Palæstinensere i befrielseskamp
ISRAEL: Det er ikke småting, Holger Graversen må lægge ører til, når han forsøger at anskue konflikten i Palæstina fra de undertrykte palæstinenseres side.
Paul Rode Andersen skriver 18.02.2021
I indlæg på NORDJYSKE (9.2. og 12.2.), som i deres historieløse og ensidige forsvar for Israel og fordømmelse af palæstinenserne kun overgås af Søren Espersen fra DF, beskyldes Graversen for at forsvare terrorismen og mangle realitetssans.
Palæstinenserne beskrives nedladende som udskudsagtige sigøjnere, der begår overfald på uskyldige israelere, og bedst ville det være, om flygtningelejrene blev nedlagt og palæstinenserne frataget al økonomisk hjælp. Så kunne de lære at klare sig selv og indstille kampen for eget land.
Jeg nærer ingen illusioner om at kunne ændre holdningen hos disse ambassadører for den israelske højrefløj og den korruptionssigtede Nethanyahu, men deres forvredne synspunkter skal ikke stå uimodsagt.
Der er vold på begge sider i Palæstina, men den israelske er tifold grusommere og betydeligt mere omfangsrig end den palæstinensiske.
Prøv blot at gøre volden op i tabte menneskeliv og tabt velfærd på de to sider.
Hvis man imidlertid skal forstå den fortsatte vold, er man nødt til at kende historien.
Palæstinenserne er i forlængelse af Første og Anden Verdenskrig af det internationale samfund med vold blevet frataget deres land, der blev givet til zionisterne.
Palæstinenserne kan ikke forstå, hvorfor de skulle betale prisen for holocaust i Europa.
De kan med rette anføre, at det ville have været mere ordentligt og retfærdigt at give jøderne et hjemland i en tysk delstat som f.eks. Bayern som soning for de krigsforbrydelser, nazisterne begik.
Palæstinenserne betragter deres kamp som en befrielseskamp og en kamp for retten til selvbestemmelse over egen jord.
Hvad møder dem?
Tiltagende besættelser på Vestbredden, hvor nu mere end 400.000 israelske bosættere har slået rod, og indespærring og udsultning af Gaza.
Dagligt bliver palæstinensere på Vestbredden beskudt af de israelske besættelsesstyrker, palæstinensiske huse revet ned for at gøre plads til nye israelske bosættelser og infrastruktur, og marker og afgrøder bliver vandaliseret af bosætterne.
Palæstinensernes dagligliv bliver derudover på alle måder chikaneret af de israelske besættelsesstyrker med en sønderrivning af Vestbredden og et utal af checkpoints, der gør det vanskeligere og vanskeligere at forestille sig en sammenhængende palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza.
Tostatsløsningen har svære udsigter, og det bærer Nethanyahu hovedansvaret for.
Hans mål er et Storisrael, der inkluderer hele Vestbredden og sender palæstinenserne i eksil i omverdenen, præcist som Lars Nielsen foreslår.
Jeg har svært ved at se, at karakteristikken af Israel som et apartheidstyre skulle være helt i skoven. Det hvide, sydafrikanske styre undertrykte på det groveste den indfødte, sorte befolkning, fratog dem alle rettig
heder og placerede dem i bantustans.
Den israelske stat terroriserer dagligt det undertrykte folk på Vestbredden og Gaza, hvis geografi efterhånden er et usammenhængende kludetæppe, som kan sammenlignes med de sydafrikanske bantustans, og hvor palæstinenserne er frataget alle rettigheder. ANC blev længe af Vesten anset for at være en terrorbevægelse. På samme måde står de palæstinensiske befrielsesbevægelser på vestens terrorliste.
Israel har nydt godt af Trumps fire år ved magten. Nethanyahu og hans fæller har kunnet gøre lige, hvad der passede dem i deres forsøg på at udgrænse palæstinenserne og etablere et Storisrael i modstrid med verdenssamfundets krav om, at israelerne skal trække sig tilbage til 67-grænserne.
Forhåbentlig kan Biden stille israelerne stolen for døren.
Under alle omstændigheder bør EU boykotte Israel handelsmæssigt og kulturelt på samme måde, som Danmark boykottede Sydafrika i sin tid.
______________________________________________________________________________
Brug for fred - ikke for ensidige påstande
ISRAEL: Paul Rode Andersen tegner (18.2.) et ensidigt billede af palæstinenserne som et forfulgt folk.
