Ikke altid antisemitisme

ISRAEL-KRITIK: Der foregår en voldsom debat om ”Israel-kritik vs. antisemitisme”, faktisk lidt i forlængelse af mit indlæg (2.1.) under overskriften ”Hold øje med jødehad hos andre end nazister”. Hovedargumentet er, at det påstås, at vi, der støtter den jødiske stat Israel, altid afviser kritik med påstanden om antisemitisme. Det er bare meget forkert.

Ole Groth-Andersen 10.03.2020 i Nordjyske Stiftstidende

Israel kan nemlig godt udsættes for kritik, uden at det har noget som helst med antisemitisme at gøre. Bare ikke, når man samtidig sætter spørgsmålstegn ved Israels eksistens eller berettigelse som jødisk nation, så er det nemlig udtryk for antisemitisme. Det er jo også præcis derfor, at flere lande har erklæret BDS for antisemitisk.

Udgangspunktet for al velment kritik af Israel må være, at landet er et fuldbyrdet demokrati på lige fod med den vestlige verdens øvrige demokratier, herunder Danmark.

Der er hovedsagelig to former for kritik. Den velmente af Israels venner, og den absolut ikke velmente af Israels fjender. I sidstnævnte tilfælde, mere som en hovedregel end som en undtagelse, samtidig med, at man helhjertet støtter Israels fjender, blandt den absolut ikke demokratiske arabiske verden.

Når man selektivt kun går efter Israel, som den eneste jødiske nation, blandt 22 arabiske nationer i Mellemøsten og i Nordafrika, og med brug af voldsomme dobbeltstandarder, så kan det kun opfattes som jødefjendsk og dermed antisemitisk. I dansk politik repræsenteres den yderste venstrefløj af Enhedslisten, hvis udenrigspolitiske ordfører, Chr. Juhl, netop for få dage siden, i en jysk lokal avis skriver: ”Zionismen er en politisk ideologi, der har det udgangspunkt, at jøderne er et udvalgt folk med en særlig ret”. Dette bekræfter ganske godt den israelske viceambassadør, Davy Antebis påstande om udbredt antisemitisme på den yderste venstrefløj i dansk politik.

Det skal tilføjes til almindelig forståelse, at ”Det Udvalgte Folk” i bibelsk forstand, ikke er udtryk for en jødisk selvophøjet forståelse, men udtryk for en religiøs forpligtelse i forhold til de 10 bud. Zionisme er ydermere ikke en politisk ideologi. Denne påstand er lodret forkert. Zionisme er en ikke-politisk bevægelse, som udgjorde et pacifistisk værn mod antisemitisme, eksempelvis som udtrykt ved Dreyfus.sagen, eller ved antisemitiske angreb, eksempelvis de russiske pogromer, og var og er fortsat, en fredelig bevægelse omkring, at vende tilbage til ”Det Hellige Land”.

VI HAR ET FÆLLES ANSVAR!

Peter Duetoft skriver 29.01.2020 i Nordjyske Stiftstidende

VI HAR ET FÆLLES ANSVAR!

I disse dage er det 75 år siden, Auschwitz – Birkenau blev befriet. Stedet, der blev symbolet på menneskelig ondskab – men også stedet, der stiller os alle under anklage.

Man mener 1.1 mill mennesker omkom i lejren. 200.000 af sult og hårdt arbejde – 900.000 i det industrielle folkemord, nationalsocialisterne havde gennemført. Gaskamrene stod aldrig stille.

De 75 år må give anledning til megen eftertanke.

Hvordan kan man, i en europæisk, kristen kultur gennemføre så uforståelig ondskab?

Auschwitz er symbolet, men: Måske er det endnu vigtigere at erindre vejen til lejren. Udryddelsen startede jo ikke i lejren og dens gaskamre. Umenneskeligheden, der førte til katastrofen startede, da man accepterede diskrimination, udelukkelse, forfølgelse, umenneskelig omtale og nedværdigelse af hele befolkningsgrupper.

Pastor Niemüller sagde i en tale i 1946, at menneskerettigheder og demokrati er som neglelak på en rovfugls kløer. Det er godt at huske den dag i dag.

MANGE VAR MED

Auschwitz er i dag synonym med Nazi-Tysklands grusomheder. Men man må ikke glemme, at der var opbakning fra grupper i adskillige lande. Polen har de seneste år forsøgt at fortælle, at de ikke var en del af ondskaben, men et offer. Desværre er det i strid med kendsgerningerne. Polen var et af de mest antisemitiske lande i Europa – på trods af, at det har kristendommen liggende dybt i dets kultur. Frankrig kan heller ikke vaske hænder. 16.juli 1942 blev over 13.000 parisiske jøder interneret i Drancy og i Vel d’Hiv i Paris bl.a. med hjælp fra franske politibetjente. De fleste endte i Auschwitz og mange kom ikke tilbage. Ja, Danmark sendte jøder tilbage til Tyskland langt ind i besættelsen til en uvis skæbne.

VI VIDSTE IKKE NOGET!

”Vi vidste ikke noget”, siges det ofte af befolkningerne. Det er vanskeligt at tro på.

For et par dage siden, var jeg til møde i Hamburg. Mødestedet og hotellet lå lige overfor den plads ved Dammtor Stationen, hvor Hamburgs 24.000 jøder blev drevet sammen, før de blev kørt med godsvogne til bl.a. Auschwitz. Vi taler om et sted, der ligger en S togstation fra Hamborgs Hovedbanegård. KZ lejren Sachsenhausen lå midt i et villakvarter i Oranienburg. Tusindvis af banearbejdere og andre medarbejdere så jo togene køre. Ganske almindelige politifolk, bl.a. fra Hamburg, blev sendt afsted mod øst som ansatte i KZ lejre eller som del af indsatskommandoerne. Hjemme gode familiefædre – ude massemordere.

Hitler lagde jo ikke skjul på, hvordan det hele skulle ende. Læs det i Mein Kampf eller følg valgkampene ved Rigsdagsvalgene i Weimar-republikken. Efter den økonomiske katastrofe i 1929 steg stemmetallet for NSDAP  voldsomt. Pres på egen økonomi gjorde umenneskeligheden acceptabel.

