Hvad var det, som gjorde, at jeg blev ”Israelven”?
|
Tilbageblik
Når jeg tænker tilbage, ja, så var det mit allerførste besøg i Israel. Jeg var netop færdig med min uddannelse og besluttede at rejse til Israel i kibbutz. Når det blev et ophold i kibbutz i Israel, var det fordi min jævnaldrende fætter netop havde afsluttet et kibbutzop-hold og kunne berette om, hvor spændende og lærerigt det havde været for ham.
”Det er en helt anden verden”, fortalte han. Han, som kom fra storbyen, havde prøvet
at køre en traktor! Og så alle de spændende mennesker – folk, som oprindeligt kom fra mange forskellige steder i verden, var samlet her – og levede og arbejdede i fred og fordragelighed.
Ville selv prøve
Dette måtte kusinen prøve! Det førte til kontakt med organisationen ”Danske Kibbutz-venner”, DAKIV, som ordnede rejse og ophold.
Vi var en gruppe på 26 danskere, der fulgtes ad. Det var i oktober 1968. Rejsen derned foregik med tog til Italien, hvorfra et af ZIM-lines skibe førte os rundt på et bedre krydstogt
i Middelhavet, inden vi 5-6 dage senere anløb Haifa.
Mødet med ”Det Hellige Land”
Mødet med Haifa og Israel var helt specielt. Da vi lagde til kaj, var der en hektisk aktivitet, der blev talt og råbt på dette mærkelige sprog ”Ivrit”. Straks vi kom i land, blev vi hjerteligt modtaget af to repræsentanter fra den kibbutz, hvor størstedelen af gruppen skulle til, nemlig ”Ein Carmel” mellem Haifa og Tel Aviv.
Vi udvekslede adresser og tog afsked med de få, der skulle til andre kibbutzer. Så blev gruppen incl. bagage ”læsset” op på ladet af kibbutzens lastbil, og vi kørte sydpå langs kysten mod ”Ein Carmel”. Ved ankomsten blev vi modtaget af en stor flok ”kibbutznikker”, der stod parat til at ”overtage” os. Vi fik tildelt en ”familie”, til hvem vi kunne komme og gå, som vi ønskede. Dernæst fik vi anvist vores huse, hvor vi boede 2-3 sammen.
Allerede næste dag samledes vi, fik udleveret arbejdstøj, og kibbutzrepræsentanten tog os med i marken, hvor vi alle fik udleveret ”hakkejern”. Arbejdet bestod i at stå med ”rumpen” i vejret og luge mellem roerækkerne.
Hverdagen i Israel
Efter nogle dage blev vi i små grupper delt ud på de andre arbejdsopgaver. De fleste af drengene kom i bananerne, og pigerne i appelsinerne. Selv fik jeg prøvet at luge roer, pluk-ke appelsiner, citroner, grapefrugter, pakke frugt i kasser, beskære frugttræer, arbejde i spisesalen, i opvasken, i køkkenet, i vaskehuset, i børnehusene alt sammen udmærket ar-bejde. Men at samle æg og vaccinere nyudrugede kyllinger, det brød jeg mig ikke om.
Samværet med israelerne
Når man arbejdede sammen med israelerne og kom til sin ”familie”, var de meget åbne og interesserede dels i at høre om, hvordan der var i Danmark og det sted, man kom fra, dels fortalte de meget om sig selv og landet Israel. Min kibbutzfamilie var på alder med mine egne forældre, og de havde mange oplevelser at berette. ”Kibbutzfar” var fra Jugoslavien, ”kibbutzmor” fra Rumænien. De havde oplevet mange grimme ting under 2. verdenskrig. Præcist hvornår de var kommet til Israel, ved jeg ikke, men begge havde mistet deres æg-tefæller, havde så mødtes og giftet sig. Tilsammen havde de 4 børn, som jeg var nogen-lunde jævnaldrende med.