Lars Nielsen skriver 21.02.2021
Hertil er at bemærke, at i 1920 aftalte den Første Verdenskrigs sejrherrer, at der skulle oprettes et nationalt jødisk hjem i det område, som nu består af Israel, Jordan, Vestbredden og Gaza. Området skulle herefter administreres af englænderne under mandat fra Folkeforbundet, indtil det kunne klare sig selv.
I 1923 blev Transjordanien, nu Jordan, skilt fra som et arabisk kongedømme. Resten fortsatte som nationalt jødisk hjem under navnet Palæstina.
I 1947 foreslog FN at dele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat, samt Jerusalem, som skulle regeres direkte af FN.
Jøderne sagde ja, men araberne afslog. Derfor udbrød der først borgerkrig og siden krig, indtil FN i 1949 fik aftalt en række våbenstilstande.
På det tidspunkt var Palæstina delt i Vestbredden, som blev indlemmet i Jordan, Gaza, som var under egyptisk kontrol, og Israel, som omfattede 80 pct. af det gamle Palæstina.
Palæstinenserne boede den gang som nu i hele området, samt i flygtningelejre i Gaza, på Vestbredden og uden for området.
I Israel fik de samme rettigheder som alle andre borgere. Det gjorde de også i Jordan, men ikke i Egypten. Palæstinensere i lejre uden for området blev i mange tilfælde statsløse og mange fik heller ikke arbejdstilladelse, så de kunne forsørge sig selv. Formålet var fra arabisk side at bevare hadet til Israel og skabe et reservoir, hvorfra der kunne rekrutteres krigere mod Israel.
Denne udvikling blev understøttet af FN, som oprettede United Nations Relief and Work Agency for palestine refugees, (UNRWA) som holdt flygtningene i live og lærte dem, at de og deres efterkommere havde ret til at vende tilbage til Israel og genovertage den ejendom, de flygtede fra.
Men det er ikke rigtigt.
Der findes beklageligvis ingen traktat, der giver flygtninge og deres efterkommere ret til at vende tilbage til deres hjemland og genovertage deres ejendom, og det har der aldrig gjort.
FN’s generalforsamling har ganske vist i 1949 vedtaget en resolution (194), som “beslutter” at palæstinensiske flygtninge skal have ret til at vende tilbage til deres hjem eller have erstatning for tabt ejendom.
Men generalforsamlingens beslutninger er ikke bindende, og iøvrigt omtaler resolution 194 ikke deres efterkommere.
UNRWA har således i over 70 år spredt had til Israel ved at bilde palæstinenserne ind, at de har ret til at bo i Israel på deres fædrene jord.
I 1967 planlagde Egypten og dets allierede et angreb på Israel.
Men Israel kom dem i forkøbet og besatte Sinai ,Vestbredden, Gaza og Golan.
Sinai blev returneret til Egypten i 1979.
I 1993-95 aftalte Israel og den palæstinensiske befrielsesorganisation, at der skulle oprettes et palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza.
Det var meningen, at det skulle føre til dannelsen af en palæstinensisk stat.
Derefter var der i en 20-årig periode regelmæssige fredsforhandlinger, som involverede masser af deltagere, herunder USA, EU og araberne, og førte til, at 95 pct. af palæstinenserne i dag regeres af PLO og Hamas. Men der blev ikke fred, for palæstinenserne ville ikke opgive så meget som en tomme land.
Det havde de ellers forpligtet sig til ved at anerkende Sikkerhedsrådets resolution 242.
Desuden fastholdt de, at palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere havde ret til at vende tilbage til Israel og overtage den ejendom, som de eller deres forfædre forlod.
Hertil kom, at PLO og Hamas opmuntrede palæstinenserne til at angribe israelere. Dels i selve Israel og dels i de områder, som ikke var under palæstinensisk kontrol.
Det medførte israelske repressalier, som blev kritiseret af FN for at være for voldsomme.
Men Israel har ret til selvforsvar mod angreb fra Vestbredden og Gaza, og Israel har pligt til at opretholde ro og orden i de områder på Vestbredden, som stadig kontrolleres af Israel.
Derudover har 200.000 israelere slået sig ned i Østjerusalem, og 400.000 har slået sig ned i de områder på Vestbredden, som kontrolleres af Israel.
Dette er kritiseret i skarpe vendinger af FN.
