TV, film     uge 3

 

Torsdag den 16. januar:
DR2 kl. 14.55-15.40: Ekstrem Verden – Ross Kemp på Vestbredden (genudsendelse fra 15. januar).
Journalisten Ross Kemp rejser til nogle af de farligste steder i verden, hvor almindelige mennesker lider under krig, fattigdom, kriminalitet og vold. Det er nu 50 år siden, at Israel under Seksdageskrigen i 1967 okkuperede Vestbredden. Og mens fredsprocessen er gået i stå, og trøstesløsheden breder sig, søger mange unge glemsel i brugen af narkotika. Mens ledere på begge sider sidder på deres hænder, er en hel generation ved at gå til i misbrug.

----- 

SVT2 kl. 22.45-00.30: Sauls søn.
KZ-lejren Auschwitz-Birkenau. Saul er medlem af Sonderkommando, en gruppe jødiske fanger, der tvinges til at hjælpe til i nazisternes dødsfabrik. I et krematorium finder Saul liget af en dreng, som han mener at genkende som sin egen søn.


 

Tirsdag den 14. januar:
DR2 kl. 19.00-20.00: Krigen, der splittede min familie (genudsendelse fra 8. januar).
Dansk dokumentar fra 2019. De fleste familier gemmer på en uløselig familie konflikt, som betyder, at familien ikke længere taler sammen. Det gælder også for familien Fischermann. Derfor beslutter familiens yngste med-lem, barnebarnet Benjamin, sig for at undersøge, hvorfor hans familie er så dysfunktionel. Det han finder, viser med al tydelighed, at 2. Verdenskrig og Hitlers rædselsregime stadig kaster lange skygger ind i en hel alminde-lig dansk familie anno 2019.

-----


Onsdag den 15. januar:
DR2 kl. 15.40-16.25: Ekstrem Verden – Ross Kemp på Vestbreden.
Journalisten Ross Kemp rejser til nogle af de farligste steder i verden, hvor almindelige mennesker lider under krig, fattigdom, kriminalitet og vold. Det er nu 50 år siden, at Israel under Seksdageskrigen i 1967 okkuperede Vestbredden. Og mens fredsprocessen er gået i stå, og trøstesløsheden breder sig, søger mange unge glemsel i brugen af narkotika. Mens ledere på begge sider sidder på deres hænder, er en hel generation ved at gå til i misbrug.

Torsdag den 16. januar:
DR2 kl. 14.55-15.40: Ekstrem Verden – Ross Kemp på Vestbreden (genudsendelse fra 15. januar).
----- 

Baggrund for Dokumentaren (Krigen, der splittede min familie):

Familien Fischermann var dén jødiske familie i Danmark, der måtte bære de tungeste tab under nazitiden. Sammenlignet med jøder i andre europæiske lande var familiens skæbne måske mild, men alt er relativt, og i dansk sammenhæng blev familien ramt tungt af jødeforfølgelserne.

Det kan man læse om i Robert Fischermanns bog »At forstå er ikke at tilgive«. Forfatteren bor i dag i Israel, men han blev født i Danmark af østeuropæiske jødiske forældre, der kom hertil i 1900-tallets begyndelse.

Robert hans forældre og søskende voksede op blandt den østjødiske koloni i København under ydmyge økonomiske forhold. Det skildres fint i de første kapitler.

Da nazisterne besatte Danmark, blev truslen mod de danske jøder håndgribelig, men de fortsatte livet, som om intet var hændt. Man hørte nok rygter om nazisternes brutale gerninger, men man troede ikke, at det ville ske noget her. Der var ingen, der rigtig troede på, at nazisterne havde til hensigt at udrydde samtlige jøder.

Da nazisterne under jødeaktionen tidligt om morgenen 2. oktober 1943 bankede på hos familien Fischermann, var familien uforberedt på, hvad der ville ske. To af de ældre børn, Fanny og Adolf, var for en sikkerheds skyld på andre adresser, men hjemme var faderen Leopold, moderen Martha og børnene Robert, Salle, Rebekka og Mogens.

Gestapo trængte ind i lejligheden, og Leopold undslap samtidig ved hjælp af sammebundne lagener, så han kunne fire sig ned fra 2. sal. Men lagenet holdt ikke, og Leopold Fischermann faldt til jorden og kom til skade. Det lykkedes ham dog at flygte og blive forenet med Fanny og Adolf.

Nazisterne tog Martha og de fire børn i lejligheden med. De blev sammen med godt 500 andre danske jøder deporteret til kz-lejren Theresienstadt.

Leopold, Fanny og Adolfs flugt blev et mareridt. De kom til Snekkersten, hvor de blev skjult. Flygtningehjælpere fremskaffede en plimsoller af en robåd, som familien og syv andre flygtninge selv skulle ro over til Sverige. Denne anmelders far var i samme båd, der snart efter roturens begyndelse tog vand ind og sank. Den desperate situation endte med, at Leopold og Adolf og en ung tysk-jøde ved navn Bruno Schmitz druknede. Fanny reddede livet ved at svømme tilbage til den danske strand – godt 1.500 meter i koldt vand. Efter dramatiske hændelser kom hun senere til Sverige – sønderknust over familiens skæbne.

