Ægte fred og frihed

VÆRDIER: Eftertanken over livets store værdier er vigtig. Vi bør følge Kaj Munks eksempel og se alt dette i den store og dybe sammenhæng

KAJ MUNK: Én gang om året - på den store forsoningsdag - gik den jødiske ypperstepræst alene ind i templets allerhelligste rum for at bede. Der er ikke noget i Bibelen om bønnens indhold, selv om man naturligvis kan antage, at det i hvert fald blandt andet var en bøn om tilgivelse.

Peter Øhrstrøm 16.03.2020 i Nordjyske Stiftstidende
Portræt 60 år

PÅ EN nylig rejse til Jerusalem hørte jeg fra en tilsyneladende meget velorienteret jødisk guide, at ypperstepræsten i det allerhelligste efter rabbinsk tradition ikke mindst bad om, at folket måtte leve i fred og frihed. Dette kan ses som en understregning af de værdier, som det jødiske folk - ja, faktisk alle verdens folk - bør lære at sætte meget højt: at leve i fred og i frihed.

JØDERNES historie omfatter mange smertefulde perioder præget af krig, forfølgelse og ufrihed. Nazisternes jødeforfølgelser under Anden Verdenskrig hører til de mest skræmmende eksempler i så henseende.

Det gør det naturligvis endnu mere oplagt, at den moderne jødiske bevidsthed kobler fred og frihed for folket til den ypperstepræstelige bøn i det allerhelligste.

Det er klart, der er tale om værdier, som alle verdens folk bør sætte i særklasse. Det er værdier, som det er værd at bede om i det allerhelligste, og som vi sammen bør kæmpe for at virkeliggøre.

I DANSK kontekst kan man tænke på Kaj Munk, der om nogen lærte danskerne at værdsætte ægte fred og frihed. Det var en af hans vigtige pointer, at vi aldrig må stille os tilfreds med en “fred”, der gives os på vor næstes bekostning. Den form for fred er ikke ægte!

Derfor vendte han sig mod samarbejdspolitikken under besættelsen, fordi den form for fred medførte forfølgelse af uskyldige medmennesker - i særdeleshed jøderne. Derfor undsagde Munk antisemitismen offentligt - ikke mindst i den berømte prædiken i Københavns Domkirke 5. december 1943. Denne klare afstandtagen fra nazisternes ideologi kostede ham livet måneden efter.

DEN SIDSTE bog, som Kaj Munk selv forberedte til udgivelse, er en digtsamling, der bl.a. indeholder Munks bedst kendte digt, Den blå Anemone. Den smukke blomst i digtet er selvfølgelig først og fremmest et stykke mageløs natur, som Munk faktisk helt konkret importerede fra Lolland til præstegårdshaven i Vedersø, hvor man stadig kan se de blå anemoner.

MEN DET er også oplagt at se anemonen som tegnet på ægte fred og frihed i Danmark. I besættelsens første år frygtede mange, at krigen ville gøre det af med ægte fred og frihed - i hvert fald i Danmark.

Med digtets ord:

“Så gik jeg her og vented og tænkte, den må dø; den savner jo sit skovkvarter, sin lune luft, sit fede ler; i denne fjendske zone forgår min anemone, jeg ser den aldrig mer”.

Dog - Munk troede på frihedskampen og digter videre om anemonen fuld af fortrøstning:

”Nu står den der og nikker så sejersæl i Jyllands grus ukuelig og sikker trods ensomhed og gus, som om alverdens modgang her har givet den et større værd”.

Dermed får han understreget, at den, der har fået sine livsværdier udfordret i modgang, vil sætte disse værdier endnu højere, end den som aldrig har haft modgang. Troen på denne ukuelighed får Munk til at afslutte digtets næstsidste vers med en livsbekræftende proklamation:

”Nu gør min Anemone mig atter fri og glad.”

FOR Kaj Munk var anemonen og alt det, som den symboliserer, Guds gode gaver til den enkelte og til folket. Det gælder altså både den smukke natur omkring os og vores mulighed for at leve med hinanden i ægte fred og frihed - og ovenikøbet med ”en evighed af håb”. Med Munks egne ord:

”For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,

den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!”

SMUKKERE og mere sigende kan man vist næppe digte. Som min guide i Jerusalem ser Kaj Munk en vigtig forbindelse mellem tilværelsens mest betydningsfulde livsværdier og det allerhelligste - ”nådens trone”.

VI KAN i næste måned markere 80-års-dagen for besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig og måneden efter 75-års-dagen for befrielsen.

Vi bør benytte disse mærkedage til at besinde os på det værdifulde i at kunne leve i fred og frihed med hinanden. Det er så let at komme til at anse disse værdier for selvfølgelige - ikke mindst for os, der aldrig har oplevet krig.

Men man behøver ikke at vide ret meget om verdenshistorien for at indse, at den holdning er helt ubegrundet. Den kan endda siges at være en form for naivitet, som kan blive farlig for os, hvis den breder sig.

Derfor er eftertanken over livets store værdier så vigtig. Vi bør følge Munks eksempel og se alt dette i den store og dybe sammenhæng.

 

Ikke altid antisemitisme

ISRAEL-KRITIK: Der foregår en voldsom debat om ”Israel-kritik vs. antisemitisme”, faktisk lidt i forlængelse af mit indlæg (2.1.) under overskriften ”Hold øje med jødehad hos andre end nazister”. Hovedargumentet er, at det påstås, at vi, der støtter den jødiske stat Israel, altid afviser kritik med påstanden om antisemitisme. Det er bare meget forkert.

Ole Groth-Andersen 10.03.2020 i Nordjyske Stiftstidende

Israel kan nemlig godt udsættes for kritik, uden at det har noget som helst med antisemitisme at gøre. Bare ikke, når man samtidig sætter spørgsmålstegn ved Israels eksistens eller berettigelse som jødisk nation, så er det nemlig udtryk for antisemitisme. Det er jo også præcis derfor, at flere lande har erklæret BDS for antisemitisk.

Udgangspunktet for al velment kritik af Israel må være, at landet er et fuldbyrdet demokrati på lige fod med den vestlige verdens øvrige demokratier, herunder Danmark.

Der er hovedsagelig to former for kritik. Den velmente af Israels venner, og den absolut ikke velmente af Israels fjender. I sidstnævnte tilfælde, mere som en hovedregel end som en undtagelse, samtidig med, at man helhjertet støtter Israels fjender, blandt den absolut ikke demokratiske arabiske verden.

Når man selektivt kun går efter Israel, som den eneste jødiske nation, blandt 22 arabiske nationer i Mellemøsten og i Nordafrika, og med brug af voldsomme dobbeltstandarder, så kan det kun opfattes som jødefjendsk og dermed antisemitisk. I dansk politik repræsenteres den yderste venstrefløj af Enhedslisten, hvis udenrigspolitiske ordfører, Chr. Juhl, netop for få dage siden, i en jysk lokal avis skriver: ”Zionismen er en politisk ideologi, der har det udgangspunkt, at jøderne er et udvalgt folk med en særlig ret”. Dette bekræfter ganske godt den israelske viceambassadør, Davy Antebis påstande om udbredt antisemitisme på den yderste venstrefløj i dansk politik.

Det skal tilføjes til almindelig forståelse, at ”Det Udvalgte Folk” i bibelsk forstand, ikke er udtryk for en jødisk selvophøjet forståelse, men udtryk for en religiøs forpligtelse i forhold til de 10 bud. Zionisme er ydermere ikke en politisk ideologi. Denne påstand er lodret forkert. Zionisme er en ikke-politisk bevægelse, som udgjorde et pacifistisk værn mod antisemitisme, eksempelvis som udtrykt ved Dreyfus.sagen, eller ved antisemitiske angreb, eksempelvis de russiske pogromer, og var og er fortsat, en fredelig bevægelse omkring, at vende tilbage til ”Det Hellige Land”.

 

Luk ikke øjnene

Christian Juhl skriver 12.02.2020 i Nordjyske Stiftstidende:

ANTISEMITISME: Folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) erklærer sig (8.2.) enige med mig i, at vi skal bekæmpe antisemitisme og Israels ret til at eksistere.
Christian Juhl

Så vidt, så godt.

Men han fortryder netop i det øjeblik, at det drejer sig om palæstinensernes ret til eget land
Efter Morten Messerschmidts mening har de ikke ret til eget land, for de er ”blot” transjordanere.

Trist, at virkeligheden sådan er gået hen over hovedet på Morten Messerschmidt.
Efter de forfærdelige katastrofer under nazismen med udryddelsen af millioner af jøder, var der efter 1945 en stor forståelse for jødernes ønske om ret til eget land.

De fik adgang til dele af Palæstina og oprettede i 1948 Israel.

Andre måtte vige pladsen. Dem kalder jeg - og det meste af verden - palæstinensere.

FN og langt de fleste andre lande anerkender, at også palæstinenserne har ret til eget land, og har ret til en løsning på flygtningespørgsmålet, idet mange palæstinensere måtte flygte efter 1948.

Samme store flertal af lande opfatter bosættelserne på Vestbredden for ulovlige i forhold til folkeretten, og kræver at bosætterne skal trække sig tilbage til Israel, hvis den to-statsløsning, som både Israel og palæstinenserne har tilsluttet sig, skal have en fremtid.

Det er en virkelighed og en række krav, som et meget stort flertal i Folketinget flere gange har stillet sig bag, med DF som undtagelse.

Den barske del af virkeligheden er, at palæstinenserne endnu ikke har fået ret til egen stat, - side om side med Israel.

Jo mere den israelske stat, USA og nogle få østater modarbejder to-statsløsningen, des mere utopisk bliver den.

Og det selvom det er en løsning, som både vil være til gavn for israelere og palæstinensere.

Man kan sagtens lukke øjnene for aktuelle og konkrete problemer. Men det forsvinder de ikke af.

Ligesom Danmark var et af de første lande til at anerkende Israels ret til at eksistere, skal vi naturligvis stå i forreste række for at være med til også at sikre en selvstændig palæstinensisk stat.

Frihed for alle - bare ikke for jøder?