Jøder skulle udryddes. Romaer, frimurere, seksuelle minoriteter, handicappede, politiske modstandere og andre ”uønskede” elementer skulle bare væk. I første omgang udnyttes arbejdsmæssigt som slavearbejdere, hvis de kunne. Ellers den direkte vej fra godsvognene til gaskamrene.

STIGENDE INTOLERANCE OG UMENNESKELIGHED

Hvad var det, der skete i vor kultur. Næstekærlighedens religion blev prædiket om søndagen i alle kirker – mordets kultur gennemført alle andre dage.

I dag er der stigende antisemitisme – ikke alene i Tyskland – men også i andre lande – og såmænd også i Danmark. Yderliggående grupper hylder Hitler og Nazismen og går gennem vore byer. Paludan slog sig op – og blev mediemæssigt interessant – i sidste valgkamp på holdninger, der er den direkte vej til det umenneskelige samfund.

Holocaust benægtelsen florerer – ikke mindst blandt unge. Uvidenheden er stor: ”Hvornår var det alle de der jøder døde?”, er et spørgsmål, jeg jævnlig har fået. Der skrives artikler og kronikker om, at Auschwitz aldrig har eksisteret. Skræmmende. For glemmer man historien, risikerer man at begå fortidens fejl.

”Neglelak på en rovfugls kløer”. Jeg siger IKKE, at Auschwitz opstår – eller er på vej til at opstå – i Danmark. Men mindre kan vel også gøre det.

Med 20’erne og 30’ernes politiske historie in mente, er det skræmmende at en tidligere indenrigsminister for få år siden kunne sige, at hendes opgaver var at gøre det så ubehageligt for en gruppe mennesker som muligt. Det er skræmmende, at 30% af danskerne i en nyere meningsmåling vil smide alle muslimer ud af Danmark (selvom Grundloven sikrer dem trosfrihed). Det er skræmmende, at TV og medier kan vise umenneskelige forhold i danske udsendelseslejre, der af Europarådets Torturkomite bliver betegnet som nogle af de værste i Europa. Og hvad bliver det mødt med? Fra politisk hold et skuldertræk og en melding om, at det synes man er ok. Fra befolkningens side total ligegyldighed.

Lejrene var en dags overskrifter – og det var så det. Men der er naturligvis også vigtigere ting at tage sig til. På selve 75 års dagen for Auschwitz – kunne man i nyhedsoversigten på den ene tv-station se, at to hamstre døde ved en brand i en lejlighed i Vejle, men at ingen mennesker kom noget til. Det er synd for dyrene – men proportionerne?

Man lovede efter krigen, at ”ofrene for Holocaust aldrig skulle blive glemte”. Det skal man holde. Men man skal samtidig huske, at det, der førte til Holocaust heller ikke skal blive glemt. Da samfundets grundlæggende værdier blev udhulet, da man glemte Bjergprædikens budskab og da man blev ligeglade med alle andre end sig selv – var sporene lagt til den djævelske lejr.

Jeg håber, man husker at bremse udviklingen i tide. Og at vi alle netop nu vil gøre status over vore egne holdninger og handlinger. Vi har hver især et ansvar.

Peter Duetoft

________________________________________________________________________

Efter angreb og chikane mod jøder er
29-årige Yael begyndt at skilte med at være jøde:
»Jeg bliver nok nødt til at flygte fra Danmark«

Berlingske skriver i december 2019 om Yael Bassan

Hun er vokset op med, at man ikke skal skilte med, at man er jøde, men bl.a. efter stribevis af jødiske gravsteder blev udsat for hærværk, hænger den 29-årige Yael Bassan nu sin davidsstjerne om halsen uden på trøjen. Tænk, at nogle er blevet provokeret af, at folk bare er jøder, siger hun.
Hun er med egne ord vant til at kæmpe mange kampe.
Men hun havde hverken håbet eller troet, at hun skulle kæmpe denne kamp.
Men anden lørdag i november kom det hele lidt tættere på, og det er grunden til, at hun nu vil kæmpe: Kæmpe for retten til at være den, hun er.
Da hun vågnede den søndag morgen, stod det krystalklart for hende, at der var folk i Danmark, der hader jøder og gerne vil have dem – og dermed hende – ud af Danmark.

Den dag – på den enogfirsindstyvende årsdag for Krystalnatten – blev 84 gravsten på en jødisk gravplads i Randers overhældt med maling, ligesom flere jødiske familier landet over fik sat davidsstjerner på deres hjem. Dagen ændrede noget for 29-årige Yael Bassan.

»Jeg blev vildt påvirket. Jeg plejer altid at have en mening om næsten alt, men jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg blev bange, jeg blev ked af det, og jeg blev bekræftet i, at der er flere og flere, der ikke kan lide os, og at antisemitismen vokser.«

Hun har fra barnsben lært, at man ikke skilter med sin jødedom. Man tager sin kalot af, når man forlader synagogen, man overvejer brugen af jødiske navne, og man bærer ikke davidsstjerner synligt.

Men hærværket mod jøderne i november har sat sine spor. Hun har fået nok: Hvorfor skal hun skjule, at hun er jødisk, tænkte hun.

Så da hun onsdag i sidste uge stod på badeværelset og skulle vælge et vedhæng til sin halskæde, blev den lille sekstakkede davidsstjerne ikke gemt under blusen, som det har været kutyme. Nu skulle den ud i lyset, uden på tøjet.

»De seneste måneder har vist mig, at de folk, der hader jøder, alligevel finder jøderne i Danmark, selv om de ikke har skiltet med deres jødedom. Folk skal nok opdage, at vi er jøder alligevel,« siger Yael Bassan.

Hendes bedsteforældre er fra hhv. Bulgarien og Sovjetunionen, men selv er både hun og hendes forældre født og opvokset i Danmark. Hun er selvstændig erhvervsdrivende og driver fra Nyhavn en cykeludlejningvirksomhed og har – alt efter årstiden – mellem 12 og 30 ansatte.

