Helt forkert på den

Vagn Ove Brøndum skriver 22.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende

DF-KRITIK: Frede Hansen, du er (19.6.) helt forkert på den over for Karina Adsbøl (DF) med hensyn til imamer og moskeer. Vi har kun én grundlov, og den skal vi følge. Hvis en Imam ikke vil rette ind, og andre imamer præker på samme måde i forhold til Koranen over for vores danske demokrati, så skal imamerne ud af landet øjeblikkeligt, og så kan vi godt lukke moskeerne. Følger du heller ikke den danske grundlov eller vores demokrati? Så er der noget galt. De muslimer, som vil til Danmark, kommer vel for at overholde vores demokrati, eller kommer de for at leve godt af vores penge?

 

Kan islam forbydes?

Lars Nielsen Dronninglund skriver 22.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende 

SHARIA: Frede Hansen skriver (20.6.), at hvis islam skal forbydes, skal jødedom og kristendom også forbydes, fordi Det Gamle Testamente foreskriver aldeles forfærdelige straffe for diverse forbrydelser.

Men der findes ingen eksempler på, at jøder og kristne ønsker at genindføre disse aldeles forfærdelige straffe.
Derimod rapporterede Politiken (3.5. 2013), at flertallet af verdens muslimer går ind for sharia, og Danmarks Radio oplyste (29.4. 2009), at 18 pct. af danske muslimer ønskede shariah i Danmark.

Nu er det naturligvis ikke ulovligt at gå ind for strengere straffe. Men når Europol oplyser, at der i 2016 var 135 mennesker i EU, der blev dræbt af jihadister, og at 718 personer blev arresteret som formodede jihadister, så viser det, at der er en del af de i EU bosatte muslimer, der villige til at anvende ulovlige midler i kampen for islam, således som det foreskrives i Koranen. Dermed bliver det relevant at spørge, om islam bør forbydes jf. Grundlovens § 67, fordi islam lærer sine tilhængere at udbrede deres religion med vold.

Men, som jeg skrev (16.6.), så kan man ikke udrydde en religion ved at forbyde den. Så hvis man ikke er villig til at udvise muslimerne af Danmark, vil et forbud være nytteløst. I øvrigt har anklagemyndigheden ingen intentioner om at kræve Islam forbudt. Derfor undrer det mig, at Frede Hansen (20.6.) beskylder mig for at ville forbyde islam. Men han kan måske ikke læse indenad?

 
 

Forbud mod jødedom?

Frede Hansen, Dronninglund skriver 20.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende.
SKRIFTSTEDER: Lars Nielsen reagerer (16.6.) mod mit udsagn om, at man ikke kan lukke alle moskéer, hvis man vil bevare ytrings- og religionsfriheden. L.N. har fundet et par steder i Koranen, hvor der opfordres til had og vold, og da Grundloven begrænser ytringsfriheden til at gælde alt, bortset fra ytringer, som kan skade den offentlige orden, mener L.N., at man kan forbyde islam. Men så kan man jo også forbyde jødedom. Der står i 5. mosebog kap 27: ”Skal du føre den mand eller vinde, der har begået den onde handling, ud til byporten, og stene dem til døde…Du skal udrydde det onde af din midte”. Jødernes hellige bog opfordrer altså til stening, til dødsstraf. Der er masser af den slags voldelige anbefalinger i Det gamle Testamente, så jødedommen kan forbydes – hvis L.N. har ret i sin påstand om islam.
 

Da Det gamle Testamente udgør første halvdel af Bibelen, så er spørgsmålet, om man ikke også kan forbyde kristendommen.

Det er naturligvis det rene sludder, Lars Nielsen skriver. Hvis en prædikant prædiker vold ud fra et helligt skriftsted, så kan vedkommende straffes. Men fordi Koranen, Toraen og Bibelen er skrevet flere århundreder før Grundloven, så kan man altså finde passager, som ikke er tidssvarende. Man kan naturligvis ikke forbyde en religion på det grundlag.

Jeg er glad for, at NORDJYSKE optager læserbreve med de mest vanvittige udsagn. Så ved fornuftige folk, hvor de har DF’ere og folk som Lars Nielsen.

                                                                                                                                                                                                                                 
 

Kan islam forbydes?

RELIGIONSFRIHED: Frede Hansen stiller (14.6.) spørgsmålet, om islam kan forbydes.
Lars Nielsen, Dronninglund skriver herom 16.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende

Han (Frede Hansen) mener, at det er et spørgsmål om ytringsfrihed, men det er snarere et spørgsmål om religionsfrihed.

Her siger grundlovens § 67, at: “Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Islams hellige bog er koranen, som er gengivet i uddrag på islaminfo.dk.

Her står der en række udsagn om forholdet til andre religioner. Sura 2.190-193 indeholder således udsagnet: “...dræb dem, hvor I end støder på dem, og driv dem ud, hvorfra de har uddrevet jer....”.

M.h.t. integration, indeholder Sura 33.27 følgende udsagn: “Og Allah gav jer deres (de vantros) land, deres huse og formuer i arv, og land, som I endnu ikke har betrådt”, og sådan kan man blive ved.

Der er med andre ord belæg for at hævde, at Islam strider imod den offentlige orden.

Man kan så hævde, at de fleste muslimer ikke udgør en trussel for anderledes troende.

Men hertil er at indvende, at der i de senere år har været et stigende antal angreb på jøder og kristne her i Europa og Amerika. Endnu værre ser det ud i de lande, hvor der er muslimsk flertal.

Noget andet er, om et forbud mod islam vil have nogen effekt.

Folk skifter jo ikke religion, bare fordi den bliver forbudt. Så hvis man vil forbyde islam, må man være parat til at udvise alle, der overtræder forbuddet.

Men det er jo altsammen teori.

For der er intet, der tyder på, at vores anklagemyndighed vil gå til domstolene med påstand om, at Islam skal forbydes.

 

DF er udansk og bør forbydes

Frede Hansen skriver 14.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende

FRIHED: Et medlem af Dansk Folkeparti udtaler sig imod dansk demokrati.
Partiet bør derfor forbydes.


Ifølge grundloven er der religions- og ytringsfrihed i Danmark, men Karina Adsbøl (DF) vil (13.6.) have lukket alle moskéer, fordi en imam har udtalt, at hans tolkning af islam er uforenelig med dansk demokrati.

Folk, som er imod den grundlovssikrede ytrings- frihed, skal man altså lukke munden på.

Karina Adsbøl kan starte med at lukke sin egen mund.

Jeg synes naturligvis, at det er sørgeligt, at nogen kan være imod ytrings- friheden, men i mine unge dage var der mange kommunister, som troede på det totalitære styre.

Det skete der ikke noget ved - de fleste danskere holdt fast ved demokratiet.

Der sker nok ikke noget ved, at nogen indskrænkede imamer ikke har forstået, at ytringsfriheden er fantastisk.

Man kunne næsten sige en gave fra Gud.

Karina Adsbøl skal da også have lov til at skrive sit sludder i NORDJYSKE.

Så ved vi, hvor vi har Dansk Folkeparti: Det er et parti, som vil afskaffe religions- og ytrings- friheden.

Lad drenge bestemme selv

Ninna Thomsen direktør for Mødrehjælpen skriver  04.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende

OMSKÆRING: Folketinget skal snart stemme om et forbud mod omskæring af drenge. Borgerforslaget, der blev fremsat for nogle måneder siden, er nu på vej i folketingssalen. Her bør politikerne bakke op om drengenes ret til selv at bestemme over deres egen krop.

Rituel omskæring af drenge er et indgreb, der er i strid med FN’s Børnekonvention. Omskæring uden medicinske argumenter på et menneske, der ikke er i stand til at give sit samtykke, er en overtrædelse af grundlæggende medicinske og etiske principper.

Mødrehjælpen er enig med de mange organisationer og borgere, der mener, at rituel omskæring ikke må foretages på personer, der er ude af stand til at selv at afgøre, hvad der skal ske med ens krop. Børn er ikke i stand til at træffe denne beslutning på et informeret grundlag, og derfor støtter Mødrehjælpen indførelsen af en aldersgrænse for rituel omskæring af drenge.

I Mødrehjælpen lægger vi vægt på, at barnets bedste kommer i første række. Også når det betyder indskrænkninger i forældrenes ønsker og behov.

Både drenge og piger skal beskyttes mod religiøs eller kulturelt begrundet kønskirurgi.

Forældre ønsker altid at gøre det bedste for deres børn. Det gælder også religiøse grupper, der med omskæringen knytter drengebørnene til et vigtigt og betydningsfuldt fællesskab. Men omskæring er et irreversibelt indgreb, og det udsætter børn for unødig smerte og sundhedsrisici, og i bund og grund er det en krænkelse af børnenes ret til at bestemme over deres egne krop.

Skal det gælde alle operationer?

Lars Nielsen Dronninglund skriver 07.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende
 
ALDERSGRÆNSE: Nina Thomsen udtalte (4.6.) sin tilslutning til et forbud mod omskæring af drenge.

Når direktøren for Mødrehjælpen udtaler sig i en sådan sag, forventer man naturligvis saglige argumenter. Eksempelvis en oversigt over de skader, omskæring kan forvolde, og hvor hyppigt de forekommer.

Men det ledte man forgæves efter.

Direktørens eneste argumenter var, at drengene skal være gamle nok til selv skal bestemme, og at drenge og piger skal beskyttes mod religiøs og kulturelt begrundet kønskirurgi. Altså rent moralske begrundelser.

Jeg mener ikke, at Mødrehjælpen har særlig kompetence til at udtale sig i moralspørgsmål.

Men da det nu er sket, vil jeg gerne stille følgende spørgsmål til Nina Thomsen:

Hvorfor vil du kun forbyde religiøs og kulturelt begrundet kønskirurgi? Der er da mange andre former for religiøst og kulturelt begrundede indgreb. F.eks. kosmetiske indgreb i form af retning af ører og tænder, fjernelse af skæmmende modermærker osv.

Hvorfor skal den slags indgreb ikke også udskydes, indtil barnet bliver 18 år og selv kan bestemme?

Husk kendsgerning og korrekte citater

Lars Nielsen Dronninglund skriver 09.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende
 
ISRAEL: Kære Peter Michael Lauritzen.

Det er en fornøjelse at diskutere med dig. Men hvis fornøjelsen skal blive fuldkommen, er der i det mindste to simple regler, som skal overholdes.

Den første er, at vi skal citere hinanden korrekt.

Jeg har for eksempel aldrig påstået, at FN udråbte Staten Israel, sådan som du skriver (7.6.).

Det var David ben Gurion, der udråbte Israel, men derved eksekverede han bare FN’s beslutning om at dele Palæstina i en jødisk og arabisk stat.

For du har ganske vist ret i, at normalt kan FN ikke udråbe nye stater, men det kunne de faktisk gøre i tilfældet Palæstina. Fordi Palæstina var oprettet af Folkeforbundet, som havde givet England mandat til at bestyre Palæstina for Folkeforbundet.

Da England meddelte, at det ville opgive mandatet med virkning fra 15. maj 1948, var det derfor op til FN at bestemme, hvad der skulle ske med Palæstina. For FN var Folkeforbundets successor.

Du og Amos Oz har naturligvis ret i, at David ben Gurion kunne have undladt at udråbe staten Israel.

Men det ville have været en yderst mærkværdig handling i betragtning af, at FN havde spurgt araberne og jøderne, hvad der skulle ske med Palæstina. Og jøderne havde anbefalet en deling af landet, medens araberne ønskede en énstats-løsning.

Desuden var situationen på uafhængighedsdagen 14. maj 1948, at Palæstina var i oprør.

Landet var i månedsvis blevet invaderet af Den Arabiske Befrielseshær, Jihadhæren og Det Muslimske Broderskab, og et angreb fra den Arabiske Liga var nært forestående. Det var med andre ord for sent at forhandle og nødvendigt at slås.

Den anden regel er, at vi ikke skal forveksle formodninger og kendsgerninger.

Det er f.eks. en formodning, når du (7.6.) påstår, at Israel er en atommagt. Det er ganske vist en formodning, som jeg deler, men det er aldrig blevet officielt verificeret. Og selv om det skulle være rigtigt, gør det ikke automatisk Israel til Mellemøstens Supermagt. For problemet med atomvåben er, at de er meget vanskelige at bruge. For den, der begynder at bruge atomvåben, vil påkalde sig hele verdens vrede. Det er bl.a. derfor, at Indien og Pakistan aldrig har brugt deres atomarsenal imod hinanden.

Det er ligeledes en formodning, når du antager, at Rabin ville have indgået fred med PLO.

Vi kan ganske vist ikke vide, hvad Rabin ville være gået med til for at opnå fred.

Men i 2000 krævede palæstinenserne under forhandlinger i Camp David, at Israel skulle udlevere Østjerusalem, som Israel havde annekteret i 1980.

Desuden skulle efterkommerne efter de palæstinensere, der flygtede i 1947-49 have ejendomsret til den jord, deres forfædre havde forladt. Dvs. størstedelen af det frugtbare land og det meste af byerne. Da de ikke kunne få det, afbrød de forhandlingerne.

Jeg tror ikke, at de havde krævet mindre af Rabin, og jeg tvivler på, at Rabin ville have accepteret deres krav. Men det naturligvis en formodning og ikke en kendsgerning, for Rabin fik jo aldrig chancen til at forhandle færdigt med palæstinenserne.

Belæring bliver ingen klogere af

Peter Michael Lauritzen Frederikshavn skriver 07.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende
 
ISRAEL: Lars Nielsen, Dronninglund, er en sjov mand, der har sin særlige fornøjelse i at fremtræde som sandhedens apostel. Især når det gælder Israel.

