Til minde om Winton

Henrik Bang-Møller sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat.
Skriver den 12.09.2018 i Nordjyske Stiftstidende

REDNINGSMAND: I 2012 tog min ældste datter, der dengang var 14 år, og jeg til den største af Tysklands dødslejre, som ligger i Auschwitz, ca. 80 km nordvest for Krakow i det sydlige Polen.

I løbet af de ca. fire år, lejren var i funktion, indtil den blev befriet af Den røde Hær 27. januar 1945, lykkedes det nazisterne at slå blandt andre over en million jøder ihjel i det, man bedst kan beskrive som et levende helvede på jorden.

IKKE LANGT fra lejren, inde i selve byen Krakow, havde en tysk entreprenør og forretningsmand, Oscar Schindler (1908-1974), oprettet en slags moderne Noahs Ark, hvor mere end 1200 jødiske mænd og kvinder blev reddet fra den visse død i lejren - under påskud af at fungere som billig arbejdskraft i fremstillingen af metal til den tyske hær. Fabrikken hed Deutsche Emaillewaren-Fabrik, men der blev ikke fremstillet ét eneste stykke metal dér, som kunne bruges af den tyske hær. I hvert fald ikke til at føre krig med.

Til gengæld blev der fremstillet tilstrækkeligt til at redde mere end 1200 jøder fra dødslejren i Auschwitz – 1200 jødiske mænd og kvinder, som i dag, over 70 år senere, er blevet til mere end 8000 efterkommere.

Mere vil jeg ikke fortælle om dén historie, for det har filminstruktøren Steven Spielberg (f. 1946), der i øvrigt selv er jøde, allerede gjort i en Oscarbelønnet film fra 1993 Schindlers Liste.

Men så har jeg en næsten tilsvarende historie, som er mere upåagtet, men mindst lige så gribende som historien om Oscar Schindler. Det er den virkelige historie om Sir Nicholas Winton (1909-2015), som døde for kun ca. tre-fire år siden. Han blev også senere kaldt Den britiske Schindler.

Nicholas blev født den 19. maj 1909 i London - som søn af tilrejsende tyske jøder. Som sin far arbejdede han i begyndelsen i bankverdenen, men et usædvanligt stærkt menneskeligt engagement førte ham ind på andre, ikke planlagte veje.

MENS Nicholas egentlig var på vej på skiferie i Schweiz i tiden op til julen 1938, blev han af en ven pludselig kaldt til Prag, som stod foran også at blive besat af Nazi-Tyskland - ligesom det nærliggende Sudeterland allerede var blevet det i september samme år.

På det hotel i Prag, hvor han boede, indrettede Nicholas et kontor, hvorfra han organiserede flygtningetransporter til England af uledsagede jødiske børn, som stod i fare for at blive taget til fange af nazisterne og dernæst sendt til koncentrationslejre som f.eks. Auschwitz.

Det første tog med 20 jødiske børn forlod Prag med kurs mod London, kort før Tyskland også besatte Tjekkoslovakiet i marts 1939. Nicholas tog til London for at finde plejefamilier til børnene, og det lykkes ham at organisere yderligere 8 transporter, indtil alle grænserne blev lukket, efter Tyskland overfaldt Polen den 1. september 1939 og dermed udløste Anden Verdenskrig.

I ALT blev 669 børn reddet. Et sidste tog med 250 jødiske børn kom aldrig frem, og ingen af de reddede børns forældre overlevede, men døde i tyskernes koncentrationslejre.

Igennem mange år forblev disse såkaldte ”Kinder-transporte” en temmelig upåagtet begivenhed, og Sir Nicholas fik i efterkrigstiden arbejde i dels en flygtningeorganisation og dels i en international udviklingsbank i Paris. Her mødte han bl.a. den danskfødte sekretær, Grete Gjelstrup, med hvem han blev lykkeligt gift den 31. oktober 1948 i Vejle. Og de bosatte sig i England.

FØRST så sent som i 1988 fandt hans kone, Grete, på loftet af deres hus en scrapbog med navne, billeder og papirer, som fortalte historien om hendes mands heltemodige indsats før krigen. Og modstræbende gik Nicholas Winton med til, at dén historie skulle offentliggøres. Hvilket hans kone så gik i gang med.

Hun overlod scrapbogen til det britiske national-tv, BBC, der udforskede sagen yderligere og senere på året i 1988 viede et tv-program i serien ”That’s life” til minde om redningsaktionen af de 669 børn.

UDEN AT DE vidste om hinandens tilstedeværelse i studiet, havde værtinden, Esther Rantzen (f. 1940), inviteret nogle af de stadig levende jødiske børn og Sir Nicholas Winton med som tilskuere til udsendelsen.

Og det er ganske enkelt gribende at se, hvad der skete, da de pludselig så hinanden igen - de overlevende børn og Sir Nicholas Winton - midt under live-udsendelsen på BBC i 1988. Man kan se klippet på YouTube.

Medicin til  Gaza - eller hva…?

Af Søren Espersen (MF) 22.08.2018 i JP.
Fmd. for Det Udenrigspolitiske Nævn

Forleden forsøgte et mindre norsk fartøj, ”MS Kårstein” at sejle ind til Gaza. Ombord var nogle skandinaver - blandt dem en dansker, Mikkel Grüner. Hensigten med sejladsen var ifølge Grüner at indføre livsnødvendig medicin og forsyninger til Gaza.

Skibet var ét af de efterhånden mange, som på lignende måde, ved afrejsen ledsaget af piber, trommer, hurraråb og fanfarer i årenes løb har agtet sig til Gaza. Hver gang samme procedure og udkomme: Fartøjet bliver opbragt af Israels Flåde og hjulpet ind i israelsk havn. Fartøj, besætning og passagerer frigives efter nogen tid, og sendes hjem.

Nu er vi jo rigtig mange, som pr. rygrad har den største respekt for, når nogle friske fyre, mod alle odds og i kamp mod vejr, vand, vind og søsyge gør deres til at komme sultende, syge og lidende mennesker til undsætning - hvor end disse befinder sig på kloden. Og, ved Herren..!, der er i sandhed mange af sådanne triste eksistenser rundt om, som nok kunne fortjene en hjælpende hånd.

Spørgsmålet er dog, om indbyggerne i Gaza hører til kategorien sultende, syge og lidende mennesker, som foreholdes livsnødvendig medicin og forsyninger. Forholder det sig sådan, at israelerne sørger for, at intet  medicin og ingen forsyninger slippes ind i Gaza? Behandles Gazas alvorligt syge ikke? Har folk i Gaza i årevis gået sultende og lidende omkring?

Det er en så alvorlig anklage mod Israel, at den fortjener et tjek… Og som altid, når sådanne komplicerede spørgsmål skal besvares, er det en god idé lige for en stund at skubbe drømmerier, ubegrundede følelser og fordomme lidt til side, og kigge på virkeligheden, som følger her:

Først sundhed: I Israel modtages fra Gaza hvert år ca. 30.000 alvorligt syge til behandling på israelske hospitaler. Fra Israel bliver hver år til Gaza indført ca. 7.000 tons medicin og medicinsk udstyr til hospitaler og klinikker i Gaza. Ved grænsen står 24/7 israelske ambulancer klar. Knapt 300 læger og sygeplejersker fra Gaza deltager hvert år i lægevidenskabelige konferencer i Israel, ligesom mange læger og andet sundhedspersonale fra Gaza har arbejde - eller videreuddanner sig på israelske hospitaler.

Der er tale om et samarbejde mellem Israel, PA og WHO.

Hvad angår øvrige indførsler fra Israel til Gaza - samt fra Gaza til Israel er der helt dugfriske opgørelser, kun få dage gamle - nemlig opgørelsen for juli måned 2018. Så dette er altså tallene på én eneste måned:

Fra Israel til Gaza leveredes: 5.255 tons gas, 16.228 tons benzin/diesel, 4.917 lastbiler med forsyninger som fødevarer, møbler, medicin, medicinsk udstyr, elektronik, byggematerialer m.m.

Fra Gaza til Israel: 12.072 personer krydsede grænsen, Det samme gjorde 129.224 tons eksportvarer - hovedsagelig landbrugsvarer og tekstiler, til eksport til Israel, Vestbredden - samt til importører i andre lande.

