Børn og unge opdager ikke, at underholdning på internettet er antisemitisme: ”Jeg griner bare og scroller videre”

Af Ida Veiden Brakstad

Siden 2022 har undervisning i holocaust været obligatorisk som led i den
daværende regerings handleplan mod antisemitisme. I en tid med
stigende antisemitisme, og hvor viden om folkedrabet er udfordret, er
denne undervisning ikke blot relevant, men nødvendig.
Samfund Kirke & Tro Liv & Sjæl Kultur
Holocaustundervisning er imidlertid ingen universalløsning ibekæmpelsen af antisemitisme. Det forudsætter, at man undgårforsimplede moralske budskaber, banale forklaringsmodeller og etoverdrevent fokus på den ekstreme vold. I stedet bør man arbejde med enundervisningsform, der kombinerer historisk viden med refleksion overfortiden og dens betydning for nutiden.
Målet bør være, at eleverne går ud fra undervisningen med en bedreforståelse for både de historiske kendsgerninger og antisemitismen somden ideologiske drivkraft bag holocaust. Dermed har de et bedre grundlagfor at genkende og udfordre nutidige former for antisemitisme. Vi ønskermed andre ord, at eleverne både skal lære om holocaust og af holocaust.
Denne tilgang udgør kernen i Jødisk Informationscentersholocaustundervisning. Vi er et undervisnings- og videnscenter, somgennem det seneste årti har undervist danske elever i jødisk historie,identitet og kultur. Centeret blev oprettet i samarbejde mellemKøbenhavns Kommune og Det Jødiske Samfund i kølvandet på detantisemitiske terrorangreb mod synagogen i København i 2015.
Jødisk Informationscenter udspringer dermed direkte af erkendelsen af, atantisemitisme ikke blot er et historisk fænomen, men en aktuelsamfundsudfordring, som kræver oplysning, undervisning ogforebyggelse.
I dag befinder vi os i en situation, hvor undervisning i holocaust erudfordret på flere fronter. Den øgede historiske distance tilbegivenhederne er i sig selv en udfordring, som stiller nye krav tilundervisningen.
De holocaustoverlevendes gradvise forsvinden har på relativt kort tidændret betingelserne for, hvordan holocaust erindres og forstås ioffentligheden.
Hvor tidligere generationer havde mulighed for at møde overlevende oghøre vidnesbyrd som direkte førstehåndsfortællinger, er formidlingen idag i højere grad medieret gennem digitale og populærkulturelle formater.
Hertil kommer, at en stadig større del af unges historiske ogsamfundsmæssige orientering foregår på sociale medier, hvor historiskefakta, misinformation, konspirationsteorier og AI-genereret indhold oftecirkulerer side om side.
Som en følge af dette kommer mange elever ind i undervisningen med etmanglende eller fragmenteret vidensgrundlag, hvor fakta, misinformationog politiske påstande kan være blandet sammen.
I undervisningsrummet møder vi også elever, der er blevet eksponeret forstærkt fordrejede narrativer om holocaust på sociale medier, herunderholocaustforvrængning og -benægtelse.
Det kan være alt fra AI-genererede billeder fra Auschwitz til "holohoax"-memes, der fremstiller holocaust som en jødisk fabrikation. Sidstnævntebygger på en klassisk antisemitisk konspirationsteori om skjult jødiskmagt og manipulation – forestillinger, som også var centrale i nazisternespropaganda.
Dette illustrerer, hvordan gamle antisemitiske stereotypier, fordomme ogkonspirationsteorier er blevet reproduceret på sociale medier – ofteforklædt som humor.
Mange elever har set eller interageret med denne type indhold, uden atopfatte det som antisemitisk.
"Jeg griner bare og scroller videre," som en gymnasieelev forklarede sinreaktion på antisemitiske memes.
Dette konkrete eksempel illustrerer, hvordan manglende historisk ogbegrebslig viden om holocaust og antisemitisme kan gøre det svært atgennemskue historiske fordrejninger eller genkende antisemitiskebudskaber skjult i for eksempel memes.
Som en del af undervisningen viser vi derfor eleverne eksempler på bådehistoriske og nutidige udtryk for antisemitisme. Med udgangspunkt iholocaust undersøger vi kontinuitet og brud i antisemitismens langevirkningshistorie og belyser, hvordan nazismen radikaliserede ogsystematiserede antisemitiske forestillinger, som allerede var struktureltforankret i europæisk kultur- og idéhistorie.
Dette gør det muligt for eleverne både at forstå, hvordan holocaust kunneske, og samtidig trække paralleller fra de historiske til de nutidige udtrykfor antisemitisme.
Når antisemitisk indhold fra sociale medier analyseres i undervisningenog sættes ind i en bredere historisk og ideologisk sammenhæng, bliver dettydeligt for eleverne, hvordan klassiske antisemitiske troper er blevetreproduceret i nye digitale formater.
Denne erfaring understreger, hvor afgørende fokus på ideologi og videnom antisemitismens virkningshistorie er som del afholocaustundervisningen. Et vigtigt tegn på læring er, når eleverne selv er
i stand til at anvende denne viden til at identificere nutidige variationer afantisemitisme.
Undervisning i holocaust er samtidig blevet mere kompliceret i en samtid,hvor folkedrabet i stigende grad fortolkes gennem nutidige konflikter.Dermed forskydes opmærksomheden væk fra holocaust som historiskhændelse og antisemitismen som ideologisk drivkraft, hvilket bådesvækker forståelsen og minimerer den jødiske erfaring. I sådanneundervisningssituationer kan det at arbejde med vidnesbyrd være særligtværdifuldt.
Mange af de overlevendes vidnesbyrd er blevet bevaret i form af lyd- ogvideooptagelser, memoirer og digitale vidnesbyrdssamlinger. Vi erfarer, atdisse vidnesbyrd kan fungere som modvægt til politiskinstrumentalisering, gennem at forankre undervisningens fokus påholocaust som historisk hændelse og på ofrene som virkelige mennesker.
Vi oplever samtidig, at mødet med de overlevendes egne beretningerstyrker forståelsen af de menneskelige konsekvenser af holocaust. Detteperspektiv styrkes yderligere gennem generationsberetninger, somsynliggør, hvordan traumerne fra holocaust har sat dybe spor også i deefterfølgende generationer og fortsat præger jødiske familier og samfund idag.
Som undervisnings- og videnscenter kan vi bidrage med specialiserethistorisk viden, konkrete eksempler på nutidig antisemitisme og et jødiskperspektiv, som eleverne sjældent møder i deres undervisning.
Vores erfaring er, at undervisningen rykker mest, når eleverne ikke blotmodtager viden, men selv aktivt begynder at analysere: når de forstår, at
antisemitisme ikke blot er et historisk fænomen, men har direktekonsekvenser for jøder og jødisk liv også i dag, og når de bliver bevidsteom, at antisemitisme ikke alene vedrører den jødiske minoritet, men er etdemokratisk problem, som vi alle har et ansvar for at bekæmpe.
At lære om fortiden er ingen garanti for en bedre fremtid, men det er etafgørende udgangspunkt. I Jødisk Informationscenter ønsker vi at rusteeleverne med viden, så de bedre er i stand til at tage ansvar for nutiden.For er der noget, fortiden har lært os, så er det, at demokratiske samfundikke kun beskyttes gennem institutioner, men gennem almindeligemenneskers evne til at udfordre og afvise dehumanisering og had.