Morten Messerschmidt skriver 08.02.2020 i Nordjyske Stiftstidende

ENHEDSLISTEN: Angående Enhedslistens transjordanske forsvar: Det er dejligt, når vi på tværs af politiske forskelle kan finde til enighed. Og eftersom det imellem undertegnede og Enhedslisten kun sker ganske sjældent, er der desto større grund til at glædes.
Morten Messerschmidt

Jeg er nemlig aldeles enig med Christian Juhl (7.2.) i at bekæmpe antisemitismen og at forsvare Israels ret til at eksistere. For naturligvis har jøderne ret til eget land – både juridisk, historisk, kulturelt og (som noget særegent) religiøst. Christian Juhl kan dog ikke hvile i enigheden. For når debatten falder på Israel, vil han også tale om ”palæstinenserne”. Og det er en kedelig tendens. Ikke mindst fordi der ret beset ikke findes noget folk af det navn; jo altså bortset fra jøderne, der langt op i 20. århundrede kaldte sig palæstinensere – inden det blev et modeord for Arafats arabere, der rettelig er transjordanere.

Helt frem til 1988 var det område, vi i dag kender som ”Vestbredden” en del af Jordan og Det Hashimitiske Kongerige. Men intifadaen i 1987 fik den jordanske regering på bedre tanker, og i året efter frigjorde kong Hussein sig fra uromagerne, da han meddelte, at Jordan ikke længere gjorde krav på Vestbredden. Hermed var vejen banet for, at transjordanerne kunne få deres egen stat. Men trangen til at erklære den del af Vestbredden, der i dag styres fra Ramallah, for selvstændig var ikke nær så stor som trangen til at tvinge jøderne ud i Middelhavet. Jeg undrer mig derfor over, at Christian Juhl og Enhedslisten har så travlt med at gå transjordanernes ærinde. Thi intet afholder dem fra at erklære deres selvstyreområder for en stat. Det kræver hverken mere eller mindre end det krævede af Kong Hussein for at frasige sig det. Alligevel tøver de. Og det har selvsagt en pris.

For ligeså længe araberne vægrer sig fra at erklære en selvstændig stat, er der naturligvis tale om ingenmandsland, som andre uden videre kan bosætte sig på. Og her er vi så tilbage ved Juhl. For hvordan er det egentligt gået til, at bosættelser i socialisternes øjne automatisk bliver til besættelser?

Jeg kender ingen andre lande, hvor beboernes religiøse eller etnisk ophav i sig selv gør det ud for en stat. Når der eksempelvis bosætter sig skåninge i københavnsområdet, anser vi det ikke for en svensk krænkelse af dansk suverænitet. Vi anser dem for svenskere, der bor i Danmark. Sådan burde man rettelig også se de jøder, der vælger at bosætte sig øst for det land, der nu er Israel. De optræder ikke på vegne af den israelske stat, men kommer som frie borgere og opretter i øvrigt ofte virksomheder til gavn for de knap så entreprenante transjordanere.

Når man betænker, hvordan Christian Juhls enhedsliste taler for enhvers uhindrede ret til at flytte og bosætte sig, hvor man ønsker, er det bekymrende, at denne frihed ikke gælder for jøder. Muslimer i millionvis hilses velkommen i Europa. Men ve jøden, der bygger hus på det stykke land, kong Hussein opgav i 1988! Heller ikke det forhold, at knap 20 pct. af Israels befolkning udgøres af arabere, synes at påvirke Juhl, der fastholder, at ikke én eneste af Abrahams børn må slå teltpælene i den transjordanske jord, uden det er en besættelse. For mig er det paradoksalt. Og egentlig også en skam. For hvis Christian Juhl mente, hvad han skrev, kunne vi i fællesskab både ”bekæmpe antisemitismen og at forsvare Israels ret til at eksistere”. Men sagen er, at Enhedslisten ikke mener nogen af delene. Og det er måske den alvorligste fare for jøderne i Europa. Én ting er, at den muslimske indvandring har ført til stigende jødehad. Det er bekymrende og alle advarselslamper bør lyse. Men endnu farligere er det, at den intellektuelle venstrefløj reelt er på de radikale muslimers side. I 70’erne og 80’erne var de det i gerning. Det så vi i Danmark med Blekingegadebanden. I dag nøjes de med at være det i ord.

_________________________________________________________________________

Palæstinensere har (også) ret

Christian Juhl skriver 07.02.2020 i Nordjyske Stiftstidende:

ANTISEMITISME: Morten Messerschmidt går (5.2.)meget langt ad det unuancerede spor, det er at ligestille antisemitisme og en kritisk holdning til zionisme
Christian Juhl

Antisemitismen antaster jødernes rettigheder som folk, hvilket selvsagt er ganske uacceptabelt. Det er en ekstrem form for racisme med grimme mindelser tilbage til nazismen. Den findes ganske rigtigt på den ekstreme højrefløj flere steder i Europa.

Men det er forkert at sige, at den findes på venstrefløjen. Vi har i Enhedslisten ofte og højlydt taget kraftig afstand fra antisemitisme i enhver form.

Ja, det er enhver demokratisk sindet borgers pligt at bekæmpe antisemitismen og at forsvare Israels ret til at eksistere.

Zionismen er en politisk ideologi, der har det udgangspunkt, at jøderne er et udvalgt folk med en særlig ret til bl.a. de landområder, som dækker Israel og Palæstina. At ligestille kritik af zionismen med antisemitisme blokerer for nuanceret debat og dialog om den dybt ulykkelige konflikt mellem Israel og Palæstina.

Forskellen kender sin parallel i debatten om de to udtryk nationalisme og nationalt sindelag. Som flere har beskrevet det i kort form, ønsker den nationalt sindede at være herre i eget hus, mens nationalisten også ønsker at være herre i naboens hus.

Skiftende israelske regeringer har bygget på den zionistiske ideologi, og de har bevæget sig væk fra muligheden for en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina ved systematisk at understøtte bosættelserne på Vestbredden, ved at gøre det umuligt for palæstinenserne at opbygge en levedygtig stat med egen produktion og eksport/import, ved at forskelsbehandle israelere og palæstinensere i det israelske samfund.

FN og også Folketinget har fordømt bosættelserne gang på gang, samtidig med at vi har understreget Israels (og Palæstinas) ret til at eksistere som stater, fredeligt, side om side.

En løsning på Israel-Palæstina-konflikten forudsætter, at gode kræfter udefra hjælper de to parter til forhandlingsbordet.

Situationen ligner på mange måder forholdene i Sydafrika i 60’erne og 70’erne.

Den hvide herskende klasse ville ikke afskaffe apartheid, og den sorte befolkning havde ikke styrken til at ændre forholdene, selvom de udgjorde et stort flertal. Først med international hjælp, bl.a. i form af en skandinavisk boykot, internationale folkelige protester og systematisk diplomatisk indsats lykkedes det at få parterne bragt sammen og apartheidsystemet bragt til ophør.

Det internationale samfund, og ikke mindst EU, der har styrken, gør slet ikke nok for at bringe fredsprocessen mellem Israel og Palæstina på sporet.

I det lys har opfordring til boykot af f.eks. varer fra bosættelserne ikke noget med antisemitiske at gøre. Det kan være et berettiget middel, som Danmark og EU i øvrigt gør brug af overfor regeringer, hvis adfærd, vi ønsker at ændre. Det kaldes også handelsembargo.

I vores berettigede indsats for at forsvare jødernes rettigheder og Israels ret til at eksistere som land, skal vi huske, at palæstinenserne har præcis samme ret til eget land, med bæredygtige muligheder for fred og udvikling.

Den pligt ignorerer Morten Messerschmidt med sit lighedstegn mellem antisemitismen og en kritisk holdning til zionismen.

__________________________________________________________________________

Anti-zionisme er antisemitisme

JØDER: Er antizionisme ikke antisemitisme?
Morten Messerschmidt skriver 05.02.2020 i Nordjyske Stiftstidende

Tirsdag var der debat om antisemitisme i folketingssalen. Og for en gangs skyld kunne Folketingets partier fremvise stor forbrødring.

Alle er enige om at blæse til kamp mod det afstumpede jødehad. Så langt så godt; men så alligevel ikke. For ét er at hade jøder. Det kan alle være enige om at bekæmpe.

Men lige så let de socialistiske partier havde det med at fordømme antisemitisme, lige så besværligt var det for dem at sværge kamp imod antizionisme. Det kalder på eftertanke.

Jødernes tilknytning til Israel kan som bekendt spores tilbage til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob.

Historie begyndte for henved 4000 år siden og er fortællingen om striden for et land, der igennem historien flere gange er blevet erobret af forskellige fjendtligt indstillede folkeslag.

Den egentlige zionistiske bevægelse blev grundlagt i 1897 af Theodor Herzl for at sikre det jødiske folks tilbagevenden til Israel. Herzls bevægelse mødte dog snart modstand fra venstreorienterede kredse, og antizionismen blev efterhånden et begreb.

Da jødeforfølgelser i bl.a Rusland i begyndelsen af det 20. århundrede tog til, satte det derfor for alvor gang i den jødiske udvandring til det, der senere skulle blive til Israel, og som med briternes erobring af Jerusalem i 1917 endelig førte til oprettelsen af et jødisk hjemland (Balfours erklæring).

Jødernes ret til deres eget land synes således helt elementært berettiget. Følgelig kan det ikke kræve megen eftertanke at sætte lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme.

Mener man ikke, at jøderne har ret til deres eget land, bevæger man sig – mildest talt – i en tvivlsom gråzone. Således socialisterne forleden i Folketinget, der dermed træder ind i den tradition, der længe har kendetegnet venstrefløjen.

I takt med at jøderne vendte tilbage til Det Hellige Land, voksede antizionismen især fra arabiske, men også i venstreorienterede, kredse. Fremtrædende venstreorienterede intellektuelle som Maxime Rodinson, Jean-Paul Sartre og Georges Philippe Friedman var åbent antizionister.

Også i Danmark har man kunnet læse advarsler mod jødernes ret til eget land. Ikke mindst bogen ”Zionismens Israel” af SFeren Anne Grethe Holmsgaard bør ringe en klokke for visse ordførere. Her tillægges jøder særlige karakteristika, mens folkesocialisten Holmsgaard forklarer, at jøderne i konflikten mellem ”imperialismen” og de socialistiske kræfter automatisk vil havne i den ”imperialistiske ” lejr – altså på det ondes side. Samme tanke var man nået frem til i Rote Armee Fraktion, PFLP og Blekingegadebanden, der direkte omsatte den hadefulde tanke til vold og terror i antizionismens navn.

Men på Christiansborg sætter man nødigt lighedstegn herfra og til antisemitisme.