Han ønsker (5.6.) at belære verden og mig om følgende: David Ben Gurion udråbte ikke Israel som stat i maj 1948. Det havde FN gjort! Jamen, det er ganske enkelt ikke rigtigt. FN havde lavet en delingsplan i november 1947, men det er ikke det samme som at udråbe en stat. I øvrigt blev delingsplanen forkastet af de arabiske stater. En stat er noget mere end et territorium, og FN kan ikke udråbe en stat! Derfor var det Ben Gurion, der gjorde det i Tel Aviv. Amos Oz, den bekendte israelske digter, fortæller det i ”Judas”, og altså - med al respekt for Lars Nielsen i Dronninglund - opfatter jeg Oz som pålidelig og troværdig.

Lars Nielsen mener også, at det er forkert, når jeg påstår, at Israel er Mellemøstens stærkeste militærmagt. Han nævner, at Saudi-Arabien har et svimlende militærbudget. Lars Nielsen må have mig undskyldt: Israel er den eneste atom-magt i Mellemøsten, og det alene gør, at Israel ubetinget er den stærkeste militærmagt.

Det er simpelthen hævet over diskussion. Selv en så påståelig person som Lars Nielsen må bøje sig for den kendsgerning. Det kan forekomme underligt, at dette spørgsmål overhovedet kan diskuteres. I øvrigt er der den detalje, at Israel og Saudi-Arabien i øjeblikket er strategisk allierede mod Iran som en fælles fjende.

Endelig findes der ifølge Lars Nielsen ingen palæstinensisk myndighed, som Israel kan forhandle en fred med. Det er da rigtigt, at de palæstinensiske myndigheder ikke er én, men mindst to i øjeblikket, men i de omtalte Oslo-forhandlinger med Yasser Arafat og PLO var det afgørende gennembrud, at PLO anerkendte Israels eksistens, er jeg nødt til at oplyse om. Ellers ville Rabin og Peres aldrig være gået med til nogen aftale. Og hvem smadrede disse Oslo-forhandlinger? Det gjorde en højre-ortodoks israeler, der myrdede Rabin. Jeg synes ærligt talt, det er for billigt at lægge alle problemerne over på palæstinenserne. De har mange nok i forvejen.

Lars Nielsen skal have tak for sin enestående belæring, som ikke gør nogen klogere på noget. Tværtimod.

Slutte fred - med hvem?

Lars Nielsen, Dronninglund skriver 05.06.2018 i Nordjyske Stiftstidende
 
ISRAEL: Peter Michael Lauritzen har besøgt Israel (På kanten søndag 3.6.) og har gjort sig en række tanker, som det vil føre alt for vidt at diskutere. Men tre udsagn skal ikke stå uimodsagt:

1. Var det forkert af Ben Gurion at oprette staten Israel?

Det var FN og ikke David Ben Gurion, der besluttede at oprette Israel.

2. Israel er Mellemøstens stærkeste militærmagt!

Saudi-Arabien bruger 70 mia. dollar om året på sit forsvar. Tyrkiet bruger 18,5 mia. dollar, Israel bruger 16,5 mia. dollar og Iran bruger 14,5 mia. dollar (Kilde: SIPRI år 2017).

3. Netanyahu tør ikke slutte fred!

Hvem skal han slutte fred med?

Palæstinenserne har ingen lovlig repræsentant. Præsident Mahmoud Abbas embedsperiode udløb i 2010.

Det palæstinensiske parlaments embedsperiode udløb i 2011, og Gazastriben er ulovligt besat af Hamas.

I øvrigt forlanger Abbas, at Israel skal ophøre at være en jødisk stat, og at jorden skal gives tilbage til efterkommerne af de palæstinensere, der flygtede i 1947.

Israel - det forjættede land?

Peter Michael Lauritzen skriver 3.juni 2018 i Nordjyske Stiftstidende

ISRAEL: Israel - det forjættede land? Israel - det forbandede land? Israel - det hellige land?
Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium & hf-kursus, dr.phil. fra Københavns Universitet. E-mail: pmlauritz@gmail.com

Intet andet land vækker så modstridende synspunkter som Israel.

Selv en så prominent herre som det moderne Israels kendteste forfatter, Amos Oz, må stille spørgsmålene på ny og lade ret og uret, sandt og falsk, flyde mellem forskellige opfattelser i den helt aktuelle roman ”Judas” fra 2017: Var det rigtigt at oprette staten Israel i 1948? Eller var der andre og bedre muligheder? Var Judas den første kristne? Og var Jesus en jødisk fantast?

NUTID OG fortid smeltes sammen i spørgsmålet om, hvem der er frelser, hvem forræder. Der er nemlig ingen nemme svar og løsninger på hverken fortid eller nutidens ødelæggende konflikt, der foregår mellem det mægtige, a-våbenbevæbnede Israel og et afmægtigt og ydmyget palæstinensisk samfund på Gaza-striben og dele af Vestbredden.

EN FANTASTISK rejse til landet, ”der flyder med mælk og honning” ifølge 4. Mosebog, men som ellers er tør ørken, små oaser, golde bjerge og frugtbare dale, et land med et konstant vandforsyningsproblem og med udsigt til udtørring af Det døde Hav, har foranlediget de følgende overvejelser.

I dag flyder der vin, dadler og citrusfrugter fra landet, men ellers er det raffineret high-tech inden for en række avancerede industrier, herunder militærindustrien, der skæpper i kassen og gør de fleste israelere velstående.

Vandmanglen er løst ved afsaltning af havvand, og den rensede vand lagres i reservoirer, hvor ferskvandsfisk bruges til at afgøre, om vandet er rent og brugbart for mennesker. Israel er et hypermoderne samfund med teknologiske løsninger på ethvert problem: Jeg ville dog nødigt være israelsk ko på kibbutzens kotel med it-styret, industriel mælkeproduktion som højeste formål.

ARI SHAVIT har skrevet den fremragende ”Mit forjættede land”, der begynder med den første indvandring til Palæstina-området for så længe siden som i slutningen af 1800-tallet.

Arabere og jøder boede allerede den gang ved siden af hinanden uden konflikter og som mere eller mindre selvstyrende borgere i det store osmanniske rige. Indvandringen kom fra europæiske lande og var inspireret af den nyligt formulerede zionisme, Theodor Herzls forestillinger om et genskabt land for diaspora-

jøderne, der jo blev fordrevet for så længe siden som ved Jerusalems ødelæggelse i 70 e. Kr. og var flygtet ud i alle dele af den omliggende verden: diasporaen. Herzl havde to bekymringer: Den ene at jødedommen ville forsvinde i Vesteuropa på grund af assimilation; den anden at det trak op til jødeforfølgelser i Central- og Østeuropa. I øvrigt vovede han at forestille sig, at verdens jøder kunne samles andre steder, Afrika eller Sydamerika, end i Palæstina. Det gjorde ham selvfølgelig til en forræder ud fra en ortodoks zionistisk synsvinkel.

HADET TIL jøderne er i første omgang kristendommens altoverskyggende ansvar: Jøden Judas Iskariot forrådte Jesus i Getsemane Have, og jøderne krævede Jesus korsfæstet i stedet for Barabbas, og Pontius Pilatus vaskede som bekendt sine hænder.

Kirkefaderen Augustin tillader sig de voldsomste anklager mod jøderne.

Reformatoren Martin Luther skriver et uhyrligt smædeskrift mod jøderne.

Jøderne var frataget et utal af rettigheder i Europa; forfølgelser, pogromer, fandt sted i store dele af Europa: Inkvisitionen i Spanien uddriver jøderne i Middelalderen; i Østeuropa er jødeforfølgelser jævnligt forekommende.

I DET indre København har vi jødefejden i 1819-20 med ødelæggelse af jødiske forretninger. Darwins udviklingslære blev fortolket racistisk som den stærke races ret til overlevelse på bekostning af de svage: semitterne og slaverne; det 19. og 20. århundredes anti-semitisme blev født i den europæiske oplysnings snavsede baggård: i Tyskland, i Frankrig, i Rusland.

Den katolske kirke og den tysk-nationale kirke samarbejde direkte med nazisterne i 1930’erne og under Anden Verdenskrig. Det er en absolut skamfuld historie, Europa bærer på i forhold til jøderne. Den endte med holocaust.

FRELSERE BLIVER hyldet, forrædere bliver udstødt eller henrettet. Men hvem er hvem? Amos Oz, bosiddende i den hvide by Tel Aviv, hvis gamle kerne er tegnet af tyske arkitekter fra Bauhaus-skolen, der blev fordrevet af nazisterne, tillader sig i ”Judas” at stille spørgsmålet, om David Ben Gurion, den moderne israelske stats fejrede grundlægger i maj 1948, i virkeligheden tog fejl, da han udråbte staten Israel og startede den krig, der allerede var i gang mellem israelske kampgrupper og palæstinensiske og engelske enheder? Eller om det modsatte synspunkt, det forræderiske Judas-synspunkt, havde været bedre, at området Palæstina efter den engelske opgivelse skulle styres af et FN- eller et USA-mandat?

DER HAVDE jo været en delvis fordragelig sameksistens mellem indvandrende zionister og den lokale befolkning i den første lange tid både under osmannisk og britisk styre, f. eks pionerkibbutzen Ein Harod eller appelsinplantagen Rehovot, selv om der kom kampe, fordrivelser og opstande især fra o. 1930, særligt slemt fra 1936 til -39, og en generel mobilisering af undergrundsgrupper, den jødiske Haganah f. eks., frem til FN’s grænsedragning i 1947 og udråbelsen af staten Israel i 1948 og Uafhængighedskrigen.

VI OPLEVEDE på turen et land, der er militariseret i en grad, vi slet ikke kender til. Overalt i byerne, på cafeen, ved svømmepølen, til sabbat-middagen i kibbutzen så vi unge mænd og kvinder i uniform eller helt civilt med maskinpistoler hængende over skulderen.

Hæren spiller en kolossal rolle i Israel. En tur til Golan-højderne var tæt på at blive aflyst, fordi der havde været en natlig missil-træfning mellem iranske batterier i Syrien og det israelske ”missilskjold”.

DET ER totalt absurd at bade ved Tel Avivs skønne middelhavskyst og vide, at 100 kilometer sydpå skyder israelske skytter på regeringsordre med skarpt mod palæstinensiske demonstranter.

Skizofrenien er voldsom og trykkende - værst for den palæstinensiske befolkning i ”fængslet” Gaza, der ydermere lider under Hamas’ voldelige styre, men også for en blot minimalt reflekteret israeler.

Situationen er indlysende uholdbar, og som den ubetinget stærkeste part i Mellemøsten, politisk, militært og økonomisk, påhviler der Israel et særligt og krævende ansvar. I Israel frygter man det arabiske overfald og at blive kastet i Middelhavet; i Mellemøsten frygter man et Israel, der udvider sit territorium til Irak.

Kom Abram/Abraham i 1. Mosebog ikke fra Kaldæernes Ur, der ligger i det nuværende Irak?

Sådan er ortodoks, højreorienteret israelsk ”tænkning”, der ser bosættelserne legitimeret i et bibelsk Stor-Israel. Frygt er en frygtelig følelse.

DET STORE traume i Israel indtraf, da en højreekstremistisk, ortodoks jødisk terrorist 4. november 1995 myrdede premiereminister Yitzhak Rabin på den centrale fredsplads i Tel Aviv: det var en følge af Rabin og Perez’s Oslo-aftaler med PLO og Yasser Arafat og den israelske højrefløjs brutale kamp mod fredsprocessen, mod en fornuftig ordning af forholdet mellem palæstinensere og israelere på vej mod en tostatsløsning.

DENNE fredsproces har i dag meget lange udsigter: Oslo-eksperimentet smuldrede med Rabins tragiske død; og den ene populistiske ministerpræsident har haft magten efter den anden, Benjamin Netanyahu længst, og han er ikke nogen modig og stærk fredsmager, men en bange og svag kriger, styret af en jødisk-ortodoks højrefløj.

Glem ikke historien

Søren Pape Poulsen formand for Det Konservative Folkeparti skriver 16.05.2018 i Nordjyske Stiftstidende.

ISRAEL: Staten Israel fylder 70 år. I mange år har mange lande i området ønsket at udslette Israel. Nu er der to lande, som har diplomatiske forbindelser med Israel - Jordan og Egypten. Det er da en begyndelse, men ærgerligt, at det demokratiske Israel stadig er så udsat og er nødsaget til at opretholde et meget stort militær og sikkerhedsapparat. Der er ofte stor kritik af Israel, og det undrer mig, at mange synes at glemme historien. Israel er nødt til at forsvare sig, og seksdages-krigen havde jo den konsekvens, at Israel indtog områder for bedre at sikre sig mod angreb. Jeg håber, at Israel også de næste 70 år er en stat, der oplever fremgang og forhåbentlig kan leve i fred uden lande, der ønsker at fjerne Israel fra jordens overflade.

Anerkend Jerusalem

Stig Grenov formand for KristenDemokraterne skriver 15.05.2018 i Nordjyske Stiftstidende

HOVEDSTAD: KristenDemokraterne anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Det er enhver suveræn stats ret selv at vælge sig sin hovedstad. Efter 70 års selvstændighed er det derfor på tide, at Danmark anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Det er et mummespil ikke at anerkende Jerusalem som hovedstad, når Knesset, højesteret og alle regeringsfunktioner de facto er beliggende der. KD er bevidst om de mange religiøse følelser til byen, og vi bytter ikke blod for mursten. Danmarks ambassade bør derfor kun flyttes, hvis Israel kan anvise en grund i den vestlige, overvejende jødisk befolkede del. For KD er det væsentligt, at der ikke lægges hindringer i vejen for den fremtidige fredsproces mellem Israel og palæstinenserne. Splid mellem de mange forskellige etniske og religiøse grupper skal søges erstattet af dialog. Jerusalem skal efter gensidig aftale mellem Israel og palæstinenserne stadig kunne blive hovedstad i begge lande.

