𝘼𝘿𝙍𝙄𝘼𝘼𝙉 𝙍𝙀𝙇𝘼𝙉𝘿 (1714)

𝘼𝙉𝘼𝙇𝙔𝙎𝙀𝙍𝙀𝘿𝙀 𝘼𝙉𝙏𝙄𝙆𝙆𝙀 𝙆𝙄𝙇𝘿𝙀𝙍 𝙊𝙂 𝙎𝙏𝙀𝘿𝙉𝘼𝙑𝙉𝙀 𝙄 𝘿𝙀𝙏 𝙃𝙄𝙎𝙏𝙊𝙍𝙄𝙎𝙆𝙀 𝙋𝘼𝙇Æ𝙎𝙏𝙄𝙉𝘼 𝙊𝙂 𝘽𝙀𝙎𝙆𝙍𝙀𝙑 𝙊𝙈𝙍Å𝘿𝙀𝙏𝙎 𝙉𝘼𝙑𝙉𝙀 𝙊𝙂 𝘽𝙊𝙎𝙀𝙏𝙏𝙀𝙇𝙎𝙀𝙍 𝙐𝘿 𝙁𝙍𝘼 𝙅Ø𝘿𝙄𝙎𝙆𝙀, 𝙂𝙍Æ𝙎𝙆𝙀 𝙊𝙂 𝙍𝙊𝙈𝙀𝙍𝙎𝙆𝙀 𝙃𝙄𝙎𝙏𝙊𝙍𝙄𝙎𝙆𝙀 𝙆𝙄𝙇𝘿𝙀𝙍.

𝙄𝙁Ø𝙇𝙂𝙀 𝙍𝙀𝙇𝘼𝙉𝘿𝙎 𝘼𝙉𝘼𝙇𝙔𝙎𝙀 𝘼𝙁 𝙃𝙄𝙎𝙏𝙊𝙍𝙄𝙎𝙆𝙀 𝙆𝙄𝙇𝘿𝙀𝙍 𝙁𝘼𝙉𝘿𝙏𝙀𝙎 𝘿𝙀𝙍 𝙄𝙆𝙆𝙀 𝘼𝙍𝘼𝘽𝙄𝙎𝙆 𝙊𝙋𝙍𝙄𝙉𝘿𝙀𝙇𝙎𝙀 𝙄 𝘿𝙀 𝙎𝙏𝙀𝘿𝙉𝘼𝙑𝙉𝙀, 𝙃𝘼𝙉 𝙂𝙀𝙉𝙉𝙀𝙈𝙂𝙄𝙆 𝙄 𝙊𝙈𝙍Å𝘿𝙀𝙏.

Har I mødt billeder som billede nr. 1, hvor Israels og jøders tilknytning til landet og området hele tiden bliver sat spørgsmålstegn ved?

Det har jeg – og derfor poster jeg ofte opslag om Israels og den jødiske histories ældgamle rødder i området. Ikke fordi jeg ønsker at negligere, at der i dag bor mennesker i området, som kalder sig palæstinensere. Det gør jeg ikke.

𝙈𝙞𝙣 𝙖𝙜𝙚𝙣𝙙𝙖 𝙚𝙧 𝙖𝙩 𝙢𝙤𝙙𝙗𝙚𝙫𝙞𝙨𝙚 𝙙𝙚𝙣 𝙪𝙙𝙗𝙧𝙚𝙙𝙩𝙚 𝙥å𝙨𝙩𝙖𝙣𝙙 𝙤𝙢, 𝙖𝙩 𝙟ø𝙙𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙚𝙧 𝙚𝙩 𝙤𝙥𝙧𝙞𝙣𝙙𝙚𝙡𝙞𝙜𝙩 𝙛𝙤𝙡𝙠 𝙞 𝙤𝙢𝙧å𝙙𝙚𝙩. 𝙀𝙛𝙩𝙚𝙧 𝙢𝙞𝙣 𝙤𝙥𝙛𝙖𝙩𝙩𝙚𝙡𝙨𝙚 𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙚𝙣 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠 𝙛𝙤𝙧𝙠𝙚𝙧𝙩 𝙥å𝙨𝙩𝙖𝙣𝙙, 𝙨𝙤𝙢 𝙙𝙚𝙨𝙫æ𝙧𝙧𝙚 𝙢𝙖𝙣𝙜𝙚 𝙛𝙖𝙡𝙙𝙚𝙧 𝙛𝙤𝙧, 𝙛𝙤𝙧𝙙𝙞 𝙙𝙚𝙧 𝙚𝙠𝙨𝙞𝙨𝙩𝙚𝙧𝙚𝙧 𝙢𝙚𝙜𝙚𝙩 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠 𝙛𝙤𝙧𝙛𝙖𝙡𝙨𝙠𝙣𝙞𝙣𝙜, 𝙤𝙜 𝙛𝙤𝙧𝙙𝙞 𝙢𝙖𝙣𝙜𝙚 𝙜𝙖𝙣𝙨𝙠𝙚 𝙚𝙣𝙠𝙚𝙡𝙩 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙠𝙚𝙣𝙙𝙚𝙧 𝙨æ𝙧𝙡𝙞𝙜 𝙢𝙚𝙜𝙚𝙩 𝙩𝙞𝙡 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚 𝙤𝙜 𝙯𝙞𝙤𝙣𝙞𝙨𝙢𝙚.