Hun har flere gange markeret sig i politiske debatter – senest om de elløbehjul, der efterhånden står overalt i København, og, som hun mener, opererer ulovligt og tager hendes kunder.

Assimilere sig
Hun ser to mulige veje at gå: Enten lægger hun sit forhold til jødedommen på hylden, og det vil ikke virke, mener hun, eller også går hun mod det, hun har fået at vide siden barnsben og begynder at skilte med, at hun er jøde.

»Tænk, at nogle er blevet provokeret af, at folk bare er jøder. Så tænkte jeg, at nu måtte jeg stå ekstra meget frem. Og for min egen sikkerhed på den lange bane, tror jeg, at det er mere sikkert for mig, at folk rent faktisk ved, at jeg er jøde.«

Sidste år blev der registreret 45 antisemitiske hændelser i Danmark, viste en rapport fra Det Jødiske Samfund i Danmark tidligere på året. Det er en stigning siden 2017, hvor der blev registreret 30 antisemitiske hændelser.

Forleden kunne Kristeligt Dagblad berette om en EU-rapport fra 2018, der viste, at ni ud af ti europæiske jøder mener, at antisemitismen er vokset de seneste fem år. Rapporten er baseret på svar fra 16.395 jøder i 12 EU-lande – herunder Danmark.

Antisemitismen kommer både fra muslimske indvandrere samt fra den yderste venstre- og højrefløj og er ofte baseret på en sammenblanding af jøder generelt og staten Israel, skriver avisen.

Det er ifølge Yael Bassan nemt nok at tale nedsættende om en befolkningsgruppe, man ikke kender noget til, men det er sværere at hade et enkelt menneske. Hun vil gerne være »den jøde, som folk kender«.

»Vi har altid fået at vide, at vi skal være ordentlige, vi skal forsørge os selv, vi skal tjene penge, og vi må ikke gøre noget forkert, så folk ikke vil kunne lide os,« siger hun og pointerer, at jøderne altid har forsøgt at »blende ind« og »assimilere sig« for ikke at tiltrække unødig opmærksomhed.

Hendes forhold til jødedommen handler ikke om religion, fortæller hun. Hun tror ikke på nogen gud.

»Men jeg er jøde. Og jeg vil gerne vise, at jeg er jøde, fordi jeg er stolt af mine rødder, af min identitet, af min familie, hvor jeg kommer fra. Det her handler ikke om Gud, Israel eller noget som helst.«

Ikke for at provokere

Da Berlingske besøger hende i hendes butik, har der endnu ikke været kommentarer til hendes davidsstjerne, men som hun siger, kan det skyldes, at folk hellere vil snakke med hendes lille hund Frida, som hun ofte bærer rundt på.

Hun bærer heller ikke smykket for at fremprovokere en reaktion. Faktisk synes hun, det er tankevækkende, at det overhovedet har mediernes interesse, at hun nu bærer sine jødiske smykker offentligt.

»Nu tager jeg det på, og så må folk spørge, hvis de vil spørge. Nu må det være nok med, at jeg ikke kan have det på, fordi jeg er bange. Det må stoppe nu.«

Hun fortæller, at hun længe har været bange. Særligt udlændingedebatten skræmmer hende. For, som hun siger, er det primært muslimerne, »det går ud over« lige nu.

»Men det handler ikke om muslimer. Det handler bare om, at der er nogle folk, der gerne vil hade nogle andre. Det kunne lide så godt være mig eller homoseksuelle. Nu går det bare ud over muslimerne. Det skræmmer mig. Det gør mig bange,« siger hun.

Hun forklarer, at hun ved at skilte med sin jødedom vil tydeliggøre, at det skal være muligt at leve, som den man er. På den måde vil hun også gerne støtte muslimerne, der f.eks. gerne vil bære tørklæde eller ikke vil spise gris.

Du siger, at det her er en støtte til muslimer, der går med tørklæde. Samtidig har der også været flere historier om, at man i muslimske miljøer ikke ser specielt venligt på jøder?

»Jeg tror bestemt, at de fleste muslimer ikke har noget imod jøderne, men der er da folk i muslimske miljøer, der har lært, at jøder er de onde. Og hvis vi ikke findes i debatten, så er det jo nemt at blive ved med at sige, at vi er de onde. Det er der i alle kulturer. Jeg vil gerne vise, at det er ikke rigtigt,« siger hun og understreger, at hun frygter »alle, der hader jøder« – uanset årsagen.

Altid på flugt

Når hun er i udlandet, overvejer hun altid, om hun kunne leve der. Hun kan ikke rigtigt forklare, hvorfor det er sådan. Men hun tvivler helt oprigtigt på, at hun vil kunne bo i sit fædreland resten af sit liv.

»Hvis alle i din familie altid har skullet flygte, ville du så leve i sikkerhed om, at du ikke skulle flygte, bare fordi der for en gangs skyld var fred? I think not,« siger hun og ryster opgivende på hovedet.

Tror du helt seriøst, at du skal flygte fra Danmark i din levetid?

»Jeg håber det ikke, men jeg tror det. Særligt hvis jeg kigger rationelt på det og kigger på den stigende antisemitisme i Europa.«

Hun holder en lille pause.

»Eller måske ikke en decideret flugt. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at forlade Danmark. Enten på grund af en konkret trussel mod mig og min familie, eller fordi jeg har det ubehageligt i Danmark.«

Er de israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige i henhold til international lov?

Jørgen Vium Olesen skriver i "Den korte avis"

december 9, 2019

Jørgen Vium Olesen

Er de israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige i henhold til international lov?

Nej det er de ikke, som EU og FN fejlagtigt påstår. Det siger en gruppe internationale eksperter, der arbejder i Hague, Holland og kalder sig: thinc. The Hague Initiative for International co-operation. Hjemmeside: www.thinc.info. 

 Formålet for denne gruppe er, ved hjælp af International lov at være med til at skabe varig fred, også når International lov bliver misbrugt og misfortolket af magtfulde organisationers forudfattede meninger, som ovenfor nævnt.  