Tallene viser altså et fornuftigt og veldefineret samarbejde mellem Israel og P.A. Et samarbejde, som udelukkende forstyrres, når terrororganisationen Hamas kynisk med hård hånd ved hjælp af tortur og summariske henrettelser skaber frygt og rædsel blandt pæne mennesker i Gaza, føler trang til at dynge granater ind over grænsen til Israel. Men det er værd at bemærke, at selv når en af disse Hamas-terrorkampagner pågår, fungerer leverancerne nogenlunde uforstyrret - med enkelte afbrydelser. Til fare, i øvrigt, for det transport-personel, modigt og nidkært udfører deres livsnødvendige arbejde.

Med den enorme handel, de enorme daglige leverancer fra Israel til Gaza - herunder altså tonsvis af medicin, kunne man måske godt få den kætterske tanke - og Gud bevare mig, hvis jeg skulle tage fejl! -, at Mikkel Grüner og hans kammerater ombord på ”MS Kårstein”, om end de hårdnakket påstod det, ikke nødvendigvis havde som første prioritet at indføre medicin til at helbrede syge borgere i Gaza.

Men snarere på det groveste, mod bedre vidende og ved kynisk og skånselsløs anvendelse af fake-news forsøgte at fuppe uvidende til at hetze mod Israel.

 

Helt forkert på den

Vagn Ove Brøndum skriver 22.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende

DF-KRITIK: Frede Hansen, du er (19.6.) helt forkert på den over for Karina Adsbøl (DF) med hensyn til imamer og moskeer. Vi har kun én grundlov, og den skal vi følge. Hvis en Imam ikke vil rette ind, og andre imamer præker på samme måde i forhold til Koranen over for vores danske demokrati, så skal imamerne ud af landet øjeblikkeligt, og så kan vi godt lukke moskeerne. Følger du heller ikke den danske grundlov eller vores demokrati? Så er der noget galt. De muslimer, som vil til Danmark, kommer vel for at overholde vores demokrati, eller kommer de for at leve godt af vores penge?

 

Kan islam forbydes?

Lars Nielsen Dronninglund skriver 22.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende 

SHARIA: Frede Hansen skriver (20.6.), at hvis islam skal forbydes, skal jødedom og kristendom også forbydes, fordi Det Gamle Testamente foreskriver aldeles forfærdelige straffe for diverse forbrydelser.

Men der findes ingen eksempler på, at jøder og kristne ønsker at genindføre disse aldeles forfærdelige straffe.
Derimod rapporterede Politiken (3.5. 2013), at flertallet af verdens muslimer går ind for sharia, og Danmarks Radio oplyste (29.4. 2009), at 18 pct. af danske muslimer ønskede shariah i Danmark.

Nu er det naturligvis ikke ulovligt at gå ind for strengere straffe. Men når Europol oplyser, at der i 2016 var 135 mennesker i EU, der blev dræbt af jihadister, og at 718 personer blev arresteret som formodede jihadister, så viser det, at der er en del af de i EU bosatte muslimer, der villige til at anvende ulovlige midler i kampen for islam, således som det foreskrives i Koranen. Dermed bliver det relevant at spørge, om islam bør forbydes jf. Grundlovens § 67, fordi islam lærer sine tilhængere at udbrede deres religion med vold.

Men, som jeg skrev (16.6.), så kan man ikke udrydde en religion ved at forbyde den. Så hvis man ikke er villig til at udvise muslimerne af Danmark, vil et forbud være nytteløst. I øvrigt har anklagemyndigheden ingen intentioner om at kræve Islam forbudt. Derfor undrer det mig, at Frede Hansen (20.6.) beskylder mig for at ville forbyde islam. Men han kan måske ikke læse indenad?

 
 

Forbud mod jødedom?

Frede Hansen, Dronninglund skriver 20.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende.
SKRIFTSTEDER: Lars Nielsen reagerer (16.6.) mod mit udsagn om, at man ikke kan lukke alle moskéer, hvis man vil bevare ytrings- og religionsfriheden. L.N. har fundet et par steder i Koranen, hvor der opfordres til had og vold, og da Grundloven begrænser ytringsfriheden til at gælde alt, bortset fra ytringer, som kan skade den offentlige orden, mener L.N., at man kan forbyde islam. Men så kan man jo også forbyde jødedom. Der står i 5. mosebog kap 27: ”Skal du føre den mand eller vinde, der har begået den onde handling, ud til byporten, og stene dem til døde…Du skal udrydde det onde af din midte”. Jødernes hellige bog opfordrer altså til stening, til dødsstraf. Der er masser af den slags voldelige anbefalinger i Det gamle Testamente, så jødedommen kan forbydes – hvis L.N. har ret i sin påstand om islam.
 

Da Det gamle Testamente udgør første halvdel af Bibelen, så er spørgsmålet, om man ikke også kan forbyde kristendommen.

Det er naturligvis det rene sludder, Lars Nielsen skriver. Hvis en prædikant prædiker vold ud fra et helligt skriftsted, så kan vedkommende straffes. Men fordi Koranen, Toraen og Bibelen er skrevet flere århundreder før Grundloven, så kan man altså finde passager, som ikke er tidssvarende. Man kan naturligvis ikke forbyde en religion på det grundlag.

Jeg er glad for, at NORDJYSKE optager læserbreve med de mest vanvittige udsagn. Så ved fornuftige folk, hvor de har DF’ere og folk som Lars Nielsen.

                                                                                                                                                                                                                                 
 

Kan islam forbydes?

RELIGIONSFRIHED: Frede Hansen stiller (14.6.) spørgsmålet, om islam kan forbydes.
Lars Nielsen, Dronninglund skriver herom 16.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende

Han (Frede Hansen) mener, at det er et spørgsmål om ytringsfrihed, men det er snarere et spørgsmål om religionsfrihed.

Her siger grundlovens § 67, at: “Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Islams hellige bog er koranen, som er gengivet i uddrag på islaminfo.dk.

Her står der en række udsagn om forholdet til andre religioner. Sura 2.190-193 indeholder således udsagnet: “...dræb dem, hvor I end støder på dem, og driv dem ud, hvorfra de har uddrevet jer....”.

M.h.t. integration, indeholder Sura 33.27 følgende udsagn: “Og Allah gav jer deres (de vantros) land, deres huse og formuer i arv, og land, som I endnu ikke har betrådt”, og sådan kan man blive ved.

Der er med andre ord belæg for at hævde, at Islam strider imod den offentlige orden.

Man kan så hævde, at de fleste muslimer ikke udgør en trussel for anderledes troende.

Men hertil er at indvende, at der i de senere år har været et stigende antal angreb på jøder og kristne her i Europa og Amerika. Endnu værre ser det ud i de lande, hvor der er muslimsk flertal.

Noget andet er, om et forbud mod islam vil have nogen effekt.

Folk skifter jo ikke religion, bare fordi den bliver forbudt. Så hvis man vil forbyde islam, må man være parat til at udvise alle, der overtræder forbuddet.

Men det er jo altsammen teori.

For der er intet, der tyder på, at vores anklagemyndighed vil gå til domstolene med påstand om, at Islam skal forbydes.

 

DF er udansk og bør forbydes

Frede Hansen skriver 14.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende

FRIHED: Et medlem af Dansk Folkeparti udtaler sig imod dansk demokrati.
Partiet bør derfor forbydes.


Ifølge grundloven er der religions- og ytringsfrihed i Danmark, men Karina Adsbøl (DF) vil (13.6.) have lukket alle moskéer, fordi en imam har udtalt, at hans tolkning af islam er uforenelig med dansk demokrati.

Folk, som er imod den grundlovssikrede ytrings- frihed, skal man altså lukke munden på.

Karina Adsbøl kan starte med at lukke sin egen mund.

Jeg synes naturligvis, at det er sørgeligt, at nogen kan være imod ytrings- friheden, men i mine unge dage var der mange kommunister, som troede på det totalitære styre.

Det skete der ikke noget ved - de fleste danskere holdt fast ved demokratiet.

Der sker nok ikke noget ved, at nogen indskrænkede imamer ikke har forstået, at ytringsfriheden er fantastisk.

Man kunne næsten sige en gave fra Gud.

Karina Adsbøl skal da også have lov til at skrive sit sludder i NORDJYSKE.

Så ved vi, hvor vi har Dansk Folkeparti: Det er et parti, som vil afskaffe religions- og ytrings- friheden.