Indlæg fra Israel om omskæring!

Et NVAI medlem Keren Gitte Gigi skriver 12.05.2018

emne: Omskæring af drenge.

Omskæringen af drengebabyer er blevet foretaget i tusindvis af år på milliarder af otte dage gamle drengebørn. Det er efter den jødiske tro måden at komme ind i jødedommen på. En nyfødt dreng er ikke jøde og har ikke navn, før han på den ottende dag bliver omskåret. Mange drenge er født uden forhud, og der bliver selvfølgelig ikke foretaget omskæring, men man “stikker” drengen for at få en enkel dråbe blod ud. Også ved omskæring bløder det næsten ikke, og hvis der er smerte, er den så lille og kort, at det intet betyder. Omskæringen bliver foretaget på den ottende dag i barnets liv ikke kun af religiøse grunde, men også af hygiejne grunde. Der foruden er det vigtig at vide, at den ottende dag i et menneske liv er dagen, hvor blodtrykket er lavt,  kropsvævet er stærkest, og en lille rift  har større mulighed for at lukke sig øjeblikkeligt, idet der da er særlig mange  flere hvide blodlegemer i drengens blod, end der er senere.

Der kan skrives og siges meget - meget mere om omskæring, men jeg vil slutte her og bede jer alle huske, at vi jøder efterkommer et løfte over for G~D, og det er ikke noget man “bare” sløjfer af alle mulige fremførte mærkelige grunde.

Jeg har en søn og tre drenge børnebørn, alle er blevet omskåret, ingen af dem husker det eller lider af det. Tvært imod, de ved, de er jøder og har et specielt forhold til G~D.            

Husk at ALLE 613 regler som jødedommen er bygget på, kan deles i to grupper: kroppens hygiejne og sjælens velvære.

Shalom til jer alle og må G~D holde sin beskyttende hånd over alle.
AMEN !

Gitte

----------------------------------------------------------------------

Had eller mangel på forståelse?

Hans Lodberg skriver 09.05.2018 i Nordjyske
OMSKÆRING: Afspejler den seneste tids indlæg fra skribenter, der ved lov ønsker at kunne forbyde omskæring af jødiske drengebørn, antisemitisme og jødehad, eller ser det blot sådan ud?
 

Eller er det måske udtryk for misforstået medlidenhed, når nogle ønsker, at det bliver forbudt at omskære jødiske drengebørn?

At forbyde omskæring er imidlertid at fratage dem retten til at følge en af jødefolkets flere tusinde år gamle sædvaner. En sædvane, der netop dokumenterer det jødiske drengebarns, den voksne mands tilhørsforhold til sit folk og sin religion.

Emma Marie Kongsbak Bertelsen skriver (22.4.), ”Det, at man har gjort noget forkert i flere år (flere år er til hendes orientering altså op mod 4000 år) er ikke et argument for at fortsætte i samme dur”. Et kulturelt betinget indgreb ved at omskære drengen på ottendedagen, er et blandt mange elementer i den jødiske religion, der har formået at holde jødefolket levende og troende, gennem alle de frygtelige trængsler, det har været udsat for gennem årtusinder.

Casper Hedegaard udtrykker (25.4.) samme mangel på forståelse, for de jødiske drengebørns behov for at kunne identificere sig som jøder.

Han skriver således, ”at trossamfundene må tilpasse sig tidsånden(!) og gældende lovgivning for at kunne trives”. Til det er at sige, at havde jødefolket tilpasset sig tidsånden op gennem tiderne for at kunne trives, havde det næppe eksisteret i dag.

Når han i ”sin optik ser omskæring som tegn på en utrolig svag tro”, skulle han kigge på jødedommens høje alder sammenholdt med kristendommens kun 2000 år.

Sten Würtz skriver (3.5.): ”Det har gennem årene skurret i mit øre og mit sind (64 år), at mennesker mener, at det er i orden at gennemføre et så alvorligt indgreb i et andet menneskes liv uden at spørge om lov”. Alvorligt eller ej, så er drengens penis helet på to til tre dage efter omskæringen.

Med al respekt for den opdragelse i den kristne tro, som Sten Würtz’ mor har givet ham, en opdragelse, mine forældre også har givet mig, så giver den kristne tro hverken ham eller mig eller andre ret til at bedømme jødedommen med kristendommen som målestok.

For 500 år siden gjorde Martin Luther den fejltagelse at fordømme jøderne, da de heller ikke dengang ville lade sig ændre, endsige lade sig døbe i den kristne tro.

Datidens antisemitisme blev alvorligt styrket ved Luthers fordømmelse af jøderne, en slidstærk antisemitisme, der trækker spor helt op i vores nutid.

Jeg har siden 1972 besøgt Israel 25 gange, og jeg har jødiske venner både i Israel og i Danmark, og aldrig nogensinde har jeg mødt en jødisk mand, der ikke var stolt og taknemmelig over hans forældres beslutning om at lade ham få pagtstegnet ved blive omskåret.

Karl Maksten har (13.4., 30.4., 2.5. og 5.5.) på bedste vis redegjort for, hvorfor vi respektfuldt skal undlade at gribe ind i den jødiske kultur og religion.

Misforstået hensyn

Karl Maksten skriver 05.05.2018 i Nordjyske
OMSKÆRINGSFORBUD: Gennem årtusinder har jødedommen levet under det for dem guddommelige pagtstegn, at de skal omskære deres nyfødte drengebørn. Det kan hverken jeg eller Sten Würtz lave om på. Vi må ganske enkelt respektere det mosaiske trossamfunds grundlovssikrede og indiskutable ret til at leve under deres guddommelige pagtstegn.

Würtz påstår (3.5.), at der er tale om vold og ikke frihed, når jødefamilier lader deres nyfødte drenge omskære. Den forbigående og beskedne smerte (der er jo tale om lokalbedøvelse), som drengen udsættes for, er for intet at regne mod den, som han nødvendigvis må udsættes for, når han skal vaccineres mod forskellige sygdomme - alene mindst 10 vaccinationer i det første leveår.

Disse vaccinationer sker vel ikke i frihed, men i allerhøjeste grad til barnets tarv.

Lad os lige tænke os, at en jødisk familie - af misforstået hensyn til barnets tarv - ville undlade at udsætte deres nyfødte drengebarn for omskærelse.

Dette barn vil hurtigt opleve ikke at være omskåret og under sin opvækst derfor tro, at han ikke er et fuldgyldigt medlem af sin troende jødiske familie. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ansvarlig jødisk familie ville turde eksperimentere med deres barns tarv og skæbne.

Der er tale om vold - ikke frihed

Sten Würtz skriver 03.05.2018 i Nordjyske Stiftstidende
OMSKÆRING: Karl Maksten mener (2.5.), at respekt for trosfrihed giver dig ret til at omskære og fundamentalt ændre en nyt menneskes liv i forhold til, hvordan ”Gud” har skabt drengen eller pigen.

Det har igennem årene skurret mit øre og mit sind (64 år), at mennesker mener, at det er i orden at gennemføre et så alvorligt indgreb i et andet menneskes liv uden at spørge om lov.

Nej, Karl Maksten – det har intet med religionsfrihed at gøre, men om en menneskeskabt udøvelse af magt og kontrol.

Jeg er et religiøst menneske, primært fordi min mor gav mig forståelsen for tilgivelsen og for, at vi skal opføre os ordentligt.

Det, du kalder religiøs trosfrihed, er vold mod din næste og noget, som du ikke kan sige undskyld for og genskabe. Det er afskyeligt og udtænkt af ”oldmennesker”, der bestemt kun tænkte på magt, kontrol og indflydelse over din næste, hvor Jorden var flad, og hvor mennesker, der mente noget andet, blev pint og plaget for at give herskere med toraen/bibelen/koranen i hånden ret. Men en helt anden, ikke-oplyst tid. Og så skriver du sådan!

Jeg kan oprigtigt blive så gal over det misbrug af en i øvrigt god tanke om, at vi har en Gud, der passer på os. Det ses ikke kun i dette eksempel med omskæring. Verdens krige udspringer i religiøs misforståelse og selvskabt verdensbillede. Det har intet med Gud at gøre.

Vis større respekt for trosfrihed

Karl Maksten skriver 02.05.2018 i Nordjyske Stiftstidende
OMSKÆRING: I Danmarks Riges Grundlov § 67 står der: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
 

Ud fra grundlovens ord kan der altså intet være til hinder for, at danske jøder må dyrke Gud på en måde, der stemmer med deres overbevisning, altså den jødiske religion.

I henhold til denne religion skal deres drengebørn omskæres.

At nægte det jødiske trossamfund dets grundlovssikrede ret til at udleve sin trosfrihed må være grundlovsstridig.

Denne indstilling afslører tillige en slet skjult antisemitisme, når formodentlig oplyste mennesker i misforstået bedreviden vil forbyde det jødiske trossamfund at lade sine nyfødte drengebørn omskære, skønt denne religiøse akt er ældre end vor bibel.

Ifølge Første Mosebog 17,12 oprettede Gud en evig pagt med Abraham og hans folk.

Folkets del af denne pagt skulle være, at alle nyfødte drengebørn skulle omskæres. Med dette pagtstegn har jøderne gennem alle slægtled udlevet den guddommelige pagt og vist deres egenart.

Omskærelse af nyfødte drengebørn indenfor jødedommen har imidlertid fået vidtrækkende indflydelse på og konsekvenser for hele den civiliserede verden.

Det kan man læse om i Lukas 2,21, nemlig den ultrakorte bibeltekst, der prædikes over nytårsdag efter 1. tekstrække:

”Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var kaldt af engelen, før han blev undfanget i moders liv”.

Når denne bibeltekst er prædiketekst netop til nytårsdag, skyldes det, at dagen for Jesu omskærelse er blevet sat som vor tidsregnings begyndelse, selv om hændelsen fejlagtigt bliver betegnet som før eller efter Kristi fødsel.

Giv ikke efter for jødehad

Karl Maksten skriver den 30. april 2018 i Nordjyske Stiftstidende.

OMSKÆRING: Det er med dyb skam i sindet, at man som kristen er vidende om, at det ikke mindst var den kristne kirke, der gennem århundreder lagde jøder for had.

Det er intet mindre end ukristeligt at lægge noget menneske for had. I 1943 gjorde den danske kirke på en befriende måde sin stilling klar over for den tyske besættelsesmagt: ”Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder af racemæssige eller religiøse grunde, er det den danske kirkes pligt at protestere derimod. Vi vil aldrig kunne glemme, at kirkens herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria ifølge Guds forjættelser til Hans ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets historie indtil Kristi fødsel rummer forberedelsen til den frelse, Gud har beredt alle mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at Gamle Testamente er en del af vor Bibel”.

Det kunne synes meningsfuldt at fremsætte en lignende erklæring i dag.

I det mindste må kirken overalt på jorden som bærer af civilisation protestere, hver gang antisemitismen giver sit menneskefjendske væsen til kende.

Endvidere må den kristne kirke benytte enhver lejlighed til at gøre en beskeden bod for den skade og ondskab, den gennem tiderne har tilføjet jødiske befolkningsgrupper, hvor det end skete.

Formodentlig de mest omfattende jødeforfølgelser, verden har kendt, fandt sted i Europa i 1900-tallet. I 1914 blev 600.000 jøder deporteret til det indre Rusland, fordi de regnedes for at være tyskervenlige. I forbindelse med den russiske revolution kom russiske jøder under dobbeltild, idet både bolsjevikkerne og de kontrarevolutionære massakrerede jøderne, der beskyldtes for at støtte modparten. Det nazistiske styre i 1930’ernes Tyskland tog ved lære af fortidens grusomheder og gennemførte verdenshistoriens største jødeudryddelse, en skændselsgerning, som aldrig kan eller må glemmes. Et sådant barbari kan slet ikke sones. Kun afstumpet magtsyge, psykopatisk lyst til ondskab og fordummet uvidenhed kan forklare dette kulturskred, som den vesterlandske civilisation burde have undgået.

Trods rigeligt med skræmmebilleder kan der stadig registreres chikanerende episoder og former for jødehad her i landet.

De kan kun betragtes som grove forbrydelser ved på nogen måde at forulempe jøder, verbalt eller korporligt. Der bør slås hårdt ned på forbrydelser af den karakter, som absolut kun kan begås af meget primitive og samfundsfornedrende elementer.

En slet skjult antisemitisme erfares tillige i, at såkaldt oplyste mennesker i misforstået bedreviden vil forbyde jøderne at omskære deres nyfødte drengebørn, skønt denne religiøse akt er ældre end vor Bibel. Ifølge Første Mosebog oprettede Gud en pagt med Abraham og hans folk. Folkets del af denne pagt skulle bl.a. netop være, at alle nyfødte drengebørn skulle omskæres. Med dette pagtstegn har jøderne gennem alle slægtled udlevet den guddommelige pagt og vist deres egenart.

Omskærelse eller omskæring skal foretages på ottendedagen efter et drengebarns fødsel. Lukas 2,21 fortæller om en ganske særlig omskærelse, som stadig har betydning for hele den civiliserede verden: ”Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus”.

Dette budskab er kirkeårets korteste og prædiketekst til Nytårsdag iht. 1. tekstrække. Denne omskærelsesdag har siden været betragtet som begyndelsen på vor tidsregning.