Fange hos nazisterne
Robert Fischermanns skildring af turen til Theresienstadt og opholdet er blandt de bedste og mest autentiske i dansk litteratur. Robert beskriver rejsen i toget på vej til lejren med disse ord: »Det var ydmygende at sidde i midten af en kreaturvogn og forrette sin nødtøft foran alle de andre passagerer. Nogle tissede i bukserne. Andre græd. De fleste sad tavse og stirrede frem for sig. Vi havde ikke længere kontrol over vor egen skæbne og vidste ikke, hvad rejsen ville bringe. Det slog mig, hvor hurtigt tilværelsen kunne ændre sig fra frihed og lykke til absolut fangenskab.«

I Theresienstadt-lejren blev Robert og familien vidne til de tragiske deportationer videre til udryddelseslejren i Auschwitz.

Ingen vidste, at en aftale mellem danske og tyske myndigheder sikrede de danske jøder mod denne skæbne. Dødsfrygten hang over lejren: »For mig virker Theresienstadt som en sminket lejr, der under overfladen var lige så umenneskelig og forfærdelig som de andre lejre. Fælles for alle lejrene var ideen om at myrde så mange af Europas jøder så hurtigt og effektivt som muligt,« skriver Robert Fischermann.

De danske jøder blev som de andre fanger behandlet som dyr, og den psykiske nedbrydning gjorde sin virkning. Roberts mor holdt modet oppe hos familien, men søsteren Rebekka, der led af epilepsi, fik snart dybe fysiske mén af opholdet. Theresienstadt-lejren var en gennem-gangslejr. Her kom jøder fra bl.a. Tyskland og Tjekkoslovakiet og blev videresendt til udryddelse i Auschwitz.

Tyskernes plan med Theresienstadt
Tyskerne havde en plan med Theresienstadt, nemlig at fremvise lejren som en mønsterlejr, hvor jøderne blev behandlet godt.

I den forbindelse blev en International Røde Kors-delegation 23. juni 1944 sendt til lejren, som var blevet rengjort og malet, mens fangerne var nøje forberedt til dagens besøg. Med i delegationen var foruden en repræsentant for International Røde Kors to danske embedsmænd, nemlig Eigil Juel Henningsen fra Sundhedsministeriet og Frants Hvass fra Udenrigsministeriet.

Delegationen købte det nazistiske fupnummer uden at blinke. De skrev rapporter om, at jøderne havde det godt i lejren, og nazisterne scorede en propagandasejr ved Røde Kors-delegationens himmelråbende naivitet.

Robert Fischermann debatterer dette besøg og dets konsekvenser, men hans behandling af det skandaløse forløb har ikke alle aspekter med. Han mangler ganske den historiske ramme, nemlig at delegationsbesøget var et led i SS-lederen Heinrich Himmlers forsøg på at lave en fredsaftale med de allierede uden om Adolf Hitler.

Ved at fremstille jødernes situation som god, håbede Himmler at få aftaler i stand med vestlige regeringer. Fischermann diskuterer, om delegationens medlemmer kunne have gennemskuet nazisternes nummer og orienteret verden om de egentlige forhold for jøderne. Dette er et endnu uafklaret forhold.

Den grumme del af historien er, at International Røde Kors ingen større interesse havde for jødernes skæbne. Desuden havde de to danske delegationsmedlemmer kun interessere for danske jøders situation og ikke for de andre jøders skæbne.

Frants Hvass var en højt betroet embedsmand, og det ubehagelige spørgsmål melder sig, om han med vilje videreformidlede løgnen om jødernes gode forhold for ikke at ødelægge samarbejdsforholdet mellem nazisternes og de danske myndigheder?

Vi kender endnu ikke svaret, for danske historikere har i vid udstrækning kun skildret delegationen for at hylde indsatsen for de danske jøder. Fischermann når dog længere i forståelsen af det mørke aspekt end dem.

De Hvide Busser
I april 1945 blev de danske fanger informeret om, at De Hvide Busser ville komme og hente dem.

Fischermann diskuterer deres rolle i spillet omkring en diplomatisk handel mellem nazisternes og de allierede, for det var Himmlers håb at bruge den svenske grev Folke Bernadotte, der stod som redningsprojektets ophavsmand, som mellemmand i disse forhandlinger, og afhent-ningen af skandinaviske fanger fra kz-lejre kunne bruges som en diplomatisk murbrækker.

Fischermann gør opmærksom på, at selv samme Folke Bernadotte, der har fået æren for aktionen, slet ikke var indstillet på at hente de danske jøder i Theresienstadt, og at æren rettelig bør tilfalde danskere og ikke mindst lægen Johannes Holm.

Det er rigtigt nok, men Fischermann misser det væsentligste moralske problem ved aktionen med busserne: For at få aktionen for de skandinaviske fanger til at fungere, evakuerede nazisterne andre fanger, der døde i hobetal under transporter.

Fischermanns bog er mere end en beretning om kz-lejren. Han skildrer i de afsluttende kapitler sin families skæbne efter krigen. Hans mor forsøgte at begå selvmord flere gange. Hans søster Rebekka, som Robert havde været som en far for, begik selvmord i 1951.

Disse gribende kapitler løfter bogen op til mere end at være en historie om en jødisk familieskæbne under naziperioden og gør den til en klassiker om traumerne efter krigen. Det er blevet til en gribende, sørgelig og dog opløftende bog om, hvordan familiens medlemmer kæmpede sig gennem al ulykke og tragedie og i sidste ende fandt noget, som man måske kan kalde lykke.

Forfatter: Robert Fischermann. Titel: »At forstå er ikke at tilgive. En dansk kz-overlevers livslange rejse«. Sider: 200,  Pris: 300 kr., Forlag: Gyldendal.

Anmeldt af Bent Blüdnikow, maj 2014