Lad drenge bestemme selv

Ninna Thomsen direktør for Mødrehjælpen skriver  04.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende

OMSKÆRING: Folketinget skal snart stemme om et forbud mod omskæring af drenge. Borgerforslaget, der blev fremsat for nogle måneder siden, er nu på vej i folketingssalen. Her bør politikerne bakke op om drengenes ret til selv at bestemme over deres egen krop.

Rituel omskæring af drenge er et indgreb, der er i strid med FN’s Børnekonvention. Omskæring uden medicinske argumenter på et menneske, der ikke er i stand til at give sit samtykke, er en overtrædelse af grundlæggende medicinske og etiske principper.

Mødrehjælpen er enig med de mange organisationer og borgere, der mener, at rituel omskæring ikke må foretages på personer, der er ude af stand til at selv at afgøre, hvad der skal ske med ens krop. Børn er ikke i stand til at træffe denne beslutning på et informeret grundlag, og derfor støtter Mødrehjælpen indførelsen af en aldersgrænse for rituel omskæring af drenge.

I Mødrehjælpen lægger vi vægt på, at barnets bedste kommer i første række. Også når det betyder indskrænkninger i forældrenes ønsker og behov.

Både drenge og piger skal beskyttes mod religiøs eller kulturelt begrundet kønskirurgi.

Forældre ønsker altid at gøre det bedste for deres børn. Det gælder også religiøse grupper, der med omskæringen knytter drengebørnene til et vigtigt og betydningsfuldt fællesskab. Men omskæring er et irreversibelt indgreb, og det udsætter børn for unødig smerte og sundhedsrisici, og i bund og grund er det en krænkelse af børnenes ret til at bestemme over deres egne krop.

Skal det gælde alle operationer?

Lars Nielsen Dronninglund skriver 07.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende
 
ALDERSGRÆNSE: Nina Thomsen udtalte (4.6.) sin tilslutning til et forbud mod omskæring af drenge.

Når direktøren for Mødrehjælpen udtaler sig i en sådan sag, forventer man naturligvis saglige argumenter. Eksempelvis en oversigt over de skader, omskæring kan forvolde, og hvor hyppigt de forekommer.

Men det ledte man forgæves efter.

Direktørens eneste argumenter var, at drengene skal være gamle nok til selv skal bestemme, og at drenge og piger skal beskyttes mod religiøs og kulturelt begrundet kønskirurgi. Altså rent moralske begrundelser.

Jeg mener ikke, at Mødrehjælpen har særlig kompetence til at udtale sig i moralspørgsmål.

Men da det nu er sket, vil jeg gerne stille følgende spørgsmål til Nina Thomsen:

Hvorfor vil du kun forbyde religiøs og kulturelt begrundet kønskirurgi? Der er da mange andre former for religiøst og kulturelt begrundede indgreb. F.eks. kosmetiske indgreb i form af retning af ører og tænder, fjernelse af skæmmende modermærker osv.

Hvorfor skal den slags indgreb ikke også udskydes, indtil barnet bliver 18 år og selv kan bestemme?

Husk kendsgerning og korrekte citater

Lars Nielsen Dronninglund skriver 09.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende
 
ISRAEL: Kære Peter Michael Lauritzen.

Det er en fornøjelse at diskutere med dig. Men hvis fornøjelsen skal blive fuldkommen, er der i det mindste to simple regler, som skal overholdes.

Den første er, at vi skal citere hinanden korrekt.

Jeg har for eksempel aldrig påstået, at FN udråbte Staten Israel, sådan som du skriver (7.6.).

Det var David ben Gurion, der udråbte Israel, men derved eksekverede han bare FN’s beslutning om at dele Palæstina i en jødisk og arabisk stat.

For du har ganske vist ret i, at normalt kan FN ikke udråbe nye stater, men det kunne de faktisk gøre i tilfældet Palæstina. Fordi Palæstina var oprettet af Folkeforbundet, som havde givet England mandat til at bestyre Palæstina for Folkeforbundet.

Da England meddelte, at det ville opgive mandatet med virkning fra 15. maj 1948, var det derfor op til FN at bestemme, hvad der skulle ske med Palæstina. For FN var Folkeforbundets successor.

Du og Amos Oz har naturligvis ret i, at David ben Gurion kunne have undladt at udråbe staten Israel.

Men det ville have været en yderst mærkværdig handling i betragtning af, at FN havde spurgt araberne og jøderne, hvad der skulle ske med Palæstina. Og jøderne havde anbefalet en deling af landet, medens araberne ønskede en énstats-løsning.

Desuden var situationen på uafhængighedsdagen 14. maj 1948, at Palæstina var i oprør.

Landet var i månedsvis blevet invaderet af Den Arabiske Befrielseshær, Jihadhæren og Det Muslimske Broderskab, og et angreb fra den Arabiske Liga var nært forestående. Det var med andre ord for sent at forhandle og nødvendigt at slås.

Den anden regel er, at vi ikke skal forveksle formodninger og kendsgerninger.

Det er f.eks. en formodning, når du (7.6.) påstår, at Israel er en atommagt. Det er ganske vist en formodning, som jeg deler, men det er aldrig blevet officielt verificeret. Og selv om det skulle være rigtigt, gør det ikke automatisk Israel til Mellemøstens Supermagt. For problemet med atomvåben er, at de er meget vanskelige at bruge. For den, der begynder at bruge atomvåben, vil påkalde sig hele verdens vrede. Det er bl.a. derfor, at Indien og Pakistan aldrig har brugt deres atomarsenal imod hinanden.

Det er ligeledes en formodning, når du antager, at Rabin ville have indgået fred med PLO.

Vi kan ganske vist ikke vide, hvad Rabin ville være gået med til for at opnå fred.

Men i 2000 krævede palæstinenserne under forhandlinger i Camp David, at Israel skulle udlevere Østjerusalem, som Israel havde annekteret i 1980.

Desuden skulle efterkommerne efter de palæstinensere, der flygtede i 1947-49 have ejendomsret til den jord, deres forfædre havde forladt. Dvs. størstedelen af det frugtbare land og det meste af byerne. Da de ikke kunne få det, afbrød de forhandlingerne.

Jeg tror ikke, at de havde krævet mindre af Rabin, og jeg tvivler på, at Rabin ville have accepteret deres krav. Men det naturligvis en formodning og ikke en kendsgerning, for Rabin fik jo aldrig chancen til at forhandle færdigt med palæstinenserne.

Belæring bliver ingen klogere af

Peter Michael Lauritzen Frederikshavn skriver 07.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende
 
ISRAEL: Lars Nielsen, Dronninglund, er en sjov mand, der har sin særlige fornøjelse i at fremtræde som sandhedens apostel. Især når det gælder Israel.

Han ønsker (5.6.) at belære verden og mig om følgende: David Ben Gurion udråbte ikke Israel som stat i maj 1948. Det havde FN gjort! Jamen, det er ganske enkelt ikke rigtigt. FN havde lavet en delingsplan i november 1947, men det er ikke det samme som at udråbe en stat. I øvrigt blev delingsplanen forkastet af de arabiske stater. En stat er noget mere end et territorium, og FN kan ikke udråbe en stat! Derfor var det Ben Gurion, der gjorde det i Tel Aviv. Amos Oz, den bekendte israelske digter, fortæller det i ”Judas”, og altså - med al respekt for Lars Nielsen i Dronninglund - opfatter jeg Oz som pålidelig og troværdig.

Lars Nielsen mener også, at det er forkert, når jeg påstår, at Israel er Mellemøstens stærkeste militærmagt. Han nævner, at Saudi-Arabien har et svimlende militærbudget. Lars Nielsen må have mig undskyldt: Israel er den eneste atom-magt i Mellemøsten, og det alene gør, at Israel ubetinget er den stærkeste militærmagt.

Det er simpelthen hævet over diskussion. Selv en så påståelig person som Lars Nielsen må bøje sig for den kendsgerning. Det kan forekomme underligt, at dette spørgsmål overhovedet kan diskuteres. I øvrigt er der den detalje, at Israel og Saudi-Arabien i øjeblikket er strategisk allierede mod Iran som en fælles fjende.