Men Israels fremfærd har ikke været værre, end at flere arabiske stater i i 2020 har anerkendt Israel, og endnu flere forventes at gøre det samme i de kommende år.
Det er et vink med en vognstang til palæstinenserne om at slutte fred med Israel, medens tid er.
Jeg skal derfor foreslå, at Paul Rode Andersen og hans ligesindede lader være med at puste til ilden med deres ensidige fremstilling af konflikten.
Det, vi har brug for, er en fred, hvor begge parter bøjer sig.
Ikke ensidig propaganda til fordel for den ene part.
_________________________________________________________________________
Forældede fremstillinger af konflikt
ISRAEL-PALÆSTINA: Jeg orker ikke at svare på Israel-vennernes forældede fremstillinger af Israel-Palæstina-konflikten. Men fattet i korthed bedes de besvare følgende spørgsmål: Benægter I, at FN i 1948 foreslog to stater, et Israel og et Palæstina? Benægter I, at Israel siden 1967 har været en besættelsesmagt?
Holger Graversen skriver 15.02.2021
Benægter I, at Israel har stjålet store områder af palæstinensernes jord?
Benægter I, at Israel har tilladt jøder at bosætte sig på disse jorde?
Benægter I, at der i konflikten er dræbt mindst 10 gange så mange palæstinensere som jøder?
Benægter I, at størsteparten af disse var børn og unge?
Benægter I, at Israel har lemlæstet endnu flere?
Benægter I, at Israel løbende har brugt umenneskelige kollektive afstraffelser?
Benægter I, at Unicef, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet m.fl. har bevidnet grove og umenneskelige behandlinger af palæstinenserne?
Skulle I være i tvivl, så spørg i Udenrigsministeriet eller rejs ned og se på forholdene. Jeg har selv været der tre gange.
____________________________________________________________________________
Parat til at slutte fred med Israel?
PALÆSTINENSERE: Holger Graversen stillede (16.2.) ni spørgsmål vedrørende konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
Lars Nielsen skriver 20.02.2021
Jeg skal hertil svare, at FN i 1947 fremlagde en delingsplan, som delte det daværende Palæstina i en jødisk og en palæstinensisk stat.
Men araberne forkastede forslaget og indledte en borgerkrig og derefter en krig, som de tabte.
Herefter forhandlede FN i 1949 en række våbenhviler, som medførte, at Palæstina blev delt i tre områder:
- Israel.
- Vestbredden, som var besat af Jordan.
- Gaza, som var besat af Egypten.
Palæstinenserne fik ikke noget, men de havde jo også afvist delingsplanen og havde derfor ikke krav på noget.
Det lykkedes ikke for FN at forhandle en fred.
Der er sidenhen sluttet fred mellem Israel og Egypten og mellem Israel og Jordan, men ikke med de øvrige arabiske angribere.
I 1967 planlagde araberne et nyt angreb på Israel, men Israel slog først og erobrede Sinai, Gaza, Vestbredden og Golanhøjderne.
Israel indlemmede derefter Østjerusalem i 1967 og Golan i 1981. Ægypten fik Sinai tilbage i 1979, og Israel rømmede Gaza i 2005.
Hvad angår Vestbredden og Gaza, indgik Israel og PLO i 1993 2 aftaler (Oslo 1+2), som delte Gaza og Vestbredden i tre områder (A,B,C).
I område A fik det palæstinensiske Selvstyre fuld kontrol. Område A omfatter idag hele Gaza og 18 pct. af Vestbredden.
Område B omfatter 21 pct. af Vestbredden. Det palæstinensiske selvstyre kontrollerer området bortset fra sikkerheden, som varetages af selvstyret og Israel i fællesskab.
95 pct. af den palæstinensiske befolkning bor i område A eller B.
De sidste fem pct. bor i område C, som ligger over mod Jordanfloden og udgør 63 pct. af Vestbredden. Dette område kontrolleres af Israel, og det er her og i Østjerusalem, de jødiske bosættere slår sig ned.
Graversen spørger i den forbindelse, om Israel har stjålet store dele af palæstinensernes jord.
Hertil er svaret, at størstedelen af jorden på Vestbredden tilhører staten.
Da Israel ifølge Oslo-aftalerne varetager den civile administration i område C, kan det ifølge israelsk opfattelse gøre med statsjorden i område C, hvad det vil, herunder tillade at jøder slår sig ned.
Der henvises i den forbindelse til, at ifølge palæstinamandatet fra 1923 har jøder lov til at slå sig ned i hele Palæstina inkl. Vestbredden og Gaza.
