet. Lea ser på hende.
"Jeg har den samme frygt for, at mine fordomme vokser," siger Lea.
"Hvis jeg skal ind i en kiosk, hvor ejeren ikke er dansk, så gemmer jeg tit mine halskæder, fordi jeg er bange for, at jeg får en anden behandling end almindelige danskere. Man ved godt, at det, man gør, er forkert, men jeg ved ikke lige, hvad jeg skal gøre for at ændre det. For jeg vil heller ikke udsætte mig selv for fare."
Den sidste tid sammen
De går forbi hovedindgangen på deres kommende gymnasium. En flok elever har netop fået fri, de uddeler hurtige håndtryk og bevæger sig i forskellige retninger, nogle alene, nogle i klynger.
Rakel og Lea går rundt om murstensbygningen og sætter sig ved et bord, få meter fra skolens facade. En elev stikker hovedet ud af et vindue og betragter de to piger, journalisten og fotografen, lidt undrende.
Ved bordet griber Lea fat i sine halskæder og løfter dem over trøjen. To af dem har hun købt i Israel: en davidsstjerne og en geografisk aftegning af Israel.
Vil de bære halskæderne på gymnasiet?
"Jeg tror det," svarer Rakel.
"Hvis vi tager dem af og lader dem blive hjemme, skjuler vi vores identitet," siger Lea.
"Vi vil gerne stå fast," siger Rakel.
Kort efter kan man høre læreren genoptage undervisningen i det lokale, som eleven stak hovedet ud fra. Hun taler om arbejdet i Folketinget, om partier, ministre og beslutnings-forslag.
Lea og Rakel har begge søgt ind på en samfundsfaglig linje, men de kommer ikke til at gå i samme klasse. Lea skal have engelsk på højniveau, Rakel har valgt en matematisk retning.
Det føles dog alt sammen langt væk lige nu.
Først skal de til eksamen. Og så skal de holde ferie.
De håber, at de kan besøge deres familier i Israel, hvor de kan bære davidsstjernerne om halsen, uden at tænke på hvad andre synes om det. De har også planer om at mødes i landet, sådan som de gjorde sidste sommer.
"Og så har vi aftalt, at vi vil tage på en sommerhustur sammen med nogle af de andre piger fra klassen, bare for at kredse om hinanden, inden vi alle går hver vores vej," siger Lea.
Rakel nikker.
"Denne sommer skal handle om at holde fast på hinanden og virkelig nyde den sidste tid sammen," siger hun.
Pigerne rejser sig for at få taget billeder, mens grupper af gymnasieelever går forbi på for-tovet og kigger nysgerrigt på dem. Til sidst sætter de sig på en betonbænk med fronten mod deres kommende gymnasium. Og slynger armene om hinanden.
Sådan gjorde vi:
Kristeligt Dagblad har valgt at gøre eleverne anonyme. Det skyldes deres alder og livsfase kombineret med det forhold, at mange jøder bliver udsat for antisemitisme, også i Danmark. Redaktionen kender deres fulde identitet.
I et årti har de gået i skole med andre jøder. Hvem skal de være, når det ikke længere er tilfældet?