Måtte jeg derfor minde om lederen af Jewish Journal, David Suissa, der har beskrevet, hvordan antizionismen på mange måder er farligere end antisemitismen? ”Antisemitismen kredser rundt en følelse: had. Antizionismen kredser rundt om en handling: Udryddelse,” skrev Suissa i 2019.

Så hvorfor vil de socialistiske partier ikke tage afstand herfra? Antisemitismen er ond, men antizionismen comme il faut? Nej, for de to ting kan ikke skilles ad. Det er lige så absurd som at sige, at man er imod at Danmark skal have lov til at eksistere, men at man elsker danskerne.

__________________________________________________________________________________

VI HAR ET FÆLLES ANSVAR!

Peter Duetoft skriver 29.01.2020 i Nordjyske Stiftstidende

VI HAR ET FÆLLES ANSVAR!

I disse dage er det 75 år siden, Auschwitz – Birkenau blev befriet. Stedet, der blev symbolet på menneskelig ondskab – men også stedet, der stiller os alle under anklage.

Man mener 1.1 mill mennesker omkom i lejren. 200.000 af sult og hårdt arbejde – 900.000 i det industrielle folkemord, nationalsocialisterne havde gennemført. Gaskamrene stod aldrig stille.

De 75 år må give anledning til megen eftertanke.

Hvordan kan man, i en europæisk, kristen kultur gennemføre så uforståelig ondskab?

Auschwitz er symbolet, men: Måske er det endnu vigtigere at erindre vejen til lejren. Udryddelsen startede jo ikke i lejren og dens gaskamre. Umenneskeligheden, der førte til katastrofen startede, da man accepterede diskrimination, udelukkelse, forfølgelse, umenneskelig omtale og nedværdigelse af hele befolkningsgrupper.

Pastor Niemüller sagde i en tale i 1946, at menneskerettigheder og demokrati er som neglelak på en rovfugls kløer. Det er godt at huske den dag i dag.

MANGE VAR MED

Auschwitz er i dag synonym med Nazi-Tysklands grusomheder. Men man må ikke glemme, at der var opbakning fra grupper i adskillige lande. Polen har de seneste år forsøgt at fortælle, at de ikke var en del af ondskaben, men et offer. Desværre er det i strid med kendsgerningerne. Polen var et af de mest antisemitiske lande i Europa – på trods af, at det har kristendommen liggende dybt i dets kultur. Frankrig kan heller ikke vaske hænder. 16.juli 1942 blev over 13.000 parisiske jøder interneret i Drancy og i Vel d’Hiv i Paris bl.a. med hjælp fra franske politibetjente. De fleste endte i Auschwitz og mange kom ikke tilbage. Ja, Danmark sendte jøder tilbage til Tyskland langt ind i besættelsen til en uvis skæbne.

VI VIDSTE IKKE NOGET!

”Vi vidste ikke noget”, siges det ofte af befolkningerne. Det er vanskeligt at tro på.

For et par dage siden, var jeg til møde i Hamburg. Mødestedet og hotellet lå lige overfor den plads ved Dammtor Stationen, hvor Hamburgs 24.000 jøder blev drevet sammen, før de blev kørt med godsvogne til bl.a. Auschwitz. Vi taler om et sted, der ligger en S togstation fra Hamborgs Hovedbanegård. KZ lejren Sachsenhausen lå midt i et villakvarter i Oranienburg. Tusindvis af banearbejdere og andre medarbejdere så jo togene køre. Ganske almindelige politifolk, bl.a. fra Hamburg, blev sendt afsted mod øst som ansatte i KZ lejre eller som del af indsatskommandoerne. Hjemme gode familiefædre – ude massemordere.

Hitler lagde jo ikke skjul på, hvordan det hele skulle ende. Læs det i Mein Kampf eller følg valgkampene ved Rigsdagsvalgene i Weimar-republikken. Efter den økonomiske katastrofe i 1929 steg stemmetallet for NSDAP  voldsomt. Pres på egen økonomi gjorde umenneskeligheden acceptabel.

Jøder skulle udryddes. Romaer, frimurere, seksuelle minoriteter, handicappede, politiske modstandere og andre ”uønskede” elementer skulle bare væk. I første omgang udnyttes arbejdsmæssigt som slavearbejdere, hvis de kunne. Ellers den direkte vej fra godsvognene til gaskamrene.

STIGENDE INTOLERANCE OG UMENNESKELIGHED

Hvad var det, der skete i vor kultur. Næstekærlighedens religion blev prædiket om søndagen i alle kirker – mordets kultur gennemført alle andre dage.

I dag er der stigende antisemitisme – ikke alene i Tyskland – men også i andre lande – og såmænd også i Danmark. Yderliggående grupper hylder Hitler og Nazismen og går gennem vore byer. Paludan slog sig op – og blev mediemæssigt interessant – i sidste valgkamp på holdninger, der er den direkte vej til det umenneskelige samfund.

Holocaust benægtelsen florerer – ikke mindst blandt unge. Uvidenheden er stor: ”Hvornår var det alle de der jøder døde?”, er et spørgsmål, jeg jævnlig har fået. Der skrives artikler og kronikker om, at Auschwitz aldrig har eksisteret. Skræmmende. For glemmer man historien, risikerer man at begå fortidens fejl.

”Neglelak på en rovfugls kløer”. Jeg siger IKKE, at Auschwitz opstår – eller er på vej til at opstå – i Danmark. Men mindre kan vel også gøre det.

Med 20’erne og 30’ernes politiske historie in mente, er det skræmmende at en tidligere indenrigsminister for få år siden kunne sige, at hendes opgaver var at gøre det så ubehageligt for en gruppe mennesker som muligt. Det er skræmmende, at 30% af danskerne i en nyere meningsmåling vil smide alle muslimer ud af Danmark (selvom Grundloven sikrer dem trosfrihed). Det er skræmmende, at TV og medier kan vise umenneskelige forhold i danske udsendelseslejre, der af Europarådets Torturkomite bliver betegnet som nogle af de værste i Europa. Og hvad bliver det mødt med? Fra politisk hold et skuldertræk og en melding om, at det synes man er ok. Fra befolkningens side total ligegyldighed.

Lejrene var en dags overskrifter – og det var så det. Men der er naturligvis også vigtigere ting at tage sig til. På selve 75 års dagen for Auschwitz – kunne man i nyhedsoversigten på den ene tv-station se, at to hamstre døde ved en brand i en lejlighed i Vejle, men at ingen mennesker kom noget til. Det er synd for dyrene – men proportionerne?

Man lovede efter krigen, at ”ofrene for Holocaust aldrig skulle blive glemte”. Det skal man holde. Men man skal samtidig huske, at det, der førte til Holocaust heller ikke skal blive glemt. Da samfundets grundlæggende værdier blev udhulet, da man glemte Bjergprædikens budskab og da man blev ligeglade med alle andre end sig selv – var sporene lagt til den djævelske lejr.

Jeg håber, man husker at bremse udviklingen i tide. Og at vi alle netop nu vil gøre status over vore egne holdninger og handlinger. Vi har hver især et ansvar.

 

Peter Duetoft

________________________________________________________________________

 


 

Der var engang ...
Louis Bülow skriver 13.januar 2020 i sin kronik i Nordjyske Stiftstidende:
FØR OG NU: Er vi kommet så meget på afstand af nazisternes forbrydelser, at vi har ladet hverdagens intolerance snige sig ind i alle samfundlag og i alle afkroge, spørger Louis Bülow

JØDEHAD: Jødehad og antisemitisme på fremmarch - men der var engang ...
Louis Bülow
 
Lørdag 1. januar 1944 holdt Kaj Munk som den danske modstandskamps inspirator og nationale symbol sit livs sidste nytårsprædiken i Vedersø Kirke.
I disse år dokumenterer den ene officielle rapport efter den anden, at jødehad og antisemitisme igen er på fremmarch i dét Europa, der lagde jord til Hitlers folkedrab på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig.

Herhjemme blev den jødiske gravplads på Østre Kirkegaard i Randers raseret og udsat for groft hærværk og gravskænding med væltede mindestene overhældt med maling netop på årsdagen for Krystalnatten i november 2019.

OVERGREB OG vandalisme ramte familier med jødisk baggrund i Aarhus, Højbjerg og andre steder i landet, der fik nazitidens jødestjerne med teksten ”Jude” klistret på deres postkasser.

En ejendom i Aarhus fik overmalet opgangsdøren med sort spray med en stjerne og teksten ”Dø svin, svin”.

Og der var ikke tale om drengestreger eller tankeløse unge, der i kådhed eller beruselse stod bag det omfattende graffiti-hærværk …

OTTE ÅRTIER tidligere - Krystalnatten mellem 9. og 10. november 1938 - havde nazistiske horder trawlet de tyske byer igennem på klapjagt efter jøder, som de mishandlede og myrdede efter behag.

Mange tusinde jødiske hjem, butikker og kirkegårde blev stormet og raseret, 25.000 jøder smidt i nazistiske kz-lejre, og 91 jøder blev pryglet og tæsket til døde.

DE gruopvækkende begivenheder fik dengang digterpræsten Kaj Munk til at tage bladet fra munden.

En skændsel, kaldte han behandlingen af jøderne, og han bad i et åbent brev Italiens diktator Mussolini gribe ind og standse vanviddet:”Og sig til Deres Ven, Hitler, at nu maa det være nok.”

FEM ÅR senere, lørdag 1. januar 1944, holdt Kaj Munk som den danske modstandskamps inspirator og nationale symbol sit livs sidste nytårsprædiken i Vedersø Kirke.

Der var intet orgelspil, alterlysene var ikke tændt, og det fyldte kirkerum henlå i halvmørke.

Kaj Munk gik ikke på prædikestolen i præstekjole, men blev stående nede på kirkegulvet, klædt i sin tunge overfrakke med rødt halstørklæde og sort studenterhue fra Regensen.

MODIGT INDVIEDE han sine sognebørn i nazisternes overgreb på gamle kvinder og mænd, der brutalt blev hevet ud af deres senge i jødiske alderdomshjem og slæbt ned til de tyske deportationsskibe ved Langelinie:

”… de har slaaet om sig med Mishandlinger og Fængslinger, og de har ladet Jødeforfølgelsens Skændsel udfolde sig … slæbt af med hundredaarige gamle Kvinder, trukket Folk ned fra anden Sal ved Benene med Hovedet bumpende mod Trappetrinene ...”

KUN FÅ dage senere, tirsdag aften, 4. januar 1944, kørte Gestapos bødler ind på gårdspladsen i Vedersø Præstegård for endegyldigt at gøre op med Kaj Munk.