 Mandag den 18 november 2019, meddelte USA´s udenrigsminister Mike Pompeo at den nuværende amerikanske administration, ledet af præsident Trump, ikke anser de Israelske bosættelser på Vestbredden som ulovlige. Israels premierminister Benjamin Netanyahu roser Pompeo og USA administration for at de nu har rettet, den historiske falske påstand om at bosættelserne på Vestbredden skulle være ulovlige. Han minder samtidigt om at Jøderne har sit navn efter Judæa, som er en del af Vestbredden.

 annonce:

Et kompendium på ca 50 sider, skrevet af Andrew Tucker og Matthijs de Blois, gennemgår dette vigtigt emne, historisk og i forhold til International lov. I det følgende er en kort gennemgang af dette kompendium, idet jeg forsøger at få de væsentligste punkter med fra indholdet.

 Historisk baggrund

Det jødisk folks historie går over 3000 år tilbage, hvor kong David regerede i Jerusalem, Judæa og Samaria, som vi kan læse om det i Kongebøgerne i Biblen. I år 70 efter Kristi fødsel blev Jerusalem jævnet med jorden af Romerne og jøderne spredt ud over jorden, til mangfoldige nationer. 

 Siden er landet blevet regeret af forskellige herskere fra Romerne til Det Tyrkiske, Osmanske rige der herskede over Palæstina i 400 år op til 1. verdenskrig. 

 Tyskland og Det Osmanske Rige tabte 1. verdenskrig til de allierede. Derefter besluttede England og Frankrig, sammen med det internationale samfund, (Folkeforbundet) i San Remo, April 25 i 1920 at skabe et Mandat for Palæstina, som et hjem for det jødiske folk, idet man anerkendte den historiske forbindelse som jøderne havde til Palæstina i landområdet øst for floden Jordan, inklusive Vestbredden og Jerusalem. Se kortet, Det Britiske Mandat. 

 The Mandate for Palestine – July 24, 1922 er en uddybning af dette mandat fra Folkeforbundet.

 Allerede i Balfour Erklæringen – November 2, 1917 havde den Britiske regering højtideligt godkendt etableringen af et jødisk hjem i Palæstina. Kongedømmet Jordan (Transjordan) var øst fra floden Jordan, og Palæstina det jødiske hjem var vest for floden Jordan.   

 De Mellemøslige lande, som tidligere var under det Osmanske Tyrkiske rige, skulle ligeledes være selvstændige nationer. Syrien, Libanon, Irak, Jordan og Saudi Arabien med faste grænser. Disse grænser der blev fastlagt efter I Verdenskrig af de allierede, er der aldrig blevet sat spørgsmål tegn ved. 

 ”uti possidetis juris”

Dette udtryk dækker over et princip i international lov, hvor en koloni magt som ønsker at give selvstændighed til en ny nation, fastsætter grænserne for en sådan nation, for at skabe stabilitet og tryghed. I det Britiske mandat som blev fastlagt af Greath Britian i de forskellige erklæringer fra 1917, 1920, 1922 og 1923 har et klart afgrænset land område, med klare grænser både i det nordlige (Golan højderne) og mod øst, til floden Jordan, incl. Jerusalem og Vestbredden. 

 Men den arabiske befolkning og de omliggende arabiske lande godkendte ikke disse grænser, som briterne og franskmændene havde fastlagt, når det gælder Israel, mens grænserne for de øvrige nationer i Mellemøsten blev godkendt. 

 Da Briterne trak sig fra Palæstina i 1948 og Israel proklamerede oprettelsen af den jødiske stat den 18 maj, 1948. helt i overensstemmelse med international lov og Mandatet for Palæstina som var givet til dem af Britterne, angreb Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon alligevel denne nye stat. 

 Men Israel overlevede, dog var landområdet langt mindre end det der var lovet jøderne i det Britiske Mandat. Der blev indgået en våbenhvile, den armistice våbenhvile, også kaldet den grønne line, fordi grænserne blev tegnet med grønt blæk. Dog var alle parter enige om at de grænser, som opstod efter krigen ikke var nogle blivende grænser. Egypten besatte Gaza, Jordan besatte Vestbreden og annekterede den, på trods af at dette var ulovligt efter International lov. Alle jøder der boede på Vestbredden, blev fjernet med vold og deres huse og hjem blev beslaglagt. En etnisk udrensning som man sjældent hører om. Syrien indtog dele af Goland højderne.

 Sagt med andre ord, de grænser der opstod efter våbenhvilen i 1949, før 1967 var kunstige midlertidige grænser, umulige for Israel at forsvare. Dog taler en del politikere i dag om at Israel skal tilbage til de grænser der var før 6 dages krigen i 1967.

 6 dages krigen i 1967

Israel blev igen tvunget ud i en krig imod sine naboer, Egypten, Syrien og Jordan i 1967. Hvor Israel imod alles forventninger fik kontrol med Sinai, Vestbreden, Øst Jerusalem og Goland højderne. Vestbredden og Øst Jerusalem blev befriet sådan at jøderne fik det land tilbage som Mandatet for Palæstina oprindeligt havde fastslået. I Yom Kippur krigen i 1973, hvor Israel igen blev angrebet, taget på sengen, lykkedes det Egypten og Syrien at trænge nogle få kilometer ind på Israelsk område, før Israel fik mobiliseret og brød igennem de Egyptiske linier og omringede hele den Egyptiske hær i Sinai. Israel kunne havde indtaget Cairo og Damaskus, hvis ikke Rusland havde lagt et voldsomt press på Israel for at stoppe krigen og få en våbenhvile istand.

 I 1979 underskrev Israel en fredsaftale med Egypten og trak sig tilbage fra Sinai halvøen. I 1994 blev en freds aftale indgået med Jordan. Oslo aftalerne i 1993, imellem Israel og PLO, endte med at Israel både i år 2000 og i 2008 var villige til at give næsten hele Vestbredden til en selvstændig Palæstinensisk stat, men PLO afviste alle tilbuddene.