Endelig findes der ifølge Lars Nielsen ingen palæstinensisk myndighed, som Israel kan forhandle en fred med. Det er da rigtigt, at de palæstinensiske myndigheder ikke er én, men mindst to i øjeblikket, men i de omtalte Oslo-forhandlinger med Yasser Arafat og PLO var det afgørende gennembrud, at PLO anerkendte Israels eksistens, er jeg nødt til at oplyse om. Ellers ville Rabin og Peres aldrig være gået med til nogen aftale. Og hvem smadrede disse Oslo-forhandlinger? Det gjorde en højre-ortodoks israeler, der myrdede Rabin. Jeg synes ærligt talt, det er for billigt at lægge alle problemerne over på palæstinenserne. De har mange nok i forvejen.

Lars Nielsen skal have tak for sin enestående belæring, som ikke gør nogen klogere på noget. Tværtimod.

Slutte fred - med hvem?

Lars Nielsen, Dronninglund skriver 05.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende
 
ISRAEL: Peter Michael Lauritzen har besøgt Israel (På kanten søndag 3.6.) og har gjort sig en række tanker, som det vil føre alt for vidt at diskutere. Men tre udsagn skal ikke stå uimodsagt:

1. Var det forkert af Ben Gurion at oprette staten Israel?

Det var FN og ikke David Ben Gurion, der besluttede at oprette Israel.

2. Israel er Mellemøstens stærkeste militærmagt!

Saudi-Arabien bruger 70 mia. dollar om året på sit forsvar. Tyrkiet bruger 18,5 mia. dollar, Israel bruger 16,5 mia. dollar og Iran bruger 14,5 mia. dollar (Kilde: SIPRI år 2017).

3. Netanyahu tør ikke slutte fred!

Hvem skal han slutte fred med?

Palæstinenserne har ingen lovlig repræsentant. Præsident Mahmoud Abbas embedsperiode udløb i 2010.

Det palæstinensiske parlaments embedsperiode udløb i 2011, og Gazastriben er ulovligt besat af Hamas.

I øvrigt forlanger Abbas, at Israel skal ophøre at være en jødisk stat, og at jorden skal gives tilbage til efterkommerne af de palæstinensere, der flygtede i 1947.

Israel - det forjættede land?

Peter Michael Lauritzen skriver 3.juni 2018 i Nordjyske Stiftstidende

ISRAEL: Israel - det forjættede land? Israel - det forbandede land? Israel - det hellige land?
Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium & hf-kursus, dr.phil. fra Københavns Universitet. E-mail: pmlauritz@gmail.com

Intet andet land vækker så modstridende synspunkter som Israel.

Selv en så prominent herre som det moderne Israels kendteste forfatter, Amos Oz, må stille spørgsmålene på ny og lade ret og uret, sandt og falsk, flyde mellem forskellige opfattelser i den helt aktuelle roman ”Judas” fra 2017: Var det rigtigt at oprette staten Israel i 1948? Eller var der andre og bedre muligheder? Var Judas den første kristne? Og var Jesus en jødisk fantast?

NUTID OG fortid smeltes sammen i spørgsmålet om, hvem der er frelser, hvem forræder. Der er nemlig ingen nemme svar og løsninger på hverken fortid eller nutidens ødelæggende konflikt, der foregår mellem det mægtige, a-våbenbevæbnede Israel og et afmægtigt og ydmyget palæstinensisk samfund på Gaza-striben og dele af Vestbredden.

EN FANTASTISK rejse til landet, ”der flyder med mælk og honning” ifølge 4. Mosebog, men som ellers er tør ørken, små oaser, golde bjerge og frugtbare dale, et land med et konstant vandforsyningsproblem og med udsigt til udtørring af Det døde Hav, har foranlediget de følgende overvejelser.

I dag flyder der vin, dadler og citrusfrugter fra landet, men ellers er det raffineret high-tech inden for en række avancerede industrier, herunder militærindustrien, der skæpper i kassen og gør de fleste israelere velstående.

Vandmanglen er løst ved afsaltning af havvand, og den rensede vand lagres i reservoirer, hvor ferskvandsfisk bruges til at afgøre, om vandet er rent og brugbart for mennesker. Israel er et hypermoderne samfund med teknologiske løsninger på ethvert problem: Jeg ville dog nødigt være israelsk ko på kibbutzens kotel med it-styret, industriel mælkeproduktion som højeste formål.

ARI SHAVIT har skrevet den fremragende ”Mit forjættede land”, der begynder med den første indvandring til Palæstina-området for så længe siden som i slutningen af 1800-tallet.

Arabere og jøder boede allerede den gang ved siden af hinanden uden konflikter og som mere eller mindre selvstyrende borgere i det store osmanniske rige. Indvandringen kom fra europæiske lande og var inspireret af den nyligt formulerede zionisme, Theodor Herzls forestillinger om et genskabt land for diaspora-

jøderne, der jo blev fordrevet for så længe siden som ved Jerusalems ødelæggelse i 70 e. Kr. og var flygtet ud i alle dele af den omliggende verden: diasporaen. Herzl havde to bekymringer: Den ene at jødedommen ville forsvinde i Vesteuropa på grund af assimilation; den anden at det trak op til jødeforfølgelser i Central- og Østeuropa. I øvrigt vovede han at forestille sig, at verdens jøder kunne samles andre steder, Afrika eller Sydamerika, end i Palæstina. Det gjorde ham selvfølgelig til en forræder ud fra en ortodoks zionistisk synsvinkel.

HADET TIL jøderne er i første omgang kristendommens altoverskyggende ansvar: Jøden Judas Iskariot forrådte Jesus i Getsemane Have, og jøderne krævede Jesus korsfæstet i stedet for Barabbas, og Pontius Pilatus vaskede som bekendt sine hænder.

Kirkefaderen Augustin tillader sig de voldsomste anklager mod jøderne.

Reformatoren Martin Luther skriver et uhyrligt smædeskrift mod jøderne.

Jøderne var frataget et utal af rettigheder i Europa; forfølgelser, pogromer, fandt sted i store dele af Europa: Inkvisitionen i Spanien uddriver jøderne i Middelalderen; i Østeuropa er jødeforfølgelser jævnligt forekommende.

I DET indre København har vi jødefejden i 1819-20 med ødelæggelse af jødiske forretninger. Darwins udviklingslære blev fortolket racistisk som den stærke races ret til overlevelse på bekostning af de svage: semitterne og slaverne; det 19. og 20. århundredes anti-semitisme blev født i den europæiske oplysnings snavsede baggård: i Tyskland, i Frankrig, i Rusland.

Den katolske kirke og den tysk-nationale kirke samarbejde direkte med nazisterne i 1930’erne og under Anden Verdenskrig. Det er en absolut skamfuld historie, Europa bærer på i forhold til jøderne. Den endte med holocaust.

FRELSERE BLIVER hyldet, forrædere bliver udstødt eller henrettet. Men hvem er hvem? Amos Oz, bosiddende i den hvide by Tel Aviv, hvis gamle kerne er tegnet af tyske arkitekter fra Bauhaus-skolen, der blev fordrevet af nazisterne, tillader sig i ”Judas” at stille spørgsmålet, om David Ben Gurion, den moderne israelske stats fejrede grundlægger i maj 1948, i virkeligheden tog fejl, da han udråbte staten Israel og startede den krig, der allerede var i gang mellem israelske kampgrupper og palæstinensiske og engelske enheder? Eller om det modsatte synspunkt, det forræderiske Judas-synspunkt, havde været bedre, at området Palæstina efter den engelske opgivelse skulle styres af et FN- eller et USA-mandat?

DER HAVDE jo været en delvis fordragelig sameksistens mellem indvandrende zionister og den lokale befolkning i den første lange tid både under osmannisk og britisk styre, f. eks pionerkibbutzen Ein Harod eller appelsinplantagen Rehovot, selv om der kom kampe, fordrivelser og opstande især fra o. 1930, særligt slemt fra 1936 til -39, og en generel mobilisering af undergrundsgrupper, den jødiske Haganah f. eks., frem til FN’s grænsedragning i 1947 og udråbelsen af staten Israel i 1948 og Uafhængighedskrigen.

VI OPLEVEDE på turen et land, der er militariseret i en grad, vi slet ikke kender til. Overalt i byerne, på cafeen, ved svømmepølen, til sabbat-middagen i kibbutzen så vi unge mænd og kvinder i uniform eller helt civilt med maskinpistoler hængende over skulderen.

Hæren spiller en kolossal rolle i Israel. En tur til Golan-højderne var tæt på at blive aflyst, fordi der havde været en natlig missil-træfning mellem iranske batterier i Syrien og det israelske ”missilskjold”.