Lad børnene vælge selv

Casper Hedegaard skriver 25.04.2018 i Nordjyske Stiftstidende

OMSKÆRING: Det er min klare holdning, at rituel omskæring af drengebørn skal forbydes. Barnets ret til at kunne bestemme over egen krop må til hver en tid veje højere end andre interesser.
 

Egentlig er jeg lidt uforstående over for, at omskæringsforbuddet er blevet omtalt som et ”forbud”. For mig drejer det sig nemlig ikke som et forbud, som vi normalt kender det. Altså, noget som indskrænker vores frihed. Omskæringsforbuddet er med omvendt fortegn og er i virkeligheden en frihedsudvidende rettighed for barnet, og det er vel ikke så ringe endda.

Man skal til hver en tid prøve at se tingene fra alles sider, og derfor har jeg også lyttet argumenterne fra fortalere for omskæring.

Der er umiddelbart to hovedargumenter.

Det ene er, at et forbud vil være en krænkelse af de danske muslimer og jøder.

Det andet er, at omskæring stadig vil finde sted, blot i udlandet eller under ukontrollerede forhold.

Til det første vil jeg sige, at hvis den eneste måde, at man kan opretholde sit trossamfund er ved at omskære drengebørn, så er det i min optik et tegn på en utrolig svag tro.

Troen i sig selv må vel være bærende - også selvom man piller enkelte ritualer ud.

Trossamfundene i Danmark må tilpasse sig tidsånden og gældende lovgivning for at kunne trives.

På den anden side peger flere peger på, at omskæring stadig vil finde sted, dog under mindre kontrollerede forhold. Nogle mener, at der vil foregå omskæringer på køkkenbordet af uprofessionelle omskærere til stor fare for barnet.

Til det vil jeg bare sige, at hvis man er villig til at begå lovbrud og samtidig udsætte sit barn for unødig livsfare, så er man på ingen egnet til at være forælder.

Danmark er kendt for at have store rettigheder til børn og unge. Det er ikke en selvfølge, at man lytter og ophøjer barnets ret i denne verden. Lad os fortsætte ned af den vej og udvide frihedsrettighederne for dem, som endnu ikke kan tale for sig selv. Lad os give vores børn lov til selv at vælge.

Rituel omskæring? Ellers tak

Emma Marie Kongsbak Bertelsen skriver 22.04.2018
FORBUD: Rituel omskæring? Nej tak! Personlig frihed og børns tarv vil til enhver tid vægte højere end barnets forældres religion. Det, at man har gjort noget forkert i flere år, er ikke et argument for at forsætte i samme dur. Om ikke andet må personlig frihed og rationalitet vægte over religiøse traditioner.
 

Hvor er det liberale? Bør man ikke udøve sin religion i Danmark, som man selv ønsker? Jo – men til et vist punkt. Dét, at religiøs omskæring af drenge er lovligt i Danmark; dét er i sig selv utilgiveligt. Men hvad er forskellen på en religiøs tradition som omskæring af drengebørn kontra dåb?

Er det ikke bare symbolpolitik? Nej. Det er et kæmpe, rungende nej herfra. Forskellen ligger ikke mindst i, at man som døbt vil kunne melde sig ud folkekirken. En omskæring kan du til gengæld ikke lave om. Det er om ikke andet et ar for livet.

Hvad er alternativet? Et forbud! Et forbud, som kort sagt handler om retten til at bestemme over eget liv og egen krop, hvilket i sig selv er en af de vigtigste rettigheder i et moderne demokrati – det må der absolut ikke være nogen tvivl om!

Kære politikere på Borgen: Sæt forbud for de rigtige ting! Glem alle de andre, unødvendige, håbløse forbud – håbløse forbud såsom burkaforbuddet! Koncentrér jer om det, der giver mening. Forbyd omskæring af drengebørn.

Ikke lemlæstelse

Karl Maksten skriver 13.04.2018 i
Nordjyske Stiftstidende

OMSKÆRELSE: Igen finder nogle politikere og andre det passende at gøre sig kloge på jødefolkets rituelle omskærelse af deres drengebørn. Der er endda personer, som påstår, at det beskedne indgreb er vold, lemlæstelse og indgreb i det enkelte menneskes selvbestemmelse. Det beskedne indgreb kan slet ikke betegnes som vold, endsige lemlæstelse. Der er jo heller ikke tale om vold eller lemlæstelse, når forældre finder det korrekt at udsætte deres børn for vaccinationer af forskellig art.
 

Hvad angår begrebet selvbestemmelse og bestemmelse over egen krop, er det ethvert ansvarligt forældrepars ret og pligt at drage omsorg for deres børns liv og trivsel. Her kan vi bl.a. tænke på hver eneste dåbshandling med tilhørende faddertiltale, hvilket i en nøddeskal er en forudsætning for, at vi som danskere vil kaldes et kristent folk.

Ethvert menneskebarn, der er kommet til verden, får sin opvækst under de vilkår, som det er født ind i. De forældre, som ethvert menneske er født af, den familie og det samfund og den herskende kultur, har gjort den enkelte til et produkt af mangfoldige påvirkninger, som det under sin opvækst har haft. Intet menneske har nogen sinde været et produkt af ingenting, intet menneske er en ø, et individ frit svævende i et intet.

Jødefolkets historie har vi kristne som vor forudsætning. Den første del af vor bibel er identisk med denne historie, som også Jesus i sin forkyndelse flittigt henviste til. Lige så lang tid tilbage, som jødefolket har eksisteret som sådant, helt tilbage til stamfaderen Abraham, har omskærelse af drengebørn fundet sted.

I 1. Mosebog kapitel 17 i Det Gamle Testamente får vi at vide, at omskærelse af jødernes drengebørn er en del af den pagt, som Gud indgik med dette folk, her gengivet i uddrag: ”Og dette er min pagt, som I skal holde, pagten mellem mig og jer, at alt af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal omskæres på jeres forhud; det skal være et pagtstegn mellem mig og jer. Otte dage gamle skal alle af mandkøn omskæres hos jer. Min pagt på jeres legeme skal være en evig pagt”.

Denne pagt har alle troende jøder overholdt siden – og gør det den dag i dag.

Sidst af alle burde kristne overalt i verden tillade sig at blande sig i jødefolkets udøvelse af deres religion, og da især noget så centralt som omskærelse af deres drengebørn, som er jødefolkets guddommelige pagtstegn. Det kan vel sammenlignes med, om nogle ville sætte spørgsmålstegn ved, at kristne forældre ønsker at lade deres spæde børn døbe. Man kunne jo hævde, at dåb af spædbørn er et indgreb i de spæde børns tilværelse, og at dåben derfor burde vente, indtil personen selv kunne bestemme.

Den muslimske religion har i sin lære gjort omfattende brug af hændelser både fra bibelens Gamle Testamente og oldkirkens ritualer. Således har denne religion også gjort brug af omskærelse af drengebørn, uden der dog er tale om noget pagtstegn. Ligeledes finder i udbredt grad omskærelse af drengebørn sted blandt USA’s kristne, uden at der her kan være tale om noget pagtstegn; formodentlig er her blot tale om en efterligning af den jødiske skik samtidig med, at der er tale om en forebyggende hygiejnisk handling.

Den jødiske omskærelse af drengebørn har imidlertid fået vidtrækkende indflydelse på og konsekvenser for hele den civiliserede verden. Det kan man læse om i Lukas 2,21, nemlig den ultrakorte bibeltekst, der prædikes over Nytårsdag efter 1. tekstrække; her står: ”Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var kaldt af engelen, før han blev undfanget i moders liv”. Når denne bibeltekst er prædiketekst netop til Nytårsdag, skyldes det, at dagen for Jesu omskærelse er blevet sat som vor tidsregnings begyndelse, selv om hændelsen fejlagtigt bliver betegnet som før eller efter Kristi Fødsel.

Gælder der andre regler for jøder?

Lars Nielsen skriver den 17.04.2018 i NordjyskeStiftstidende

ISRAEL: Holger Graversen skriver (15.4), at jøder ikke må slå sig ned på Vestbredden. Men så enkelt er det ikke. I 1917 lovede englænderne jøderne et nationalt hjem i Palæstina (Det nuværende Israel + Vestbredden og Gaza). Dette løfte gentog Folkeforbundet i 1923, hvor det blev fastslået, at jøder har ret til at bosætte sig i hele Palæstina. Denne ret er aldrig blevet ophævet, hverken da Palæstina blev delt i 1947 eller senere. Derfor er mange jøder af den opfattelse, at de har ret til at slå sig ned på Vestbredden.
 

FN’s Sikkerhedsråd har gentagne gange fordømt de israelske bosættelser med henvisning til Geneve- konventionen, som forbyder besættelsesmagter at bosætte deres statsborgere i besatte områder. Det indebærer, at jøders ret til at bo på Vestbredden er suspenderet, så længe besættelsen fortsætter. Men Sikkerhedsrådet har ikke sagt, at jøderne har mistet deres ret til at bo på Vestbredden, når besættelsen en gang ophører. Det er derfor en af de ting, der skal diskuteres ved en kommende fredsslutning, og her kommer man ikke uden om, at der i dag bor 600.000 jøder på Vest- bredden. Har H.G. i øvrigt tænkt over, at der bor flere millioner russere i de baltiske lande. De indvandrede, mens landene var under russisk besættelse. Mener H.G. også, at deres tilstedeværelse er ulovlig, eller gælder der andre regler for jøder end for russere?

Der er tale om massedrab

Holger Graversen skriver 15.04.2018 i
Nordjyske Stiftstidende
PALÆSTINENSERE: Lars Nielsens læserbrev (12.4.) burde efter min mening være underskrevet af den israelske ambassade.
 

Der er næppe ret mange andre, der løbende forsøger at forsvare Israels ydmygende og brutale behandling af deres medborgere, palæstinenserne.

L.N. påstår, at Israel har ret og pligt til at opretholde lov og orden, og dette overvåges af FN’s sikkerhedsråd. Dette er mildt sagt en fordrejning af sandheden.

FN har utallige gange kritiseret Israel for behandlingen af det besatte folk i et besat land. Men Israel og de fleste af Israels fortsatte “venner” er totalt lige glade med FN.

L.N. påstår ligeledes, at Israel ikke er skyld i massedrab. For mig er nedslagtning gennem mange år af hundredvis af palæstinensere bestemt massedrab.

Afslutningsvis bruger L.N. er meget dårlig sammenligning mellem de cirka to millioner palæstinensere i Israel og de 600-700 bosættere på Vestbredden. De to millioner boede der jo, da området blev delt i 1947 mellem Israel og Palæstina. Bosætterne har med militærhjælp tilranet sig deres bosættelser.

L.N. burde tale med nogle af de mange ngo’ere fra Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors m.fl., som mange gange har fortalt om den ydmygende og umenneskelige behandling af palæstinenserne. Jeg selv har også oplevet det ved selvsyn.

Flere fejl og misforståelser

Lars Nielsen skriver 12.04.2018 i Nordjyske Stiftstidende
ISRAEL: Holger Graversen kommenterer (11.4.) forholdet mellem israelere og palæstinensere. Indlægget indeholder en række fejl og har derfor meget passende titlen “Manglende forståelse”.

For det første skriver H.G., at palæstinenserne er udsat for umenneskelig behandling. Hertil er at bemærke, at Israel har pligt til at opretholde lov og orden på Vestbredden. Det medfører, at Israel har ret til at bruge magt over for palæstinensere, der forbryder sig mod lov og orden.

Dette sker under nøje overvågning fra FN’s Sikkerhedsråd, som med mellemrum påtaler, når Israel går over stregen. Men der er langt fra tale om massedrab, sådan som H.G. skriver. Ifølge Human Rights Watch’ rapport for 2018 døde der i alt 42 palæstinensere på Vestbredden i peroden fra 1. januar til 6. november. Det er 42 for mange, men tallet ville have været langt lavere, hvis Selvstyret undlod at udbetale løbende pensioner til alle palæstinensere, der sidder i israelsk fængsel, samt efterkommere efter dræbte palæstinensere.

H.G. skriver desuden, at befolkningen i Gaza er spærret inde, men glemmer at oplyse, at den af Ægypten og Israel gennemførte blokade er fuldstændig lovlig. Han glemmer også at oplyse, at Gaza løbende modtager forsyninger gennem Israel, som bl.a. er blevet misbrugt til at bygge tunneler ind under grænsen til Israel, ligesom Hamas fortsat modtager raketter fra Iran via Sinaihalvøen. Det er denne fortsatte aggression mod Israel, som gør blokaden nødvendig.

Desuden hævder H.G., at Israel kun har ret til det område, som det fik tildelt af FN i 1947, men det er forkert. Sikkerhedsrådet har ved i 1967 ved resolution 242 pålagt de arabiske stater at anerkende Israel og anerkende Israels ret til at leve i fred bag sikre og internationalt anerkendte grænser. Til gengæld skal Israel afstå land, som det har besat under seksdageskrigen i 1967. D.v.s., at Israel som minimum har ret til det areal, det har behersket siden 1949 og muligvis mere, hvis det er nødvendigt for Israels sikkerhed.

Herudover pålægger resolutionen Israel og araberne at finde en retfærdig løsning på den palæstinensiske flygtningesituation.

Siden 1967 har Sikkerhedsrådet ved adskillige lejligheder påtalt, at Israel opretter bosættelser på Vestbredden, men det hindrer altså ikke, at disse områder ved en fredsslutning bliver en del af Israel, hvis det er nødvendigt for Israels sikkerhed. Der er herudover ingen lov, der forbyder, at de 600.000 bosættere på Vestbredden kan fortsætte med at bo i palæstinensiske områder efter en fredsslutning. Til sammenligning bor der omkring 2.000.000 palæstinensere i Israel, og de fleste af dem er oven i købet israelske statsborgere.