Næste morgen dryssede blide snefnug gavmildt deres hvide slør og indhyllede land og by i en fløjlskåbe af nyfalden julesne. Man fandt liget af digterpræsten smidt i en vejgrøft på toppen af Hørbylunde Bakke mellen Pårup og Silkeborg.

ER VI kommet så meget på historisk afstand af nazisternes forbrydelser, at vi uden forståelse for andres lidelser har ladet hverdagens intolerance tilsat lidt nationalisme og en god portion fremmedangst snige sig ind i alle samfundslag og i alle afkroge?

Har vi skabt grobund for et kynisk menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar og ladet løs sladder, giftige fordomme og de laveste instinkter fyge over ligusterhæk, altaner og stokroser fra Skagen til Gedser, Dueodde til Blåvandshuk?

HAR VI ladet forråelsens og populismens spøgelse gennemsyre de værdier og holdninger, vi er vokset op med, og med intet helligt lagt hele befolkningsgrupper for dæmonisering, had og forfølgelse som roden til al ondskab ?

Er vi blevet så historieløse, at vi har ladet fjendebilleder af fremmede som fædrelandets fjendske pariaer gøre fred til krig, hvidt til sort, dag til nat - uden at være bevidste om, at de instinkter, som Hitler med stort held talte til hos det tyske folk, også findes hos os selv ?

NÅR JEG med syv årtier bag mig lader tanker og minder bære tilbage til min barndoms landsby i det vestjyske dengang i 1950’erne, toner et forjættet land frem med krigens gru og rædsler i umiddelbar erindring. Båret af næstekærlig gæstfrihed med plads til alle, uden udstødte.

I de år havde kunst og kultur i dagligdagen trange kår i det vestjyske, og vægge med malerier, reoler med bøger, moderne design og rødvin i glassene oplevedes sjældent.

FORSAMLINGSHUSET var lillebyens kulturhus, og kultur begrænsede sig til at købe billet til den billige cowboyrække i rejsebiografen i netop forsamlingshuset, hvor børn og unge troppede op i god tid med gamle tegneseriehæfter med hjemmefra.

Som dengang i slutningen af 1950’erne, hvor plakaten om Astrid Henning-Jensens film om Paw var klistret på filmstanderen.

Men først et besøg i Stinnes slikbutik lige overfor, hvor man forsynede sig med bismarcksklumper, gyldne Althea-bolsjer, Kongen af Danmark-bolsjer, lakridsrod og salmiakstænger til 10 øre, der blev rullet sammen og omhyggeligt puttet ned i en mælkekapsel.

I FORSAMLINGSHUSET sad man skulder ved skulder på støvede træbænke og hyggede sig med Skipper Skræk, Tarzan, kaptajn Micky og Davy Crockett.

Da forreklamerne klingede af med Preben Marths ”Brug Brylcreme, den fedter ikke” og Kjærulff-Schmidts ”Spis solgryn og bliv stærk”, kunne filmen om Paw tage sin begyndelse.

En skæbnefortælling om en mørklødet dreng og hans møde med dansk provinsidyl, der krakelerede ved mødet med det fremmede.

DEN AFTEN i forsamlingshuset blev der tænkt i børnehøjde over de fremmede, før man overhovedet kendte begrebet på dansk.

Man følte med Paw, man græd med Paw, og det indgik som en naturlig del af landsbyens dna og folkesjæl at komme mennesker i nød i møde.

Dengang lærte man at blive dus med himlens fugle, at hilse på en kronhjort og leve op til kaldet om at behandle sin næste fordomsfrit, ordentligt og anstændigt. Dengang drejede det sig ikke om os, der havde hjemme, eller dem, der skilte sig ud …

DER VAR engang, hvor det danske folk sprængte alle rammer for at værne deres landsmænd mod nazisternes tyranni og undertrykkelse og i godhedens tjeneste gav plads til senere forbudte ord som medlidenhed og medfølelse.

Danskere fra alle egne af landet og fra alle samfundslag - sygeplejersker, læger, vognmænd, taxachauffører, fiskere, arbejdere, studerende, husmødre og bedstemødre - valgte spontant at træde i karakter og gå ind i modstandskampen for at frelse deres jødiske landsmænd fra Hitlers dødslejre.

Dengang i oktober 1943 stod danskerne sammen på tværs af generationer og religiøse skel og satte livet på spil for at redde 7000 jøder ud af det besatte Danmark og til sikkerhed i Sverige.

SOM DEN nyligt afdøde chefredaktør for Politiken Herbert Pundik, der i al hast måtte flygte i en fiskerbåd med hele familien fra Øresundskysten ved Aalsgaarde. I sin erindringsbog ”Det er ikke nok at overleve” fortæller Pundik om mødet med en svensk patruljebåd:

”Før morgengry løb vi over Strandvejen de få meter ned til den åbne strand ... fiskeren roede os ud til kutteren, og vi blev gennet under dæk. Motoren begyndte at tøffe. En gang satte motoren ud, men fiskeren fik den hurtigt i gang igen ... Så blev lugen fjernet, og fiskeren råbte, at vi kunne komme frit frem. Vi havde passeret den svenske territorialgrænse. En svensk patruljebåd kom op på siden.”

Da gjaldede det forjættende råb i nattens mulm og mørke: ”Välkomna til Sverige!”

Glædens budskab om næstekærlighed, sejr og triumf og et enestående stykke historie, der skrev Danmark ind i alle historiske annaler …

________________________________________________________________________

Besættelsen var fem forbitrede år

Karl Maksten skriver 13.01.2020 på Nordjyske Stiftstidendes debatside dette synspunkt:

1940-45: Ikke forbandede år, men forbitrede år.
Karl Maksten

Når man selv har oplevet den tyske besættelse af Danmark, får man en enestående genoplevelse af forholdene dengang ved at gå i biografen og se filmen om Hvidsten Gruppen.

Filmen fik for mig en ekstra dimension ved, at jeg kort før, jeg så filmen, havde læst Axel Holms bog ”Hvidsten Gruppen” fra 1945.

Ved befrielsen efter den tyske besættelse udkom en befrielsessang, hvor vi skulle synge om ”fem forbandede år”. Jeg kunne ikke lide de ord, og derfor har jeg heller ikke kunnet lide at synge sangen.

DA DE brave modstandsfolk fra Hvidsten var blevet henrettet af tyskerne i Ryvangen 29. juni 1944, blev de også begravet i Ryvangen.

Men ret hurtigt efter befrielsen blev der holdt en begravelseshøjtidelighed i Grundtvigskirken i København.

Efter kremering blev urnerne med asken af de henrettede bragt hjem til Hvidsten.

Her havde lokalbefolkningen sørget for, at der på en passende grund lidt nord for Hvidsten Kro var blevet indrettet en lille mindelund. Her skulle de tapre modstandsfolk omsider stedes til hvile. Den begivenhed fortæller filmen ikke om, men det kan man læse om i Axel Holms bog.

16. JULI 1945 fandt urnenedsættelsen sted i en fællesgrav i mindelunden. På stedet var i forvejen rejst en mindesten for alle de otte henrettede modstandsfolk fra Hvidsten, og på stenen var indsat navnene på dem alle. Kromanden Marius Fiil havde i forvejen udtrykkeligt sagt, at hans navn ikke skulle stå øverst på stenen - og det blev respekteret. Allerøverst på stenen, over de otte navne står et mindedigt til ære for de faldne:

”Daad for Danmark bragte Dag.
Tappert øvet, tro til Døden.

Lyse lad i Morgenrøden:
De gav Liv for Danmarks Sag.”

Under navnene på de faldne står: ”1944 den 29. Juni faldt de for tyske Kugler. Dyrebart er deres Minde for Danmark”.

Ved urnenedsættelsen holdt stedets præst, Poul Christensen, en mindetale for de faldne. Her sagde han bl.a.: ”Det er blevet lagt os på læben, at krigens år har været fem forbandede år. Nej, det kan man ikke sige, men fem forbitrede år, fyldte med gru og sorg. Havde de været fem forbandede år, havde hverken Gud eller mennesker hjulpet Danmark i dets frigørelse for nazismens åg”.

EFTER sin mindetale fortsatte præsten: ”Så vender jeg mig da mod jeres støv Søren Peter Christensen, Albert Iversen, Niels Kjær, Johan Kjær, Henning Andersen, Marius Fiil, Peter Sørensen, Niels Fiil. Guds nåde og fred være med jer. Vi forpligter os ved jeres grave”.

Bl.a. for at tage denne forpligtelse på os drog jeg sammen med mine børn og svigerbørn til København og lagde vejen om ad Ryvangen. Her fik min farbror Carl Alfred Nielsen sit gravsted side om side med over hundrede andre. På hans sten står dette manende skriftsord: ”Ingen af os lever for sig selv, og ingen af os dør for sig selv” (Rom. 14,7).’

Skamfuldt jødehad

Karl Maksten skriver 07.01.2020 på Nordjyske Stiftstidendes debatside dette synspunkt:
 
OMSKÆRELSE: Det er med dyb skam i sindet, at man som kristen er vidende om, at det ikke mindst var den kristne kirke, der gennem århundreder lagde jøder for had.

Det er intet mindre end ukristeligt at lægge noget menneske for had.

I 1943 gjorde den danske kirke på en befriende måde sin stilling klar over for den tyske besættelsesmagt: ”Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder af racemæssige eller religiøse grunde, er det den danske kirkes pligt at protestere derimod.

Vi vil aldrig kunne glemme, at kirkens herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria ifølge Guds forjættelser til Hans ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets historie indtil Kristi fødsel rummer forberedelsen til den frelse, Gud har beredt alle mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at Gamle Testamente er en del af vor Bibel”.

Det kunne synes meningsfuldt at fremsætte en lignende erklæring i dag.

I det mindste må kirken overalt på jorden som bærer af civilisation protestere, hver gang antisemitismen giver sit menneskefjendske væsen til kende. Endvidere må den kristne kirke benytte enhver lejlighed til at gøre en beskeden bod for den skade og ondskab, den gennem tiderne har tilføjet jødiske befolkningsgrupper, hvor det end skete.