DET ER totalt absurd at bade ved Tel Avivs skønne middelhavskyst og vide, at 100 kilometer sydpå skyder israelske skytter på regeringsordre med skarpt mod palæstinensiske demonstranter.

Skizofrenien er voldsom og trykkende - værst for den palæstinensiske befolkning i ”fængslet” Gaza, der ydermere lider under Hamas’ voldelige styre, men også for en blot minimalt reflekteret israeler.

Situationen er indlysende uholdbar, og som den ubetinget stærkeste part i Mellemøsten, politisk, militært og økonomisk, påhviler der Israel et særligt og krævende ansvar. I Israel frygter man det arabiske overfald og at blive kastet i Middelhavet; i Mellemøsten frygter man et Israel, der udvider sit territorium til Irak.

Kom Abram/Abraham i 1. Mosebog ikke fra Kaldæernes Ur, der ligger i det nuværende Irak?

Sådan er ortodoks, højreorienteret israelsk ”tænkning”, der ser bosættelserne legitimeret i et bibelsk Stor-Israel. Frygt er en frygtelig følelse.

DET STORE traume i Israel indtraf, da en højreekstremistisk, ortodoks jødisk terrorist 4. november 1995 myrdede premiereminister Yitzhak Rabin på den centrale fredsplads i Tel Aviv: det var en følge af Rabin og Perez’s Oslo-aftaler med PLO og Yasser Arafat og den israelske højrefløjs brutale kamp mod fredsprocessen, mod en fornuftig ordning af forholdet mellem palæstinensere og israelere på vej mod en tostatsløsning.

DENNE fredsproces har i dag meget lange udsigter: Oslo-eksperimentet smuldrede med Rabins tragiske død; og den ene populistiske ministerpræsident har haft magten efter den anden, Benjamin Netanyahu længst, og han er ikke nogen modig og stærk fredsmager, men en bange og svag kriger, styret af en jødisk-ortodoks højrefløj.

Glem ikke historien

Søren Pape Poulsen formand for Det Konservative Folkeparti skriver 16.05.2018 i Nordjyske Stiftstidende.

ISRAEL: Staten Israel fylder 70 år. I mange år har mange lande i området ønsket at udslette Israel. Nu er der to lande, som har diplomatiske forbindelser med Israel - Jordan og Egypten. Det er da en begyndelse, men ærgerligt, at det demokratiske Israel stadig er så udsat og er nødsaget til at opretholde et meget stort militær og sikkerhedsapparat. Der er ofte stor kritik af Israel, og det undrer mig, at mange synes at glemme historien. Israel er nødt til at forsvare sig, og seksdages-krigen havde jo den konsekvens, at Israel indtog områder for bedre at sikre sig mod angreb. Jeg håber, at Israel også de næste 70 år er en stat, der oplever fremgang og forhåbentlig kan leve i fred uden lande, der ønsker at fjerne Israel fra jordens overflade.

Anerkend Jerusalem

Stig Grenov formand for KristenDemokraterne skriver 15.05.2018 i Nordjyske Stiftstidende

HOVEDSTAD: KristenDemokraterne anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Det er enhver suveræn stats ret selv at vælge sig sin hovedstad. Efter 70 års selvstændighed er det derfor på tide, at Danmark anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Det er et mummespil ikke at anerkende Jerusalem som hovedstad, når Knesset, højesteret og alle regeringsfunktioner de facto er beliggende der. KD er bevidst om de mange religiøse følelser til byen, og vi bytter ikke blod for mursten. Danmarks ambassade bør derfor kun flyttes, hvis Israel kan anvise en grund i den vestlige, overvejende jødisk befolkede del. For KD er det væsentligt, at der ikke lægges hindringer i vejen for den fremtidige fredsproces mellem Israel og palæstinenserne. Splid mellem de mange forskellige etniske og religiøse grupper skal søges erstattet af dialog. Jerusalem skal efter gensidig aftale mellem Israel og palæstinenserne stadig kunne blive hovedstad i begge lande.

Indlæg fra Israel om omskæring!

Et NVAI medlem Keren Gitte Gigi skriver 12.05.2018

emne: Omskæring af drenge.

Omskæringen af drengebabyer er blevet foretaget i tusindvis af år på milliarder af otte dage gamle drengebørn. Det er efter den jødiske tro måden at komme ind i jødedommen på. En nyfødt dreng er ikke jøde og har ikke navn, før han på den ottende dag bliver omskåret. Mange drenge er født uden forhud, og der bliver selvfølgelig ikke foretaget omskæring, men man “stikker” drengen for at få en enkel dråbe blod ud. Også ved omskæring bløder det næsten ikke, og hvis der er smerte, er den så lille og kort, at det intet betyder. Omskæringen bliver foretaget på den ottende dag i barnets liv ikke kun af religiøse grunde, men også af hygiejne grunde. Der foruden er det vigtig at vide, at den ottende dag i et menneske liv er dagen, hvor blodtrykket er lavt,  kropsvævet er stærkest, og en lille rift  har større mulighed for at lukke sig øjeblikkeligt, idet der da er særlig mange  flere hvide blodlegemer i drengens blod, end der er senere.

Der kan skrives og siges meget - meget mere om omskæring, men jeg vil slutte her og bede jer alle huske, at vi jøder efterkommer et løfte over for G~D, og det er ikke noget man “bare” sløjfer af alle mulige fremførte mærkelige grunde.

Jeg har en søn og tre drenge børnebørn, alle er blevet omskåret, ingen af dem husker det eller lider af det. Tvært imod, de ved, de er jøder og har et specielt forhold til G~D.            

Husk at ALLE 613 regler som jødedommen er bygget på, kan deles i to grupper: kroppens hygiejne og sjælens velvære.

Shalom til jer alle og må G~D holde sin beskyttende hånd over alle.
AMEN !

Gitte

----------------------------------------------------------------------

Had eller mangel på forståelse?

Hans Lodberg skriver 09.05.2018 i Nordjyske
OMSKÆRING: Afspejler den seneste tids indlæg fra skribenter, der ved lov ønsker at kunne forbyde omskæring af jødiske drengebørn, antisemitisme og jødehad, eller ser det blot sådan ud?
 

Eller er det måske udtryk for misforstået medlidenhed, når nogle ønsker, at det bliver forbudt at omskære jødiske drengebørn?

At forbyde omskæring er imidlertid at fratage dem retten til at følge en af jødefolkets flere tusinde år gamle sædvaner. En sædvane, der netop dokumenterer det jødiske drengebarns, den voksne mands tilhørsforhold til sit folk og sin religion.

Emma Marie Kongsbak Bertelsen skriver (22.4.), ”Det, at man har gjort noget forkert i flere år (flere år er til hendes orientering altså op mod 4000 år) er ikke et argument for at fortsætte i samme dur”. Et kulturelt betinget indgreb ved at omskære drengen på ottendedagen, er et blandt mange elementer i den jødiske religion, der har formået at holde jødefolket levende og troende, gennem alle de frygtelige trængsler, det har været udsat for gennem årtusinder.

Casper Hedegaard udtrykker (25.4.) samme mangel på forståelse, for de jødiske drengebørns behov for at kunne identificere sig som jøder.

Han skriver således, ”at trossamfundene må tilpasse sig tidsånden(!) og gældende lovgivning for at kunne trives”. Til det er at sige, at havde jødefolket tilpasset sig tidsånden op gennem tiderne for at kunne trives, havde det næppe eksisteret i dag.

Når han i ”sin optik ser omskæring som tegn på en utrolig svag tro”, skulle han kigge på jødedommens høje alder sammenholdt med kristendommens kun 2000 år.

Sten Würtz skriver (3.5.): ”Det har gennem årene skurret i mit øre og mit sind (64 år), at mennesker mener, at det er i orden at gennemføre et så alvorligt indgreb i et andet menneskes liv uden at spørge om lov”. Alvorligt eller ej, så er drengens penis helet på to til tre dage efter omskæringen.

Med al respekt for den opdragelse i den kristne tro, som Sten Würtz’ mor har givet ham, en opdragelse, mine forældre også har givet mig, så giver den kristne tro hverken ham eller mig eller andre ret til at bedømme jødedommen med kristendommen som målestok.