 Flygtninge problemet

Imellem 450.000 og 750.000 arabere flygtede fra Palæstina i årene 1947-1949, de fik løfte om snart at kunne flytte tilbage, når araberne havde besejret jøderne. Samtidigt var der ca. 850.000 jøder der flygtede fra de arabiske lande i Mellemøsten og Nord Afrika, fra Vestbredden og fra Øst Jerusalem, på grund af den stigende antisemitisme og forfølgelse af jøder. Der er mange forskellige meninger om dette tragiske flygtninge problem, men én ting er sikkert, at den konflikt der var årsagen til denne flygtninge strøm, blev startet af Arabernes modvilje imod at acceptere jøderne som naboer. De jødiske flygtninge er blevet integreret i Israel, hvorimod de arabiske flygtninge er blevet tvunget til at leve i flygtninge lejre, og bliver brugt som propaganda imod Israel, som ikke ønsker disse flygtninge tilbage. 

 En blomstrende udvikling

Israel har siden 1948 udviklet sig til et velfungerende og blomstrende demokrati, som beskytter minoriteter af ikke jøder, som har de samme rettigheder som jøderne. Over 20 procent af Israels indbygger er arabere, adskellige medlemmer af det Israelske parlament og én højesteretsdommere er ligeledes arabere. Israel har et stærkt kreativt erhvervsliv. Er blevet en førende nation når det gælder IT og våben til at forsvarer sig imod raket angreb. Israels hær, har vist at den er i stand til at forsvare sine indbyggere både imod krig og terror. 

 Desværre er det ikke gået lige så godt for de arabiske palæstinensere i Gaza og på Vestbredden. Der var tilløb til demokratiske valg i Gaza, men demokratiet er hurtigt blevet undertrygt. Hamas ledere i Gaza tåler ikke kritik, befolkningen holdes i et jerngreb, mange palæstinensere er blevet skudt, eller hængt op i lygtepæle med hovedet ned af, anklaget for at være spioner for Israel, uden nogen rettergang med mulighed for at forsvare sig. De mange milliarder dollars der gives til Gaza og Vestbredden går for en stor del i ledernes lommer eller til deres familier. 

 Der bygges tunneler i Gaza, in under den Israelske grænse, for at kunne komme ind i Israel og dræbe jøder. Familierne til terrorister og selvmordsbombere, belønnes med livs lang pension. Skolebørn oplæres til at hade og dræbe jøder. En udvikling som helt tydeligt går i den forkerte retning og som sandsynligvis vil forsætte ned ad bakke. De Vestlige lande der støtter Palæstinenserne, stiller ingen krav til noget regnskab, for de milliarder der hældes ud over palæstinenserne. Kaos og ustabilitet råder i store områder af Mellemøsten, Isis, Hisbolla, Harmas, Det Muslimske Broderskal og mange mange andre terror organisationer, sætter dagsordnen i de arabiske land, med det resultat at minoritets grupper som jøder og kristne forfølges og myrdes.  

 Min konklusion

Den 6 november, 1973 mødtes de 9 EF lande i Bryssel for at formulere en ny Europæisk pro-arabisk politik, sådan at Olie-boykotten af Europa kunne ophæves. Her blev det besluttet at EF frem over skulle arbejde for en palæstinensisk stat, i de ”besatte” områder, fra før Sex dages krigen i 1967. Samtidigt skulle man erklærer alle jødiske beboelser i disse områder for ulovlige, imod international lov. Man købte olie for jødisk blod. Danske udenrigsministre har siden, adskillige gange, med stor indignation og autoritet, stået frem på TV skærme og postuleret at Israels bosættelser er ulovlige efter international lov. Og at en 2 stats løsning er eneste mulighed for fred i Mellemøsten. 

Sandheden er, at EU´s og Danmarks indblanding i suveræne staters forhold er ulovligt efter international lov. Hvorimod der ikke er noget ulovligt i, at jøder køber jord og bygger virksomheder og boliger på Vestbredden, i øvrigt til stor gavn for palæstinenserne der bor på Vestbredden. Hvis Israel annektere Vestbredden, vil det være til stor gavn for den palæstinensiske befolkning. De vil få politisk og religiøs frihed, de vil kunne danne partier som de kan stemme på, men fremfor alt vil de få mulighed for arbejde, formodentligt hovedsagligt igennem de firmaer som jøderne tager initiativ til. De palæstinensiske ledere derimod, som i enhver henseende har vist sig u kompetente, kun holdt i live af politikken fra et pro-arabisk internationalt samfund og de mange milliarderne der bevilges hvert år til palæstinenserne, disse ledere vil sandsynlig, ikke få uindskrænket lov til at tyraniser endnu en befolknings gruppe i Mellemøsten. 

 En 2 stats løsning, med et palæstinensisk lederskab, vil være en katastrofe, for alle involverede partner og imod international lov, og de løfter jøderne har fået, i Baldfour Erklæringen og de efterfølgende bekræftelser i 1920 – 1922 og 1923. Ingen anden stat på jordens overflade ville acceptere en 2 stats løsning hvis de var i jødernes sko, heller ikke Israel, da Israel ønsker fred.

 https://www.thinc.info/wp-content/uploads/2017/06/thinc-INT-brochure_22june17_small.pdf

Hvem vil ikke have jøder som naboer?

Den typiske antijødiske person i Danmark i dag er en mand, der stemmer på et parti i blå blok. Han har ingen, kort uddannelse eller en erhvervsuddannelse og bor typisk i landområder, landsbyer, mindre byer eller mellemstore byer i Da nmark, forklarer religionssociolog Brian Arly Jacobsen

Religion.dk - Kristeligt Dagblad 5. december 2019

 

NEWSPEEKS ARTIKEL CEMENTERER UDTRYKKET PALÆSTINA –
HISTORISK UKORREKT

Birte Bune Smith, cand.jur. skriver december 3, 2019 denne Artikel

Jeg må alvorligt protestere mod artiklen om historien om Mellemøsten, specielt afsnittet om det, der skete efter Første Verdenskrig, hvor ikke meget holder vand, uanset de dygtige hoveder, der påstås at have skrevet det. Det er fuldt af unøjagtigheder, grænsende til historieforfalskning og nærmest beregnet til at gå arabernes ærinde. 