𝙅𝙚𝙜 ø𝙣𝙨𝙠𝙚𝙧 𝙛𝙧𝙚𝙙 𝙞 𝙤𝙢𝙧å𝙙𝙚𝙩. 𝙅𝙚𝙜 ø𝙣𝙨𝙠𝙚𝙧, 𝙖𝙩 𝙢𝙞𝙣 𝙛𝙖𝙢𝙞𝙡𝙞𝙚, 𝙢𝙞𝙣𝙚 𝙫𝙚𝙣𝙣𝙚𝙧 𝙤𝙜 𝙖𝙡𝙡𝙚 𝙢𝙚𝙣𝙣𝙚𝙨𝙠𝙚𝙧 𝙞 𝙧𝙚𝙜𝙞𝙤𝙣𝙚𝙣 𝙨𝙠𝙖𝙡 𝙠𝙪𝙣𝙣𝙚 𝙡𝙚𝙫𝙚 𝙞 𝙛𝙧𝙚𝙙 𝙤𝙜 𝙨𝙞𝙠𝙠𝙚𝙧𝙝𝙚𝙙. 𝙈𝙚𝙣 𝙟𝙚𝙜 𝙖𝙘𝙘𝙚𝙥𝙩𝙚𝙧𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙤𝙢𝙨𝙠𝙧𝙞𝙫𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙖𝙛 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚𝙣, 𝙤𝙜 𝙟𝙚𝙜 𝙖𝙘𝙘𝙚𝙥𝙩𝙚𝙧𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚, 𝙖𝙩 𝙢𝙖𝙣 𝙛𝙤𝙧𝙨ø𝙜𝙚𝙧 𝙖𝙩 𝙪𝙙𝙨𝙡𝙚𝙩𝙩𝙚 𝙙𝙚𝙣 𝙚𝙣𝙤𝙧𝙢𝙚 𝙤𝙜 𝙙𝙮𝙗𝙚 𝙟ø𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙩𝙞𝙡𝙠𝙣𝙮𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙩𝙞𝙡 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩.

Det er også derfor, jeg bruger så meget tid på at beskrive historien. For i min optik er det afgørende at anerkende den dybe historiske forbindelse, jøder har til landet. Det er vigtigt, at arabere anerkender, at jøder har ret til et land i dette område – præcis som jøder gennem historien har anerkendt, at der bor arabere i området.

Jøderne accepterede oprettelsen af Jordan. De accepterede også en to-statsløsning. Det samme forventer jeg af palæstinenserne – nemlig en anerkendelse af jødernes ret til at eksistere som folk og have et land i deres historiske hjemland, og at man ikke forsøger at udslette alt det jødiske i området, sådan som billede nr. 1 efter min opfattelse gør.

𝘽𝙞𝙡𝙡𝙚𝙙𝙚 𝙣𝙧. 2 𝙚𝙧 𝙚𝙩 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙨𝙠 𝙨𝙫𝙖𝙧 𝙥å 𝙗𝙞𝙡𝙡𝙚𝙙𝙚 𝙣𝙧. 1 – 𝙣𝙤𝙜𝙚𝙩 𝙢𝙖𝙣𝙜𝙚 𝙥𝙧𝙤𝙥𝙖𝙡æ𝙨𝙩𝙞𝙣𝙚𝙣𝙨𝙚𝙧𝙚 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙠𝙚𝙣𝙙𝙚𝙧 𝙩𝙞𝙡 𝙚𝙡𝙡𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙨𝙫æ𝙧𝙧𝙚 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙩𝙖𝙜𝙚𝙧 𝙨𝙞𝙜 𝙩𝙞𝙙 𝙩𝙞𝙡 𝙖𝙩 𝙨æ𝙩𝙩𝙚 𝙨𝙞𝙜 𝙞𝙣𝙙 𝙞.

𝙈𝙖𝙣𝙜𝙚 𝙖𝙛 𝙣𝙖𝙫𝙣𝙚𝙣𝙚 𝙥å 𝙗𝙞𝙡𝙡𝙚𝙙𝙚 𝙣𝙧. 1 𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 “𝙤𝙥𝙧𝙞𝙣𝙙𝙚𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙥𝙖𝙡æ𝙨𝙩𝙞𝙣𝙚𝙣𝙨𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙗𝙮𝙚𝙧”, 𝙢𝙚𝙣 𝙖𝙧𝙖𝙗𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙪𝙙𝙩𝙖𝙡𝙚𝙧 𝙚𝙡𝙡𝙚𝙧 𝙤𝙫𝙚𝙧𝙨æ𝙩𝙩𝙚𝙡𝙨𝙚𝙧 𝙖𝙛 𝙡𝙖𝙣𝙜𝙩 æ𝙡𝙙𝙧𝙚 𝙝𝙚𝙗𝙧𝙖𝙞𝙨𝙠𝙚, 𝙠𝙖𝙣𝙖𝙖𝙣æ𝙞𝙨𝙠𝙚, 𝙜𝙧æ𝙨𝙠𝙚 𝙚𝙡𝙡𝙚𝙧 𝙗𝙞𝙗𝙚𝙡𝙨𝙠𝙚 𝙨𝙩𝙚𝙙𝙣𝙖𝙫𝙣𝙚.