Manglende forståelse

Holger Graversen skriver 11.04.2018 i Nordjyske Stiftstidende

PALÆSTINENSERE: Det er trist at læse et indlæg om Israel-Palæstina-konflikten, hvor man forsøger at forsvare Israels umenneskelige behandling af et besat folk, palæstinenserne med en gang religionshistorie, jvf. indlægget “Alene fred er vejen frem” (5.4.). Der var ikke et ord om lokalbefolkningens indespærring i Gaza, ikke et ord om Israels selvtægt med tyveri af palæstinensernes jord, ikke et ord om den ydmygende behandling af de undertrykte medmennesker i øvrigt.

Der var derimod en del om Israels ret til at eksistere og ret til at forsvare “eget territorium”.

Selvfølgelig har Israel ret til at eksistere, som vedtaget af FN i 1947. Dette er også for længst accepteret af palæstinensernes øverste politiske organer. Kun meget få rabiate har ikke opgivet at få hele det gamle område tilbage.

Og selvfølgelig har Israel ret til at forsvare deres nye stat. Men Israel har aldrig accepteret at ville nøjes med den del af området, som landet fik tildelt af FN. Israelske historikere har fundet dokumenter, der klart viser, at Israel har ønsket en løbende uddrivelse af palæstinenserne fra hele Israel/Palæstina-området. Dette ses i dag tydeligst i Østjerusalem.

Alt i alt må det siges, at omtalte læserbrevs forfatter mangler total forståelse for den aktuelle situation i området, som fortsat går hårdt ud over palæstinenserne med massemord på et besat folk.

Udviklingen strider i høj grad imod verdenssamfundets lov og orden, imod stort set alle menneskerettigheder. Men så længe USA holder hånden over Israel, nu med en uduelig løgner ved roret, ja, så har alle andre åbenbart helt opgivet at stoppe den jødiske egoistiske udvikling.

Jeg håber, nogle - også journalister - kan se parodien i Danmarks hjælp til optrapningen af en ny kold krig pga. Ruslands genforening med Krim-halvøen.

Forskel på forventninger

Karl Maksten skriver 24.12.2017 i Nordjyske Stiftstidende.

MESSIAS: Der var travlhed i musikforretningen. Folk skulle gøre deres køb af musikalske julegaver. En kunde, der for længe siden havde bestilt Händels ”Messias”, fik at vide, at den ikke var kommet. I sin skuffelse udbrød kunden: ”Kan det passe? Jeg har ventet på Messias i tre måneder, og så er den ikke kommet endnu!”.

En ældre jøde, som stod i køen bagved kom med denne trøstende bemærkning: ”Tre måneder! Vi jøder har ventet på Messias i århundreder!”

Fra vor tidligste barndom har vi hørt bibelhistorie og lært jødernes historie at kende; vi hørte om Jerusalem og Jordanfloden længe før vi vidste, at Danmarks hovedstad hedder København, og Danmarks længste å hedder Gudenåen. Vi lærte netop så meget, at vi forstod, at der er en direkte sammenhæng mellem jødedom og kristendom. Uden jødedom ingen kristendom, for det var i jødefolket, Jesus blev født.

Ikke mindst her i adventstiden kan det vække til eftertanke, at både jøderne og vi kristne lever med forventninger om, at Messias skal komme. Men der er unægtelig forskel på jødernes og kristnes forventninger, og det er et spørgsmål, om det er den samme Messias, jøder og kristne venter på. Ortodokse jøder venter måske nok på, at en Messias skal komme. Men inden for jødedommen taler man ikke så meget om en personificeret Messias, men finder det vigtigere at tale om messianske tider. Om disse tider vil komme med en person eller hvordan, er for jødisk tankegang ikke afgørende.

Som en integreret del af det kristne evangelium venter vi kristne på Kristi genkomst. Jøden Jesus blev født her i verden. Men gennem sit evangelium gjorde han op med jødedommen. Han udbredte sit evangelium blandt mennesker her på jorden. Han led og blev korsfæstet af mennesker, men opstod fra de døde og for til himmels. Endemålet for det kristne evangelium er, at Jesus Kristus som Messias skal komme tilbage for at oprette en ny himmel og en ny jord.

Advent betyder komme eller forventning, og vist kan vi sige, at advent skal minde os om, at Jesus blev født her på jorden. Men advent er egentlig en tid til eftertanke og til påmindelse om, at på et eller andet tidspunkt vil Messias komme igen. Derfor skal vi i adventstiden i kirken bl.a. høre budskabet om dommedag og om de kloge og de mindre kloge brudejomfruer. Besøger man Ranum Kirke i Vesthimmerland, kan man iagttage maleren Niels Larsen Stevns’ fresko, som viser, hvordan han opfatter Kristi genkomst, netop over Ranum-egnen.

Artiskokbunde fyldt med kalvefars
Keren Gitte Gigi (Kaszub) skriver 23.12.2017:
I emnet "Israel i billeder" står der under det sidste billede med mad et spørgsmål om hvad det er.
Jeg mener at det er artiskokbunde fyldt med kalvefars med forskellige nødder og søde peber frugter. En ret der bliver laver til mange af de israelske hellig dage. Stort arbejde men meget godt og smagfuldt.
Jeg vil med glæde sende opskriften hvis nogen er interesseret.
 
Jer ønsker alle medlemmer en god og glædelig jul.
Dennne nye side er så fin og informerende, at jeg har anbefalet mine danske venner, som bor i Israel, at gå ind på siden og se, hvordan der er danskere som holder af og med Israel.
Tak til jer alle for at støtte os moralsk og på alle andre måder. Det er hjertevarmende at vide at vi har venner i Danmark.

Det er ikke en ny beslutning

Lars Nielsen skriver 15.12.2017 i Nordjyske Stiftstidende
JERUSALEM: Holger Graversen angriber (12.12.2017) præsident Trump, fordi han vil flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Men det er langt fra nogen ny beslutning. Sagen er, at USA’s kongres i 1995 vedtog, at ambassaden skulle flyttes. Siden har diverse præsidenter udskudt loven med den begrundelse, at det stred mod USA’s sikkerhedsinteresser.

Formålet var, at israelere og palæstinensere aftaler Jerusalems status, inden ambassaden blev flyttet. Men forhandlingerne er ikke kommet ud af stedet i 22 år, fordi palæstinenserne ikke er villige til at indgå kompromiser. Derfor har Trump besluttet at flytte ambassaden. Det er led i en ny taktik, der skal lære palæstinenserne, at manglende forhandlingsvilje har ubehagelige konsekvenser.

Det bryder Holger Graversen sig ikke om, for han foretrækker en situation, hvor Israel opgiver den militære kontrol med Vestbredden og Gaza uden modydelse fra palæstinensisk side. For ifølge Holger Graversen begår Israel massakrer på Vestbredden og i Ghaza.

Men det er langt fra rigtigt. Realiteten er, at konflikten mellem de to parter fra 1987 til 2017 har kostet 11.000 palæstinensere og 1600 israelere livet (Kilde: Wikipedia). Det er ca. 400 palæstinensere og 50 israelere om året. De fleste af disse drab skyldes skærmydsler, når man ser bort fra de krige, som Hamas har fremprovokeret ved at beskyde Israel fra Gazastriben (Kilde: Wikipedia).

Hjemsøgt - igen

Thure Barsøe-Carnfeldt skriver 14.12.2017
JERUSALEM: Jerusalem er igen hjemsøgt af hvide mænds begær efter magt. Præsident Donald Trump har for få dage siden hældt eksplosivt brændstof på det ulmende bål Jerusalem.
Europæiske riddere prøvede med hellig krig at indtage Jerusalem flere gange i middelalderen, men da det var baseret på religiøs fanatisme, endte det hele med, at muslimernes Saladin smed ridderne ud Jerusalem og det blev sidste gang, europæerne forsøgte at indtage ”Den hellige stad”.

Amerikas præsident har nok tænkt: ”Når Europa ikke kunne, så skal jeg vise dem, at verdens stærke mand, i samarbejde med Israelerne kan tøjre denne by”.

Det ser ud til, at Trump igen har gjort regning uden vært.

Hans ganske særlige form for disjunktion krigsførelse kan kun medføre, at alle muslimer rejser sig mod os kristne endnu en gang og måske starter en tredje verdenskrig, hvis udfald helt afhænger af, hvilken side Rusland og Kina vælger at støtte.

Det er nok klogt, at verdenssamfundet accepterer, at Jerusalem udnævnes til en selvstændig stat i lighed med Vatikanet, dog med en non-religiøs forfatning, som i al evighed holder alle religioner neutrale i forhold til hinanden, inden for staten Jerusalems mure.

Unøjagtig beskrivelse
Lars Nielsen Dronninglund skriver 14.12.2017 i Nordjyske Stiftatidende

ISRAEL-KONFLIKT: Jimmy Munk Larsen beskriver (11.12.) konflikten mellem israelere og palæstinensere. Desværre med enkelte unøjagtigheder, som herved søges korrigeret.
 

- De kristne fik ikke overtaget efter gentagne jødiske oprør mod romerne. Romerne indtog Judæa og fordrev de fleste jøder i 70-135. På det tidspunkt var de kristne forfulgt. Det vedblev til 311. Der gik derfor ca. 200 år, fra romerne erobrede Judæa, til de kristne kunne overtage landet.

- Da englænderne indtog Jerusalem i 1917, havde de lovet jøderne et nationalt hjem i Palæstina. I 1923 gav Folkeforbundet englænderne mandat til at regere den nyoprettede stat Palæstina (Det nuværende Israel inkl. Vestbredden og Ghaza). I mandatet stod, at Palæstina skulle være et nationalt jødisk hjem. Der var derfor fri indrejse for jøder. Men op gennem 1930´erne begrænsede englænderne alligevel indvandringen og forsøgte at gennemføre et indvandringsstop.

- Det var FN, ikke England, der opdelte Palæstina i tre delstater. En, jødisk, en arabisk og Jerusalem. Opdelingen var nødvendig, fordi det arabiske flertal ellers ville sætte sig på magten og undertrykke jøderne. Men det var stadig meningen, at de tre delstater skulle indgå i en fælles forbundsstat.

- FN traf sin beslutning 29.11. 1947 efter afstemning i generalforsamlingen, hvor bl.a. Danmark stemte ja. Beslutningen skulle træde i kraft 15.5. 1948. Indtil da skulle England opretholde ro og orden. Men det skete ikke. I december begyndte et arabisk oprør, og i januar 1948 invaderede en arabisk hær fra Syrien for at støtte oprøret. På det tidspunkt rådede Israel kun over militser på ca. 30.000 infanterister uden flyvemaskiner og tunge våben. Men det lykkedes ved en feberagtig indsats at øge forsvaret og anskaffe tidssvarende udrustning. Det var også påkrævet, for 15 maj invaderede 60.000 soldater fra Ægypten, Syrien, Jordan og Irak. Efterhånden blev Israel imidlertid så stærkt, at de kunne trænge fjenderne tilbage til det, der nu kaldes Vestbredden og Ghaza. Derefter blev der indgået våbenstilstand i 1949. Men der blev ikke fred, for det ville araberne ikke, og derfor blev det palæstinensiske flygtningeproblem ikke løst.

- Det er derfor ikke rigtigt, at Israelerne begyndte krig for at fordrive palæstinenserne. Men det er rigtigt, at Israel besluttede at afvæbne alle arabere i Israel, for at kvæle oprøret. De der modsatte sig, skulle fordrives fra deres hjem. Det medførte, at der i 1949 var ca. 700.000 fordrevne palæstinensere uden for Israel. Deres ejendomme blev herefter overtaget af den israelske stat. Det kunne muligvis være undgået, hvis de arabiske stater havde sluttet fred med Israel, men det gjorde de som nævnt ikke.

- De 700.000 fordrevne er nu blevet til fem mio. statsløse palæstinensere, som kræver ret til at bosætte sig i Israel og få den jord tilbage, som Israel konfiskerede efter 1949. Det drejer sig om størstedelen af Israels beboede område. Herved vil den jødiske befolkning blive en minoritet i sit eget land. Dette krav støttes af det palæstinensiske selvstyre og et stort flertal i FN’s generalforsamling. Det er selvsagt uspiseligt for Israel og den største hindring for, at der kan blive fred mellem israelere og palæstinensere.

Den hellige by bør være åben 

Karl Maksten skriver 14.12.2017 i Nordjyske Stiftstidende

JERUSALEM: USA’s præsident Donald Trump har overraskende meldt ud, at han agter at flytte sit lands ambassade i staten Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Næppe til manges tilfredsstillelse.
 

Det var en vedtagelse i FN, der medførte, at jøderne i 1948 fik deres egen selvstændige stat, Israel. Hvad det har betydet for jøder, som i deres udlændighed ofte har sagt: ”Næste år i Jerusalem”, kan vist alle forstå. Rimeligt også, at jøderne efter mange års forfølgelser fik deres eget land at bo i. At jøderne – nogle jøder – ønsker Jerusalem som deres hovedstad, forstår man sådan set godt. Men i stedet for at være et evigt stridspunkt burde Jerusalem blive den by, der forener de tre største religioner i verden. Derfor bør denne hellige by være en åben by, fri for politisk strid.