Allerede på Bibelens første blade kender vi til jødeforfølgelse, idet hebræerne blev holdt som slaver i Egypten. Men med Moses som leder blev de på forunderlig vis frelst fra det egyptiske trælleåg. Udover udfrielsen fra slaveriet i Egypten bestod frelsen i, at hebræerne blev ført til et land, som Gud lovede dem som deres eget. ”Det forjættede land” blev det eneste sted på jorden, som jøderne nogensinde fik som deres eget. Selv om dette hjemsted blev givet jødefolket på guddommelig vis, undgik jøderne ikke at skulle kæmpe for at beholde det. Op gennem tiden blev ”Det forjættede land” erobret af skiftende stormagter lige fra Assyrerne og Babylon og frem til Romerriget. Tidligt i kristendommens historie gjorde man jøderne ansvarlige for, at Jesus blev korsfæstet. Men netop fra kirkens side skulle en sådan beskyldning være helt utænkelig, eftersom Jesus selv ifølge skrifterne gang på gang gjorde det klart, at det var hans guddommelige bestemmelse, at han skulle lide og dø til frelse for hele menneskeheden.

Men jødehad og jødeforfølgelse fortsatte. Hvor end jøder slog sig ned, blev de gjort til syndebukke for alle tænkelige ulykker, der indtraf. Især i 1100-tallets inkvisitionstid og frem til reformationen gennemførte kirken de ligeså snæversynede som ukristelige forfølgelser af dem, man kaldte kættere. Til den kategori hørte jøderne. Dirigeret af kirkens top og ud i alle led og lande i Europa blev jøderne op gennem århundreder forfulgt af magtsyge kirkeledere. Nogle blev tvangsdøbte, mange flere blev dræbt eller fordrevet. Heller ikke USA, ”Gods Own Country” holdt sig tilbage; i 1867 stiftedes Ku Klux Klan netop for at bekæmpe negre og jøder; netop derfor burde denne bevægelse for længst have været forbudt og udryddet.

Formodentlig de mest omfattende jødeforfølgelser, verden har kendt, fandt sted i Europa i 1900-tallet. I 1914 blev 600.000 jøder deporteret til det indre Rusland, fordi de regnedes for at være tyskervenlige. I forbindelse med den russiske revolution kom russiske jøder under dobbeltild, idet både bolsjevikkerne og de kontrarevolutionære massakrerede jøderne, der beskyldtes for at støtte modparten.

Det nazistiske styre i 1930’ernes Tyskland tog ved lære af fortidens grusomheder og gennemførte verdenshistoriens største jødeudryddelse, en skændselsgerning, som aldrig kan eller må glemmes. Et sådant barbari kan slet ikke sones. Kun afstumpet magtsyge, psykopatisk lyst til ondskab og fordummet uvidenhed kan forklare dette kulturskred, som den vesterlandske civilisation burde have undgået.

Trods rigeligt med skræmmebilleder kan der stadig registreres chikanerende episoder og former for jødehad her i landet. De kan kun betragtes som grove forbrydelser ved på nogen at forulempe jøder, verbalt eller korporligt. Der bør slås hårdt ned på forbrydelser af den karakter, som absolut kun kan begås af meget primitive og samfundsfornedrende elementer. En slet skjult antisemitisme erfares tillige i, at såkaldt oplyste mennesker i misforstået bedreviden vil forbyde jøderne at omskære deres nyfødte drengebørn, skønt denne religiøse akt er ældre end vor Bibel. Ifølge Første Mosebog oprettede Gud en pagt med Abraham og hans folk. Folkets del af denne pagt skulle bl.a. netop være, at alle nyfødte drengebørn skulle omskæres. Med dette pagtstegn har jøderne gennem alle slægtled udlevet den guddommelige pagt og vist deres egenart. Omskærelse skal foretages på ottendedagen efter et drengebarns fødsel. Lukas 2,21 fortæller om en ganske særlig omskærelse, som stadig har betydning for hele den civiliserede verden: ”Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus”. Dette budskab er kirkeårets korteste og prædiketekst til nytårsdag iht. 1. tekstrække. Denne omskærelsesdag har siden været betragtet som begyndelsen på vor tidsregning.

_________________________________________________________________________

Efter angreb og chikane mod jøder er
29-årige Yael begyndt at skilte med at være jøde:
»Jeg bliver nok nødt til at flygte fra Danmark«

Berlingske skriver i december 2019 om Yael Bassan

Hun er vokset op med, at man ikke skal skilte med, at man er jøde, men bl.a. efter stribevis af jødiske gravsteder blev udsat for hærværk, hænger den 29-årige Yael Bassan nu sin davidsstjerne om halsen uden på trøjen. Tænk, at nogle er blevet provokeret af, at folk bare er jøder, siger hun.
Hun er med egne ord vant til at kæmpe mange kampe.
Men hun havde hverken håbet eller troet, at hun skulle kæmpe denne kamp.
Men anden lørdag i november kom det hele lidt tættere på, og det er grunden til, at hun nu vil kæmpe: Kæmpe for retten til at være den, hun er.
Da hun vågnede den søndag morgen, stod det krystalklart for hende, at der var folk i Danmark, der hader jøder og gerne vil have dem – og dermed hende – ud af Danmark.

Den dag – på den enogfirsindstyvende årsdag for Krystalnatten – blev 84 gravsten på en jødisk gravplads i Randers overhældt med maling, ligesom flere jødiske familier landet over fik sat davidsstjerner på deres hjem. Dagen ændrede noget for 29-årige Yael Bassan.

»Jeg blev vildt påvirket. Jeg plejer altid at have en mening om næsten alt, men jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg blev bange, jeg blev ked af det, og jeg blev bekræftet i, at der er flere og flere, der ikke kan lide os, og at antisemitismen vokser.«

Hun har fra barnsben lært, at man ikke skilter med sin jødedom. Man tager sin kalot af, når man forlader synagogen, man overvejer brugen af jødiske navne, og man bærer ikke davidsstjerner synligt.

Men hærværket mod jøderne i november har sat sine spor. Hun har fået nok: Hvorfor skal hun skjule, at hun er jødisk, tænkte hun.

Så da hun onsdag i sidste uge stod på badeværelset og skulle vælge et vedhæng til sin halskæde, blev den lille sekstakkede davidsstjerne ikke gemt under blusen, som det har været kutyme. Nu skulle den ud i lyset, uden på tøjet.

»De seneste måneder har vist mig, at de folk, der hader jøder, alligevel finder jøderne i Danmark, selv om de ikke har skiltet med deres jødedom. Folk skal nok opdage, at vi er jøder alligevel,« siger Yael Bassan.

Hendes bedsteforældre er fra hhv. Bulgarien og Sovjetunionen, men selv er både hun og hendes forældre født og opvokset i Danmark. Hun er selvstændig erhvervsdrivende og driver fra Nyhavn en cykeludlejningvirksomhed og har – alt efter årstiden – mellem 12 og 30 ansatte.

Hun har flere gange markeret sig i politiske debatter – senest om de elløbehjul, der efterhånden står overalt i København, og, som hun mener, opererer ulovligt og tager hendes kunder.

Assimilere sig

Hun ser to mulige veje at gå: Enten lægger hun sit forhold til jødedommen på hylden, og det vil ikke virke, mener hun, eller også går hun mod det, hun har fået at vide siden barnsben og begynder at skilte med, at hun er jøde.

»Tænk, at nogle er blevet provokeret af, at folk bare er jøder. Så tænkte jeg, at nu måtte jeg stå ekstra meget frem. Og for min egen sikkerhed på den lange bane, tror jeg, at det er mere sikkert for mig, at folk rent faktisk ved, at jeg er jøde.«

Sidste år blev der registreret 45 antisemitiske hændelser i Danmark, viste en rapport fra Det Jødiske Samfund i Danmark tidligere på året. Det er en stigning siden 2017, hvor der blev registreret 30 antisemitiske hændelser.

Forleden kunne Kristeligt Dagblad berette om en EU-rapport fra 2018, der viste, at ni ud af ti europæiske jøder mener, at antisemitismen er vokset de seneste fem år. Rapporten er baseret på svar fra 16.395 jøder i 12 EU-lande – herunder Danmark.

Antisemitismen kommer både fra muslimske indvandrere samt fra den yderste venstre- og højrefløj og er ofte baseret på en sammenblanding af jøder generelt og staten Israel, skriver avisen.

Det er ifølge Yael Bassan nemt nok at tale nedsættende om en befolkningsgruppe, man ikke kender noget til, men det er sværere at hade et enkelt menneske. Hun vil gerne være »den jøde, som folk kender«.

»Vi har altid fået at vide, at vi skal være ordentlige, vi skal forsørge os selv, vi skal tjene penge, og vi må ikke gøre noget forkert, så folk ikke vil kunne lide os,« siger hun og pointerer, at jøderne altid har forsøgt at »blende ind« og »assimilere sig« for ikke at tiltrække unødig opmærksomhed.

Hendes forhold til jødedommen handler ikke om religion, fortæller hun. Hun tror ikke på nogen gud.

»Men jeg er jøde. Og jeg vil gerne vise, at jeg er jøde, fordi jeg er stolt af mine rødder, af min identitet, af min familie, hvor jeg kommer fra. Det her handler ikke om Gud, Israel eller noget som helst.«

Ikke for at provokere

Da Berlingske besøger hende i hendes butik, har der endnu ikke været kommentarer til hendes davidsstjerne, men som hun siger, kan det skyldes, at folk hellere vil snakke med hendes lille hund Frida, som hun ofte bærer rundt på.

Hun bærer heller ikke smykket for at fremprovokere en reaktion. Faktisk synes hun, det er tankevækkende, at det overhovedet har mediernes interesse, at hun nu bærer sine jødiske smykker offentligt.

»Nu tager jeg det på, og så må folk spørge, hvis de vil spørge. Nu må det være nok med, at jeg ikke kan have det på, fordi jeg er bange. Det må stoppe nu.«

Hun fortæller, at hun længe har været bange. Særligt udlændingedebatten skræmmer hende. For, som hun siger, er det primært muslimerne, »det går ud over« lige nu.

»Men det handler ikke om muslimer. Det handler bare om, at der er nogle folk, der gerne vil hade nogle andre. Det kunne lide så godt være mig eller homoseksuelle. Nu går det bare ud over muslimerne. Det skræmmer mig. Det gør mig bange,« siger hun.

Hun forklarer, at hun ved at skilte med sin jødedom vil tydeliggøre, at det skal være muligt at leve, som den man er. På den måde vil hun også gerne støtte muslimerne, der f.eks. gerne vil bære tørklæde eller ikke vil spise gris.

Du siger, at det her er en støtte til muslimer, der går med tørklæde. Samtidig har der også været flere historier om, at man i muslimske miljøer ikke ser specielt venligt på jøder?