FN og palæstinenserne har en anden opfattelse.
Hvad angår Østjerusalem er det som ovenfor nævnt annekteret i 1967, så her gælder israelsk lov.
FN og palæstinenserne er uenige.
Det skal hertil bemærkes, at ifølge FN sikkerhedsresolution 242 vil en fredsslutning mellem israelere og arabere indebære, at Vestbredden og Gaza skal deles mellem Israel og araberne.
Jordan og Egypten har overgivet deres krav på Vestbredden og Gaza til palæstinenserne, som har skrevet under på at overholde resolution 242.
Det er herefter op til palæstinenserne, om de vil slutte fred med Israel. Gør de det, vil der blive fundet en løsning på det, Holger Graversen kalder tyveri af palæstinensisk jord.
Afsluttende skal bemærkes, at det er Israels ansvar at holde ro og orden i område C, og at samarbejde med selvstyret om at opretholde ro og orden i område B.
Det har givet anledning til, at FN har kritiseret Israel i form af en række fordømmende resolutioner.
På det sidste har den Internationale Krigsforbryderdomstol signaleret, at man muligvis vil indlede en undersøgelse.
Det står derefter tilbage, om der vil blive udarbejdet et anklageskrift, og om Israel vil blive dømt.
_____________________________________________________________________________
Israel er ikke et apartheidstyre
Martin Tøttrup Kelkelund skriver 12.02.2021
MELLEMØSTEN: De seneste par dage har debatten om Israel og palæstinenserne igen blusset op via debatindlæg i NORDJYSKE, senest ført an af debatindlægget (11.2.) fra Holger Graversen, Hadsund, som desværre er fuldstændig blottet fra realitetssans og omtaler den demokratiske stat Israel som en apartheidstat.
Martin Tøttrup Kelkelund
Nævnte er faktuelt forkert og direkte fordummende.
Israel er den eneste stat i Mellemøsten, som er et demokrati efter vestligt forbillede. Dem, som Holger Graversen derimod prøver at forsvare, er udemokratiske, islamister og hylder terroriststater som Qatar og Iran.
Sandheden er, at palæstinenserne i virkeligheden ikke ønsker fred og fordømmer lande som Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Marokko, som er de seneste lande, der har anerkendt staten Israel i en forståelse for, at fred er vejen frem i kombination med, at den virkelige trussel skal ses i præstestyret i Iran og problembarnet Qatar.
Er Holger Gravesen slet ikke klar over, hvor upopulære palæstinenserne er mange steder i Mellemøsten?
I Libanon, som huser mange statsløse palæstinensere, nægter man at give dem libanesisk pas, idet det kun vil give endnu større problemer end man har i forvejen med denne gruppe.
I de Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien er man ved at brække sig over den ”sigøjneradfærd”, som praktiseres af styret på Vestbredden og terrororganisationen Hamas i Gaza. Egypten lukker løbende grænsen til Gaza. De gider dem ikke og deres ulækre terrorisme.
Der er mange synspunkter i denne konflikt, men når Holger Graversen sammenligner palæstinensernes terrorisme med brave danske frihedskæmpere under Anden Verdenskrig mod Nazi-Tyskland, så bliver det simpelthen ikke mere usmageligt. Dvs. drab på israelske børn, løbende knivoverfald i bl.a. Jerusalem på jøder, ”ild-balloner”, som sendes fra Gaza mod Israel for at antænde israelske afgrøder, busbomber i Tel Aviv, raketangreb mod Israel, som helt bevidst affyres fra tage på skoler og hospitaler i Gaza mod den israelske civilbefolkning, således at gengældelsesangreb næsten gøres umuligt, er legitimt?
Palæstinenserne har derudover lavet træningsvideoer med hvordan man nemmest kniv-dræber en jøde. Israel har bygget en mur langs en del af Vestbredden. Tak for den. Den har reduceret terrorangrebene på civilbefolkningen med over 80 pct. i Tel Aviv.
Jeg respekterer, at Holger Graversen har et andet synspunkt på problemerne, men det gør ikke, at Holger Graversens synspunkter har noget med virkeligheden at gøre, og Holger Graversen kommer med sine holdninger til at fremstå som forsvarer for terrorisme.
Derudover er Palæstina ikke et land, men et geografisk område.
Der kan Holger Graversen jo starte sin realitetsrejse.
______________________________________________________________________
