Hvordan går det inde i boblen?

”Du taler med dig selv,” konkluderede Haviv Rettig Gur efter en gennemlytning af New York Times-journalisten Ezra Kleins seneste podcast . Her kalder Klein Israel for en ”hegemon”, der kollektivt afstraffer palæstinenserne og udnytter sin egen overvældende magt til at ekspandere staten.

Rettig Gurs pointe: Hvis man ikke sætter sig ind i de langt større stridigheder og ideologier, som præger Mellemøsten, og i stedet vurderer Israels beslutninger helt uafhængigt af de komplicerede betingelser, staten eksisterer på – ja, så konstruerer man blot en tegneserieversion af virkeligheden og har gjort sig selv uvæsentlig. Det eneste, Ezra Klein reelt opnår, er at udstille sin egen indbildte moralske dyd.

Inde i den antizionistiske boble taler man virkelig meget med sig selv. Der henvises flittigt til opdigtede ideer om, at zionister er drevet af deres overbevisning om, at ”Gud har lovet dem landet”, at de stræber efter et Greater Israel , og at statens topfigurer udtrykkeligt ønsker at udslette palæstinenserne. For slet ikke at tale om dybt bizarre påstande om, at Israel har aflet særlige hunde, som kan voldtage palæstinensiske fanger, at jøder stammer fra Polen, og at hele deres kultur er opdigtet, eller at de mange træer, man planter for at forbedre miljøet i Israel, i virkeligheden er ”invasive arter”.

Akademisk vildfarelse

Der er to forskellige sfærer i denne bobleverden fuld af ekstreme anklager mod Israel, zionister og jøder. Der er dels den akademiske sfære, hvor et lukket kredsløb af forskere, NGO'er, intellektuelle og medier taler med sig selv om, hvor enestående ond staten Israel er, og at den slet ikke eksisterer. Bøger udgives, debatter udfolder sig, og artikler skrives, og alle giver hinanden ret. Ingen ser ud over boblen og stiller kritiske spørgsmål til deres egne overbevisninger, og derfor slår virkeligheden også hårdt, når den en sjælden gang melder sig.

Folkedrabsforskeren Omer Bartov påstod således i en nylig podcast , at Netanyahu jo aldrig ville sige, at fjenden var Hamas og ikke hele det palæstinensiske folk, og at dette beviste de onde intentionener. ”Det har han da sagt,” indskød været, og Bartov svarede bestyrtet ”Nej, nej!” Hvorefter man kunne vise et klip med et præcist indlæg.

Altså: En folkedrabsforsker er ikke bekendt med bredt tilgængeligt materiale, som fuldstændig afmonterer hans hypotese. Årsagen er indlysende: Han ser ikke ud over sin egen boble. Alt for mange veluddannede mennesker har brugt en utrolig energi på at bidrage til denne lukkede samtale de seneste år, og det er et reelt tab for hele samfundet.

De forvanskede forestillinger siver også ud i det bredere samfund og gør skade. Da en kvinde ville anmelde dødstrusler mod hende til politiet, blev hun spurgt, om hun var zionist . Underforstået: I så fald var det hendes egen skyld. Betjenten ”følte” ikke, at der var tale om alvorlige trusler. Hun fik siden en fesen undskyldning af politiet for “den dårlige oplevelse”. Sagen afspejler, at demokratiske og juridiske principper bøjes, når den antizionistiske virus får tag i stadig større dele af befolkningen og endda myndighederne. Og så er der tidsspildet: I England brugte en domstol tid på at behandle en anklage om krigsforbrydelser mod en britisk-israeler, som dommeren endte med at afvise eftertrykkeligt , fordi den i sin aktivistiske iver fordrejede juraen.

Lykkelig i offerrollen

Der er også den bredere aktivistiske sfære i boblen, hvor mere end to års eksponering for feberhede vanvidsforestillinger om Israel og jøder har radikaliseret miljøet. Mange siger nu ligeud, at de støtter Hamas og regimet i Iran og havde Vesten. Man kan ikke mere skelne den yderste højrefløjs og venstrefløjs jødehad fra hinanden. Begge grupper flirter med nazisme, kalder zionisme for dæmonisk og fremstiller jøder som det onde selv. Venstrefløjen dyrker figurer som Candace Owen, Nick Fuentes og Tucker Carlson, mens højrefløjen nu er lykkeligt eneste med rabiate venstrefløjsere som Jackson Hinkle, Cenk Uygur eller Hasan Piker – alle forenes i jødehadets massepsykose .

Det er altid dragende at lægge ansvaret for alverdens problemer over på en klar fjende – ikke bare bliver man selv skyldfri, man får også lov at føle sig moralsk overlegen og at udføre intense kollektive ritualer sammen med alle de andre overbeviste. At den fjende endnu engang er jøderne og nu ogsaa deres stat, er gabende uopfindsomt, men samtidig ogsaa destruktivt. Ikke bare for jøderne, fordi den massive bagvaskelse af dem helt forudsigeligt fører til stadig mere vold, men også for de hellige antizionister selv, som mister grebet om virkeligheden.

Stor er forbløffelsen blandt dem, som er gået i front med fordømmelsen af ​​Israel, når deres handlinger får konsekvenser – for eksempel den nyslåede jurakandidat, der brugte sin taletid ved årets afslutningsceremoni på Georg Washington University til meget moderigt at tordne mod Israel . Hun mistede det job, hun netop havde fået på et førende advokatkontor, hvor man sandsynligvis forudså, at mange ikke ville føle sig trygge i hendes hænder. Der er tale om en form for selvskade, som mindre ikke så lidt om den fanatiske tilbudvilje i jihadi-miljøer.

Selvskade er det også, når man ikke længere er i stand til at forholde sig til andre synspunkter, og i stedet affærdiger modpartens holdninger som ”løgn”, eller når man går ud fra, at alle, som er uenige med en selv, er betalte Mossad-agenter. Kuriøse opslag baseret på AI-billeder tager helt ukritisk for gode varer. Vrangforestillingerne tager over, og fordummelsen vokser.

De groteske optrin ved demonstrationer mod Israel understreger, hvor dyb massepsykosen er. Den tegneserieverden, man er endt med at tro på, opføres som levende moralsk teater, hvor Israel og jøder er ondskaben selv.

Andre underkaster sig masochistiske teatralske ritualer for at opnå total identifikation med tilbuddet over dem alle: de undertrykte palæstinensere. Længslen efter selv at være tilbud er stor – for ofre er skyldfri og lettet for ansvar. Antizionisme går hånd i hånd med thirdworldism , som forstår alt i verden ud fra modsætningsparret undertrykkere vs. undertrykte, og konsekvent tildeler de demokratiske vestlige lande roller som undertrykkere. Følsomme vesterlændinge lider under at være hvide undertrykkere og nyder at træde ind i rollen som de forpinte undertrykte.

Det er ikke sundt. Og det store flertals udmattelse over for hele fænomenet er heller ikke sund. Alt for at få griber ind, når aktivismen går amok, og vanviddet sætter ind.