For 500 år siden gjorde Martin Luther den fejltagelse at fordømme jøderne, da de heller ikke dengang ville lade sig ændre, endsige lade sig døbe i den kristne tro.

Datidens antisemitisme blev alvorligt styrket ved Luthers fordømmelse af jøderne, en slidstærk antisemitisme, der trækker spor helt op i vores nutid.

Jeg har siden 1972 besøgt Israel 25 gange, og jeg har jødiske venner både i Israel og i Danmark, og aldrig nogensinde har jeg mødt en jødisk mand, der ikke var stolt og taknemmelig over hans forældres beslutning om at lade ham få pagtstegnet ved blive omskåret.

Karl Maksten har (13.4., 30.4., 2.5. og 5.5.) på bedste vis redegjort for, hvorfor vi respektfuldt skal undlade at gribe ind i den jødiske kultur og religion.

Misforstået hensyn

Karl Maksten skriver 05.05.2018 i Nordjyske
OMSKÆRINGSFORBUD: Gennem årtusinder har jødedommen levet under det for dem guddommelige pagtstegn, at de skal omskære deres nyfødte drengebørn. Det kan hverken jeg eller Sten Würtz lave om på. Vi må ganske enkelt respektere det mosaiske trossamfunds grundlovssikrede og indiskutable ret til at leve under deres guddommelige pagtstegn.

Würtz påstår (3.5.), at der er tale om vold og ikke frihed, når jødefamilier lader deres nyfødte drenge omskære. Den forbigående og beskedne smerte (der er jo tale om lokalbedøvelse), som drengen udsættes for, er for intet at regne mod den, som han nødvendigvis må udsættes for, når han skal vaccineres mod forskellige sygdomme - alene mindst 10 vaccinationer i det første leveår.

Disse vaccinationer sker vel ikke i frihed, men i allerhøjeste grad til barnets tarv.

Lad os lige tænke os, at en jødisk familie - af misforstået hensyn til barnets tarv - ville undlade at udsætte deres nyfødte drengebarn for omskærelse.

Dette barn vil hurtigt opleve ikke at være omskåret og under sin opvækst derfor tro, at han ikke er et fuldgyldigt medlem af sin troende jødiske familie. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ansvarlig jødisk familie ville turde eksperimentere med deres barns tarv og skæbne.

Der er tale om vold - ikke frihed

Sten Würtz skriver 03.05.2018 i Nordjyske Stiftstidende
OMSKÆRING: Karl Maksten mener (2.5.), at respekt for trosfrihed giver dig ret til at omskære og fundamentalt ændre en nyt menneskes liv i forhold til, hvordan ”Gud” har skabt drengen eller pigen.

Det har igennem årene skurret mit øre og mit sind (64 år), at mennesker mener, at det er i orden at gennemføre et så alvorligt indgreb i et andet menneskes liv uden at spørge om lov.

Nej, Karl Maksten – det har intet med religionsfrihed at gøre, men om en menneskeskabt udøvelse af magt og kontrol.

Jeg er et religiøst menneske, primært fordi min mor gav mig forståelsen for tilgivelsen og for, at vi skal opføre os ordentligt.

Det, du kalder religiøs trosfrihed, er vold mod din næste og noget, som du ikke kan sige undskyld for og genskabe. Det er afskyeligt og udtænkt af ”oldmennesker”, der bestemt kun tænkte på magt, kontrol og indflydelse over din næste, hvor Jorden var flad, og hvor mennesker, der mente noget andet, blev pint og plaget for at give herskere med toraen/bibelen/koranen i hånden ret. Men en helt anden, ikke-oplyst tid. Og så skriver du sådan!

Jeg kan oprigtigt blive så gal over det misbrug af en i øvrigt god tanke om, at vi har en Gud, der passer på os. Det ses ikke kun i dette eksempel med omskæring. Verdens krige udspringer i religiøs misforståelse og selvskabt verdensbillede. Det har intet med Gud at gøre.

Vis større respekt for trosfrihed

Karl Maksten skriver 02.05.2018 i Nordjyske Stiftstidende
OMSKÆRING: I Danmarks Riges Grundlov § 67 står der: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
 

Ud fra grundlovens ord kan der altså intet være til hinder for, at danske jøder må dyrke Gud på en måde, der stemmer med deres overbevisning, altså den jødiske religion.

I henhold til denne religion skal deres drengebørn omskæres.

At nægte det jødiske trossamfund dets grundlovssikrede ret til at udleve sin trosfrihed må være grundlovsstridig.

Denne indstilling afslører tillige en slet skjult antisemitisme, når formodentlig oplyste mennesker i misforstået bedreviden vil forbyde det jødiske trossamfund at lade sine nyfødte drengebørn omskære, skønt denne religiøse akt er ældre end vor bibel.

Ifølge Første Mosebog 17,12 oprettede Gud en evig pagt med Abraham og hans folk.

Folkets del af denne pagt skulle være, at alle nyfødte drengebørn skulle omskæres. Med dette pagtstegn har jøderne gennem alle slægtled udlevet den guddommelige pagt og vist deres egenart.

Omskærelse af nyfødte drengebørn indenfor jødedommen har imidlertid fået vidtrækkende indflydelse på og konsekvenser for hele den civiliserede verden.

Det kan man læse om i Lukas 2,21, nemlig den ultrakorte bibeltekst, der prædikes over nytårsdag efter 1. tekstrække:

”Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var kaldt af engelen, før han blev undfanget i moders liv”.

Når denne bibeltekst er prædiketekst netop til nytårsdag, skyldes det, at dagen for Jesu omskærelse er blevet sat som vor tidsregnings begyndelse, selv om hændelsen fejlagtigt bliver betegnet som før eller efter Kristi fødsel.

Giv ikke efter for jødehad

Karl Maksten skriver den 30. april 2018 i Nordjyske Stiftstidende.

OMSKÆRING: Det er med dyb skam i sindet, at man som kristen er vidende om, at det ikke mindst var den kristne kirke, der gennem århundreder lagde jøder for had.

Det er intet mindre end ukristeligt at lægge noget menneske for had. I 1943 gjorde den danske kirke på en befriende måde sin stilling klar over for den tyske besættelsesmagt: ”Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder af racemæssige eller religiøse grunde, er det den danske kirkes pligt at protestere derimod. Vi vil aldrig kunne glemme, at kirkens herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria ifølge Guds forjættelser til Hans ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets historie indtil Kristi fødsel rummer forberedelsen til den frelse, Gud har beredt alle mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at Gamle Testamente er en del af vor Bibel”.

Det kunne synes meningsfuldt at fremsætte en lignende erklæring i dag.

I det mindste må kirken overalt på jorden som bærer af civilisation protestere, hver gang antisemitismen giver sit menneskefjendske væsen til kende.

Endvidere må den kristne kirke benytte enhver lejlighed til at gøre en beskeden bod for den skade og ondskab, den gennem tiderne har tilføjet jødiske befolkningsgrupper, hvor det end skete.

Formodentlig de mest omfattende jødeforfølgelser, verden har kendt, fandt sted i Europa i 1900-tallet. I 1914 blev 600.000 jøder deporteret til det indre Rusland, fordi de regnedes for at være tyskervenlige. I forbindelse med den russiske revolution kom russiske jøder under dobbeltild, idet både bolsjevikkerne og de kontrarevolutionære massakrerede jøderne, der beskyldtes for at støtte modparten. Det nazistiske styre i 1930’ernes Tyskland tog ved lære af fortidens grusomheder og gennemførte verdenshistoriens største jødeudryddelse, en skændselsgerning, som aldrig kan eller må glemmes. Et sådant barbari kan slet ikke sones. Kun afstumpet magtsyge, psykopatisk lyst til ondskab og fordummet uvidenhed kan forklare dette kulturskred, som den vesterlandske civilisation burde have undgået.

Trods rigeligt med skræmmebilleder kan der stadig registreres chikanerende episoder og former for jødehad her i landet.

De kan kun betragtes som grove forbrydelser ved på nogen måde at forulempe jøder, verbalt eller korporligt. Der bør slås hårdt ned på forbrydelser af den karakter, som absolut kun kan begås af meget primitive og samfundsfornedrende elementer.