»Jeg tror bestemt, at de fleste muslimer ikke har noget imod jøderne, men der er da folk i muslimske miljøer, der har lært, at jøder er de onde. Og hvis vi ikke findes i debatten, så er det jo nemt at blive ved med at sige, at vi er de onde. Det er der i alle kulturer. Jeg vil gerne vise, at det er ikke rigtigt,« siger hun og understreger, at hun frygter »alle, der hader jøder« – uanset årsagen.

Altid på flugt

Når hun er i udlandet, overvejer hun altid, om hun kunne leve der. Hun kan ikke rigtigt forklare, hvorfor det er sådan. Men hun tvivler helt oprigtigt på, at hun vil kunne bo i sit fædreland resten af sit liv.

»Hvis alle i din familie altid har skullet flygte, ville du så leve i sikkerhed om, at du ikke skulle flygte, bare fordi der for en gangs skyld var fred? I think not,« siger hun og ryster opgivende på hovedet.

Tror du helt seriøst, at du skal flygte fra Danmark i din levetid?

»Jeg håber det ikke, men jeg tror det. Særligt hvis jeg kigger rationelt på det og kigger på den stigende antisemitisme i Europa.«

Hun holder en lille pause.

»Eller måske ikke en decideret flugt. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at forlade Danmark. Enten på grund af en konkret trussel mod mig og min familie, eller fordi jeg har det ubehageligt i Danmark.«

Er de israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige i henhold til international lov?

Jørgen Vium Olesen skriver i "Den korte avis"

december 9, 2019


Jørgen Vium Olesen

Er de israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige i henhold til international lov?

Nej det er de ikke, som EU og FN fejlagtigt påstår. Det siger en gruppe internationale eksperter, der arbejder i Hague, Holland og kalder sig: thinc. The Hague Initiative for International co-operation. Hjemmeside: www.thinc.info

 Formålet for denne gruppe er, ved hjælp af International lov at være med til at skabe varig fred, også når International lov bliver misbrugt og misfortolket af magtfulde organisationers forudfattede meninger, som ovenfor nævnt.  

 Mandag den 18 november 2019, meddelte USA´s udenrigsminister Mike Pompeo at den nuværende amerikanske administration, ledet af præsident Trump, ikke anser de Israelske bosættelser på Vestbredden som ulovlige. Israels premierminister Benjamin Netanyahu roser Pompeo og USA administration for at de nu har rettet, den historiske falske påstand om at bosættelserne på Vestbredden skulle være ulovlige. Han minder samtidigt om at Jøderne har sit navn efter Judæa, som er en del af Vestbredden.

 annonce:

Et kompendium på ca 50 sider, skrevet af Andrew Tucker og Matthijs de Blois, gennemgår dette vigtigt emne, historisk og i forhold til International lov. I det følgende er en kort gennemgang af dette kompendium, idet jeg forsøger at få de væsentligste punkter med fra indholdet.

 Historisk baggrund

Det jødisk folks historie går over 3000 år tilbage, hvor kong David regerede i Jerusalem, Judæa og Samaria, som vi kan læse om det i Kongebøgerne i Biblen. I år 70 efter Kristi fødsel blev Jerusalem jævnet med jorden af Romerne og jøderne spredt ud over jorden, til mangfoldige nationer. 

 Siden er landet blevet regeret af forskellige herskere fra Romerne til Det Tyrkiske, Osmanske rige der herskede over Palæstina i 400 år op til 1. verdenskrig. 

 Tyskland og Det Osmanske Rige tabte 1. verdenskrig til de allierede. Derefter besluttede England og Frankrig, sammen med det internationale samfund, (Folkeforbundet) i San Remo, April 25 i 1920 at skabe et Mandat for Palæstina, som et hjem for det jødiske folk, idet man anerkendte den historiske forbindelse som jøderne havde til Palæstina i landområdet øst for floden Jordan, inklusive Vestbredden og Jerusalem. Se kortet, Det Britiske Mandat. 

 The Mandate for Palestine – July 24, 1922 er en uddybning af dette mandat fra Folkeforbundet.

 Allerede i Balfour Erklæringen – November 2, 1917 havde den Britiske regering højtideligt godkendt etableringen af et jødisk hjem i Palæstina. Kongedømmet Jordan (Transjordan) var øst fra floden Jordan, og Palæstina det jødiske hjem var vest for floden Jordan.   

 De Mellemøslige lande, som tidligere var under det Osmanske Tyrkiske rige, skulle ligeledes være selvstændige nationer. Syrien, Libanon, Irak, Jordan og Saudi Arabien med faste grænser. Disse grænser der blev fastlagt efter I Verdenskrig af de allierede, er der aldrig blevet sat spørgsmål tegn ved. 

 ”uti possidetis juris”

Dette udtryk dækker over et princip i international lov, hvor en koloni magt som ønsker at give selvstændighed til en ny nation, fastsætter grænserne for en sådan nation, for at skabe stabilitet og tryghed. I det Britiske mandat som blev fastlagt af Greath Britian i de forskellige erklæringer fra 1917, 1920, 1922 og 1923 har et klart afgrænset land område, med klare grænser både i det nordlige (Golan højderne) og mod øst, til floden Jordan, incl. Jerusalem og Vestbredden. 

 Men den arabiske befolkning og de omliggende arabiske lande godkendte ikke disse grænser, som briterne og franskmændene havde fastlagt, når det gælder Israel, mens grænserne for de øvrige nationer i Mellemøsten blev godkendt. 

 Da Briterne trak sig fra Palæstina i 1948 og Israel proklamerede oprettelsen af den jødiske stat den 18 maj, 1948. helt i overensstemmelse med international lov og Mandatet for Palæstina som var givet til dem af Britterne, angreb Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon alligevel denne nye stat. 

 Men Israel overlevede, dog var landområdet langt mindre end det der var lovet jøderne i det Britiske Mandat. Der blev indgået en våbenhvile, den armistice våbenhvile, også kaldet den grønne line, fordi grænserne blev tegnet med grønt blæk. Dog var alle parter enige om at de grænser, som opstod efter krigen ikke var nogle blivende grænser. Egypten besatte Gaza, Jordan besatte Vestbreden og annekterede den, på trods af at dette var ulovligt efter International lov. Alle jøder der boede på Vestbredden, blev fjernet med vold og deres huse og hjem blev beslaglagt. En etnisk udrensning som man sjældent hører om. Syrien indtog dele af Goland højderne.

 Sagt med andre ord, de grænser der opstod efter våbenhvilen i 1949, før 1967 var kunstige midlertidige grænser, umulige for Israel at forsvare. Dog taler en del politikere i dag om at Israel skal tilbage til de grænser der var før 6 dages krigen i 1967.

 6 dages krigen i 1967

Israel blev igen tvunget ud i en krig imod sine naboer, Egypten, Syrien og Jordan i 1967. Hvor Israel imod alles forventninger fik kontrol med Sinai, Vestbreden, Øst Jerusalem og Goland højderne. Vestbredden og Øst Jerusalem blev befriet sådan at jøderne fik det land tilbage som Mandatet for Palæstina oprindeligt havde fastslået. I Yom Kippur krigen i 1973, hvor Israel igen blev angrebet, taget på sengen, lykkedes det Egypten og Syrien at trænge nogle få kilometer ind på Israelsk område, før Israel fik mobiliseret og brød igennem de Egyptiske linier og omringede hele den Egyptiske hær i Sinai. Israel kunne havde indtaget Cairo og Damaskus, hvis ikke Rusland havde lagt et voldsomt press på Israel for at stoppe krigen og få en våbenhvile istand.

 I 1979 underskrev Israel en fredsaftale med Egypten og trak sig tilbage fra Sinai halvøen. I 1994 blev en freds aftale indgået med Jordan. Oslo aftalerne i 1993, imellem Israel og PLO, endte med at Israel både i år 2000 og i 2008 var villige til at give næsten hele Vestbredden til en selvstændig Palæstinensisk stat, men PLO afviste alle tilbuddene.

 Flygtninge problemet

Imellem 450.000 og 750.000 arabere flygtede fra Palæstina i årene 1947-1949, de fik løfte om snart at kunne flytte tilbage, når araberne havde besejret jøderne. Samtidigt var der ca. 850.000 jøder der flygtede fra de arabiske lande i Mellemøsten og Nord Afrika, fra Vestbredden og fra Øst Jerusalem, på grund af den stigende antisemitisme og forfølgelse af jøder. Der er mange forskellige meninger om dette tragiske flygtninge problem, men én ting er sikkert, at den konflikt der var årsagen til denne flygtninge strøm, blev startet af Arabernes modvilje imod at acceptere jøderne som naboer. De jødiske flygtninge er blevet integreret i Israel, hvorimod de arabiske flygtninge er blevet tvunget til at leve i flygtninge lejre, og bliver brugt som propaganda imod Israel, som ikke ønsker disse flygtninge tilbage. 

 En blomstrende udvikling

Israel har siden 1948 udviklet sig til et velfungerende og blomstrende demokrati, som beskytter minoriteter af ikke jøder, som har de samme rettigheder som jøderne. Over 20 procent af Israels indbygger er arabere, adskellige medlemmer af det Israelske parlament og én højesteretsdommere er ligeledes arabere. Israel har et stærkt kreativt erhvervsliv. Er blevet en førende nation når det gælder IT og våben til at forsvarer sig imod raket angreb. Israels hær, har vist at den er i stand til at forsvare sine indbyggere både imod krig og terror. 

 Desværre er det ikke gået lige så godt for de arabiske palæstinensere i Gaza og på Vestbredden. Der var tilløb til demokratiske valg i Gaza, men demokratiet er hurtigt blevet undertrygt. Hamas ledere i Gaza tåler ikke kritik, befolkningen holdes i et jerngreb, mange palæstinensere er blevet skudt, eller hængt op i lygtepæle med hovedet ned af, anklaget for at være spioner for Israel, uden nogen rettergang med mulighed for at forsvare sig. De mange milliarder dollars der gives til Gaza og Vestbredden går for en stor del i ledernes lommer eller til deres familier. 