Dette er skrevet i almindelig vrede og frustration og uden andet kildemateriale end min egen hukommelse, men jeg tror, den slår til. 

Om San Remo aftalen står, at området, der blev erobret fra det osmanniske styre, som jo tabte krigen, da de var en del af Aksemagterne, blev delt mellem Storbritanien og Frankrig som mandatområder. Så vidt, så godt. Men så begynder det: Storbritanien fik “Irak og Palæstina (Vestjordanland), hvortil de føjede Østjordanland året efter, til sammen det britiske mandatområde Palæstina, indtil Østjordanland – som kongeriget Jordan – blev selvstændigt.”

Ikke noget land, der hed Palæstina

Det er mig en gåde, at nogen kan finde på at betegne noget område af det ottomanske rige som Palæstina, og så især det, der i vore dage er Israel og Vestbredden. Der var ikke noget land, der hed Palæstina, da GB overtog det. Jeg har en erindring om, at Geoffrey Cain et sted har skrevet, at mandatet fik navnet, fordi englænderne kunne deres Herodot, og derfor vidste, at det jødiske land, Judæa, en overgang under romerne havde fået navnet påtvunget.  Under den 300 år lange ottomanske “besættelse” af området var det en Vilayet, en tyrkisk provins, Sydsyrien kaldet.

At landet øst for Jordan “blev selvstændigt”, er en sandhed med modifikationer. Englænderne forærede landet til den hashemitiske fyrsteslægt fra Hedjas i Saudiarabien, som havde kæmpet sammen med dem mod tyrkerne. At der indgik en del indflydelse i gaven, siger sig selv.  Landet blev ikke kaldt Jordan, som påstået, men Transjordanien, lige indtil arabernes samlede angreb på det nyudråbte Israel, hvor det lykkedes den transjordanske, engelsktrænede hær at erobre landet vest for Jordanfloden, et område de var i besiddelse af i 19 år, og som de benævnte Vestbredden og samtidig selv tog navneforandring til Jordan, nu de ikke var trans mere.

Det er rigtigt, at ingen anden flygtningegruppe har fået en right of return, så senere generationer arvede forfædrenes flygtningestatus, men det skete ikke ud af den blå luft. De fik den ikke, de skabte den selv. Det var vel egentlig et spørgsmål om definitionen af en flygtning, hvor det internationale samfund ikke var videre påpasselig, da lederen af UNRWA i 1964 ændrede den uden nogen indsigelse. Det skete nogenlunde samtidig med, at betegnelsen palæstinaaraberne eller de palæstinensiske flygtninge ændredes til palæstinensere, og at ægypteren Arafat dannede terrorvirksomheden PLO under et møde i Qatar.

Det kan undre, at araberne tog betegnelsen til sig, for i mandattiden nægtede de at være palæstinensere, de var sydsyrere, sagde de, mens en palæstinenser var identisk med en jødisk indbygger, og de fleste jødiske foretagender da også blev benævnt Palestinian, fx Anglo-Palestinian Bank, Palestinian Symphonic Orchestra og Palestinian Post, som tog navneforandring til Jerusalem Post efter Israels dannelse. 

Alle taler om ”besat palæstinensisk jord”

Men nu taler alle jo om “besat palæstinensisk jord”, selv om jorden aldrig har været palæstinensisk. Det gælder såvel medier som politikere herhjemme og dem i EU, ja og i FN med. Det er kun få dage siden, at EUs “udenrigsminister” Federica Mogherini brugte udtrykket “occupied Palestinian soil”.

Og det er den egentlige årsag til mit lange indlæg, at jeg mener, at NewSpeeks artikel cementerer udtrykket Palæstina, også og især for det nuværende Israel, selv om Abbas & Co vil tage det til sig i deres ret specielle historieudlægning, som jeg ikke synes, der er nogen grund er til at følge.

_______________________________________________________________________

Af Torben S. Hansen, historiker sender denne

KOMMENTAR TIL BIRTE BUNE SMITHs indlæg 04.12.2019

Birte Bune Smiths artikel udtrykker frem for alt forargelse over brugen af navnet Palæstina, og det er korrekt, at betegnelsens betydning først blev ændret af Arafat i 1970’erne, så Vestens Gutmenschen kan jamre over de stakkels “palæstinensere”.

UNWRA og hele denne jammersag er en formidabel indtægtskilde til gavn for en flok ritualmordere – og desuden en uopslidelig anklage fra personer uden trang til at undersøge fakta og dokumentation. Her er intet at diskutere.

I stedet kunne spillet mellem zionistiske / jødiske og arabiske ledere i 1920’erne være et studie værd. Det handler især om de to brødre Faisal og Abdullah. De var som bekendt anden generation af emiratet – senere det kortlivede kongerige Hedjaz.

Efter mange forhandlinger havnede Faisal i Iraq og Abdullah i Transjordanien. Kildematerialet, som har været tilgængeligt i 100 år, er for Faisals vedkommende en korrespondance og en art overenskomst fra begyndelsen af 1919 i forbindelse med en konference i Paris, jvf.: – < https://www.jewishvirtuallibrary.org/the-weizmann-faisal-agreement-january-1919 > 

I aftalen godkendte Faisal jødisk tilflytning til “Sydsyrien”, da han skønnede deres evner og engagement som nyttige for den arabiske befolkning. Ti år senere fremgik det, at han havde skiftet holdning: “Jeg husker ikke dette brev”.

Men i den opsplittede arabiske verden var han ubestrideligt den politiske leder, og jøderne tog løftet til Weizmann yderst alvorligt. Broderen Abdullah fik af briterne tildelt Transjordanien, og da krigen begyndte i 1948, modtog han Golda Meïr og beklagede, at han var tvunget af omstændighederne til stille sig på den arabiske side (læs mere på Jewish Virtual Library).