Det største indtryk
Men det, der gjorde det største indtryk, var den oplevelse, en af mine kammerater og jeg havde en eftermiddag på gaden i Tel Aviv. Vi kom ”traskende” med vore rygsække i den bagende varme – godt trætte. Så kommer der pludselig en dame og prikker os på ryggen. Vi vender os om. Den lille gamle dame sagde, at hun kunne se, at vi var fra Danmark – vi havde et par små danske stofflag syet på rygsækkene.
Hvor hun var fra eller hvad hun havde oplevet, ved jeg ikke, men hun roste Danmark og danskerne for det, de havde gjort for jøderne under krigen. Hun var helt opildnet, når hun fortalte om, at danskerne heltemodigt havde sejlet jøderne over Øresund til Sverige. Hun inviterede os med hjem, men vi måtte sige pænt nej tak, da vi skulle hjem til kibbutzen.
Flere gode oplevelser
Senere under opholdet arrangerede kibbutzen ture for os. Under ganske primitive, men meget hyggelige former sørgede de for, at vi kom rundt i landet og så de ting, som de mente, vi skulle se. Vi havde en tur op i det nordlige Israel til Golanhøjderne og naturligvis en tur til Jerusalem, hvor vi blev ført rundt pr. lastbil og til fods af kibbutzrepræsentanten.
Julen i Israel
Jeg tilbragte julen i Israel det år. Det var første gang, jeg skulle fejre julen uden min familie. Kibbutzen arrangerede tur til Jerusalem med overnatning på vandrerhjem og bustransport til Bethlehem. Sidst på eftermiddagen juleaftensdag kørte busserne fra Jerusalem. Bussen, som jeg var med, havde både danskere, nordmænd, tyskere, canadiere, schweizere og amerikanere med, så da vi kørte af sted i mørket og kunne se alle lysene fra byerne rundt om, stemte alle i med de kendte internationale julesange på deres eget sprog. Det var også en stor oplevelse.
Kibbutzskifte
I week-enden (sabbat’en) tog vi ofte af sted 3-4-5 stykker for at besøge de kammerater, vi havde rejst med, og som boede i andre kibbutzer rundt om i landet. Under et ophold i kib-butz Nativ Halemed Hai, som lå sydvest for Jerusalem, fik en kammerat og jeg lyst til at ”flytte”. Vi talte med nogle af kibbutznikkerne, og de fik det ordnet sådan, at vi kunne kom-me derop. Efter 3½ måned i Ein Carmel forlod vi den (det var ikke let at tage afsked) og flyttede op i bjergene til den lille kibbutz. Også her fik vi mange gode oplevelser og mødte mange utroligt rare israelere, som var åbne og altid parate til en snak og til at invitere os med hjem i deres huse.
Afskeden
Inden jeg rejste tilbage til Danmark efter 7 måneders ophold, var jeg sammen med min kammerat tilbage i Ein Carmel for at sige farvel. Det var ikke let. Tårene trillede, og det samme gjorde de den dag, hvor en af kibbutznikkerne fra Nativ skulle køre os til Haifa, hvorfra vi skulle sejle hjem.
Flere besøg i Israel
Senere har jeg naturligvis gæstet Israel som almindelig turist. Det har også budt på store oplevelser. Især det år, hvor det internationale roforbund ”FISA” arrangerede en ferietur til Israel. Den israeler, som var arrangør, havde jeg året før mødt på en tur i Østrig, og han re-klamerede meget for israelturen. Selvfølgelig skulle jeg med. Jeg oplevede at ro på Det Røde Hav, på Genesereths Sø samt venskabskaproning i Tel Aviv, og overalt var de israe-lere, vi mødte åbne og venlige. En af mine senere ture til Israel gik til Tiberias, hvor jeg løb maratonløb – fra Tiberias by syd om søen til kibbutz Ein Gev og tilbage. Jeg løb naturligvis i min ”Danmarkstrøje”, og det udløste mange hilsener og tilråb på hele ruten. Folk kendte Danmark. Det var en dejlig fornemmelse, som gjorde det lidt nemmere at kæmpe sig gennem de 42 km.
Efter alle disse dejlige oplevelser, kan jeg ikke andet end at være en rigtig ISRAELVEN.
Dorrit Jensen