 Der bygges tunneler i Gaza, in under den Israelske grænse, for at kunne komme ind i Israel og dræbe jøder. Familierne til terrorister og selvmordsbombere, belønnes med livs lang pension. Skolebørn oplæres til at hade og dræbe jøder. En udvikling som helt tydeligt går i den forkerte retning og som sandsynligvis vil forsætte ned ad bakke. De Vestlige lande der støtter Palæstinenserne, stiller ingen krav til noget regnskab, for de milliarder der hældes ud over palæstinenserne. Kaos og ustabilitet råder i store områder af Mellemøsten, Isis, Hisbolla, Harmas, Det Muslimske Broderskal og mange mange andre terror organisationer, sætter dagsordnen i de arabiske land, med det resultat at minoritets grupper som jøder og kristne forfølges og myrdes.  

 Min konklusion

Den 6 november, 1973 mødtes de 9 EF lande i Bryssel for at formulere en ny Europæisk pro-arabisk politik, sådan at Olie-boykotten af Europa kunne ophæves. Her blev det besluttet at EF frem over skulle arbejde for en palæstinensisk stat, i de ”besatte” områder, fra før Sex dages krigen i 1967. Samtidigt skulle man erklærer alle jødiske beboelser i disse områder for ulovlige, imod international lov. Man købte olie for jødisk blod. Danske udenrigsministre har siden, adskillige gange, med stor indignation og autoritet, stået frem på TV skærme og postuleret at Israels bosættelser er ulovlige efter international lov. Og at en 2 stats løsning er eneste mulighed for fred i Mellemøsten. 

Sandheden er, at EU´s og Danmarks indblanding i suveræne staters forhold er ulovligt efter international lov. Hvorimod der ikke er noget ulovligt i, at jøder køber jord og bygger virksomheder og boliger på Vestbredden, i øvrigt til stor gavn for palæstinenserne der bor på Vestbredden. Hvis Israel annektere Vestbredden, vil det være til stor gavn for den palæstinensiske befolkning. De vil få politisk og religiøs frihed, de vil kunne danne partier som de kan stemme på, men fremfor alt vil de få mulighed for arbejde, formodentligt hovedsagligt igennem de firmaer som jøderne tager initiativ til. De palæstinensiske ledere derimod, som i enhver henseende har vist sig u kompetente, kun holdt i live af politikken fra et pro-arabisk internationalt samfund og de mange milliarderne der bevilges hvert år til palæstinenserne, disse ledere vil sandsynlig, ikke få uindskrænket lov til at tyraniser endnu en befolknings gruppe i Mellemøsten. 

 En 2 stats løsning, med et palæstinensisk lederskab, vil være en katastrofe, for alle involverede partner og imod international lov, og de løfter jøderne har fået, i Baldfour Erklæringen og de efterfølgende bekræftelser i 1920 – 1922 og 1923. Ingen anden stat på jordens overflade ville acceptere en 2 stats løsning hvis de var i jødernes sko, heller ikke Israel, da Israel ønsker fred.

 https://www.thinc.info/wp-content/uploads/2017/06/thinc-INT-brochure_22june17_small.pdf

 

NEWSPEEKS ARTIKEL CEMENTERER UDTRYKKET PALÆSTINA –
HISTORISK UKORREKT

Birte Bune Smith, cand.jur. skriver december 3, 2019 denne Artikel
old-palestine

Jeg må alvorligt protestere mod artiklen om historien om Mellemøsten, specielt afsnittet om det, der skete efter Første Verdenskrig, hvor ikke meget holder vand, uanset de dygtige hoveder, der påstås at have skrevet det. Det er fuldt af unøjagtigheder, grænsende til historieforfalskning og nærmest beregnet til at gå arabernes ærinde. 

Dette er skrevet i almindelig vrede og frustration og uden andet kildemateriale end min egen hukommelse, men jeg tror, den slår til. 

Om San Remo aftalen står, at området, der blev erobret fra det osmanniske styre, som jo tabte krigen, da de var en del af Aksemagterne, blev delt mellem Storbritanien og Frankrig som mandatområder. Så vidt, så godt. Men så begynder det: Storbritanien fik “Irak og Palæstina (Vestjordanland), hvortil de føjede Østjordanland året efter, til sammen det britiske mandatområde Palæstina, indtil Østjordanland – som kongeriget Jordan – blev selvstændigt.”

Ikke noget land, der hed Palæstina

Det er mig en gåde, at nogen kan finde på at betegne noget område af det ottomanske rige som Palæstina, og så især det, der i vore dage er Israel og Vestbredden. Der var ikke noget land, der hed Palæstina, da GB overtog det. Jeg har en erindring om, at Geoffrey Cain et sted har skrevet, at mandatet fik navnet, fordi englænderne kunne deres Herodot, og derfor vidste, at det jødiske land, Judæa, en overgang under romerne havde fået navnet påtvunget.  Under den 300 år lange ottomanske “besættelse” af området var det en Vilayet, en tyrkisk provins, Sydsyrien kaldet.

At landet øst for Jordan “blev selvstændigt”, er en sandhed med modifikationer. Englænderne forærede landet til den hashemitiske fyrsteslægt fra Hedjas i Saudiarabien, som havde kæmpet sammen med dem mod tyrkerne. At der indgik en del indflydelse i gaven, siger sig selv.  Landet blev ikke kaldt Jordan, som påstået, men Transjordanien, lige indtil arabernes samlede angreb på det nyudråbte Israel, hvor det lykkedes den transjordanske, engelsktrænede hær at erobre landet vest for Jordanfloden, et område de var i besiddelse af i 19 år, og som de benævnte Vestbredden og samtidig selv tog navneforandring til Jordan, nu de ikke var trans mere.

Det er rigtigt, at ingen anden flygtningegruppe har fået en right of return, så senere generationer arvede forfædrenes flygtningestatus, men det skete ikke ud af den blå luft. De fik den ikke, de skabte den selv. Det var vel egentlig et spørgsmål om definitionen af en flygtning, hvor det internationale samfund ikke var videre påpasselig, da lederen af UNRWA i 1964 ændrede den uden nogen indsigelse. Det skete nogenlunde samtidig med, at betegnelsen palæstinaaraberne eller de palæstinensiske flygtninge ændredes til palæstinensere, og at ægypteren Arafat dannede terrorvirksomheden PLO under et møde i Qatar.

Det kan undre, at araberne tog betegnelsen til sig, for i mandattiden nægtede de at være palæstinensere, de var sydsyrere, sagde de, mens en palæstinenser var identisk med en jødisk indbygger, og de fleste jødiske foretagender da også blev benævnt Palestinian, fx Anglo-Palestinian Bank, Palestinian Symphonic Orchestra og Palestinian Post, som tog navneforandring til Jerusalem Post efter Israels dannelse. 

Alle taler om ”besat palæstinensisk jord”

Men nu taler alle jo om “besat palæstinensisk jord”, selv om jorden aldrig har været palæstinensisk. Det gælder såvel medier som politikere herhjemme og dem i EU, ja og i FN med. Det er kun få dage siden, at EUs “udenrigsminister” Federica Mogherini brugte udtrykket “occupied Palestinian soil”.

Og det er den egentlige årsag til mit lange indlæg, at jeg mener, at NewSpeeks artikel cementerer udtrykket Palæstina, også og især for det nuværende Israel, selv om Abbas & Co vil tage det til sig i deres ret specielle historieudlægning, som jeg ikke synes, der er nogen grund er til at følge.

_______________________________________________________________________

Af Torben S. Hansen, historiker sender denne

KOMMENTAR TIL BIRTE BUNE SMITHs indlæg 04.12.2019

Birte Bune Smiths artikel udtrykker frem for alt forargelse over brugen af navnet Palæstina, og det er korrekt, at betegnelsens betydning først blev ændret af Arafat i 1970’erne, så Vestens Gutmenschen kan jamre over de stakkels “palæstinensere”.

UNWRA og hele denne jammersag er en formidabel indtægtskilde til gavn for en flok ritualmordere – og desuden en uopslidelig anklage fra personer uden trang til at undersøge fakta og dokumentation. Her er intet at diskutere.

I stedet kunne spillet mellem zionistiske / jødiske og arabiske ledere i 1920’erne være et studie værd. Det handler især om de to brødre Faisal og Abdullah. De var som bekendt anden generation af emiratet – senere det kortlivede kongerige Hedjaz.

Efter mange forhandlinger havnede Faisal i Iraq og Abdullah i Transjordanien. Kildematerialet, som har været tilgængeligt i 100 år, er for Faisals vedkommende en korrespondance og en art overenskomst fra begyndelsen af 1919 i forbindelse med en konference i Paris, jvf.: – < https://www.jewishvirtuallibrary.org/the-weizmann-faisal-agreement-january-1919

I aftalen godkendte Faisal jødisk tilflytning til “Sydsyrien”, da han skønnede deres evner og engagement som nyttige for den arabiske befolkning. Ti år senere fremgik det, at han havde skiftet holdning: “Jeg husker ikke dette brev”.

Men i den opsplittede arabiske verden var han ubestrideligt den politiske leder, og jøderne tog løftet til Weizmann yderst alvorligt. Broderen Abdullah fik af briterne tildelt Transjordanien, og da krigen begyndte i 1948, modtog han Golda Meïr og beklagede, at han var tvunget af omstændighederne til stille sig på den arabiske side (læs mere på Jewish Virtual Library).

____________________________________________________________________

Jens Ellekær bringer

04.12.2019 nedenstående kommentar til  

Birthe Bune Smiths kritik af artiklen APROPOS INTERNATIONAL SOLIDARITETSDAG FOR DET PALÆSTINENSISKE FOLK

bl.a. ” fuldt af unøjagtigheder, grænsende til historieforfalskning” – virker noget overdreven. Det er tilsyneladende begrebet Palæstina, der udæsker hende.

Palæstina betegner i dag det område der udgøres af Israel, Vestbredden, Gazastriben samt venstre del af Jordandalen. Romerne kaldte deres provins i området for Palæstina, men navnet rækker endnu længere tilbage. Da den region, der historisk betegnes Palæstina i et vist omfang er sammenfaldende med kong Davids rige, har begrebet opnået en særlig betydning i den kristne verden. Man kunne jo ikke betegne området som Israel, da det ville have været en henvisning til en stat, som ikke eksisterede i knap to årtusinder. Med opløsningen af Det Osmanniske Rige fik begrebet Palæstina på ny en særlig betydning: Begrebet anvendes i Balfourdeklarationen fra 1917, hvori den britiske regering erklærer at ville ”se med velvilje på” og ”fremme oprettelsen” af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina.

Frem til Yasser Arafats udråbelse af en palæstinensisk stat i 1988 har der aldrig eksisteret en staten Palæstina, og i betragtning af forholdene i de såkaldte palæstinensiske selvtyreområder, kan der sættes et stort spørgsmålstegn ved statsligheden. Staten Palæstina er p.t. anerkendt af 137 af FN’s medlemsstater.