____________________________________________________________________

Jens Ellekær bringer

04.12.2019 nedenstående kommentar til  

Birthe Bune Smiths kritik af artiklen APROPOS INTERNATIONAL SOLIDARITETSDAG FOR DET PALÆSTINENSISKE FOLK –

bl.a. ” fuldt af unøjagtigheder, grænsende til historieforfalskning” – virker noget overdreven. Det er tilsyneladende begrebet Palæstina, der udæsker hende.

Palæstina betegner i dag det område der udgøres af Israel, Vestbredden, Gazastriben samt venstre del af Jordandalen. Romerne kaldte deres provins i området for Palæstina, men navnet rækker endnu længere tilbage. Da den region, der historisk betegnes Palæstina i et vist omfang er sammenfaldende med kong Davids rige, har begrebet opnået en særlig betydning i den kristne verden. Man kunne jo ikke betegne området som Israel, da det ville have været en henvisning til en stat, som ikke eksisterede i knap to årtusinder. Med opløsningen af Det Osmanniske Rige fik begrebet Palæstina på ny en særlig betydning: Begrebet anvendes i Balfourdeklarationen fra 1917, hvori den britiske regering erklærer at ville ”se med velvilje på” og ”fremme oprettelsen” af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina.

Frem til Yasser Arafats udråbelse af en palæstinensisk stat i 1988 har der aldrig eksisteret en staten Palæstina, og i betragtning af forholdene i de såkaldte palæstinensiske selvtyreområder, kan der sættes et stort spørgsmålstegn ved statsligheden. Staten Palæstina er p.t. anerkendt af 137 af FN’s medlemsstater.

Frem til 1988 har der i hvert fald ikke kunnet eksistere palæstinensiske statsborgere. Der er endvidere næppe noget som helst grundlag for at antage eksistensen af en palæstinensisk etnicitet. Begrebet ”palæstinenser” må derfor logisk betegne mennesker, der bor i regionen Palæstina – hvad enten de er jøder, arabere, muslimer eller kristne.

Smith hænger sig i, at artiklen ikke nævner, at Jordan som britisk mandat og frem til tre år efter selvstændigheden i 1946 hed Transjordanien. Denne kritik betragter jeg som en sofisme: De fleste har i dag glemt, at Jordan oprindeligt hed Transjordanien – altså landet på den anden side af Jordanfloden, hvilket landet i øvrigt atter er i dag.

Endelig er Smiths fremstilling af, at Jordan i 1948 erobrede Vestbredden ikke helt i overensstemmelse med det reelle forløb: Det område, som Jordan ved våbenstilstanden i 1949 efter den Arabisk-israelske Krig holdt besat, skulle i henhold til FN’s delingsplan have været en del af det arabiske Palæstina. Det lykkedes således blot for Jordan at fastholde arabisk territorium – ikke at erobre israelsk territorium.

_________________________________________________________________________

Foreløbig nøjes de med klistermærker og spraymalede hagekors

NAZISME: Uvist om det var folk fra Den Nordiske Modstandsbevægelse, der satte Davidsstjerne på postkasse i Dronninglund og skrev ”Jude” på gravsten i Aalborg

Ingen har taget ansvaret for det gule klistermærke med ordet ”Jude”, som i weekenden blev sat på en postkasse i Dronninglund, hvor formanden for foreningen Nordjyske Venner af Israel bor. Foto fra hjemmesiden ?nordfront.dk

NORDJYLLAND: - Altså jeg blev først og fremmest overrasket. Hvem i alverden kunne finde på at sætte en Davidsstjerne på vores postkasse?
Anders Sønderup

For hverken eller hans kone er jøde, og indtil nu har der aldrig været nogen, der har sat klistermærker på deres postkasse. De bor på en aldeles fredelig villavej i Dronninglund, hvor der sjældent sker opsigtsvækkende ting af den karakter.

Men da Lars Bjørn HelmeNielsen lørdag morgen gik ud til sin postkasse for at hente avisen, fik han sig en ubehagelig overraskelse.

I løbet af natten havde nogen nemlig sat et ubehageligt klistermærke op - nemlig en nærmest tro kopi af den Davidsstjerne, som nazisterne brugte.

- Bagefter kunne jeg godt regne ud hvorfor. Det skyldes selvfølgelig, at jeg er formand for Nordjyske Venner af Israel. Jeg vil ikke sige, at jeg blev bange - men jeg kan da godt frygte, hvad der skal ske næste gang, siger Lars Bjørn Helm Nielsen, der er pensionist.

Nordjyske venner af Israel er en ganske lille forening, og de fleste af medlemmerne er ældre mennesker, der i deres unge dage var på kibbutz-ophold i Israel og derfor har et forhold til landet.

Muligvis troede folkene med klistermærkerne, at Lars Bjørn er jøde eller af jødisk afstamning - eller også var det bare det mest oplagte sted, de kunne finde.

For der findes hverken synagoge eller et jødisk miljø i Nordjylland - engang var der en synagoge i Synagogegade i midten af Aalborg, men den blev ødelagt i 1944, og før det havde den ikke været i brug i mere end 50 år. Det er længe siden, at der var begravelse på den jødisk kirkegård i Aalborg - hvor ukendte gerningsmænd i weekenden spraymalede ”jude” på en gravsten.

Men det forhindrer ikke, at jødehad og antisemitisme stadig eksisterer. På den alleryderste højrefløj lever det stadig.

Klistermærket blev sat op på postkassen om natten og sad der, indtil Lars Bjørn Helm Nielsen fjernede det lørdag morgen.

Det eneste billede af postkassen med jødestjerne er taget af gerningsmændene, og søndag dukkede det billede op på hjemmesiden nordfront.dk, der tilhører den danske del af Den Nordiske Modstandsbevægelse, NMB.

Om det er nynazisterne fra NMB, der står bag jødestjernen i Dronninglund er uvist - teoretisk kan der selvfølgelig godt være kommet en tilfældig person forbi, der har taget et billede og sendt det til nordfront.dk.