Byen Jerusalem har eksisteret i 3000 år og har været jødernes hovedby, som vi kender det fra Bibelen. Templet i Jerusalem var jødernes vigtigste sted, og efter jødisk overbevisning Guds tilstedeværelse på jorden. Dette første tempel blev ifølge 1. Kong. kapitel 6-7, opført på Tempelbjerget i Jerusalem og blev ifølge Bibelen opført i det 10. århundrede f.Kr. af kong Salomon og dannede centrum for den jødiske religion frem til 587 f. Kr, hvor det blev ødelagt af babylonerkongen Nebukadnesar. Det blev genopbygget som det andet tempel i 515 f.Kr. og flere hundrede år senere renoveret og udvidet af Herodes den Store. Dette tempel stod indtil 70 e.Kr., hvor det blev ødelagt af romerne. Tempelpladsens vestmur, Grædemuren, er i dag det eneste vidnesbyrd om jødernes tempel og regnes for jødedommens helligste sted. Navnet grædemuren henviser til jødernes klager ved muren over templets ødelæggelse. Grædemuren kom under israelsk kontrol i 1967, da israelerne besatte området som led i Seksdagskrigen. Få dage efter besættelsen af Jerusalem, nedrev israelerne det marokkanske kvarter for at skabe plads, så israelske jøder kunne bede foran Grædemuren.

Jerusalem har tillige en enestående betydning for alverdens kristne. Staden Jerusalem var just det sted, den by, hvor Jesus Kristus levede en tid, udbredte sin lære, og hvor han til sidst blev dømt og korsfæstet for sine ord og gode gerninger, og hvor han igen opstod fra de døde.

Jerusalem er netop kristendommens arnested, det jordiske Jerusalem, mens vi kan se hen til et åndeligt Jerusalem som vi synger om i salmen ”På Jerusalem det ny, på den store konges by, lad os alle bygge”. Tusindvis af kristne fra hele verden rejser hvert år til Israel, til Jerusalem for at opleve de hellige steder. Der er naturligvis intet kristent land, der ønsker at få Jerusalem som hovedstad. Mens omverdenen følger den standende strid mellem jøder og palæ

stinensere, kan det frygtes, at striden kan ende med regulær krig. Det ønsker næppe nogen. Ethvert rettænkende menneske ønsker fred i Jerusalem.

Islams krigeriske fremtrængen lige fra denne religions opståen fik katastrofale følger for såvel jødedommen som kristendommen. I dag findes Klippemoskeen på Tempelpladsen, foruden Al-Aqsa-moskéen, og området regnes for islams tredje helligste sted efter Mekka og Medina. Men ifølge islam foretog Muhammed en natlig himmelfart fra Kabaen i Mekka til al-Aqsa-moskéen i Jerusalem og videre gennem de syv himle. Desværre har palæstinenserne også et ønske om Jerusalem som deres hovedstad. Men før 1948 var der ikke en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad. Tempelområdet er desuden helligt for katolske og ortodokse kristne. Den amerikanske præsident synes at spille højt spil, når han vil anerkende den hellige stad Jerusalem som hovedstad i staten Israel. Det vil næppe tjene ønsket om at skabe fred i de mellemøstlige områder.

Sat i brand

Bjarne Houmann skriver 12.12.2017 i Nordjyske Stiftstidende

MELLEMØSTEN: Nu har Trump med ”anerkendelse” af Jerusalem - primært for at tilfredsstille sine rige jødiske amerikanske støtter under valgkampen - på det nærmeste sat Mellemøsten i brand. Selv højreregeringen i Israel har erklæret sig klar til krig. Som altid er det den stakkels civilbefolkning på begge sider, som disse tåbeligheder går ud over. Rige amerikanske jøder kan jo sagtens ”holde fanen højt”. De bor jo fedt og godt - langt fra Mellemøsten! Nu kan vi andre så gå i frygt i de næste tre år for, hvornår han sætter resten af verden i brand?

Hvor dum kan man være?

Holger Graversen skriver 12.12.2017 i Nordjyske Stiftstidende
JERUSALEM: Trumps seneste dumhed er USA’s vedtagelse af at anerkende Jerusalem som Israels udelte hovedstad. Hvor dum kan man være? Ingen kan nu være i tvivl om, hvem der er ansvarlig for, at striden mellem Israel og palæstinenserne endnu ikke er løst. Denne vedtagelse er i strid med FN og verdenssamfundets ønsker og bestemmelse.
Nu kan vi desværre forvente en ny massakre fra stormagten Israels side imod en i mange år undertrykt palæstinensisk befolkning.

Hvor megen umenneskelig krig, mord, nød og ydmygelse i Mellemøsten havde vi mon været foruden, hvis Israel efter krigen i 1967 var blevet tvunget til at forlade de af dem besatte palæstinensiske områder? Dette har jo siden krigen været FN’s og verdenssamfundets ønsker og krav. Dette beviser FN’s mange resolutioner siden 1967. Hvorfor er det endnu ikke sket?

Langt de fleste kendere er ikke i tvivl om, at årsagen er den ganske simple og uretfærdige, at “verdenssamfundet” har været og fortsat er lig med USA. Og dette forhold parret med Israels brug af stædighed, misbrug af jødernes egen umenneskelige skæbne og omsiggribende selvtægt med fordrivelse, underkuelse, etnisk udrensning og tyveri af palæstinensisk ejendom, nu har fundet sted i over 50 år. EU har heldigvis allerede meldt klart ud med skarp kritik af USA’s uvidende præsident. Det kunne være opløftende at høre en klar melding fra de danske politiske partier.

Vovestykke
Carl Frede Haugaard skriver 10.12.2017 i Nordjyske Stiftstidende

JERUSALEM: Hvo intet vover, intet vinder. USA’s præsiden Donald Trump viger ikke tilbage fra at vove noget. Det er han ofte blevet bebrejdet for eller lagt for had for blandt sine modstandere.
 

Senest har Trump vovet at bakke staten Israel op om at gøre hele Jerusalem til Israels hovedstad, trods voldsomme protester fra palæstinenserne. Nu er det ikke første gang, at en republikansk præsident bliver ugleset for, hvad han vover. Da Ronald Reagan, også republikaner, som præsident 12. juni 1987 tordnede mod Sovjetunionens daværende diktator, Mikail Gorbatjov, var man ellevild. Ordene om Berlin-muren lød: ”Mr. Gorbatjov, tear this wall down”. Man yndede ellers at betragte Reagan som en uduelig skuespiller. Men godt, at Reagan vovede. Berlin blev en hel by, og Tyskland genforenet. Modstandere af Israel må erindre sig, at israelerne fik ødelagt deres helligdom, Templet, i år 70 af Romerriget. Kun grædemuren står i dag tilbage som et minde herom. Israelerne blev fordrevet til alverdens hjørner af en daværende verden. Først i vores tid er de lidt efter lidt kommet tilbage til deres hjemland, og har siden kæmpet for dets overlevelse. Om palæstinenserne er der at konstatere, at disse ikke har et for godt ry i den arabiske del af Mellemøsten. Trumps træk er et vovestrykke - men noget måtte der ske for at bringe denne heksekedel ud af tryk.

Til et folk de alle hører . . .

Karl Maksten skriver 3. november 2017 i Nordjyske Stiftstidende

I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne kom tusinder af tyrkiske gæstearbejdere til Danmark. Det gjorde de i håbet om at tjene penge til en bedre fremtid i hjemlandet. De knoklede, de sled, og de tog ofte de job, som danskerne under højkonjunkturen ikke ønskede at tage. Siden er der gået mange årtier, og meget er ændret. En stor del af de tyrkiske gæstearbejdere blev boende, fik familien til Danmark, og i dag udgør de tyrkiske indvandrere og efterkommere mere end én procent af befolkningen i Danmark.

Til denne ret store indvandring er der grund til at spørge: Hvorfor kommer alle disse muslimer til det kristne Danmark? – Allerede i 1840 skrev N.F.S. Grundtvig et digt, hvori han udtrykte: ”Til et Folk de alle hører, som sig regne selv dertil, har for Modersmaalet Øre, har for Fædrelandet Ild”. Ud fra den indstilling, som hersker i den store muslimske befolkningsgruppe, må man konstatere – som Grundtvig udtrykker det – at disse indvandrere slet ikke hører til den danske befolkning; er alene at betragte som gæster i vort land, eller som Grundtvig udtrykker det: ”Resten selv som Dragedukker sig fra Folket udelukker, lyse selv sig ud af Æt nægte selv sig Indfødsret!”

I 1840 var det hel sikkert ikke muslimer, Grundtvig kunne finde på at digte om. Jeg kunne forestille mig, at han tænkte på jøder, der som flygtninge på den tid havde fundet asyl i Danmark. Og i taknemlighed for dette asyl fik hjemstedsret i vort lille land. Gennem århundreder har Danmark taget imod jøder, som ønskede at slå sig ned hos os. Disse mennesker har i allerhøjeste grad vist evne og vilje til at integrere sig i Danmark. Gennem deres enestående dygtighed på mangfoldige områder har jøderne i høj grad præget dansk industri og kultur. Ja, Danmark ville have været fattigere uden jødernes indsats. Skam få den, der taler ilde om jødernes positive indsats i Danmark.

Det ville i dag have set anderledes ud i Danmark, om noget lignende kunne siges om de muslimer, der har slået sig ned i vort lille land. Desværre er det ikke tilfældet. Tvært imod må vi endog lægge øre til ledende muslimers opfordring til at dræbe jøder. Derfor vil jeg tillade mig at udtrykke det på den måde: Hellere tusind jøder i Danmark end én muslim!

Som en reaktion på muslimernes misbrug af deres gæsteoptræden i Danmark, herunder nogle kvinders optræden med tildækkede ansigter med burka eller niqab, går regeringspartiet Venstre nu officielt ind for et maskeringsforbud, hvilket i praksis vil forbyde både burka og niqab i gadebilledet. Som en bemærkning hertil udtrykker Bertel Haarder som en genopstået Grundtvig: Det kan godt være, at burkaforbud og imamlov strider mod liberale principper, men det er der god grund til. Kampen for det åbne, frie samfund kan nemlig ikke klares med slagord, men kræver common sense og vilje til at kæmpe for et sammenhængende samfund”. Videre siger Bertel Haarder: ”Der er visse ting, der er så vigtige, at de ikke kan være liberale. Jo mere jeg tænker over det, så er det jo alle de vigtigste ting i tilværelsen, der ikke kan være liberale. Grænser er ikke liberale, skoleundervisning er ikke liberalt, tanken om statsborgerskab, at nogle har rettigheder, andre ikke har, er heller ikke liberalt.” Derfor gentager N.F.S.Grundtvig:

Til et Folk de alle hører, som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre, har for Fædrelandet Ild.
Resten selv som Dragedukker sig fra Folket udelukker,
Lyse selv sig ud af Æt nægte selv sig Indfødsret!

 

Husk også antisemitisme

Hans Lodberg skriver 31.10.2017 i Nordjyske Stiftstifdende
LUTHER: Ved 500 års fejringen af opgøret med den romersk-katolske kirke, hvor Martin Luther afskaffede handlen med afladsbreve og hjalp os til gennem bøn at kunne henvende os direkte til Vorherre, må vi ikke glemme at tage afstand fra den antisemitisme, som han trods øvrige fortræffeligheder også stod for. Adolf Hitler, som var skyldig i drab i kz-lejre på Europas jøder, gennem ”die Endlösung”, vedtaget på Wannseekonferencen 20.1. 1942, priste Luther som en stor mand med det rette syn på nødvendigheden af, at jøderne med alle midler skulle nedværdiges og fordrives fra Europa.
 
Husk syv tidsler
Knud Preben Hassing skriver 10.12 2017 i Nordjyske Stiftstidende

JØDEHAD: De fleste ved, at Martin Luther i 1517 formulerede 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel. At han også udfærdigede markante sentenser mod jøderne, er nok knap så kendt.
Jødernes og de kristnes Kristus/Messias-opfattelse ligger langt fra hinanden.
Det var Luther meget 
optaget af, men der var stor forskel på, hvad han i løbet af livet mente om uenigheden.
I 1523 gav han udtryk for stor sympati for jøderne, som han regnede med at kunne omvende til kristendom, hvis man behandlede dem med næstekærlighed.
Det ændrede sig i løbet af 1530’erne, da det viste sig, at jøderne ikke ønskede at blive omvendt.
Hans opfattelse skiftede til et frådende had. Tonen kom til at lyde:
”Djævlen har besat dette folk”,
”De er tørstige blodhunde og mordere over for hele kristenheden”.
Martin Luthers inderlige afsky for jøderne kulminerede i 1543 med udgivelsen af smædeskriftet

”Om jøderne og deres løgne”.
Her skriver Luther, om hvilken behandling, han mener jøderne
fortjener. Det gør han med det, jeg vil tillade mig at kalde
”Luthers syv tidsler”.

De lyder i kort form:
1. For det første foreslår jeg, at man sætter ild på deres synagoger.
2. Dernæst tilråder jeg, at man ligeledes skal nedbryde og ødelægge deres huse.
3. For det tredje, at man fratager dem alle deres bønnebøger og talmudskrifter.
4. For det fjerde, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidig at undervise.
5. For det femte, at man fuldstændig fratager jøderne retten til at rejse frit omkring.
6. For det sjette skulle man forbyde dem al ågerhandel og fratage dem alle rede penge og guld og sølvsmykker.
7. For det syvende skulle man give de unge kraftige jøder og jødinder plejl, økse, hakke, spade, rok og ten i hånden og lade dem tjene brødet i deres ansigts sved.
Mange ønsker at bortforklare og undskylde Luthers enorme jødehad. Man siger, at det er meget forståeligt, fordi der var tale om et udbredt had til jøderne på den tid. Men selvom det var tilfældet, behøvede han ikke bevidstløs at have tilsluttet sig det. Han sagde jo i den grad fra over for afladshandlen, selvom den havde enorm tilslutning.
Det er heller ikke særligt smukt at lade en religiøs konflikt udvikle sig til skinger fjendtlighed og et ønske om at skade dem, man er uenig med. Det er vist heller ikke specielt næstekærligt.