Jerusalem har for eksempel heddet Jerusalem i tusinder af år og nævnes i Bibelen længe før islam opstod. “Al-Quds” er det arabiske navn, men ikke det oprindelige navn.

Det samme gælder Akko (Acre), Ashkelon, Jaffa og Beer Sheva/Be’er Sheva, som alle er oldgamle byer med historiske navne, der eksisterede længe før moderne nationalisme – både israelsk og palæstinensisk.

Tel Aviv blev heller ikke “taget fra” Jaffa. Tel Aviv blev grundlagt som en ny jødisk by i 1909 ved siden af Jaffa på sandklitter nord for byen. Kortet forsøger at skabe indtryk af, at alle steder oprindeligt var rent “palæstinensiske” og senere fik nye israelske navne. Historien er langt mere kompleks end det. Regionen har gennem tusinder af år været præget af jødiske, arabiske, osmanniske, romerske, græske og britiske perioder.

Man kan godt anerkende arabiske historie og tilstedeværelse uden samtidig at benægte jødernes historiske tilknytning til landet.

Mange pro-palæstinensere ignorerer også forfatteren Adriaan Reland.

Forfatteren Reland (Adriaan Reland født i 1676 og død i 1718), en anerkendt forsker, geograf, kartograf og filolog, talte flydende hebraisk, arabisk og oldgræsk samt flere europæiske sprog. Hans hovedværk blev skrevet på latin og baseret på omfattende klassiske og historiske kilder.

Hans forskningsmetode var interessant. Han er især kendt for sit værk Palaestina ex monumentis veteribus illustrata (1714), hvor han gennemgik antikke kilder, bibelske tekster og klassisk geografi for at beskrive området.

Hans tilgang var akademisk og tekstbaseret, hvor han sammenholdt stednavne og historiske kilder fra jødisk, græsk og romersk litteratur.

𝙃𝘼𝙉𝙎 𝙈𝙀𝙎𝙏 𝙁𝙍𝙀𝙈𝙏𝙍Æ𝘿𝙀𝙉𝘿𝙀 𝙆𝙊𝙉𝙆𝙇𝙐𝙎𝙄𝙊𝙉𝙀𝙍:

𝙄𝙆𝙆𝙀 É𝙉 𝘽𝙊𝙎𝙀𝙏𝙏𝙀𝙇𝙎𝙀 𝙄 𝙄𝙎𝙍𝘼𝙀𝙇𝙎 𝙇𝘼𝙉𝘿 𝙃𝘼𝙑𝘿𝙀 𝙀𝙏 𝙉𝘼𝙑𝙉 𝘼𝙁 𝘼𝙍𝘼𝘽𝙄𝙎𝙆 𝙊𝙋𝙍𝙄𝙉𝘿𝙀𝙇𝙎𝙀.

De fleste stednavne stammede fra hebraisk, græsk, latin eller romersk. Faktisk havde – bortset fra Ramla – ingen arabisk bosættelse et oprindeligt arabisk navn. Den dag i dag er de fleste stednavne af hebraisk eller græsk oprindelse, hvor navnene senere er blevet forvansket til arabiske navne.

Navne som Acco (Akko), Haifa, Jaffa, Nablus, Gaza eller Jenin har ingen betydning på arabisk, og byer som Ramallah, El Halil og El-Kuds (Jerusalem) mangler historiske rødder eller arabisk sproglig oprindelse.

I 1696, da Reland rejste i landet, blev Ramallah f.eks. kaldt Bet’allah (fra det hebraiske navn Beit El), og Hebron blev kaldt Hebron (Hevron). Araberne kaldte Mearat HaMachpelah for El Chalil, deres navn for patriarken Abraham.

Det meste af landet var tomt og øde.

Det meste af landet var tyndt befolket, og indbyggerne boede hovedsageligt i Jerusalem, Akko, Safed, Jaffa, Tiberias og Gaza. De fleste indbyggere var jøder, mens resten hovedsageligt var kristne. Der var få muslimer, primært nomadiske beduiner. Nablus, kendt som Shchem, var en undtagelse, hvor cirka 120 medlemmer af den muslimske Natsha-familie og omkring 70 samaritanere boede.

I Galilæas hovedby Nazareth boede cirka 700 kristne, og i Jerusalem omkring 5000 mennesker – hovedsageligt jøder og nogle kristne.

Det interessante er, at Reland beskrev muslimerne som nomadiske beduiner, der kom til området som arbejdskraft inden for byggeri og landbrug – sæsonarbejdere.