Inspireret af Hitler:
Den Nordiske Modstandsbevægelse er direkte inspireret af nazismen - på hjemmesiden kalder de sig en revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation, der kæmper for at gøre Norden til et racerent område.

De vil etablere en statsinstitution, der effektivt og med hjælp fra moderne genetisk profilering racemæssigt vil vurdere alle personer, der er ankommet til norden via indvandring.

Først og fremmest vil de hurtigst muligt have hjemsendt de mennesker, der ikke har den rette gen-profilering. De såkaldt racefremmede skal sendes hjem.

At muslimer skal hjem, er NMB ikke de eneste på den yderste højrefløj, der mener - men det utilslørede jødehad står de derimod alene om.

Modstandsbevægelsen startede i Sverige, men fik en dansk afdeling for et par år siden. Hvor mange medlemmer, der er i dag, er uvist - de skriver selv, at bevægelsen vokser hver dag, men derudover er det sparsomt med information om, hvor mange og hvem der er medlemmer. Deres mange aktioner i Nordjylland tyder dog på, at de har en nordjysk afdeling eller i det mindste har aktive, nordjyske medlemmer.

NMB er ikke på Facebook, men bruger i stedet det russiske VK, der fungerer på samme måde som Facebook. Når de - og andre højreekstreme grupper - bruger VK, skyldes det formentlig, at det russiske foretagende har et noget mildere syn på rabiate synspunkter.

I de seneste par år har NMB været ganske aktive i Nordjylland - mest omtalt var deres aktion tilbage i maj 2018, hvor de afleverede en bunke skrald og en personlig besked foran den opgang i øgadekvarteret, hvor den aalborgensiske politiker, Lasse P.N. Olsen, bor.

- I aftes kørte en bil med tre højrøstede mænd op foran min opgang i Øgadekvarteret, hvor de smed affald og hængte et trusselsbrev rettet mod mig op, skrev rådmanden dengang. Episoden blev anmeldt til politiet.

Siden har de været aktive mange andre steder i Nordjylland - først og fremmest ved at ophænge klistermærker og uddele løbesedler. Det har de gjort i en del nordjyske byer - i Hobro nøjedes de ikke med klistermærker, men brugte maling til at efterlade både hagekors og deres eget logo. De har også stået bag en aktion, hvor de hængte et banner op på en motorvejsbro ved Hobro.

Deres seneste aktion var - ifølge det afsnit på deres hjemmeside, de kalder for kamprapporter - i weekenden i Frederikshavn, hvor de satte klistermærker op flere steder i byen. I sidste uge var de på uindbudt besøg på Filstedvejens Skole, hvor - som de selv skriver - ”Aktivister fra Rede 3 har spredt flyveblade på Filstedvejens skole, hvor ungdommen bliver opfordret til at kæmpe for deres fremtid.”

NORDJYSKE har forgæves forsøgt at få kontakt til NMB, men TV2 Østjylland har haft kontakt med Jacob Vullum Andersen fra organisationen.

- Vi synes, det er positivt, at folk omsider er begyndt at vågne op til en erkendelse af, at magtjøder og jødisk infiltration i samfundet er yderst skadelig og uønsket, og vi har forståelse for, at personer skaber opmærksomhed omkring dette fremmede, undergravende element i samfundet ved at gennemføre eksempelvis en klistermærkeaktion på årsdagen for Krystalnatten, skriver han ifølge TV2 Østjylland.

Jødisk forening: Antisemitisk chikane et stort problem

HAD: Flere jødiske familier er udsat for chikane men tør ikke stå frem af frygt for konsekvensen, mener forening

Mange jødiske familier udsættes for chikane og hadforbrydelser ifølge Dansk-Israelsk Forening. Det kan være alt fra tegninger af hagekors på folks huse til mere voldelige episoder, fortæller formand Henrik Chievitz. Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

INDLAND: Det er ikke usædvanligt, at jødiske familier i Danmark bliver udsat for antisemitisk chikane og hadforbrydelser ifølge Dansk-Israelsk Forening - der er en forening, som har til formål at udbrede kendskabet til Israel og jødisk kultur.

Men mange familier tør ikke stå frem, fortæller formand Henrik Chievitz.

- Jeg tror, at rigtig mange jøder vælger at leve et stille liv. Og derfor ser de igennem fingre med de hadforbrydelser, de bliver udsat for.

- Ingen tør stå frem og melde det til politiet, fordi de frygter, hvad der så vil ske, siger han.

Lørdag fortæller 15-årige Rebecca og hendes familie i Berlingske, hvordan de har været udsat for antisemitiske chikane og hadforbrydelser, fordi faren er jøde.

Det blev, ifølge familien, så slemt, at Rebecca blev nødt til at skifte skole flere gange. Familien fortæller, at de flere gang har villet gå til medierne, men har været afventende.

Lørdag stod de alligevel frem, fordi de ikke følte sig hørt.

- Vi følte os svigtet af to skoler og af politiet. Der var ingen hjælp at hente. At melde dem til politiet var det samme som at melde sin cykel stjålet. Vi er bare blevet statistik. Vi er chokerede, siger faren, Michael, til Berlingske, der af sikkerhedshensyn ikke skriver hans efternavn.

Henrik Chievitz har hørt beretninger fra familier, der har fået tegnet hagekors på deres ejendom. Men også mere voldsomme hændelser, hvor en pige har fået sat ild til sit hår.

Derfor mener Henrik Chievitz, at det er vigtigt, at folk står frem.

- Jeg synes, det er så flot, de står frem (familien i Berlingske red.). Hvis vi skal have stoppet det, er vi nødt til at få startet debatten om, at det ikke er okay.

- Det er vores oplevelse, at hvis vi taler om det og forholder os til det, så bliver det lettere at forhindre, siger han.

For nylig har Henrik Chievitz og hans hustru, Ella, og

så oplevet antisemitisk chikane, da de fik skrevet ”Jude” på deres postkasse.

Det har fået parret til at installere videoovervågning og alarmsystemer i deres hus./ritzau/