Andre synes, at det ikke var så galt med Luthers jødehad, fordi det ikke var baseret på race, men på religiøs uenighed.
Det gør det dog ikke bedre.
Der er ikke holdningsmæssig forskel på den måde, Luther anviste til behandling af jøderne og den metode, man på et andet idégrundlag behandlede dem på i NaziTyskland.
Der var da også her stor begejstring for Luther. Allerede i 1923 udtalte Hitler: ”Luther var en stor mand, en kæmpe.
I et tag brød han gennem tusmørket, og han så jøderne, som vi først i dag er begyndt at se dem.”
Endelig mener nogle, at Luthers opfordring til afbrænding af synagoger ikke var en tilskyndelse af vold. De skulle blot væk.
På Krystalnatten, der fandt sted på Luthers fødselsdag 10. november 1938, blev der blandt de grusomme ting der foregik afbrændt mindst 200 synagoger (267?). Her var der i hvert fald tale om ekstrem vold.

 

Påstand savner substans

Lars Nielsen, Dronninglund skriver 30.05.2017 i Nordjyske Stiftstidende

TERROR: Jesper Pedersen skriver (28.5.), at islamiske terroristers angreb i Europa er hævn for israelsk og vestlig terror i mellemøsten. Dvs., at han erkender, at de muslimer, der bor i Europa udgør en sikkerhedstrussel. Men han vil ikke gøre noget ved det, for i hans opfattelse er den islamiske terror berettiget.

Det må stå for hans egen regning. Men af hensyn til sandheden skal det fastslås, at påstandene om vestlig og israelsk terror savner substans.

Der findes nemlig to autoriteter, der skal reagere, hvis en stat fører ulovlig krig: FN’s sikkerhedsråd og Den Internationale Krigsforbryderdomstol.

Sikkerhedsrådet har aldrig fordømt Vestens krige i mellemøsten, og krigsforbryderdomstolen har aldrig rejst tiltale mod vestlige stater.

Hvad angår Israel, har Sikkerhedsrådet godkendt besættelsen af Vestbredden og Gaza (se resolution 242), men påtalt en række overtrædelser af genevekonventionerne.

Krigsforbryderdomstolen har i 2014 indledt en forundersøgelse af påståede israelske krigsforbrydelser.

Men undersøgelsen er ikke afsluttet, og det er derfor uvist, om Israel vil blive anklaget endsige dømt.

Danmark er en af de stater, der har bekæmpet slyngler som Taleban, Al-Qaeda, Islamisk stat, Gaddafi og Saddam Hussein.

Det er derfor vore soldater, som Jesper Petersen beskylder for krigsforbrydelser, selv om de hverken er anklagede eller dømt.

Det samme gælder de øvrige vestlige og israelske soldater, som heller ikke er anklagede eller dømt.

Derved styrker Jesper Petersen terroristernes sag, men det kan vel ikke være meningen?

 


Betingelsen for fred

Bjarne Houmann skriver 30.05.2017 i Nordjyske Stiftstidende

ISRAEL: Jeg har tre fredage i træk set genudsendelsen af tv-serien ”Holocaust” (”The Weiss Family Story”) på DR K. En frygtelig historie. Inden jødeforfølgelserne og den gode, gamle, oplyste kulturnation midt i Europa gik totalt amok, var den jødiske læge ”ariernes” læge. Nu fulgte vi familien Weiss’ og seks mio. andre jøders udslettelse. Jeg kan godt forstå det jødiske (overlevende) folk, som endelig (igen) har fået deres hjemland Israel er villig til at forsvare det. Mange kendte var med til at forsvare den nye stats tilblivelse. Også danskere, bl.a. tidligere chefredaktør Herbert Pundik. Kun ét ønske har jeg: At der en dag bliver fred mellem israelerne og palæstinenserne? Dette er en betingelse for fred i hele Mellemøsten!

 

 


Jeg savner hammeren

Stig Grenov skriver 27.05.2017 i Nordjyske Stiftstidende

HIZB-UT-TAHRIR: Så er den gal igen med det lille, yderligtgående, muslimske samfund ved navn Hizb-ut-tahrir. I en pressemeddelelse (12.5.) fremturer de med at ville udslette Israel med vold, i den barmhjertige Allahs navn. Fandens til barmhjertighed.

”Lad dem sige, hvad de vil, men hvis de krummer et hår på deres modstanders hoved, så skal hammeren falde hårdt”, skal Grundtvig have sagt.

Jeg savner hammeren!

Når man i en pressemeddelelse opfordrer til vold mod jøder, er det for mig totalt ligegyldigt, om de bor i Danmark eller Israel.

Pressemeddelelsen skal alligevel hilses velkommen, fordi den eftertrykkeligt slår fast, at Israels eksistens er en religiøst funderet torn i øjet på disse fanatikere, der mener at have religiøst krav på Mellemøsten. Det burde få skellene til at falde fra øjnene på de Israel-kritiske politikere, der overvejende kommer fra venstrefløjen.

Israel kæmper hver dag for sin egen overlevelse mod disse muslimske fundamentalister, og den socialdemokratiske regerings anerkendelse af den palæstinensiske stat, der for en stor del styres diktatorisk af religiøse ekstremister, var en stor fejltagelse.

Hizb-ut-tahrir vil benytte friheden til at afskaffe den for alle andre. I den henseende ligner de enhver anden ekstrem politisk bevægelse som nazismen, kommunismen og de dele af Enhedslisten, der ikke vil lade tanken om proletariatets diktatur dø.

På linje med det politiske Danmark kan denne religiøse sekt frit erklære deres modstand mod Israel. Men med opfordringen til vold mod et folkeslag er grænsen for tolerancen nået. Det bør igen prøves ved lov, om Hizb-ut-tahrir kan opløses. Ikke fordi det fjerner deres tilhængere, men fordi det giver flertallet af os en sikkerhed for, at ”foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.” (Grundloven § 78 stk. 2).

 

 


 

Professor: Religiøs vold kan ikke forklares uden religion

Jens From Lyng skriver 27. april 2017 i Kristeligt Dagblad

debatinterview | Når religionseksperter frikender islam for forbrydelser i religionens navn, er det udtryk for en begrænset religionsforståelse, mener professor Thomas Hoffmann.

Efter terrorangrebet i Sverige skrev professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen fra Aarhus Universitet en kronik i Politiken. Hans budskab var, at man skal stoppe med at dæmonisere islam, for kristendommen er lige så voldelig. De religiøse tekster er, hvad mennesker gør dem til, og sådan er der også blevet udført forfærdelige forbrydelser i kristendommens navn, skrev han.

Det er seneste eksempel på, at en særlig religionsopfattelse har sejret ad helvede til inden for dele af religionsstudiet, mener professor Thomas Hoffmann fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

" I disse tider, hvor der sker mange forfærdelige ting i islams navn, er der en tendens til at underspille og nedprioritere det religiøse aspekt for i stedet at se på det som udtryk for alt muligt andet.

På den måde så at sige frikender man islam og giver i stedet miljø, kultur, politik, psykologi og historie skylden. Det er udtryk for, at man har mistet evnen til at se religion som et fænomen, der er kendetegnet ved, at det konstant forsøger at overskride sine kulturelle rammer og etablere sin helt egen suverænitet uden for kulturen," siger han.

Her taler han om opfattelsen af religion og religiøsitet som noget i sig selv, sui generis, som det hedder i fagterminologien, som noget selvstændigt og uafhængigt af kultur, historie og sociale forhold. Opfattelsen var populær i religionsvidenskabelige kredse op til 1970' erne, hvor den blev erstattet af et mere distanceret - nogen vil sige videnskabeligt - syn på religion.

Man mente, at man lidt for tillidsfuldt og naivt kom til at reproducere religiøst sprog og tænkning med et syn på religion som noget i sig selv. Derfor begyndte man at prioritere religion som noget, der var formet af og skulle forklares via kultur og historiske omstændigheder.

" Hvis jeg som forsker siger, at kristendommen eller islam er noget unikt i sig selv, der kan isoleres fra kultur og historie, lyder jeg måske mere som en præst og imam end som en forsker," siger Thomas Hoffmann.

Du tilslutter dig langt hen ad vejen den moderne opfattelse af religion som en delmængde af kulturen. Hvad får dig alligevel til at sige, at religion ikke udelukkende er et underprodukt af kultur og historie? " Religion ønsker jo ofte at være anderledes end bare kultur. Mange gange kæmper den for at komme ud af kulturens klør og greb. Det er også derfor, at religion er så optaget af det ufattelige, det sublime og det tidløse. Et godt eksempel her i året for reformationsjubilæet er Martin Luther. Han ønskede jo netop at komme ud af den traditionelle, historiske katolske suppedas og gå tilbage til urbudskabet - skriften alene." " Eller når unge muslimer i Vesten i dag gør op med deres forældres kulturbårne religionsforståelse og begynder en mere afkulturaliseret - og dermed fundamentalistisk - religionsdyrkelse.

Dette kan jo heller ikke udelukkende forklares via kultur eller sociologi, men er udtryk for en typisk universalistisk ambition i religionen." " Heldigvis er der en gryende erkendelse af, at religion er speciel - eller i det mindste er speciel ved at hævde, at den er så speciel." Man har smidt barnet ud med badevandet, når man har mistet dette aspekt i sin religionsforståelse, mener professoren.

Det kommer især til udtryk, når religionseksperter taler om religiøs vold uden at tale om religion som en medvirkende årsag.

" Det er desværre blevet sådan, at vi slet ikke tør tale om teologiske faktorer, når der bliver begået vold i religionens navn. Det svarer til at sige, at vi ikke tør tale om det ideologiske indhold i nationalsocialismen som en faktor i, at der blev foretaget jødeudryddelser i Tyskland i nazitiden."

Så når religionsvidenskabsfolk og teologer frikender islam og Koranen for islamismens forbrydelser, svarer det til at frikende nationalsocialismen for nazisternes forbrydelser? " Jeg vil gerne understrege, at sammenligningen er rent provokativ, men på mange måder, ja. Ingen vil jo sige, at tyskerne havde bygget koncentrationslejre, hvis ikke det var for nationalsocialismens tankegods og ' Mein Kampf'.

Disse indeholdt jo tankerne og visionerne bag forbrydelserne. Til gengæld har mange den opfattelse, at teologien ikke er en faktor i vold begået i religionens navn. De religiøse tekster bliver reduceret til sagesløse kroge og løftestænger, som mennesker hænger deres egne voldelige projekter på. Det er meningsløst, synes jeg. Nogle gange er man nødt til at tage teologien på ordet og se religion som en medvirkende årsag til volden.

Men det er samtidig et dybt paradoksalt fænomen: Den mest fredelige teologi kan supplere det mest voldelige projekt, og den mest krigeriske teologi kan supplere det mest fredelige projekt.

debat@k.dk

Nogle gange er man nødt til at tage teologien på ordet og se religion som en medvirkende årsag til volden.

THOMAS HOFFMANN, PROFESSOR MSO VED DET TEOLOGISKE FAKULTET PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET.

 


Professor Anders Klostergaard Petersen tager fejl, mener sognepræst Jens Kvist

I Kristeligt Dagblad den 11. april kan man læse den opsigtsvækkende påstand fra professor Anders Klostergaard Petersen, at kristendommen er lige så voldelig som islam.

Et af argumenterne lyder, at begge ”tilhører den kategori, som vi kalder komplekse kosmosreligioner eller verdensreligioner. Fælles for dem er, at de ikke kan leve med konkurrerende eller rivaliserende krav på sandheden”.

Det er rigtigt i den forstand, at når Jesus om sig selv hævder, at han er vejen og sandheden og livet, så er alle andre veje udelukket.

Men han har jo aldrig hævdet, at den påstand skulle forsvares med våbenmagt. Tværtimod. Da man kom sent skærtorsdag aften for at lægge Jesus i lænker, greb Peter til sværdet og huggede øret af ypperstepræstens tjener. Jesus gav ham besked på at tage det sværd væk igen. For han skulle ikke forsvares. Han skulle forkyndes som Kristus, den levende Guds søn. Den, der griber til sværd, skal omkomme ved sværd, sagde han og satte øret på tjeneren igen.

Professoren hævder endvidere, at vi har set ”utallige eksempler på vold i kristendommens navn”, hvorpå han nævner ”systematiserede voldtægter og koncentrationslejre i kristendommens navn, ligesom kristen vold ikke ligger langt tilbage i Nordirland”.

Drejede striden i Nordirland sig om at indføre en kristen stat? Ikke mig bekendt. Og koncentrationslejre i kristendommens navn? Det har jeg heller aldrig hørt om. At nazisterne fremsatte den absurde påstand, at det var jøderne, der slog Jesus ihjel, kan man heller ikke klandre kristendommen for, alene af den grund, at Jesus selv var jøde.

Flere steder i Det Nye Testamente læser vi, at Jesus fulgte jødisk skik og brug.

 

Han blev for eksempel omskåret otte dage efter sin fødsel, og hans forældre bragte de foreskrevne takofre til templet. Et sted, som de også tog drengen med til, da han var tolv år gammel, alt sammen efter tidens jødiske skik og brug.

Islams vold forsvarer Anders Klostergaard Petersen med, at når man bliver truet på eksistensen, sparker man tilbage. Da han bliver spurgt om, hvorfor de kristne så ikke ”sparker tilbage” i Mellemøsten, hvor de i høj grad er truet på eksistensen, svarer han, at man jo kan vælge mellem at flygte i stedet for at kæmpe. Og det gør de her, fordi de udgør så lille et mindretal, at det vil være meningsløst at kæmpe.

Hvorfor flygtede disciplene hver og en, da Jesus uden at gøre modstand lod sig tage til fange? Det gjorde de i skuffelse over, at Jesus ikke ville anvende magt.