Frem til 1988 har der i hvert fald ikke kunnet eksistere palæstinensiske statsborgere. Der er endvidere næppe noget som helst grundlag for at antage eksistensen af en palæstinensisk etnicitet. Begrebet ”palæstinenser” må derfor logisk betegne mennesker, der bor i regionen Palæstina – hvad enten de er jøder, arabere, muslimer eller kristne.

Smith hænger sig i, at artiklen ikke nævner, at Jordan som britisk mandat og frem til tre år efter selvstændigheden i 1946 hed Transjordanien. Denne kritik betragter jeg som en sofisme: De fleste har i dag glemt, at Jordan oprindeligt hed Transjordanien – altså landet på den anden side af Jordanfloden, hvilket landet i øvrigt atter er i dag.

Endelig er Smiths fremstilling af, at Jordan i 1948 erobrede Vestbredden ikke helt i overensstemmelse med det reelle forløb: Det område, som Jordan ved våbenstilstanden i 1949 efter den Arabisk-israelske Krig holdt besat, skulle i henhold til FN’s delingsplan have været en del af det arabiske Palæstina. Det lykkedes således blot for Jordan at fastholde arabisk territorium – ikke at erobre israelsk territorium.

_________________________________________________________________________

Foreløbig nøjes de med klistermærker og spraymalede hagekors

NAZISME: Uvist om det var folk fra Den Nordiske Modstandsbevægelse, der satte Davidsstjerne på postkasse i Dronninglund og skrev ”Jude” på gravsten i Aalborg

Ingen har taget ansvaret for det gule klistermærke med ordet ”Jude”, som i weekenden blev sat på en postkasse i Dronninglund, hvor formanden for foreningen Nordjyske Venner af Israel bor. Foto fra hjemmesiden ?nordfront.dk

NORDJYLLAND: - Altså jeg blev først og fremmest overrasket. Hvem i alverden kunne finde på at sætte en Davidsstjerne på vores postkasse?
Anders Sønderup

For hverken eller hans kone er jøde, og indtil nu har der aldrig været nogen, der har sat klistermærker på deres postkasse. De bor på en aldeles fredelig villavej i Dronninglund, hvor der sjældent sker opsigtsvækkende ting af den karakter.

Men da Lars Bjørn HelmeNielsen lørdag morgen gik ud til sin postkasse for at hente avisen, fik han sig en ubehagelig overraskelse.

I løbet af natten havde nogen nemlig sat et ubehageligt klistermærke op - nemlig en nærmest tro kopi af den Davidsstjerne, som nazisterne brugte.

- Bagefter kunne jeg godt regne ud hvorfor. Det skyldes selvfølgelig, at jeg er formand for Nordjyske Venner af Israel. Jeg vil ikke sige, at jeg blev bange - men jeg kan da godt frygte, hvad der skal ske næste gang, siger Lars Bjørn Helm Nielsen, der er pensionist.

Nordjyske venner af Israel er en ganske lille forening, og de fleste af medlemmerne er ældre mennesker, der i deres unge dage var på kibbutz-ophold i Israel og derfor har et forhold til landet.

Muligvis troede folkene med klistermærkerne, at Lars Bjørn er jøde eller af jødisk afstamning - eller også var det bare det mest oplagte sted, de kunne finde.

For der findes hverken synagoge eller et jødisk miljø i Nordjylland - engang var der en synagoge i Synagogegade i midten af Aalborg, men den blev ødelagt i 1944, og før det havde den ikke været i brug i mere end 50 år. Det er længe siden, at der var begravelse på den jødisk kirkegård i Aalborg - hvor ukendte gerningsmænd i weekenden spraymalede ”jude” på en gravsten.

Men det forhindrer ikke, at jødehad og antisemitisme stadig eksisterer. På den alleryderste højrefløj lever det stadig.

Klistermærket blev sat op på postkassen om natten og sad der, indtil Lars Bjørn Helm Nielsen fjernede det lørdag morgen.

Det eneste billede af postkassen med jødestjerne er taget af gerningsmændene, og søndag dukkede det billede op på hjemmesiden nordfront.dk, der tilhører den danske del af Den Nordiske Modstandsbevægelse, NMB.

Om det er nynazisterne fra NMB, der står bag jødestjernen i Dronninglund er uvist - teoretisk kan der selvfølgelig godt være kommet en tilfældig person forbi, der har taget et billede og sendt det til nordfront.dk.

Inspireret af Hitler:
Den Nordiske Modstandsbevægelse er direkte inspireret af nazismen - på hjemmesiden kalder de sig en revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation, der kæmper for at gøre Norden til et racerent område.

De vil etablere en statsinstitution, der effektivt og med hjælp fra moderne genetisk profilering racemæssigt vil vurdere alle personer, der er ankommet til norden via indvandring.

Først og fremmest vil de hurtigst muligt have hjemsendt de mennesker, der ikke har den rette gen-profilering. De såkaldt racefremmede skal sendes hjem.

At muslimer skal hjem, er NMB ikke de eneste på den yderste højrefløj, der mener - men det utilslørede jødehad står de derimod alene om.

Modstandsbevægelsen startede i Sverige, men fik en dansk afdeling for et par år siden. Hvor mange medlemmer, der er i dag, er uvist - de skriver selv, at bevægelsen vokser hver dag, men derudover er det sparsomt med information om, hvor mange og hvem der er medlemmer. Deres mange aktioner i Nordjylland tyder dog på, at de har en nordjysk afdeling eller i det mindste har aktive, nordjyske medlemmer.

NMB er ikke på Facebook, men bruger i stedet det russiske VK, der fungerer på samme måde som Facebook. Når de - og andre højreekstreme grupper - bruger VK, skyldes det formentlig, at det russiske foretagende har et noget mildere syn på rabiate synspunkter.

I de seneste par år har NMB været ganske aktive i Nordjylland - mest omtalt var deres aktion tilbage i maj 2018, hvor de afleverede en bunke skrald og en personlig besked foran den opgang i øgadekvarteret, hvor den aalborgensiske politiker, Lasse P.N. Olsen, bor.

- I aftes kørte en bil med tre højrøstede mænd op foran min opgang i Øgadekvarteret, hvor de smed affald og hængte et trusselsbrev rettet mod mig op, skrev rådmanden dengang. Episoden blev anmeldt til politiet.

Siden har de været aktive mange andre steder i Nordjylland - først og fremmest ved at ophænge klistermærker og uddele løbesedler. Det har de gjort i en del nordjyske byer - i Hobro nøjedes de ikke med klistermærker, men brugte maling til at efterlade både hagekors og deres eget logo. De har også stået bag en aktion, hvor de hængte et banner op på en motorvejsbro ved Hobro.

Deres seneste aktion var - ifølge det afsnit på deres hjemmeside, de kalder for kamprapporter - i weekenden i Frederikshavn, hvor de satte klistermærker op flere steder i byen. I sidste uge var de på uindbudt besøg på Filstedvejens Skole, hvor - som de selv skriver - ”Aktivister fra Rede 3 har spredt flyveblade på Filstedvejens skole, hvor ungdommen bliver opfordret til at kæmpe for deres fremtid.”

NORDJYSKE har forgæves forsøgt at få kontakt til NMB, men TV2 Østjylland har haft kontakt med Jacob Vullum Andersen fra organisationen.

- Vi synes, det er positivt, at folk omsider er begyndt at vågne op til en erkendelse af, at magtjøder og jødisk infiltration i samfundet er yderst skadelig og uønsket, og vi har forståelse for, at personer skaber opmærksomhed omkring dette fremmede, undergravende element i samfundet ved at gennemføre eksempelvis en klistermærkeaktion på årsdagen for Krystalnatten, skriver han ifølge TV2 Østjylland.

Jødisk forening: Antisemitisk chikane et stort problem

HAD: Flere jødiske familier er udsat for chikane men tør ikke stå frem af frygt for konsekvensen, mener forening

Mange jødiske familier udsættes for chikane og hadforbrydelser ifølge Dansk-Israelsk Forening. Det kan være alt fra tegninger af hagekors på folks huse til mere voldelige episoder, fortæller formand Henrik Chievitz. Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

INDLAND: Det er ikke usædvanligt, at jødiske familier i Danmark bliver udsat for antisemitisk chikane og hadforbrydelser ifølge Dansk-Israelsk Forening - der er en forening, som har til formål at udbrede kendskabet til Israel og jødisk kultur.

Men mange familier tør ikke stå frem, fortæller formand Henrik Chievitz.

- Jeg tror, at rigtig mange jøder vælger at leve et stille liv. Og derfor ser de igennem fingre med de hadforbrydelser, de bliver udsat for.

- Ingen tør stå frem og melde det til politiet, fordi de frygter, hvad der så vil ske, siger han.

Lørdag fortæller 15-årige Rebecca og hendes familie i Berlingske, hvordan de har været udsat for antisemitiske chikane og hadforbrydelser, fordi faren er jøde.

Det blev, ifølge familien, så slemt, at Rebecca blev nødt til at skifte skole flere gange. Familien fortæller, at de flere gang har villet gå til medierne, men har været afventende.

Lørdag stod de alligevel frem, fordi de ikke følte sig hørt.

- Vi følte os svigtet af to skoler og af politiet. Der var ingen hjælp at hente. At melde dem til politiet var det samme som at melde sin cykel stjålet. Vi er bare blevet statistik. Vi er chokerede, siger faren, Michael, til Berlingske, der af sikkerhedshensyn ikke skriver hans efternavn.

Henrik Chievitz har hørt beretninger fra familier, der har fået tegnet hagekors på deres ejendom. Men også mere voldsomme hændelser, hvor en pige har fået sat ild til sit hår.

Derfor mener Henrik Chievitz, at det er vigtigt, at folk står frem.

- Jeg synes, det er så flot, de står frem (familien i Berlingske red.). Hvis vi skal have stoppet det, er vi nødt til at få startet debatten om, at det ikke er okay.

- Det er vores oplevelse, at hvis vi taler om det og forholder os til det, så bliver det lettere at forhindre, siger han.

For nylig har Henrik Chievitz og hans hustru, Ella, og

så oplevet antisemitisk chikane, da de fik skrevet ”Jude” på deres postkasse.

Det har fået parret til at installere videoovervågning og alarmsystemer i deres hus./ritzau/