En slet skjult antisemitisme erfares tillige i, at såkaldt oplyste mennesker i misforstået bedreviden vil forbyde jøderne at omskære deres nyfødte drengebørn, skønt denne religiøse akt er ældre end vor Bibel. Ifølge Første Mosebog oprettede Gud en pagt med Abraham og hans folk. Folkets del af denne pagt skulle bl.a. netop være, at alle nyfødte drengebørn skulle omskæres. Med dette pagtstegn har jøderne gennem alle slægtled udlevet den guddommelige pagt og vist deres egenart.

Omskærelse eller omskæring skal foretages på ottendedagen efter et drengebarns fødsel. Lukas 2,21 fortæller om en ganske særlig omskærelse, som stadig har betydning for hele den civiliserede verden: ”Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus”.

Dette budskab er kirkeårets korteste og prædiketekst til Nytårsdag iht. 1. tekstrække. Denne omskærelsesdag har siden været betragtet som begyndelsen på vor tidsregning.

Lad børnene vælge selv

Casper Hedegaard skriver 25.04.2018 i Nordjyske Stiftstidende

OMSKÆRING: Det er min klare holdning, at rituel omskæring af drengebørn skal forbydes. Barnets ret til at kunne bestemme over egen krop må til hver en tid veje højere end andre interesser.
 

Egentlig er jeg lidt uforstående over for, at omskæringsforbuddet er blevet omtalt som et ”forbud”. For mig drejer det sig nemlig ikke som et forbud, som vi normalt kender det. Altså, noget som indskrænker vores frihed. Omskæringsforbuddet er med omvendt fortegn og er i virkeligheden en frihedsudvidende rettighed for barnet, og det er vel ikke så ringe endda.

Man skal til hver en tid prøve at se tingene fra alles sider, og derfor har jeg også lyttet argumenterne fra fortalere for omskæring.

Der er umiddelbart to hovedargumenter.

Det ene er, at et forbud vil være en krænkelse af de danske muslimer og jøder.

Det andet er, at omskæring stadig vil finde sted, blot i udlandet eller under ukontrollerede forhold.

Til det første vil jeg sige, at hvis den eneste måde, at man kan opretholde sit trossamfund er ved at omskære drengebørn, så er det i min optik et tegn på en utrolig svag tro.

Troen i sig selv må vel være bærende - også selvom man piller enkelte ritualer ud.

Trossamfundene i Danmark må tilpasse sig tidsånden og gældende lovgivning for at kunne trives.

På den anden side peger flere peger på, at omskæring stadig vil finde sted, dog under mindre kontrollerede forhold. Nogle mener, at der vil foregå omskæringer på køkkenbordet af uprofessionelle omskærere til stor fare for barnet.

Til det vil jeg bare sige, at hvis man er villig til at begå lovbrud og samtidig udsætte sit barn for unødig livsfare, så er man på ingen egnet til at være forælder.

Danmark er kendt for at have store rettigheder til børn og unge. Det er ikke en selvfølge, at man lytter og ophøjer barnets ret i denne verden. Lad os fortsætte ned af den vej og udvide frihedsrettighederne for dem, som endnu ikke kan tale for sig selv. Lad os give vores børn lov til selv at vælge.

Rituel omskæring? Ellers tak

Emma Marie Kongsbak Bertelsen skriver 22.04.2018
FORBUD: Rituel omskæring? Nej tak! Personlig frihed og børns tarv vil til enhver tid vægte højere end barnets forældres religion. Det, at man har gjort noget forkert i flere år, er ikke et argument for at forsætte i samme dur. Om ikke andet må personlig frihed og rationalitet vægte over religiøse traditioner.
 

Hvor er det liberale? Bør man ikke udøve sin religion i Danmark, som man selv ønsker? Jo – men til et vist punkt. Dét, at religiøs omskæring af drenge er lovligt i Danmark; dét er i sig selv utilgiveligt. Men hvad er forskellen på en religiøs tradition som omskæring af drengebørn kontra dåb?

Er det ikke bare symbolpolitik? Nej. Det er et kæmpe, rungende nej herfra. Forskellen ligger ikke mindst i, at man som døbt vil kunne melde sig ud folkekirken. En omskæring kan du til gengæld ikke lave om. Det er om ikke andet et ar for livet.

Hvad er alternativet? Et forbud! Et forbud, som kort sagt handler om retten til at bestemme over eget liv og egen krop, hvilket i sig selv er en af de vigtigste rettigheder i et moderne demokrati – det må der absolut ikke være nogen tvivl om!

Kære politikere på Borgen: Sæt forbud for de rigtige ting! Glem alle de andre, unødvendige, håbløse forbud – håbløse forbud såsom burkaforbuddet! Koncentrér jer om det, der giver mening. Forbyd omskæring af drengebørn.

Ikke lemlæstelse

Karl Maksten skriver 13.04.2018 i
Nordjyske Stiftstidende

OMSKÆRELSE: Igen finder nogle politikere og andre det passende at gøre sig kloge på jødefolkets rituelle omskærelse af deres drengebørn. Der er endda personer, som påstår, at det beskedne indgreb er vold, lemlæstelse og indgreb i det enkelte menneskes selvbestemmelse. Det beskedne indgreb kan slet ikke betegnes som vold, endsige lemlæstelse. Der er jo heller ikke tale om vold eller lemlæstelse, når forældre finder det korrekt at udsætte deres børn for vaccinationer af forskellig art.
 

Hvad angår begrebet selvbestemmelse og bestemmelse over egen krop, er det ethvert ansvarligt forældrepars ret og pligt at drage omsorg for deres børns liv og trivsel. Her kan vi bl.a. tænke på hver eneste dåbshandling med tilhørende faddertiltale, hvilket i en nøddeskal er en forudsætning for, at vi som danskere vil kaldes et kristent folk.

Ethvert menneskebarn, der er kommet til verden, får sin opvækst under de vilkår, som det er født ind i. De forældre, som ethvert menneske er født af, den familie og det samfund og den herskende kultur, har gjort den enkelte til et produkt af mangfoldige påvirkninger, som det under sin opvækst har haft. Intet menneske har nogen sinde været et produkt af ingenting, intet menneske er en ø, et individ frit svævende i et intet.

Jødefolkets historie har vi kristne som vor forudsætning. Den første del af vor bibel er identisk med denne historie, som også Jesus i sin forkyndelse flittigt henviste til. Lige så lang tid tilbage, som jødefolket har eksisteret som sådant, helt tilbage til stamfaderen Abraham, har omskærelse af drengebørn fundet sted.

I 1. Mosebog kapitel 17 i Det Gamle Testamente får vi at vide, at omskærelse af jødernes drengebørn er en del af den pagt, som Gud indgik med dette folk, her gengivet i uddrag: ”Og dette er min pagt, som I skal holde, pagten mellem mig og jer, at alt af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal omskæres på jeres forhud; det skal være et pagtstegn mellem mig og jer. Otte dage gamle skal alle af mandkøn omskæres hos jer. Min pagt på jeres legeme skal være en evig pagt”.

Denne pagt har alle troende jøder overholdt siden – og gør det den dag i dag.

Sidst af alle burde kristne overalt i verden tillade sig at blande sig i jødefolkets udøvelse af deres religion, og da især noget så centralt som omskærelse af deres drengebørn, som er jødefolkets guddommelige pagtstegn. Det kan vel sammenlignes med, om nogle ville sætte spørgsmålstegn ved, at kristne forældre ønsker at lade deres spæde børn døbe. Man kunne jo hævde, at dåb af spædbørn er et indgreb i de spæde børns tilværelse, og at dåben derfor burde vente, indtil personen selv kunne bestemme.

Den muslimske religion har i sin lære gjort omfattende brug af hændelser både fra bibelens Gamle Testamente og oldkirkens ritualer. Således har denne religion også gjort brug af omskærelse af drengebørn, uden der dog er tale om noget pagtstegn. Ligeledes finder i udbredt grad omskærelse af drengebørn sted blandt USA’s kristne, uden at der her kan være tale om noget pagtstegn; formodentlig er her blot tale om en efterligning af den jødiske skik samtidig med, at der er tale om en forebyggende hygiejnisk handling.

Den jødiske omskærelse af drengebørn har imidlertid fået vidtrækkende indflydelse på og konsekvenser for hele den civiliserede verden. Det kan man læse om i Lukas 2,21, nemlig den ultrakorte bibeltekst, der prædikes over Nytårsdag efter 1. tekstrække; her står: ”Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var kaldt af engelen, før han blev undfanget i moders liv”. Når denne bibeltekst er prædiketekst netop til Nytårsdag, skyldes det, at dagen for Jesu omskærelse er blevet sat som vor tidsregnings begyndelse, selv om hændelsen fejlagtigt bliver betegnet som før eller efter Kristi Fødsel.