At der findes krigeriske afsnit både i Bibelen og i Koranen, er jo hævet over enhver tvivl. Vi kan også i Moseloven finde argumenter for, at utroskab skal straffes med døden ved stening. Men jeg har dog aldrig hørt nogen rabbiner forsvare en sådan form for straf, hvorimod jeg har hørt flere imamer sige, at de da bestemt ikke bryder sig om denne straf, men når det nu står i Koranen, må man jo bøje sig for det.

Og da man slæbte en kvinde, grebet på fersk gerning i hor hen til Jesus og spurgte ham, om hun ikke burde straffes efter Moseloven, var svaret ikke til at tage fejl af: Lad den, der er uden synd, være den første, der kaster sten på hende. Der blev ikke kastet sten den dag!

Lad mig runde af med et citat fra bogen ”Gud er stor! Om islam og kristendom”, som Niels Henrik Arendt skrev i 1994. Heri fastslår han, at kristendommens udgangspunkt i forhold til sekulariseringen (verdsliggørelsen) er totalt forskellig fra islams:

”Hvor meningen med islam er at beskytte Guds magt og ære, handler kristendommen om, at Gud selv har fralagt sig magt og ære ved at træde ind i denne verden som menneske.”

Derfor red Jesus heller ikke ind i Jerusalem på en kamel (som Muhammed gjorde det i Mekka), men på et æsel. Og det var ikke fjenderne, der flygtede fra ham. Det var vennerne. Gør det ikke en forskel

 

 

 


 

Palæstina uden lovlig myndighed

Lars Nielsen kommenterer 14.11.2016  Imad Almeiza indlæg af 10.11.2016

KONFLIKT: Imad Almeiza leverer (10.11.) en analyse af konflikten mellem israelere og palæstinensere. Det fremgår heraf, at Israel ikke respekterer FN’s generalforsamling. Den har i 1948 ved resolution 194 fastsat, at palæstinensiske flygtninge har ret til at vende tilbage til Israel og genindtage den ejendom, de besad inden flugten. Det drejer sig om ca. 700.000 flygtninge, hvoraf de fleste er døde, men FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere (UNRWA) hævder, at denne ret også gælder for de i alt 5,2 mio. efterkommere.

Af Lars Nielsen, Kastanievej 17, 9330 Dronninglund lbhnielsen@stofanet.dk

Problemet er bare, at Generalforsamlingen ikke har ret til pålægge medlemsstaterne den slags pligter. Det samme gælder UNRWA.

Den del af FN, der kan pålægge medlemsstaterne pligter, er Sikkerhedsrådet, som i 1967 ved resolution 242 har fastsat, at der skal findes en retfærdig løsning på flygtningeproblemet. Det er herefter op til israelere og palæstinensere at forhandle sig frem til en løsning, begge parter anser for at være retfærdig.

Almeiza omtaler desuden spørgsmålet om Jerusalem. Her forholder det sig sådan, at der ikke findes nogen statsretligt anerkendt grænse mellem israelsk og palæstinensisk territorium. Det, som nogle kalder 1967-grænserne, er våbenstilstandslinjer. Da de blev aftalt i 1949, blev det efter arabisk krav bestemt, at de netop ikke var grænser, fordi araberne ikke ville anerkende Israels ret til at eksistere.

Sikkerhedsrådet har derfor ved resolution 242 pålagt araberne at anerkende Israel, som til gengæld skal afgive land, det har erobret i 1967.

Der står imidlertid ikke, hvor meget land, Israel skal afgive.

Så det er igen op til parterne at aftale, hvor grænsen skal gå mellem israelere og palæstinensere.

Her er man i 1995 nået frem til et palæstinensisk selvstyre, der administrerer 40 pct. af Vestbredden og Gaza og 95 pct. af befolkningen. Derefter har forhandlingerne stået i stampe, fordi parterne ikke kan blive enige.

Hertil kommer, at det palæstinensiske selvstyre er ulovligt, fordi der ikke har været afholdt præsidentvalg siden 2005 og parlamentsvalg siden 2006. Desuden har Hamas besat Gazastriben i 2007.

Der er således ingen lovlig myndighed, der i dag er i stand til at føre forhandlinger på alle palæstinenseres vegne.

 

 


 

Hvem har retten?

Imad Almeiza skriver 10.11.2016 i Nordjyske Stiftstidende

PALÆSTINA: Der er mange ting at debattere angående Palæstina-konflikten: Hvem har retten til det hellige land? Brud på menneskerettigheder fra begge parter eller en tostatsløsning! Men et spørgsmål, som aldrig bliver stillet, er: Hvor startede det hele? Hvordan endte konflikten som den længste i historien?

Af Imad Almeiza, Norgesvej 25. 9800. Hjørring imad-almeiza94@LIVE.COM

Det er 99 år siden, den britiske kolonimagt hjalp den zionistiske bevægelse med at oprette en jødisk stat i det historiske Palæstina, som allerede var under britisk kontrol efter det osmanske riges fald i 1919, kendt som Balfour-traktaten. Dette er noget, som mange har lidt viden om i dag. Balfour var tidligere repræsentant af den zionistiske bevægelse i Storbritannien, som søgte om at skabe en jødisk stat i Palæstina. Det blev nægtet i 1916 af osmannerne, som havde kontrol over det historiske Palæstina på dette tidspunkt, men tilladt af briterne 2. november 1917.

Briterne eksporterede så mange zionister til det historiske Palæstina i 1921. Traktaten er dog også et brud på et løfte, som var givet til det palæstinensiske folk om selvstændighed. Konflikten startede som et oprør fra de palæstinensiske folk gennem små angreb på zionistiske besættere i det nordlige Palæstina, fordi de følte sig berøvet af briterne, som havde lovet dem selvstændighed i den arabiske halvø (Palæstina, Jordan, Golfstaterne og Saudi Arabien) efter Osmannernes fald. Noget, som de blev snydt for.

I 1947, da den sidste britiske soldat forlod palæstinensisk jord, tog konflikten sit endelige højdepunkt med angreb fra begge parter. Briterne gav det nystartede FN opgaven med at løse konflikten mellem de to folkefærd, noget, som kom til enighed om en tostats-løsning (60 pct. til israelerne, 40 pct. til palæstinenserne med Jerusalem som hovedstat for begge lande).

I 1948 havde de arabiske lande ikke nok styrke til at invadere den nye stat, men valgte alligevel at invadere den israelske stat, og lovede det palæstinensiske folk mere land, hvis de blot forlod deres hjem for en uge eller tre. Det er 67 år siden. De arabiske lande og det palæstinensiske folk tabte krigen, og Israel med fuldkontrol over det historiske Palæstina udråbte sig selv som en hel stat med Jerusalem som hovedsted, som også indførte til Paragraf 191 af FN, som indgik i ”alle palæstinensiske statsborgere har ret til at tage tilbage til deres jord, eller få erstatning for tab jord”, hvilket Israel har forbudt og ikke overholdt i dag.

Balfour-traktaten var starten på konflikten angående et brud på et løfte for et folkefærd, til senere at starte den længste konflikt i historien. Derimod har Storbritannien under FN rådet nægtet at give det palæstinensiske folk en undskyldning for Balfour-traktaten! Men ville det dog overhovedet løse konflikten mellem de to parter?

Jeg ser dog dette som et falsk håb om en løsning, eftersom vi har de militante modstandsgrupper i Gaza, som aldrig ville acceptere en israelsk stat, og det samme fra den israelske regering, som aldrig vil acceptere en palæstinensisk stat. Spørgsmålet er dog også: Hvem har ret til Jerusalem af de to stater? Dette kan kendes efter min mening som hovedproblemet i konflikten, eftersom man forsøgte at gøre Jerusalem som hovedsted for begge stater, men fejlede. Jeg ser dog også vestens forfølgelser af jøder som en grund til konflikten, men spørgsmålet er mere: Hvorfor skal det palæstinensiske folk straffes for noget, som de ikke havde været indblandet i, men derimod tog imod jødiske flygtninge fra vesten og beskyttede dem, noget, som kan sammenlignes men den fred, der herskede mellem arabere og jøder før konflikten. Da levede de som naboer i det historiske Palæstina. Også i dag anerkender mange jøder ikke den israelske stat som en jødisk stat, og tager afstand fra den zionistiske bevægelse. Var det rigtigt at skabe en jødisk stat eller bedre sagt en zionistisk stat? Konsekvenserne er tydelige at se.


 

Der skal være plads

Arne Sloth Kristoffersen skriver 22.07.2016  i Nordjyske Stiftstidendes
"PÅ KANTEN"

JØDER: Den kendte jøde, tidligere overrabbiner Bent Lexner, er netop fyldt 70 år, og i den anledning kom jeg til at tænke på hans særdeles vellykkede optræden som gæstelærer på Bavnebakkeskolen i Støvring for nogle år siden.

 

Arne Sloth Kristoffersen.Tidligere skoleinspektør på Bavnebakkeskolen i Støvring. Skribent og foredragsholder, bl.a. om Jødernes lange vandring. Hjemmeside: arnesk.dk

Han havde selvfølgelig overnattet på Hotel Chagall i Aalborg, der er opkaldt efter den berømte jødiske maler, Marc Chagall, for på dette hotel serveres kosher mad, dvs. mad, som jøderne må spise.

Bent Lexner var ved at spise sin kosher-morgenmad, da jeg kom for at hente ham, og selvom jeg ikke havde truffet ham før, var jeg ikke i tvivl om, hvem han var, for han sad som den eneste med sin kippa (kalot) på hovedet. Kippaen bæres af ortodokse, jødiske mænd jf. kravet om, at deres hoved skal være dækket på alle tidspunkter.

BENT LEXNER blev en fremragende gæstelærer for skolens ældste elever i en fyldt festsal, hvor han fortalte om jødedommen og livet som jøde. For han var ikke blot rabbiner ved Synagogen i Krystalgade; men han var også lærer på den jødiske Carolineskolen i København, så han var vant til at undervise. Han åbnede elevernes øjne og ører for en religion og kultur, der var helt fremmed for dem, selvom den har eksisteret i Danmark siden 1600-tallet.

Spørgelysten var stor, og selvfølgelig blev Bent Lexner spurgt om, hvorfor han bar kippa. Han gav to begrundelser: ”Det over kippaen er Guds ansvar, og det under er mit eget ansvar, og når jeg bærer kippaen, kan folk se, at jeg er jøde, og derfor må jeg opføre mig godt, for ikke at kaste skam på jøderne”!

BENT LEXNER kom også ind på jødernes spiseregler og specielt det, at jøderne ikke spiser svinekød. Det var ikke noget problem, for det lå dybt i den jødiske tradition, lige som kristne heller ikke spiser alt. Jøderne spiser kun fisk, der både har skæl og gæller, og derfor spiser man ikke ål, for de har kun gæller. Ved den jødiske påske, hvor det er flugten fra Ægypten, der bliver mindet, spiser jøderne kun ugæret brød. Derfor har alle jødiske hjem særlig servise og bestik, der kun bliver brugt i påsken, så man kan være sikre på, at det ikke har været i forbindelse med gær.

JØDERNE HOLDER sabbat fra fredag aften ved solnedgang og til lørdag aften ved solnedgang. Så arbejder man ikke, og familierne samles på tværs af generationerne i hjemmene, hvor man læser skriftsteder, spiser og hygger sig sammen. Man ser ikke fjernsyn, og man går ikke i byen.Da Bent Lexner så spurgte eleverne, om de ikke kunne tænke sig en lignende tradition i deres hjem, svarede de hovedrystende nej. Men der er ingen tvivl om, at rigtig mange af dem godt kunne forestille sig, at der var en sådan rolig pause i deres hjem, hvor der var nærhed med familien.

EFTERFØLGENDE inviterede Bent Lexner mig til gudstjeneste i synagogen i Krystalgade, og jeg tog selvfølgelig imod invitationen. Det blev en stor oplevelse at overvære gudstjenesten i den smukke synagoge, hvor det helligste, Tora-rullerne med de fem mosebøger, er placeret i det hellige skab i den side, der er tættest på Jerusalem. Mænd og kvinder er adskilte, idet kvinderne sidder på balkonerne og mændene ved pulte i salen, hvor de bl.a. gemmer deres bedesjal..

Der er kun 8000-10.000 jøder i Danmark, men de har altid forstået at bevare deres jødiske kultur samtidig med, at de har ladet sig integrere i det danske samfund. Danmark skylder de jødiske medborgere en stor tak, for trods deres ringe antal har de haft meget stor betydning for det danske samfund, såvel kulturelt som økonomisk.

Men det er svært at være jøde i dagens Danmark. I København bliver jøderne så groft chikaneret af unge muslimer med tilråb eller direkte overfald, at flere har måttet skifte bopæl, og man tør ikke gå på gaden med den jødiske kippa.

DEN 15. februar sidste år traf jeg igen Bent Lexner, denne gang midt i blomsterhavet foran synagogen i Krystalgade, hvor Dan Uzan samme nat var blevet dræbt af en dansk-palæstinenser. Denne idrætsmand og cand.polit., der var frivillig dørmand ved synagogen, blev dermed et dansk symbol på den stærkt stigende antisemitisme i Europa.

Mange unge jøder vælger at emigrere til Israel, hvor de bedre kan leve et jødisk liv end i Danmark, Bl.a. bor Bent Lexner tre børn og børnebørn alle i Israel. Det er en meget uheldig udvikling, for det vil betyde, at det jødiske liv i Danmark langsomt vil bukke under. Der skal være plads til jøder i Danmark, og vi har brug for dem. Jeg vil håbe, at nogle af de mange jøder, der i disse år forlader Rusland, må finde vej til Danmark, så der kan komme nyt liv i den jødiske menighed.