Gælder der andre regler for jøder?

Lars Nielsen skriver den 17.04.2018 i NordjyskeStiftstidende

ISRAEL: Holger Graversen skriver (15.4), at jøder ikke må slå sig ned på Vestbredden. Men så enkelt er det ikke. I 1917 lovede englænderne jøderne et nationalt hjem i Palæstina (Det nuværende Israel + Vestbredden og Gaza). Dette løfte gentog Folkeforbundet i 1923, hvor det blev fastslået, at jøder har ret til at bosætte sig i hele Palæstina. Denne ret er aldrig blevet ophævet, hverken da Palæstina blev delt i 1947 eller senere. Derfor er mange jøder af den opfattelse, at de har ret til at slå sig ned på Vestbredden.
 

FN’s Sikkerhedsråd har gentagne gange fordømt de israelske bosættelser med henvisning til Geneve- konventionen, som forbyder besættelsesmagter at bosætte deres statsborgere i besatte områder. Det indebærer, at jøders ret til at bo på Vestbredden er suspenderet, så længe besættelsen fortsætter. Men Sikkerhedsrådet har ikke sagt, at jøderne har mistet deres ret til at bo på Vestbredden, når besættelsen en gang ophører. Det er derfor en af de ting, der skal diskuteres ved en kommende fredsslutning, og her kommer man ikke uden om, at der i dag bor 600.000 jøder på Vest- bredden. Har H.G. i øvrigt tænkt over, at der bor flere millioner russere i de baltiske lande. De indvandrede, mens landene var under russisk besættelse. Mener H.G. også, at deres tilstedeværelse er ulovlig, eller gælder der andre regler for jøder end for russere?

Der er tale om massedrab

Holger Graversen skriver 15.04.2018 i
Nordjyske Stiftstidende
PALÆSTINENSERE: Lars Nielsens læserbrev (12.4.) burde efter min mening være underskrevet af den israelske ambassade.
 

Der er næppe ret mange andre, der løbende forsøger at forsvare Israels ydmygende og brutale behandling af deres medborgere, palæstinenserne.

L.N. påstår, at Israel har ret og pligt til at opretholde lov og orden, og dette overvåges af FN’s sikkerhedsråd. Dette er mildt sagt en fordrejning af sandheden.

FN har utallige gange kritiseret Israel for behandlingen af det besatte folk i et besat land. Men Israel og de fleste af Israels fortsatte “venner” er totalt lige glade med FN.

L.N. påstår ligeledes, at Israel ikke er skyld i massedrab. For mig er nedslagtning gennem mange år af hundredvis af palæstinensere bestemt massedrab.

Afslutningsvis bruger L.N. er meget dårlig sammenligning mellem de cirka to millioner palæstinensere i Israel og de 600-700 bosættere på Vestbredden. De to millioner boede der jo, da området blev delt i 1947 mellem Israel og Palæstina. Bosætterne har med militærhjælp tilranet sig deres bosættelser.

L.N. burde tale med nogle af de mange ngo’ere fra Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors m.fl., som mange gange har fortalt om den ydmygende og umenneskelige behandling af palæstinenserne. Jeg selv har også oplevet det ved selvsyn.

Flere fejl og misforståelser

Lars Nielsen skriver 12.04.2018 i Nordjyske Stiftstidende
ISRAEL: Holger Graversen kommenterer (11.4.) forholdet mellem israelere og palæstinensere. Indlægget indeholder en række fejl og har derfor meget passende titlen “Manglende forståelse”.

For det første skriver H.G., at palæstinenserne er udsat for umenneskelig behandling. Hertil er at bemærke, at Israel har pligt til at opretholde lov og orden på Vestbredden. Det medfører, at Israel har ret til at bruge magt over for palæstinensere, der forbryder sig mod lov og orden.

Dette sker under nøje overvågning fra FN’s Sikkerhedsråd, som med mellemrum påtaler, når Israel går over stregen. Men der er langt fra tale om massedrab, sådan som H.G. skriver. Ifølge Human Rights Watch’ rapport for 2018 døde der i alt 42 palæstinensere på Vestbredden i peroden fra 1. januar til 6. november. Det er 42 for mange, men tallet ville have været langt lavere, hvis Selvstyret undlod at udbetale løbende pensioner til alle palæstinensere, der sidder i israelsk fængsel, samt efterkommere efter dræbte palæstinensere.

H.G. skriver desuden, at befolkningen i Gaza er spærret inde, men glemmer at oplyse, at den af Ægypten og Israel gennemførte blokade er fuldstændig lovlig. Han glemmer også at oplyse, at Gaza løbende modtager forsyninger gennem Israel, som bl.a. er blevet misbrugt til at bygge tunneler ind under grænsen til Israel, ligesom Hamas fortsat modtager raketter fra Iran via Sinaihalvøen. Det er denne fortsatte aggression mod Israel, som gør blokaden nødvendig.

Desuden hævder H.G., at Israel kun har ret til det område, som det fik tildelt af FN i 1947, men det er forkert. Sikkerhedsrådet har ved i 1967 ved resolution 242 pålagt de arabiske stater at anerkende Israel og anerkende Israels ret til at leve i fred bag sikre og internationalt anerkendte grænser. Til gengæld skal Israel afstå land, som det har besat under seksdageskrigen i 1967. D.v.s., at Israel som minimum har ret til det areal, det har behersket siden 1949 og muligvis mere, hvis det er nødvendigt for Israels sikkerhed.

Herudover pålægger resolutionen Israel og araberne at finde en retfærdig løsning på den palæstinensiske flygtningesituation.

Siden 1967 har Sikkerhedsrådet ved adskillige lejligheder påtalt, at Israel opretter bosættelser på Vestbredden, men det hindrer altså ikke, at disse områder ved en fredsslutning bliver en del af Israel, hvis det er nødvendigt for Israels sikkerhed. Der er herudover ingen lov, der forbyder, at de 600.000 bosættere på Vestbredden kan fortsætte med at bo i palæstinensiske områder efter en fredsslutning. Til sammenligning bor der omkring 2.000.000 palæstinensere i Israel, og de fleste af dem er oven i købet israelske statsborgere.

Manglende forståelse

Holger Graversen skriver 11.04.2018 i Nordjyske Stiftstidende

PALÆSTINENSERE: Det er trist at læse et indlæg om Israel-Palæstina-konflikten, hvor man forsøger at forsvare Israels umenneskelige behandling af et besat folk, palæstinenserne med en gang religionshistorie, jvf. indlægget “Alene fred er vejen frem” (5.4.). Der var ikke et ord om lokalbefolkningens indespærring i Gaza, ikke et ord om Israels selvtægt med tyveri af palæstinensernes jord, ikke et ord om den ydmygende behandling af de undertrykte medmennesker i øvrigt.

Der var derimod en del om Israels ret til at eksistere og ret til at forsvare “eget territorium”.

Selvfølgelig har Israel ret til at eksistere, som vedtaget af FN i 1947. Dette er også for længst accepteret af palæstinensernes øverste politiske organer. Kun meget få rabiate har ikke opgivet at få hele det gamle område tilbage.

Og selvfølgelig har Israel ret til at forsvare deres nye stat. Men Israel har aldrig accepteret at ville nøjes med den del af området, som landet fik tildelt af FN. Israelske historikere har fundet dokumenter, der klart viser, at Israel har ønsket en løbende uddrivelse af palæstinenserne fra hele Israel/Palæstina-området. Dette ses i dag tydeligst i Østjerusalem.

Alt i alt må det siges, at omtalte læserbrevs forfatter mangler total forståelse for den aktuelle situation i området, som fortsat går hårdt ud over palæstinenserne med massemord på et besat folk.

Udviklingen strider i høj grad imod verdenssamfundets lov og orden, imod stort set alle menneskerettigheder. Men så længe USA holder hånden over Israel, nu med en uduelig løgner ved roret, ja, så har alle andre åbenbart helt opgivet at stoppe den jødiske egoistiske udvikling.

Jeg håber, nogle - også journalister - kan se parodien i Danmarks hjælp til optrapningen af en ny kold krig pga. Ruslands genforening med Krim-halvøen.